J.B.S. Estrup om grundlovsforslag i Rigsrådets Landsting 1865

Kilder

Kildeintroduktion:

Forhandlingerne om en ny grundlov var godt i gang i begyndelsen af 1865. Den nationalkonservative godsejer J.B.S. Estrup argumenterede 18. januar i Rigsrådets Landsting for, at alene den højest beskattede femtedel af landets borgere skulle have valgret til Landstinget. Det ville ifølge Estrup opfylde målet om et konservativt Landsting, da den højst beskattede femtedel af befolkningen i høj grad var godsejere. Estrup talte endvidere om, at det var vigtigt at udvise forhandlingsvilje, da det var vigtigt at få en holdbar løsning på forfatningssagen. Estrups forslag blev i første omgang taget tilbage, men blev i sidste ende afgørende for det kompromis, som senere i 1865 blev forhandlet på plads mellem Højre og de forhandlingsvenlige dele af Venstre.

Danmark havde efter 2. Slesvigske Krig i 1864 to gældende forfatninger: Junigrundloven af 1849 der gjaldt for kongeriget Danmark, og Novemberforfatningen af 1863 der gjaldt for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Hver forfatning havde sin lovgivende forsamling, henholdsvis Rigsdagen og Rigsrådet, hver med et Folke- og Landsting.

Da Slesvig var blevet afstået, var der nu kun brug for én forfatning, og man forsøgte at få de to forfatninger og dermed de to forsamlinger smeltet sammen til én Rigsdag med to kamre.Det største stridspunkt i forhandlingerne var, hvordan Landstinget i den nye forsamling skulle sammensættes. På den ene side mente de små bønder, som var samlet i de forskellige venstregrupper, at Junigrundlovens almindelige valgret skulle videreføres i den nye grundlov. Disse valgregler blev i samtiden anset som meget demokratiske. På den anden side mente de nationalliberale og godsejerne, at der skulle indføres indkomstbegrænsninger i valgretten til Landstinget. Det ville medføre, at kun de med en stor indkomst eller de, der havde indbetalt meget i skat, ville få stemmeret til Landstinget. Det endte med et kompromis, som betød, at Landstinget kom til at bestå af 66 medlemmer. De 12 valgtes af kongen på livstid. Resten af medlemmerne forblev indirekte valgt som i Junigrundloven. Et medlem blev valgt af Færøernes Lagting og et medlem af Bornholms Amtsråd. Resten af medlemmerne blev valgt af valgmænd, som valgtes i større kredse. Den ene halvdel af valgmændene valgtes ved almindelig valgret, og den anden halvdel blev valgt efter den privilegerede af indkomst og skattebetaling betingede valgret. Den gennemsete Grundlov trådte i kraft den 28. juli 1866.

Estrup: Førend jeg udtaler mig om de af flere ærede Landsthingsmænd i Forening med mig stillede Ændringsforslag til §§ 34 og 36, troer jeg at skylde det høitærede Thing en Forklaring om, hvorfor disse Ændringsforslag ere stillede nu ved Sagens anden Behandling, uden at de have været antydede, end sige discuterede ved dens første Behandling. Jeg finder mig for mit eget Vedkommende saa meget mere opfordret dertil, som jeg under første Behandling udtalte, at jeg eventuelt vilde stemme for Regjeringens Forslag uden væsentlige Forandringer. Forklaringen ligger ganske simpelt i den idetmindste efter vor Opfattelse, efter vor Overbevisning, ganske forandrede Situation, hvis enkelte Momenter jeg her ikke nærmere skal fremdrage, saa meget mere som de i mine Tanker mindre egne sig til Discussion her i Salen. Flere af os idetmindste vare tidligere af den Anskuelse, at Forfatningssagens heldige og rolige Udvikling bedst fremmedes, naar Regjeringens Forslag nogenlunde uforandret hurtig passerede dette Thing, og det overlodes til det andet Thing, forsaavidt det ikke bifaldt Regjeringens Forslag, at tilbyde os et nyt Grundlag for en Overeenskomst; nu derimod frygte vi for, at Mangel paa Imødekommen fra vor Side vil umuliggjøre en Tilnærmelse fra den anden Side, og at derved vil fremkaldes en Standsning maaskee af uberegnelige Følger for hele Forfatningssagen. I det af os indbragte Forslag troe vi derfor at have tilbudt et Grundlag for en Overeenskomst, hvormed dette Thing kunde være vel tjent, og som der er Sandsynlighed for, at det andet Thing vilde acceptere, blandt andre Grunde ogsaa af den, at det tilnærmelsesviis er en, vel noget modificeret, Anvendelse af § 44 i Grundloven af 5te Juni 1849, der lyder saaledes: "Naar en ny Communallov er given, kunne Landsthingsvalgene ved Lov gaae over til de større communale (Amts- eller Provinds-) Raad."

Jeg skal derefter gaae over til de enkelte Punkter i selve Ændringsforslagene, og jeg maa beklage, at jeg finder mig foranlediget til først at maatte søge at tydeliggjøre disse Forslag. Da det nemlig er mig bekjendt, at de have været misforstaaede i en forbausende Grad udenfor Salen, anseer jeg det for at være min Pligt efter ringe Evne at søge at forebygge lignende Misforstaaelser her i Salen, førend Discussionen om selve Ændringsforslagne begynder, og det er dette, der bragte mig til igaar at udtale det Ønske, at Sagen ikke maatte blive discuteret, førend den var forklaret af selve Ændringsforslaagsstillerne. Jeg udtalte neppe nogen Tvivl om Berettigelsen til at discutere den, jeg tvivlede kun om, hvorvidt det var Coutume, jeg ansaae det for utvivlsomt, at det var uheldigt.

Vi, der have stillet Ændringsforslagene, have ikke næret den mindste Tvivl om, at Kjøbenhavn er en Kjøbstad, og at Kjøbenhavn er medindbefattet under Begrebet "Kjøbstaderne". Naar det dernæst hedder, at Valgretten i Kjøbstederne tilkommer den høist beskattede Femtedeel, har det været vor Mening, at dette skulde tages bogstavelig som "den høist beskattede Femtedeel" og ikke som den modificerede Femtedeel, som nu ifølge Loven af 31te Marts I860 udøver Valgretten i Communerne med Hensyn til den mindre Halvdeel af Borgerrepræsentanterne. Naar Ændringsforslaget fremdeles gaaer ud paa, at Valgretten paa Landet tilkommer Vælgerne til Amtsraadene, er dette Udtryk nærmest valgt, fordi det ligesom er en Henviisning til § 44 i Grundloven af 5te Juni 1849. Det kunde naturligviis ligesaa godt have været omskrevet, hvorved det var blevet tydeligere for dem, hvem Bestemmelserne i Loven af 22de Marts 1855 om Valgene til Sogneforstanderstaberne og Amtsraadene ikke ere fuldkommen klare. Vi have aldrig drømt om eller tænkt paa, at det Udtryk, at Valgretten paa Landet tilkommer Vælgerne til Amtsraadene kunde misforstaaes; thi Valgretten til Amtsraadene er jo nu factisk i Hænderne for det Første paa ethvert Sogneforstanderskab med een Stemme, som det afgiver gjennem en Valgmand, og dernæst paa ligesaa mange af de Høiestbeskattede i Amtet, som der findes Sogneforstanderskaber indenfor Amtets Kreds. Jeg skal imidlertid villig indrømme, at den efterfølgende Sætning: "saaledes at hvert Sogneforstanderskab umiddelbart afgiver sin Stemme", der kun udtrykker Maaden, hvorpaa Sogneforstanderskaberne skulle udøve deres Valgret, let vilde, da den kun ved et Comma er adskilt fra den øvrige Sætning, kunne bringes i en saadan Forbindelse dermed, at den kunde lede Tanken paa Vildspor. Det er undskyldeligt, at den kunde forlede Folk til at oversee, at Valgretten til Amtsraadene foruden af Sogneforstanderskaberne ogsaa udøves af et ligesaa stort Antal af de Høiestbeskattede. Jeg vilde derfor ansee det for en Forbedring i Redactionen, om der havde staaet Punktum efter "Amtsraadene", og den nye Sætning var begyndt med de Ord: "Sogneforstanderskaberne afgive umiddelbart deres Stemme, hvert Sogneforstanderskab een Stemme"; thi saa havde en Misforstaaelse været aldeles umulig. At vi have foreslaaet, at Sogneforstanderskaberne ummiddelbart skulle afgive deres Stemme, istedetfor som nu ved Amtsraadsvalgene at give den gjennem Valgmænd, hidrører simpelthen fra, at den Stemme, der nu er Tale om at afgive, vil blive afgiven skriftlig, og der altsaa ikke er den fjerneste Anledning til at gaa den Omvej, at Sogneforstanderskabet først udnævner en Valgmand til at udfylde Stemmesedlen, da det ligesaa godt kan udfylde den i sin egen Midte. Der vil maaskee af flere af de ærede Landsthingsmænd savnes en Bestemmelse om, paa hvad Maade Valgretten skal udøves i de forhen til Hertugdømmet Slesvig hørende Districter, der, som os Alle bekjendt, ikke have den samme communale Ordning som de Districter der tidligere have hørt til Kongeriget Danmark. Jeg tilstaaer, at det er en Forglemmelse; vi have overseet Nødvendigheden af at knytte en midlertidig Bestemmelse om udøvelsen af Valgretten i disse Districter til vort Ændringsforslag; det er imidlertid en Mangel, der er let at afhjælpe. Endnu maa jeg, hvad Formuleringen af ændringsforslaget angaaer, bemærke, at der muligviis vil savnes en Bestemmelse om Valgmaaden. Det er ikke af os overseet, at den af os foreslaaede Udøvelse af Valgretten kun hensigtsmæssigt kan skee ved det proportionale Valgsystem, det Valgsystem, der er bragt i Anvendelse ved Valgene til denne Forsamling; men vi have ikke anseet det fornødent at tilføie en særlig Bestemmelse derom, da tvende ærede Landsthingsmænd (Krieger og Lehmann) allerede havde stillet Ændringsforslag i denne Retning som ville findes under 89de Afstemningspunkt.

Det ærede Thing vil neppe have overseet, hvad den Grundtanke er, hvorpaa hele vort Ændringsforslag støtter sig, hvori den væsentlige Forskjel ligger imellem vort og Regjeringens Forslag. Forskjellen er den, at vi have troet, at Valgretten til et Førstekammer naturligst og sikkrest lægges i Hænderne, i det Mindste væsentligst, paa Grundbesidderne i Landet. Det forekommer mig, at naar der er Tale om i et Tokammersystem at skulle danne et virkelig conservativt og selvstændigt Førstekammer, da findes der her i Landet under vore Forhold intet bedre Grundlag at bygge paa end den til Grunden knyttede Besiddelse. Vi have søgt at opnaae dette ved i Byerne at knytte Valgretten til den høieste Skatteydelse. Vi have ikke overseet, at Skatteydelsen i Byerne langtfra udelukkende hviler paa Grundeiendommene, men at den ogsaa hviler Formue og Indtægt; men, at vi dog ved vort Forslag, naar man lægger Valgretten i Byerne i Hænderne paa den høiestbeskattede Femtedeel, lægge mere Vægt paa Grundbesiddelsen i Kjøbstæderne, end der vilde tilkomme samme igjennem en blot Indtægtscensus, er vistnok utvivlsomt. Hvad Landdistricterne angaaer, saa vil efter vort Forslag en stor Deel af Valgene i Landet lægges i Hænderne paa de store Hartkornsbesiddere. Den øvrige Deel af Valgretten vil væsentligst lægges i Hænderne paa de mindre Landeiendomsbesiddere, og en forholdsviis meget lille Indflydelse vil kun kunne tilkomme den ikke til Grunden knyttede Besiddelse paa Landet; den er imidlertid ikke udelukket, paa ingen Maade. De Herrer kjende naturligviis Loven om Sogneforstanderskabernes Sammensætning saa godt, at jeg kun behøver at erindre om, at Hovedindflydelsen derved tilkommer den høiest beskattede Femtedeel i Sognene, hvad enten Beskatningen hidrører fra Hartkorn eller fra Formue og Indtægt. Ogsaa i en anden Henseende afviger vort Forslag ikke uvæsentligt fra Regjeringens. Efter dette sidste vil Valgretten være knyttet til en Skatteydelse og en Indtægtsydelse af en bestemt størrelse, der begge vilde virke ganske forskjelligt i Landets forskjellige Egne. Medens en Skatteydelse af 200 Rd. i de hartkornsrige Egne i Landet vil kalde en stor, paa enkelte Steder maaske den overveiende Deel af de mindre Landeiendomsbesiddere til Valg, vil den samme Skatteydelse i andre Egne af Landet udelukke ikke alene dem, der i alt Væsentligt staae paa det samme Trin, men ogsaa dem, som man efter disse Egnes Maal kalder Proprietairer. En Indtægtsydelse, hvad enten den fixeres til 2000 Rd. eller til 1,200 Rd. eller hvilken somhelst anden Sum, vil ligeledes virke ganske forskjelligt under de forskjellige Forhold. En Indtægtsydelse f. Ex. af 2,000 Rd. vil efter min Overbeviisning udelukke en stor Deel af Landets Kjøbstæder fra al Indflydelse paa Valgene; der vil, hvis dette fastholdes, i mange af vore Kjøbstæder, maaske med Undtagelse af en enkelt høit lønnet Embedsmand, ikke findes en eneste Vælger, medens derimod vort Forslag gaaer ud paa at lægge Valgretten i Hænderne paa den høiest beskattede Femtedeel. Vi driste os til at antage, at denne i alt Væsentligt har den samme Interesse og staaer paa det samme Standpunkt, hvad enten det absolute Maal for Skatteydelsen er 100 Rd. eller 200 Rd. Hvad Hartkornet angaaer, da er det let at see, at man ogsaa ved at følge vort Forslag trækker en proportionel Grændselinie, idet den fortrinsvise Indflydelse er knyttet til et bestemt Antal af de høiest beskattede Eiendomsbesiddere i Egnen, og jeg drister mig til at antage, at det er en Fordeel. Jeg nærer ingensomhelst Tvivl om, at de høiest Beskattede, de største Hartkornsbesiddere, i de mindre harkornsrige Egne staae, hvad deres Interesser og Stilling ligeoverfor deres Omgivelser angaaer, nøiagtig paa det samme Trin som de høiest beskattede Hartkornsbesiddere med dobbelt eller tredobbelt Besiddelse i de hartkornsrige Egne. Jeg tillader mig at gjøre opmærksom paa, at en lignende Tanke allerede har været udtalt under Sagens første Behandling her i Salen. Der blev nemlig yttret, at det vilde være et i og for sig rigtigt Udtryk for, hvad man tilsigtede, naar det blev de høiest Beskattede, f. Ex. de, der betale 1/5 af den hele Skat, til hvem man overlod Valgretten, og fremdeles, at Manglerne ved den af Regjeringen foreslaaede Basis, som man staaer i Begreb med at antage, om meget faa Aar vilde vise sig, og jeg haaber derfor, at den ærede Landsthingsmand (Madvig), fra hvem denne Udtalelse kom, vil i vort Forslag see en Legemliggjørelse af sin Tanke og skjænke os sin Understøttelse for at faae det gjennemført. Jeg skal endvidere tillade mig at henlede Opmærksomheden paa et Punkt endnu, som for mig ikke er uden Betydning, nemlig at den Grændse, som vi foreslaae, er aldeles skarp og utvivlsom, og lader ikke Skygge af Tvivl tilbage om, hvorvidt dette eller hiint Individ henhører til denne Valgclasse eller ikke, hvorimod, hvad enten man holder sig til Skatteydelse eller Indtægtsydelse, Grændsen naturligviis er meget vag, idet det da for en stor Deel beroer paa de Enkelte selv, om de ville skaffe sig Adgang til denne Valgclasse, og det paa den anden Side er meget vanskeligt at støde dem tilbage, selv om man føler sig overbeviist om, at der ikke med Rette tilkommer dem Adgang dertil. Den Omstændighed, at Grændsen er skarp, anseer jeg saaledes for at være ikke uden Betydning. — Der er allerede igaar af en æret Taler (Olrik) reist Indsigelse imod dette Ændringsforslag, men i Haab om, at det vil blive mig tilstedet senere at faae Ordet, skal jeg ikke for Øieblikket indlade mig paa en Gjendrivelse deraf, og endnu mindre skal jeg indlade mig paa den Indsigelse, som kom fra en anden Side, idet man fandt sig berettiget til uden Discussion at qvalificere dette Forslag som unyttigt.

Om kilden

Forfatter(e)
J.B.S. Estrup
Dateret
18.01.1865
Oprindelse
Rigsraadstidende 1864-1865, Landstingets Forhandlinger, sp.710-716
Kildetype
Tale, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk