"Islands Farvel til Norden" i Fædrelandet, 26. maj 1944

Kilder

Kildeintroduktion:

Ved en folkeafstemning på Island, der blev afholdt fra den 20. til 23. maj 1944, erklærede den islandske befolkning næsten enstemmigt, at de ønskede at ophæve den union, landet havde indgået med Danmark med Forbundsloven i 1918. Store dele af den danske presse bragte i dagene efter folkeafstemningen indlæg, der viste alt fra forståelse til forargelse over for den islandske beslutning. I artiklen "Islands Farvel til Norden", bragt i den nazistiske avis Fædrelandet (udkom 1939-1945) den 26. maj 1944, ses folkeafstemningens udfald som et resultat af den rigdom og det indblik i moderniteten, den amerikanske besættelse, Island i 1944 var underlagt, medførte.

Efter at have været underlagt dansk styre i århundreder var Island med Forbundsloven af 30. november 1918 blevet anerkendt som en selvstændig og suveræn stat. Dog var de to lande fortsat forbundne igennem fælles regent og at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender og kystbevogtning. Forbundsloven indeholdt imidlertid også en bestemmelse om, at unionsaftalen i 1941 kunne genforhandles, hvis Rigsdagen eller Altinget ønskede det, og endvidere ophæves, hvis en ny aftale ikke var blevet forhandlet på plads inden for tre år. Den 9. april 1940 blev Danmark imidlertid besat af Tyskland, mens Island i maj samme år blev besat af britiske og sidenhen amerikanske tropper. Under disse forhold var forbindelsen mellem de to lande brudt, og allerede dagen efter Danmarks besættelse proklamerede Islands regering, at den overtog bl.a. udenrigstjenesten, som hidtil havde været varetaget af det danske udenrigsministerium. Det følgende år erklærede Altinget, Islands parlament, at landet havde ret til at ophæve unionsaftalen mellem de to lande.

Den 16. juni 1944 opløste det islandske parlament, Altinget, endeligt unionsaftalen med den danske stat og den danske regent, og dagen efter blev Republikken Island udråbt. Forud herfor havde over 98 % af de stemmeberettigede deltaget i folkeafstemningen i maj, hvoraf godt 97 % stemte for at ophæve Forbundsloven, og lidt færre, omkring 95 %, stemte for at afvikle det konstitutionelle monarki og indføre en republikansk styreform.    

Islands Farvel til Norden

DEN 23. Maj om Aftenen afsluttedes den islandske Folkeafstemning for eller imod Adskillelse fra Danmark. Efter hvad det islandske Gesandtskab[1] i København meddeler, har Tilslutningen været enorm, idet ca. 98 pCt. af Befolkningen har afgivet Stemmer, ja i en Række Kommuner har samtlige Indbyggere stemt. Der foreligger Resultat fra en Række Bykommuner, deriblandt fra Reykjavík. Ialt er der i de paagældende Byer afgivet 28.000 Stemmer for Adskillelsen med Danmark og 179 imod. Der er afgivet et tilsvarende Antal Stemmer for en republikansk Forfatning og 586 imod. I Landkommunerne venter man, at der vil fremkomme et endnu større Antal Jastemmer i Forhold til Nejstemmerne.

Der er næppe nogen Grund til at afvente disse Stemmer eller Fintællingen. Strømpilens Retning er slet ikke til at tage Fejl af. Kun en ganske lille bitte Promille af den islandske Befolkning ønsker i Fremtiden at leve i Forbund med Danmark og lidt flere foretrækker Kong Christians Styre for Republiken. Resultatet er en sønderknusende Dom over alle storskandinaviske Drømmerier[2], som gik ud over det muliges Grænse og et klart Dementi[3] af alle danske og islandske Betragtninger over Kongemagtens Betydning i Island. Næsten fuldstændig enstemmigt har det islandske Folk kastet hele sin politiske Fortid over Bord og har sat Kursen mod nye Kyster.

Denne Afstemning vilde, hvis den i gamle Dage havde foregaaet i Tyskland eller et Land, der skulde stemme for eller imod Tyskland (Saar[4] f. Eks), være blevet betegnet som den rene Svindel i den engelske Presse og dermed ogsaa i store Dele af den borgerlige og socialdemokratiske danske Presse. Da Besættelsesmagten paa Island imidlertid hedder USA[5], vil Bedømmelsen næppe blive saa ugunstig. Og dog er der ingen Tvivl om, at det er Krigen og den amerikanske Besættelse, der har haft den afgørende Indflydelse paa den islandske Befolkning[s] Stilling i Dag - formentlig sammen med emsige Politikere, der nu endelig saa en Chance for at gennemføre deres egen Politik, uden Hensyn til indgaaede Aftaler.

Det regner gyldent med amerikanske Dollars over Island, og Landet er besat af Styrker, der undertiden overgaar Landets Befolkning i Størrelse. Hele det mægtige Amerika med sit Tempo, sine Penge, sine Forlystelser, sine industrielle og først og fremmest maritime Planer er kommet væltende ind over den fattige Ø. Hele Oplevelsen stod i saa skærende Kontrast til det traditionsbundne Liv paa Sagaøen og maatte bjergtage denne isolerede Befolkning. Naar Valget stod mellem et fattigt og nøjsomt Liv sammen med det europæiske Forbundsland eller en ny Æra, som Roosevelts[6] store Flaadestøttepunkt i det nordlige Atlanterhav[7], var Svaret paa Forhaand givet. Om der er øvet direkte Valgtryk, kan man naturligvis ikke udtale sig, men alle Skildringer fra Island under Besættelsen viser da ogsaa, at et saadant Tryk har været unødvendigt. Befolkningen er blevet hypnotiseret til at sprænge den sidste Forbindelse med Danmark.

Det er en storpolitisk Akt, der har fuldbyrdet sig paa den fjerne Atlanterhavsø. Amerika har nu fri Bane til den Beskyttelsestraktat med det republikanske Island, som ikke vil lade vente længe paa sig. Amerika har forsaavidt haft travlt, som ogsaa andre Stater har vist en paafaldende Interesse for Sagaøen. Saaledes ønskede Sovjetunionen allerede for flere Maaneder siden at træde i diplomatisk Forbindelse med Island og har nu sin Gesandt i Reykjavík. Island vilde være en overordentlig bekvem Atlanterhavsbase for den sovjetrussiske Flaade, som man haaber paa vil blive skabt ved den norske Vestkyst. Amerika kom imidlertid først, men det kostede den sidste Forbindelse mellem Island og Norden.

 


[1] Gesandtskab: det personale, en gesandt og dennes medarbejdere udgør. En gesandt er en person, der er sendt til en anden stat som officiel repræsentant for sit land.

[2] Fra begyndelsen af 1800-tallet vandt idéer om et særligt kulturelt fællesskab og et nordisk folk eller sågar en nordisk race indpas blandt denne tids nationalistiske bevægelser. Under 2. verdenskrigs nationale vækkelse fremmedes den nordiske samfølelse endnu en gang, og kravet om en nordisk eller skandinavisk statsdannelse fik stigende tilslutning.

[3] Dementi: viste uholdbarheden eller usandheden af noget.

[4] Det tyske delstat Saarland blev efter 1. verdenskrig sat under fransk administration. I overensstemmelse med Versaillestraktaten blev der i 1935 afholdt folkeafstemning om, om hvorvidt staten ville høre til Tyskland eller Frankrig; ved valget stemte omkring 90 % for førstnævnte, og området blev samme år indlemmet i Tyskland.

[5] Under 2. verdenskrig blev Island, der var neutral, i maj 1940 besat af britiske styrker. Briterne ønskede at komme en eventuel tysk besættelse af øen i forkøbet. De islandske myndigheder protesterede indledningsvis, men resignerede efterfølgende og gav dermed de facto invasionsstyrken sin støtte, selv om neutralitetspolitikken formelt blev opretholdt. I juli 1941 overlod Storbritannien ansvaret for Island til USA som led i en amerikansk-islandsk forsvarsaftale.

[6] Franklin D. Roosevelt (1882-1945): amerikansk politiker; USA's 32. præsident 1933-1945.

[7] Amerikanerne udstationerede op imod 40.000 soldater på øen - Island havde på daværende tidspunkt en befolkning på omkring 120.000.