Jazz

Artikler

Jazz er en musikform, der blev skabt af den sorte befolkning i det sydlige USA i årene 1900-1920. Den blev hurtigt populær, også i Europa. I Danmark var den i 1930’erne forbundet med kulturradikalisme, mens den i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne blev en musikalsk forløber for ungdomsoprøret i slutningen af 1960’erne.

Oprindelse, formelementer og instrumenter

Jazz opstod blandt sorte i det sydlige USA omkring år 1900. Byen New Orleans blev centrum for den nye musik. Jazz har sine rødder i slavernes vestafrikanske musik, koblet med europæisk marchmusik, vaudeviller og engelsk-amerikansk folkesang. Det var oprindelig en folkelig dansemusik, men jazzen har efter 2. verdenskrig udvik­let sig til en verdensomspændende kunstmusik beregnet på at blive lyttet til.

Jazz er baseret på improvisation, fri instrumentbehandling og, efterhånden, solistisk fokusering baseret på tydeligt markerede rytmer. Improvisationerne har karakter af, på stedet kreerede, rytmiske og melodiske variationer over et givet harmonisk eller melodisk tema.

De mest gængse instrumenter var i begyndelsen trompet eller kornet, trækbasun og klarinet eller saxofon samt diverse rytmeinstrumenter, der normalt omfattede kontrabas og trommer samt eventuelt klaver, banjo eller guitar. I tiden frem til ca. 1970 blev saxofon, trompet og klaver det foretrukne solistinstrument. Herefter blev den akustiske musik, under indflydelse af især rock, afløst af brugen af elektriske instrumenter; især elguitar og elektrisk klaver.

Stilarter

New Orleans-stilen er den ældste. I løbet af 1920'erne rykkede jazzen nordpå til Midtvesten og Chicago, hvorved den kollektive improvisation i stigende grad blev erstattet af solistisk frem­træden og arrangerede ensemblepartier. Denne swingstil dominerede 1930'erne.

Efter 2. verdens­krig blev jazzen spaltet i to retninger, dels i form af en genoplivelse – "revival" - af New Orleans-jazzen, som i Europa ofte gik under betegnelsen traditionel jazz, dels i form af mere moderne stilarter, repræ­senteret af henholdsvis bop (bebop) og cool. Af disse var bop især de sortes jazzform, mens cool stod stærkt blandt hvide musikere på USA's vestkyst.

Efter 1970 er så­kaldt "jazzrock" og musik, der forbinder etniske og globale stilelementer kommet til, ligesom jazzen har nærmet sig den klassiske musik. En fælles jazz-helhed findes ikke længere.

Jazz i Danmark: 1920'erne og 1930'erne

De første jazz-lignende orkestre kom til Europa og Danmark i 1920'erne, hvor bl. a. Josephine Bakers for datidens smag højst vovede fremtræden vakte furore. Meningerne var fortsat delte i 1930'erne, hvor de første "rigtige" jazzorkestre kom til Europa. Mange fandt musikken rå, sanselig og primitiv, medens andre – i kulturradikale kredse - heri så et frigørelseselement.

Ikke mindst Louis Armstrongs optræden i København 1933 blev banebrydende. De første swing­orkestre så dagens lys, ligesom de første jazztidsskrifter og –bøger. Interessen var ligeledes stor under besættelsen, hvor jazzen kunne bruges både som en protestmulighed og anledning til adspredelse. Leo Mathisen (1906-1969) blev ét af tidens hotteste jazznavne.

Jazzklubber og ungdomsoprør: 1950'erne og 1960'erne

I løbet af 1950'erne og 1960'erne bredte der sig landet over en række jazzklubber, hvor man i islændersweaters og fodformede sko lyttede og dansede til den såkaldte "revival-jazz". Ofte var denne jazzklub-kultur udtryk for et "ungdomsoprør før ungdomsoprøret", hvor deltagerne tog afstand fra atomkraft og "borgerlig" bornerthed. Folk som Steen Vig og Niels "Ricardo" Hansen, Papa Bues Viking Jazzmen og Peruna Jazzmen var frontfigurer sammen med Dutch Swing College Band fra Holland samt Ken Colyer, Chris Barber og Monty Sunshine fra England. Jazzklubberne stod i et vist modsætningsforhold til arbejderklassens unge, der mere gik efter rock'n roll.

Jazz i Danmark efter 1970

Jazzklubberne forsvandt efter 1970, da de ikke kunne klare konkurrencen med beatkulturen. I stedet for at være dansemusik blev jazzen nu kanaliseret over i kunstmusikalsk retning, hvor den stadig har sine trofaste til­hæn­gere. Andre rynker i dag på næsen af den og mener, at den, spillet af bedagede herrer i stråhat ved firmafrokoster, byfester og handelsstandsarrangementer, er blevet for plat, gammeldags og kommerciel.

Mange danske jazz-musikere har i de seneste årtier opnået international berømmelse og anerkendelse. Blandt dem er Niels-Henning Ørsted Pedersen (1946-2005), Palle Mikkelborg (1941-), Mads Vinding (1948-), brødrene Niels Lan (1963-) og Christian Minh Doky (1969-) samt Lennart Ginman (1960-).

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Kayser Nielsen
Tidsafgrænsning
1900 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Slumstrup, Finn: Jazz (1966).

Stearns, Marshall: Historien om jazzen (1962).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Kayser Nielsen
Tidsafgrænsning
1900 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Slumstrup, Finn: Jazz (1966).

Stearns, Marshall: Historien om jazzen (1962).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk