J.C. Christensens dagbog, uddrag fra 1908

Kilder

Kildeintroduktion:

Dette uddrag af venstrepolitikeren J.C. Christensens (1856-1930) dagbøger beretter om perioden fra den 11. september 1908 til den 3. oktober samme år. J.C. Christensen havde fra 1905 været regeringsleder samt forsvarsminister, men i september 1908 meldte hans justitsminister P.A. Alberti (1851-1932) sig til politiet for bedrageri og trak J.C. Christensen og hans regering med sig i faldet, fordi statskassen havde lånt justitsministeren halvanden million kroner. Udover forløbet op til sin afsked kommer J.C. Christensen i uddraget ind på forsvarssagen: spørgsmålet om, hvordan Danmarks forsvar skulle indrettes og neutralitet skulle forvaltes i lyset af en eventuel europæisk krig mellem England og Tyskland.

J.C. Christensen var i mere end et kvart århundrede en af Danmarks ledende politikere, og hans karriere er en nøgle til forståelse af dansk politisk historie 1890-1924. Alligevel har adskillige kompetente forfattere i tidens løb opgivet at skrive en biografi, fordi det er begrænset, hvad han efterlod sig af papirer, der kan bidrage til vores viden om ham. Længe troede historikere, at hans dagbøger efter hans eget ønske var gået op i røg, men for få år siden dukkede enkelte dagbøger fra årene 1900-1909 op, efter de i mange år havde været i familiens besiddelse.

11. Sept. 1908.

Mandag den 7de September rejste jeg her over [til København]. Jeg havde været hjemme nogle Dage, fra d. 3.-7. Sept. Vejret var mest med Regnbyger hver Dag. Tirsdag vare vi paa Toldboden for at tage mod Kejserinde Dagmar[1] og Dronning Alexandra[2]. Mens vi stod og ventede paa dem, fortalte Berg[3] mig, at Alberti[4] havde meldt sig selv til Politiet for Bedrageri og Falsk. Det var et Tordenslag. Jeg kunde ikke sige det til Kongen[5] for ikke at forstyrre Modtagelsen; men da Kong Georg[6] talte med mig, sagde jeg det til ham og bad ham meddele det til Kongen paa Hjemvejen. Han tilbød selv at paatage sig denne Kommission.

Fra Toldboden kørte Ministrene til Ministermøde i Ministeriet. Jeg forelagde Spørgsmaalet om at indgive min Dimission. Grev Raben[7] og Høgsbro[8] sluttede sig dertil, medens de andre, navnlig Finansministeren[9] var derimod, da det let vilde opfattes, som om Ministeriet[10] og navnlig Konseilspræsidenten[11] følte sig medskyldige i Albertis Forbrydelse. Desuden kunde denne Opfattelse let komme frem i Udlandet til Skade for vort Rennomé og for vore Finanser. Derved blev det. Man var aabenbart ked af, at jeg havde laant de 1½ Mill. Kr. til Sparekassen[12], og det er jeg selv nu, men den Gang handlede jeg jo i Tillid til, at der ikke var noget virkeligt i Vejen.

Dagen efter var jeg hos Kongen. Jeg meddelte ham Udfaldet af Mini­stermødet og sagde, at jeg under disse Om­stændigheder ikke fandt det rigtigt at indgive min Dimission, men afvente Rigsdagens[13] Sammentræden. Kongen spurgte, om jeg ønskede Rigsdagen indkaldt straks, men det fandt jeg unyttigt, da den jo skal sammen om ca. 3 Uger. Samme Dag havde vi atter Ministermøde hvor jeg meddelte Samtalen med Kongen, og hvor man var mere vaklende. Neergaard[14] dog ikke. Vi drøftede iøvrigt, hvilke praktiske Skridt, der kunde være at foretage. I Dag var jeg atter hos Kongen; Fredag er min Dag der, han var roligere men dog forstemt. Imidlertid var han gladere, da jeg gik.

[…]

Fra min Hustru og fra Peder og Karen[15] har jeg haft gode Breve. Jeg har sovet daarlig om Natten, jeg er ogsaa plaget af en Byld i Laarkrogen, og Maven er i Uorden. Det hænger maaske sammen, det ene med det andet. Jeg beskæftiger mig desuden med Forarbejderne til Forsvarslovene. Grev Raben har Betænkeligheder baade ved dem og ved den politiske Stilling. Han talte i Dag om at gaa, men det fraraadede jeg.

 

Den 14. Sept. 1908.

Der er sket meget siden sidst. Fredag Aften fik jeg Brev fra Grev Raben, at han fremdeles ønskede at gaa. Lørdag 9½ talte jeg med ham i Ministeriet, hvor jeg havde tilkaldt ham pr. Brev. Han fastholdt dog sit Ønske, men kun saaledes, at han foreløbig vilde have en Samtale med Kongen om, hvorvidt han burde gaa. Jeg forstod ham da saaledes, at jeg i alle Tilfælde fik en Samtale med ham efter hans Samtale med Kongen, forinden han vilde tage endelig Beslutning. Derefter deltog han i Ministermøde Kl. 10, hvor Finanslovsfor­slaget behand­ledes. Kl. 11½ var Ministrene til Audiens hos Kong Georg i Palaiet i Bredgade. Samtalerne drejede sig om Dagens Begivenheder. Mine Kolleger meddelte, at Kong Georg var enig i at det var rigtigt, at Ministeriet ikke dimissionerede, førend Rigsdagen kom sammen. Gav Folketinget et Mistillidsvotum eller undlod at give Ministeriet et direkte Tillidsvotum, saa burde det gaa, og han tilføjede, at saaledes saa Kong Frederik ogsaa paa det. Naa det stemmede jo ogsaa med mine Samtaler med Kongen.

Ikke des mindre skete følgende. Kl. ca. 1 kom Geheimeetats­raad Rosenstand[16] til mig i Marineministeriet og meddelte, at Kongen vilde tale med mig mellem Kl. 2 og 3. Grev Raben havde bedet om sin Dimission og faaet den. Hans Ansøgning vilde snart komme, thi da han gik ud fra Kongen, havde han ikke gjort nogen Hemmelighed deraf. Mens vi talte, kom et Bud med Ansøgningen i et Brev fra Grev Raben. Jeg beklagede mig over, at denne Fremgangsmaade ikke stemmede med min Samtale med Greven om Formiddagen, men lovede iøvrigt at komme Kl. 2. Paa Vejen til Kongen mødte jeg Grev Raben. Jeg beklagede mig over hans Fremgangs­maade. Vi talte lidt frem og tilbage, men skiltes temmelig brat, da jeg fastholdt, at han dog burde have sagt mig det rent ud forinden, naar han vilde bære sig saaledes ad.

Kongen traf jeg i nervøs Tilstand. Han meddelte mig Grev Rabens Dimission og bad mig nu om hele Ministeriets, hvorpaa han begyndte paa en lang Tale om Alberti, om Laanet af Statskassen, som han sagde, at han først nu havde hørt om (?), om Forsvarssagen o.s.v. Grev Raben havde sagt, at han jo heller ikke kunde enes med mig i denne Sag; men hvis jeg vilde foreslaa nogle Forter fra Køgebugt til Roskilde en søndre[17] Linie ? det er noget, som jeg har talt med Grev Raben og flere om; det er nærmest en Plan af Lütken[18] ? saa kunde det blive godt endnu, saa vilde Greven blive.

Hertil sagde jeg Nej. Denne Sag er ikke færdig i Ministeriet. Det er muligt, at der paa Rigsdagen kan blive en endelig Overenskomst med Hensyntagen til denne Linie, men det vilde være uklogt af mig at foreslaa noget saadant nu. Desuden kan jeg jo slet ikke købe Grev Raben for nogle Forter. Sagen om disse og om alt andet beror jo paa Rigsdagen. Efter min Mening maa den Bahnsonske Landbefæstning[19] bort, den duer heller ikke, hvad man vil sætte i Stedet, maa vi forhandle om, det kan jeg ikke give Løfte om her. Det kan ikke nytte, at vi blande den Sag i. ”Ministeriet arbejder saa energisk i disse Sager som muligt, naar jeg nærmer mig Enden paa Arbejdet vil jeg forelægge det for Deres Majestæt og tale derom ligesom ogsaa for mine Kolleger, og jeg vil tage alt det Hensyn til de forskellige Meninger, som er forsvarligt, men binde mig paa Forhaand ved saadant Løfte, det kan jeg ikke”.

Nu holdt Kongen et Foredrag om Neutraliteten, om Forholdet til Tyskland om Sagkundskaben o.s.v men Enden blev, at jeg skulde indgive min Dimission og saa vilde han raadføre sig med Rigsdagens Formænd. Jeg opfordrede ham til Forsigtighed, forsikrede om min Loyalitet og tog Afsked med Bemærkning om, at nu gav jeg min Ansøgning ind, og at mine Kolleger og jeg fungerede indtil Rigsdagen kom sammen. I øvrigt vilde jeg intet foretage uden nærmere at høre fra Kongen.

Om Formen for Offentliggørelsen henviste han mig til at forhandle med Rosenstand. Jeg søgte denne, og det viste sig, at Kongen ønskede, at det skulde fremgaa, at det var ham der havde taget Initiativet. Det stemmede med mine Følelser, men mine Kolleger, som var samlede til Møde med mig Kl. 3 var meget derimod, dels fordi det jo kastede et ”Skær af Taburetklæberi” over Ministeriet, som dette ikke havde fortjent, men dels ogsaa, fordi de frygtede, at det vilde skade Kongen i Folkets Omdømme og gøre Forholdet vanskeligt for Dannelsen af det næste Ministerium. De vare saa ivrige, at der i opbrusende Stemning yttredes Ønske om, at Neergaard og Berg skulde gaa til Kongen og gøre ham Modfore­stillinger.

Jeg gjorde nu i Hast et Udkast til en Form for Offentliggørelsen som beroligede dem, og da Rosenstand senere kom enedes vi om denne Form, skønt Kongen udtrykkelig havde yttret Ønske om den anden. Rosenstand skulde imidlertid forelægge Kongen den ny Form, og saaledes skete det. Jeg sagde til mine Kolleger, hvad jeg ogsaa havde yttret til Kongen, at jeg nu ikke vil gaa med i et nyt Ministerium eller fortsætte med det gamle, nu har jeg faaet nok! Kongens Behandling har gjort mig det klart, at jeg for min Autoritets Skyld og derfor ogsaa for Landets Skyld maa slutte af; en Ministerpræsident uden virkelig Autoritet er en skadelig Mand.

I Gaar skrev jeg en Redegørelse til mine Vælgere. Lørdag Aften var jeg sammen med flere Politikere hos Fru Lassen[20], Telefon og Telegraf benyttedes rigeligt. Stemningen var god og fast, men Samtalerne gik jo livligt fra Haanden. I Gaar var det samme Tilfældet. Ole Hansen[21] spurgte om Raad angaaende sin Stilling som Direktør i National­banken. Vi raadede ham til at gaa, og det besluttede han. Han var meget bevæget. I Gaar var Berg og Enevold Sørensen[22] til Møde i Kolding, efter hvad vi hørte i Telefonen i Aftes var Mødet stærk besøgt og godt. Fra min Hustru har jeg i disse Dage gentagende haft Breve. Det er jo ogsaa en bevæget Tid i He[23].

Senere samme Dag. Neergaard var her inde og senere Høgsbro; jeg har ogsaa talt med A. Nielsen[24]. De ere alle fortrolige med at danne Ministerium uden mig, efter at jeg har fremført mine Grunde for dem. Disse ere: 1) Der kræves en Syndebuk, og det er jeg nærmest til at være, 2) Kongen maa gøre den Erfaring, at han ikke kan jage et Ministerium paa Døren, uden at der sker Skade derved og 3) Jeg kan ikke blive ved at være Minister, thi efter alt dette har jeg ikke fornøden Autoritet, og det maa der til. Jeg havde Lütken lidt mistænkt for, at han paa en aller anden Maade havde været med, da jeg mødte det militære Krav hos Kongen; men da jeg nævnte for ham, at min Afgang ikke var en pro forma Sag, blev han ganske bestyrtet, hvilket glædede mig at se, og han udøste sine Følelser for Grev Rabens og Kongens politiske Forstand paa en temmelig kraftig Maade.

 

d. 15. Sept.

I Aftes var jeg sammen med Landbrugsministeren[25] og Trafikministeren[26] og Folkethingsmand Th. Larsen[27] hos Fru Lassen. Jeg foreslog da, at Partiet straks ved Rigsdagssamlingens Aabning kommer med Forslag til en Beslutning af Folkethinget saalydende:

Folkethinget beslutter at udtale:

sin Sorg over den Ulykke de Albertiske Bedragerier har bragt over Landet,

sin Villighed til at medvirke til at mildne Ulykkens Følger, og

sin Villie til under Ledelse af et Ministerium, der støtter sig til Thingets Flertal, at arbejde paa de Opgaver, hvis heldige Løsning Folket venter paa.

A. Nielsen syntes i Førstningen slet ikke fortrolig med, at en saadan Beslutning var nødvendig, men det gik dog op for ham, og det aftaltes, at Partiets Bestyrelse skulde indkaldes til Lørdag 26. og Partiet til Søndag den 27. September.

 

16/9 08.

Atter i Aftes var vi samlede hos Fru Lassen, Neergaard var med. Der ude er et Fristed, hvor man trygt kan mødes. Vi talte om mangt og meget, ogsaa om Forslaget til Beslutning af Folkethinget, som man ikke var rigtig enig om, navnlig syntes Berg betænkelig, jeg véd ikke hvorfor. Der var Enighed om, at Bestyrelserne for de 2 Partier[28] holder Fællesmøde den 26de, og at Partierne ligeledes holde Fællesmøde den 27de. Rosenstand havde i Gaar været hos Høgsbro og ladet ham forstaa, at Kongen gerne vilde tale med ham. Han tager der ud i Morgen.

Jeg faar i disse Dage mange Breve med Tilkendegivelse af Sympati; men her inde mærker jeg, hvorledes jeg isoleres mere og mere. Der er Glæde over Mini­steriets Fald, da Efterretningen kom ud, raabte Folk Hurra, og det fortælles, at paa Hotel Bristol spillede Musikken ”Kong Christian” og Folk stod op og jublede, alt sammen over, at jeg gik. Er der militære bag ved, saa er det uhyre blindt handlet af dem, ligesom ogsaa af alle der ønske For­svarssagen ordnet, det ønsker jeg; men hvad kan jeg udrette? Neergaard fortalte i Aftes, at Bladejerne havde henvendt sig til Berlingske Tidende for at faa den med i Stormløbet mod Ministeriet. Det er altsaa et ligefrem Komplot. Berlingske vilde ikke.

 

17de Sept.

Under Ministermødet i Gaar og ved andre Lejligheder mærker jeg, at flere af mine Kolleger helst ser, at jeg gaar. Berg var meget fornærmet over, at jeg havde laant Alberti de 1½ Mill. Kr. uden at spørge ham til Raads, og underhaanden har han til Redaktører og gode Venner stadig slaaet paa den Stræng. Fru L.[29] siger, at Berg vil frem, at han forraader mig o.s.v., der er vist noget om det. A. Nielsen er Bergs Mand fuldt ud. De er bange for den Beslutning af Folkethinget. Det forekommer mig, at de er bange for, at Thinget skal give mig et Tillidsvotum. De holde stærk paa, at dette ikke kan ske over for et blot fungerende Ministerium. Hvorfor véd jeg for Resten ikke, jeg véd ikke, hvor det er forbudt? Naa et Tillidsvotum vilde jo ogsaa mere være et Plaster til mig, thi blive vil jeg dog ikke. Jeg maa tage min Lussing fuldt ud, det er jeg klar over. Fru L. siger, at de vil give mig en ”sølvpletteret Kaffekande”[30]. Hun ser ret klart i det hele.

Og saa fra Begyndelsen af October eller saa er jeg atter Folkethingsmand og sætter mig paa min gamle Plads. Jeg faar Pension 4.800 Kr., det var da godt, at jeg ikke blev paa den under Deuntzer[31] lavede kgl. Resolution om at jeg skulde have 6000 Kr., det var Enevold Sørensen og O. Hansen der fik det sat igennem; thi jeg vil ikke have nogen Begunstigelse.

Geheimeetatsraad Rosenstand var her i Ministeriet i Dag efter Frokost. Hans egentlige Ærinde var aabenbart at sondere Stemningen. Han sagde, at Kongen ønskede at Ministrene kom ud til ham ganske som sædvanligt, naar de havde Sager. Han spurgte, om jeg kom derud i Morgen. Hertil sagde jeg Nej. Aftalen var, at jeg skulde forholde mig rolig, til jeg fik Bud. Han mente ikke, at Kongen havde forstaaet det saaledes. Jeg sagde, at jeg ogsaa troede det bedst, at jeg ikke søgte Kongen. Folk vilde jo let komme med deres Gisninger, naar de nu saa, at jeg kørte ud til Charlottenlund[32]. Derefter talte vi frem og tilbage om Stillingen og jeg fortalte ham, at i Jylland var der, som jeg kunde forstaa, vakt en Del Bitterhed mod Kongen, hvilket jeg beklagede; men for Tiden vilde den jyske Rejse have givet et ganske andet Resultat end i Sommer. Jeg sagde, at jeg fra Lørdag til Torsdag i næste Uge vilde rejse til He. Statsraad paa Fredag, den 25. ds.

 

d. 19de Sept. 1908.

I Dag skal jeg rejse. Jeg rejser herfra 12.30 og kommer til Guldager[33] 9.55. Her møder jeg min Hustru. I Morgen Søndag, naar vi have set, hvorledes Peder[34] har indrettet sig, rejse vi til He. De følgende Dage Mandag-Onsdag gaar jeg paa Jagt. Hvilken Fred for mig! I Gaar kom Jensen Sønderup[35] ind til mig og fortalte, at han nu gik og arbejdede for at faa den Beslutning frem, og at nu vare de andre enige med ham. Han gik ud fra, at Vælgerne fandt, at der burde ske noget, og frygtede, at hvis man intet sagde, saa vilde der komme Splittelse ud deraf. Jeg sagde, at det var godt, at de nu var kommet til det Resultat. I Aftes fik jeg at vide, at det er Fru L., der i Gaar havde haft fat i ham. Hun havde ogsaa sin Redaktør[36] her ovre i Gaar for at instruere ham; hun er jo klog og energisk, og har været mig en god Støtte i disse Dage. Vilh. Lassen vilde nu ogsaa have staaet ved min Side, det er jeg sikker paa.

 

25de Sept. 1908.

Peder havde det rart indrettet; det er et stort og smukt Hjem, han har faaet; men des mere koster det ham at faa det møbleret og besat. Han var glad for vort Besøg. Jeg gav ham 50 Kr. inden vi rejste. I He havde jeg 3 gode Dage; jeg var paa Jagt og skød hver Dag 2 Harer samt et Par Høns. Kristian[37] var med. Han fik 440 Kr. til Hjælp til Folkenes Løn og til at betale Haandværks­folk og lign. 400 kr. gav jeg Præsten, for at han kunde betale Skat for mig. Dermed er jeg snart udgjort for Penge. Nu bliver Indtægterne mindre her efter, men min Hustru ser lyst paa Tingene. Vi har før levet af lidt og kan ogsaa gøre det i Fremtiden.

I He modtog jeg en Deputation bestaaende af A. Madsen, Tim, Søren Brogaard, Tim, Chr. Hansen Houer og Redaktør Chr. Nielsen[38]; de mødte med en Adresse fra Vælgerne underskrevet af mere end 2400 Vælgere. Underskrifterne vare samlede i 3 Dage, det var rask gjort, og Indsamlerne meldte om en mageløs Villighed til at skrive under. Jeg er valgt med 1538 Stemmer sidst og i Valgkredsen er 3085 Vælgere, saa det var et smukt Resultat. Blandt Underskriverne er baade Højremænd og Socialister. Jeg kom hertil i Aftes. I Dag er der Statsraad med paafølgende Taffel; det sidste bliver næppe morsomt.

 

d. 26/9 08.

Før Statsraadet var jeg inde hos Kongen. Han sagde, at han havde hørt, at jeg var bitter mod ham i Anledning af Dimissionen, det gjorde ham ondt. Jeg sagde, at jeg ikke var bitter, men at jeg jo var kommet i en skæv Stilling ved over for mine Kolleger om Fredagen at forsikre, at Kongen var enig i, at det var rigtigt, at vi blev siddende til Rigsdagen traadte sammen og saa om Lørdagen møde med Afskeden. Kongen: ”Og saa har De skrevet, at jeg fulgte uansvarlige Raadgivere, men De maa da kende mig saa meget, at De ved, at det ikke er Tilfældet”. Jeg: ”Jeg skrev, at den ansvarsløse Appel til Kongen m.v. havde skabt en Nervøsitet, som frembragte Resultatet. Det fastholder jeg, Deres Majestæt kan lige saa lidt som andre unddrage Dem al Virkning udefra. Imidlertid vil jeg ikke staa og prikke og rippe op i, hvad der er sket; men i Fremtiden vil det være bedst først at overveje den Slags Skridt alvorligt.”

Kongen anførte Udlandet, hvorledes de saa paa Stillingen o.s.fr.[39] Han spurgte, om jeg mente, at han skulde sige noget i Statsraadet. Jeg mente Nej. Han holdt da en lille forlegen Tale til Ministrene inden vi toge Plads. Ved Taffelet om Aftenen gik det ret livligt, alle anstrængte sig aabenbart for, at alt skulde gaa godt og saa lykkedes det ogsaa. Jeg havde en lang og interessant Samtale med Kong Georg om Forholdene paa Balkanhalvøen og en anden med Hertug Carl[40] om den politiske Stilling i Sverige.

I Dag var jeg til Møde i Rigsdagen med Bestyrelserne for vort Parti og for den moderate Gruppe. Der var straks Enighed om Forslaget til Be­slutning. I Morgen skal Partierne have Fællesmøde om det samme Kl. 1. I Formiddags havde jeg et Møde med Cand. Sv. Poulsen[41] ved Berlingske Tidende. Han fortalte, at der gik Rygter om Besvigelser ved den grønlandske Handel[42]. Herom har jeg talt med Berg i Eftermiddag.

 

30/9 08.

Der er udnævnt en Bestyrer af grønlandske Handel. Nu er Berg nervøs, fordi han angribes af Oppositionens Blade. Saa længe Angrebene kun gjaldt mig, var han rolig. Saa vidt jeg kan forstaa, har han til Meningsfæller Gang paa Gang udtalt sig omtrent saaledes:

”Jeg holder meget af I.C., det ved Gud jeg gør, men det er jo alligevel skrækkeligt, at han kunde give det Laan uden at tale til mig derom o.s.v.” Derigennem har han listet Mistilliden ind i vore Venners Sind, og sine egne Aktier har han ikke gavnet dermed, det maa han kunne se nu. I Partiet blev man i Søndags snart enig om Beslutningen, men Stemningen var trykket.

Grev Raben var mødt. Jeg sagde i Partiet, at efter hvad jeg nu har hørt, har Greven handlet paa en Misforstaaelse fra hans Side, men i god Tro. Denne Udtalelse mildnede vel lidt for ham, men Stemningen er ham ikke god. Des mærkeligere er det, at han selv gaar i den Tro, at han skal med som Udenrigs­minister i det næste Ministerium.

Aabningen af Rigsdagen i Gaar foregik under megen Tilstrømning af nysgerrige. Rygtet gik, at der vilde falde en Bombe, og at Publikum i alt Fald vilde modtage Ministrene med en Pibekoncert, naar de traadte ind i Salen. Intet skete af dette. Jeg oplæste Reskriptet med høj og rolig Stemme og opfordrede Thingene til at konstituere sig paa sædvanlig Maade, og dermed var det forbi. ? I Gaar talte Berg til mig om, at det var bedst, at Venstrereformpartiet og de moderate[43] gik sammen i et Parti, og at Neergard saa dannede det ny Ministerium. Jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt derpaa, og bad ham tale med A. Nielsen derom, for at denne kunde forelægge Tanken for Bestyrelsen.

I begge de militære Ministerier er man bange for at faa en militær til Minister og især bange for at faa General Madsen[44]; det tror jeg ikke, der er Fare for. Rosenstand var her i Dag for at sige, at Kongen kom ind til Amalienborg paa Fredag og gerne vilde se mig. Jeg gaar saa derop paa Fredag, men kan ikke da sige ham noget; vi er jo da midt i den store Debat i Folkethinget. Mit Helbred er ret godt. Maven er lidt vanskelig; jeg tror, det er Nervøsitet, og Nattesøvnen er heller ikke saa god som ønskelig, det bliver imidlertid nok bedre, naar Debatten er forbi og det ny Ministerium er dannet. Jeg længes der efter.

 

3/10, 08.

I Gaar holdt jeg paa en Maade min Afskedstale som Minister i Folkethinget, maaske skal jeg i Dag svare paa et eller andet Spørgsmaal der ude, men i Virkeligheden er jeg færdig. Debatten endes i Aften, og saa kommer Mini­sterkombinationernes Tid, men dem vil jeg være uden for. Det sagde jeg ogsaa til Kongen i Gaar.


Ordforklaringer m.m

[1] Enkekejserinde Dagmar (1847-1928): datter af Christian 9., blev i 1866 gift med den russiske tronfølger Alexander (senere Alexander 3. af Rusland (1845-1894)), fra 1881-1894 kejserinde af Rusland, derefter enkekejserinde.

[2] Dronning Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie (1844-1925): dansk prinsesse (datter af Christian 9.), blev i 1863 gift med prinsen af Wales (den senere Edward 7. af England), fra 1901 dronning af England.

[3] Sigurd Berg (1868-1921): politiker, medlem af Folketinget fra 1901 for Venstre, indenrigsminister fra 1905-1908 i J.C. Christensens regering og fra 1920 til sin død i Neergaards regering; efter Albertisagen rejstes der rigsretstiltale imod Berg, idet sparekassetilsynet sorterede under ham; han blev idømt en bøde.

[4] P.A. Alberti (1851-1932): politiker, justitsminister fra 1901-1908 for Venstrereformpartiet bl.a. under J.C. Christensens regering (1905-1908). Alberti-sagen: I 1908 lånte Alberti 1,5 mio. kr. af statskassen, men da lånet senere samme år blev krævet indfriet, meldte Alberti sig ud af partiet og meldte sig selv til politiet for bedrageri og falskneri; J.C. Christensen måtte gå af som regeringsleder 12. oktober 1908 pga. sagen.

[5] Frederik 8. (født 1843, regent 1906-1912).

[6] Georg 1. (født 1845, regent 1863-1913): den danske prins Vilhelm (søn af Christian 9.) blev i 1863 valgt til konge af Grækenland under regentnavnet Georg.

[7] Frederik Raben-Levetzau (1850-1933): lensgreve og politiker, udenrigsminister i J.C. Christensens regering 1905-1908, indgav efter Alberti-sagen sin afskedsbegæring og fremkaldte dermed regeringens fald.

[8] Svend Høgsbro (1855-1910): politiker og jurist, medlem af Folketinget for Venstre 1895-1909, minister for offentlige arbejder i J.C. Christensens regering 1905-1908, justitsminister 1908-1909.

[9] Niels Neergaard: (1854-1936): politiker og historiker, medlem af Folketinget for Venstre 1887-1880 og 1892-1932, konseilspræsident 1908-1909, statsminister 1920-1924.

[10] Ministeriet: regeringen.

[11] Konseilspræsident: betegnelse for lederen af de danske regeringer fra 1855 til 1918; herefter afløstes titlen ”konseilspræsident” af ”statsminister”.

[12] P.A. Alberti var formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. J.C. Christensen gav som finansminister (en post han fik i maj 1908) Alberti et lån på 1,5 mio. kroner fra statskassen til denne sparekasse.

[13] Fra 1849-grundloven frem til 1953 havde Danmark et tokammersystem, med Landstinget og Folketinget, der samlet udgjorde Rigsdagen.

[14] Niels Neergaard, jf. note 9.

[15] J.C. Christensen blev gift med Karen Kirstine Pedersen I 1879, sammen fik de børnene Karen, Lisbeth, Peder og Mads Christian.

[16] Frants Vilhelm Ferdinand Rosenstand (1836-1910): kongelig kabinetssekretær og gehejmeetatsråd, en rangtitel tildelt kongens rådgivere.  

[17] Søndre: som ligger mod syd.

[18] L.C.F. Lütken (1863-1918): officer med stor indflydelse på forsvarspolitikken under J.C. Christensen og Niels Neergaards regeringer 1905-1909. Var som departementschef for krigsministeriets første departement under J.C. Christensens regering 1905-1908 med til at præge J.C. Christensen til af føre en tyskvenlig neutralitets- og forsvarspolitik; desuden mente han, at man skulle opføre fremskudte forter foran Københavns befæstning, et forslag der dog ikke blev gennemført.

[19] Københavns Befæstning blev opført i anden halvdel af 1800-tallet og bestod af militæranlæg på dels landsiden, dels søsiden. Krigsminister J.J. Bahnson ledte arbejdet med opførelsen af befæstningen af landsiden, hvorfor den blev kaldt den Bahnsonske Landbefæstning.

[20] Marie Lassen (1864-1921): udgiver af Aalborg Amtstidende, medlem af Landstinget for Venstre 1920-1921. Hun var enke efter V.H. Lassen (1861-1908), som var finansminister under J.C. Christensens regering 1905-1908. Marie Lassen havde et tæt personligt forhold til J.C. Christensen.

[21] Ole Hansen (1855-1928): landmand og politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1890-1908 og af Landstinget 1914-1928, landbrugsminister i J.H. Deuntzer og J.C. Christensens regeringer 1901-1908, direktør i Nationalbanken 1908.

[22] Enevold Sørensen (1850-1920): journalist og politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1887-1892 og 1898-1910 samt af Landstinget 1910-1918, kultusminister under J.C. Christensens, N. Neergaards og L. Holsteins regeringer 1905-1909.

[23] J.C. Christensen ejede en gård i Hee nær Ringkøbing i Vestjylland, hvor hans kone Karen boede fast, mens J.C. Christensens arbejde krævede, at han derudover også havde en lejlighed i København.

[24] A. Nielsen (1862-1914): politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1890-1914, landbrugsminister under J.C. Christensens, N. Neergaards, L. Holsteins og K. Berntsens regeringer 1908-1909 og 1910-1913.

[25] Ole Hansen, jf. note 21.

[26] Jens Jensen-Sønderup (1862-1949): landmand og politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1896-1920, minister for offentlige arbejder (trafikminister) under J.C. Christensen og N. Neergards regeringer 1908-1909, indenrigsminister under K. Berntsens regering 1910-1913.

[27] Thomas Larsen (1854-1944): politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1895-1920 og af Landstinget 1920-1932, minister for offentlige arbejder under L. Holsteins og K. Berntsens regeringer 1909 og 1910-1913.

[28] Venstrereformpartiet og De Moderate. Partiet Venstre stiftedes i 1870 under navnet Det Forenede Venstre, men spaltedes i 1895 under forfatningskampen i Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre; i 1905 udskiltes Det Radikale Venstre og i 1910 samledes Venstrereformpartiet og Det Moderate Venstre under navnet Venstre.

[29] Fru L.: Marie Lassen, jf. note 20.

[30] Formentligt en forudsigelse af, at J.C. Christensen måtte gå af som konseilspræsident og i forbindelse hermed ville modtage en kaffekande som afskedsgave – at kaffekanden er ”sølvpletteret” skal muligvis tolkes som, at gaven ikke var så fin, som den kunne have været, idet den fiktive kande ikke var af ren sølv, men af uædelt metal belagt med et tyndt lag sølv.

[31] J.H. Deuntzer: jurist og politiker, medlem af Folketinget for Venstre 1902-1913 og af Landstinget 1914-1918, konseilspræsident og udenrigsminister for den første Venstreregering 1901-1905.

[32] Charlottenlund Slot, der blev opført i 1700-tallet, fungerede som kongelig residens frem til 1926.

[33] Guldager: stationsby nær Esbjerg i Sydvestjylland.

[34] J.C. Christensens søn, jf. note 15.

[35] Jens Jensen-Sønderup, jf. note 26.

[36] Jens Andreas Hansen (1878-1939): redaktør af Aalborg Amtstidende, der efter V.H. Lassens død i 1909 blev udgivet af Marie Lassen.

[37] J.C. Christensens søn Kristian (Mads Christian, jf. note 15), bestyrede sin fars gård I Hee.

[38] De nævnte personer kom fra Ringkøbing Venstre-vælgerforening.

[39] Og så fremdeles.

[40] Oscar Carl Wilhelm (1861-1951): prins af Sverige, hertug af Västergötland, gift med prinsesse Ingeborg af Danmark.

[41] Svenn Poulsen (1872-1927): jurist og journalist, ansat ved Berlingske Tidende fra 1909 som chefsekretær og 1913 som medredaktør.

[42] Den Kgl. Grønlandske Handel var et dansk statsdrevet handelsselskab, der havde eneret på handel med Grønland fra 1776-1950. Der blev i 1908 fremsat beskyldninger i Folketinget om, at der foregik svindel og tyveri i handelsselskabet, men en kommissionsundersøgelse konkluderede i 1909, at kritikken var uberettiget.

[43] Om Venstrereformpartiet og De Moderate jf. note 28.

[44] W.H.O. Madsen (1844-1917): dansk officer og politiker, krigsminister fra 1901-1904 i J.H. Deuntzers regering.

Om kilden

Dateret
11.09.1908-03.10.1908
Oprindelse
Duedahl, Poul og Peter Ramskov Andersen (red.): J.C. Christensen. Dagbøger 1900-1909 (2006)
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. september 2017
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk