Island

Artikler

Island var en stort set ubeboet ø, hvor nordboer omkring 870 bosatte sig. Landet var først en "fristat", men blev en norsk provins 1262/64. I 1380 kom Island under dansk-norsk herredømme og blev fra 1814 en dansk koloni. Gradvist opnåede landet større selvstændighed. Hjemmestyre blev indført i 1904, og i 1944 blev Island en selvstændig republik.

Vikingetidens bosættelser

Koloniseringen af Island bør forstås i sammenhæng med vikingetidens generelle ekspansion og bosættelse i nye ubebyggede landeområder i nord. Før vikingerne koloniserede Island fandtes der dog sandsynligvis nogle få irske munke i landet, men ifølge det ældste islandske historikerværk, Ari fróði’s (1067-1148) Íslendingabók fra ca. 1130 flygtede munkene, da landet blev koloniseret af folk fra det vestlige Norge i slutningen af det 9. århundrede.

Om landets tidlige historie findes en del beretninger, og de giver sammen med arkæologiske vidnesbyrd en rig viden. Islændingesagaerne eller "slægtssagaerne", nedskrevet i 1200-1400-tallet, er de bedst kendte af de skriftlige kilder. De omhandler hovedsageligt 900-tallet og blev formet i et møde mellem en mundtlig fortællertradition om landets første bosættelse og den kristne skriftkultur, som blomstrede i landet i nedskrivningstiden.

Fristatstiden 930-1264 og den norske tid 1264-1380

Ifølge Íslendingabók fik landet en forfatning i form af et landsdækkende ting, Alþingi Íslands (Altinget) i 930. Altinget har fået betegnelsen som verdens ældste parlament. Det havde en lovgivende og dømmende, men ingen udøvende magt. Tinget byggede på et forbund mellem 36 høvdingedømmer (godedømmer). I dette samfund, som var uden konge og uden central udøvende magt, lå den lovgivende og dømmende magt reelt hos goderne.

Dette høvdingevælde, som har fået betegnelsen fristat (930-1264), blev også stærkt formet af kristendommen, som indførtes som officiel religion omkring år 1000, da Altinget offentligt vedtog den kristne tro uden nogen særlig modstand. Året 1097 blev der indført tiende, som tilfaldt delvis til kirkerne, og i 1056 kom der en biskop i syd og i 1106 også i det nordlige Island.

Efter store interne stridigheder blandt de mest indflydelsesrige familier på Island i 1200-tallet blev Island et norsk skatland i 1262/64. Islændingene blev skattepligtige over for den norske konge, det gamle høvdingevælde blev ophævet, og en del af den islandske overklasse indtog dets plads. Det er i denne norske tid, at hovedparten af den islandske sagalitteratur er skrevet.

Dansk herredømme 1380-1850

Den politiske udvikling på Island fulgte de generelle tendenser i de nordiske lande. Danmark og Norge blev i 1380 samlet under én konge, hvilket bragte Island under dansk kontrol. Island kom derefter i kongefællesskab med Danmark. Det indebar at Island blev protestantisk lige som resten af Danmark-Norge.

Kirken blev evangelisk-luthersk i 1551, og indførelsen af lutherdommen styrkede de danske kongers autoritet i Island ligesom i de andre dele af det danske monarki. Konfiskationen af kirkens gods i forbindelse med reformationen førte til, at kongen blev den største jordbesidder i Island.

I 1602 indførte Danmark handelsmonopol på Island, som varede til 1786, da monopolet blev lempet, idet det i almindelighed blev tilladt danske undersåtter at handle på Island. I 1855 ophævedes det danske handelsmonopol helt på Island.

I 1660 var der blevet indført et enevælde i Danmark-Norge og to år efter også på Island. I de kommende århundreder administreredes Island som et len direkte fra København. Altinget opretholdt dog en vis selvstændig myndighed i forhold til de danske myndigheder, blandt andet på grund af Islands afsides beliggenhed. I 1800 nedlagdes tinget dog som resultat af indførelse af dansk retspraksis, og i stedet blev det oprettet en Landsoverret i Reykjavík.

Det 15. århundrede kan i mange henseender anses for at have været en vanskelig tid med blandt andet to pestepidemier, der nærmest lagde Island i øde. Befolkningstallet faldt drastisk som følge heraf. Samtidig brød det økologiske system gradvis sammen i det 15. og 16 århundrede på grund af et koldere klima og overudnyttelse af vegetationen. Bebyggelsen var i århundreder spredt ud over landet, og befolkningen brødfødte sig med landbrug og fiskeri. I 1700-tallet foregik det en nedgang i befolkningstallet igen, forårsaget af koppeepidemier, vulkanudbrud og barskt klima. Men med fiskeriets større betydning i 1800-tallet kom der igen vækst, og flere kystbyer opstod.

Kampen for selvstændighed 1850-1904

På grund af en voksende islandsk nationalisme blev Altinget efter islandsk ønske i 1843 genoplivet med rådgivende stænderforsamling. I sommeren 1845 mødtes det folkevalgte Alting for første gang i Reykjavík, og i de næste årtier blev tinget holdt nogle uger hvert andet år med repræsentanter fra hele Island. I begyndelsen havde det ingen lovgivende magt, men var rådgivende over for kongen i islandske finansielle og juridiske forhold. Det kan ses som et resultat af 1830’ernes begyndende krav om national suverænitet og selvstændighed.

Den romantiske nationalisme begejstrede den generation af islandske studenter, der kom til København i slutningen af 1820'erne og begyndelsen af 1830'erne. De islandske nationalister anså det som en naturlig ret, at Island blev selvstændigt i forhold til Danmark. Islands selvstændigheds-bevægelse fik yderligere næring ved enevældens afslutning i 1849. Altinget forkastede dog i 1851 et forslag fra den danske stat om en islandsk forfatning. Jón Sigurðsson (1811-1879) var den uomtvistelige leder i bevægelsens første fase. Han indledte sin politiske karriere i begyndelsen af 1840'erne, og indtil sin død i 1879 satte han kursen for den islandske nationalisme. Han boede i hele denne periode i København, og ved siden af sit politiske arbejde var han knyttet til den Arnamagnæanske Samling ved Københavns Universitet for at undersøge og udgive islandske manuskripter.

Det danske Folketing godkendte nye love om Islands statsretlige stilling, som Christian 9. underskrev i 1871. Med henvisning til loven fra 1871 gav den danske regering Island sin egen forfatning i 1874. Dermed fik Island øget selvstyre, men den udøvende magt var stadig på danske hænder. Forfatningen, der stadig udgør grundlaget for den islandske grundlov, gav Altinget en begrænset lovgivende magt samt ret til selv at forvalte sit budget. Den udøvende magt forblev hos den danske regering, hvor justitsministeren også var minister for Island. Da ministeriet var hjemmehørende i København, forblev det reelle styre i hænderne på landshøvdingen, den højeste kongelige myndighed i Island. Det forandredes i 1904, da Island fik en hjemmestyreordning med hjemsted i Reykjavik og der udnævntes en islænding som minister for Island.

Hjemmestyre 1904-1918. Personalunion 1918-1944

I 1904 bliver Island ændret fra at være en del af Danmark til at få hjemmestyre. Det tilfredsstillede imidlertid ikke de islandske ønsker, fordi loven fra 1871 stadig var i kraft, og landet derfor endnu blev betragtet som en integreret del af det danske rige. Perioden 1904-18 blev politisk præget af en intens nationalisme. Spændingerne kulminerede i 1908, da de islandske vælgere afviste en overenskomst mellem Altinget og Folketinget vedrørende landets status i den danske stat. Dette problem blev dog løst hen imod slutningen af 1. verdenskrig af en komité bestående af islandske og danske parlamentarikere. I efteråret 1918 blev Forbundsloven vedtaget i både det danske og det islandske parlament, og den trådte formelt i kraft 1. december samme år. Loven gjorde Island til en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark. De danske myndigheder skulle varetage visse anliggender, fx udenrigstjenesten og kystbevogtningen, indtil islændingene valgte at overtage dem.

Det islandske samfund forandredes gennemgribende i 1900-tallet. Ændringsprocessen indledtes i sidste halvdel af 1800-tallet, da befolkningspresset på landet medførte et gradvist sammenbrud af Islands traditionelle sociale system. Karakteristisk for denne udvikling var den hurtige demografiske forandring i Island, særligt efter 1880, da et stigende antal flyttede til byer og bygder ved kysten. Samtidig emigrerede mange islændinge til Nordamerika og oprettede islandske nybyggersamfund. I 1900-tallets første årtier blev den islandske fiskerflåde hurtigt motoriseret, samtidig med at motorbåde og trawlere erstattede åbne robåde og dæksbåde. Øget økonomisk velstand, voksende urbanisering og den nationalistiske kamps ophør krævede en gennemgribende reorganisering af det islandske politiske system med udgangspunkt i den nye sociale virkelighed. Desuden fik både kvinder og arbejdere fulde borgerrettigheder i 1900-tallets første årtier.

I 1918 vedtog Rigsdagen Forbundsloven, hvorved Danmark anerkendte Island som selvstændig, suveræn stat i personalunion med Danmark. Unionens hovedtræk var kongefællesskabet, samt at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender. Forbundsloven indeholdt en bestemmelse om, at begge parter efter udgangen af 1940 kunne forlange forhandlinger optaget om revision af overenskomsten. Førte disse forhandlinger ikke til nogen ny overenskomst inden for tre år, havde hver part efter nærmere bestemmelser ret til ensidigt at ophæve unionen.

I 1940 bliver Danmark besat af tyskerne, og Storbritannien besætter Island. Året efter afløser amerikanske soldater englænderne efter aftale med det islandske hjemmestyre. Ved den tyske besættelse af Danmark i 1940 blev Danmark afskåret fra at opfylde sine forpligtelser efter Forbundsloven af 1918, hvorfor Altinget besluttede, at den islandske regering indtil videre skulle udøve kongens myndighed og overtage udenrigsanliggenderne. Men spørgsmålet om unionen måtte under de herskende forhold rejse problemer. Fra dansk side så man gerne unionen fortsat, men ikke mod det islandske ønske. Fra islandsk side var personalunionen aldrig opfattet som andet end en midlertidig ordning, der kun skulle bestå i 25 år. Altinget besluttede i begyndelsen af 1944, at Forbundsloven skulle ophæves og at en republik skulle indføres.

Den 2. verdenskrig fik i flere sammenhæng en stor betydning for islandske forhold, skønt landet ikke deltog direkte i krigen. Under krigen blev der aftalt en forsvarsaftale med USA, hvorved de amerikanske styrker påtog sig ansvaret for landets forsvar under krigen, skønt britiske styrker forblev i Island indtil krigsophøret. Denne nye islandsk-amerikanske aftale betød at Island blev trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære.

Selvstændigt land efter 1944

Den 17. juni 1944 proklameredes republikken Island på Þingvellir (Tingsletterne, i det sydvestlige Island), og oprettelsen blev accepteret næsten enstemmigt ved en folkeafstemning i Island. Sveinn Björnsson (1881-1952) blev valgt som den første præsident, og han erklærede Island uafhængigt. Dermed indledtes en ny epoke i islandsk historie. Islands ensidige ophævelse af Forbundsloven anerkendtes formelt ikke før Danmark - efter forhandlinger med Island om de to landes indbyrdes forhold - ophævede loven i 1950.

Samtidig med forhandlingerne efter krigen blev der fra islandsk side fremsat ønske om tilbagelevering af islandske håndskrifter fra den Arnamagnæanske Samling og Det kongelige Biblioteks samlinger. Baggrunden for kravet om aflevering af islandske håndskrifter var, at islændingen Arni Magnusson for Københavns Universitet i 1700-tallet indsamlede og opkøbte gamle medtagne islandske håndskrifter, der lå rundt om på de islandske gårde og kirker. Denne indsamling dannede grundlaget for den Arnamagnæanske Samling ved Københavns Universitet. Med en kommissionsbetænkning som udgangspunkt, og efter langvarige og vanskelige drøftelser, lykkedes det at nå en løsning, som Folketinget vedtog ved lov i 1965. Ved loven bestemtes, at de håndskrifter og arkivalier fra de pågældende samlinger, som måtte anses for at være islandsk kultureje, skulle tilbageføres til Island. De sidste håndskrifter, der efter delingsaftalen skulle tilbagegives, blev overrakt i juni 1997.

Island har i efterkrigstiden fået en økonomisk fremgang som følge af udvikling af moderne havfiskeri og opførelse af kraftværker som udnytter geologisk energi og vandkraft. Landet blev i 1946 medlem af FN, 1948 af OECD, i 1949 NATO og i 1952 af Nordisk Råd. I 1951 oprettede USA Keflavik -militærbasen i nærheden af Reykjavik.

Trods det tætte samarbejde med Vesteuropa har Islands alvorligste internationale konfrontationer efter 2. verdenskrig været med dets NATO-allierede, Storbritannien. I årene 1958-1976 har Island været i konflikt med Storbritannien om fiskerigrænser ved Island. Konflikterne med briterne, de såkaldte Torskekrige, skyldtes udvidelser af Islands fiskerigrænser, men trods voldsomme protester måtte den britiske regering acceptere de islandske krav i 1976.

Under den kolde krig tog Island stærkt parti for USA og dets vestlige allierede, men tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Island fra 1951 var dog i årtier et meget omdiskuteret politisk spørgsmål i landet. Også et muligt medlemskab af Den Europæiske Union fremkaldte stærk modstand i Island, skønt landet i årevis har haft fuldt samarbejde med naboerne i Nordisk Råd og med EFTA samt deltaget i Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale fra 1992.

Republikken Island har i 2008 en befolkning over 300.000, og dets økonomi og velfærdssystem har udviklet sig eksplosivt i de sidste årtier. Efter betydelige økonomiske problemer i begyndelsen af 1990'erne, bl.a. som følge af beskæring af torskekvoterne, oplevede Island fra 1996 årlige vækstrater på mellem fire og fem procent. Først i 2007-2008 er en økonomisk nedgang påbegyndt, som blandt andet har ført til, at den islandske krone er blevet devalueret. En stor bankkrise ramte i løbet af 2008 landet med den konsekvens, at de største islandske banker blev overtaget af staten.

Forfatningen fra juni 1944 blev ændret i 1991, da parlamentet Altinget blev en etkammerrigsdag. Den lovgivende magt ligger hos Altinget og præsidenten i fællesskab. Altinget har 63 medlemmer, som vælges for en fire års periode (det seneste valg blev afholdt den 12. maj 2007). Regeringsleder er Islands statsminister, som repræsenterer et flertal i Altinget og udpeges af præsidenten, der er statsoverhoved og vælges hvert fjerde år. 1980 til 1996 var Vigdís Finnbogadóttir (født 1930) verdens første demokratisk valgte kvindelige præsident. Den nuværende præsident - Islands femte - er Ólafur Ragnar Grímsson (født 1943), der valgtes den 29. juni 1996, og som blev genvalgt som præsident i juni 2004. Befolkningen bor stort set kun langs kysten, og ca. 93 % af Islands befolkning bor i byerne, deraf 60 % i hovedstadsregionen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Agnes S. Arnórsdóttir
Tidsafgrænsning
800 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Hálfdánarson, Guðmundur: Historical Dictionary of Iceland, European Historical Dictionaries (1997).

Karlsson, Gunnar: Iceland´s 1100 Years. The History of a Marginal Society (2000).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk