Interneringerne efter befrielsen 1945

Artikler

Efter befrielsen 5. maj 1945 anholdt og internerede modstandsbevægelsen små 22.000 danskere. Det var først og fremmest folk, der var mistænkt for at have hjulpet besættelsesmagten, og som man ventede skulle dømmes ved det kommende retsopgør. Mange af de internerede røg dog med i købet på grund af misforståelser eller som led i personlige opgør. Der var også eksempler på både mishandlinger og enkelte summariske henrettelser. Over 15.000 blev løsladt igen efter kort tid og uden at blive retsforfulgt. Selvom der var mange tilfælde af ubegrundede interneringer, undgik man i Danmark stort set det blodige opgør med mistænkte landsforrædere i befrielsesdagene, som man så i andre befriede lande.

Baggrund

Kort tid efter at den danske regerings ophørte med at fungere den 29. august 1943, begyndte man i forskellige dele af modstandsbevægelsen at planlægge et retsopgør med de kredse, man mente havde hjulpet besættelsesmagten. I en pjece fra november 1943 stillede Frihedsrådet i udsigt, at der skulle ske et opgør efter krigen. Det var blandt andet begrundet i frygt for, at befolkningen skulle gribe til selvtægt overfor formodede værnemagere og nazistiske sympatisører, at man planlagde at gribe hurtigt og konsekvent ind fra modstandsbevægelsens side overfor de mistænkte.

I sommeren nedsatte Frihedsrådet et arrestationsudvalg, og man begyndte at udbygge det såkaldte ”centralkartotek” der var en fortegnelse over personer mistænkt for landsskadelig virksomhed. På grund af den tyske besættelse kunne der ikke foretages nogen grundig efterforskning, og nogle gang kunne alene et rygte i lokalsamfundet være nok til, at man blev optaget i kartoteket.

Internerede arbejder i Fårhuslejren under bevogtning af danske frihedskæmpere

Internerede i Fårhuslejren (tidligere Frøselvlejren) arbejder under skarp bevogtning af danske frihedskæmpere. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Interneringerne efter 5. maj 1945

Interneringerne efter befrielsen kom til at foregå i en kaotisk situation, hvor tyskerne havde afhændet kontrollen, uden at der fandtes nogen dansk myndighed, der umiddelbart kunne overtage den. Politiet havde ikke fungeret siden september 1944, og en række politifolk var sendt i tyske kz-lejre. Den danske hær skulle også først reorganiseres, og det politiske system skulle genoprette kontrollen med samfundet. Det var derfor naturligt, at det var den danske modstandsbevægelse, der stod for interneringerne.

I alt blev ca. 22.000 mennesker interneret i befrielsesdagene. Ikke alle var folk, man planlagde at retsforfølge. Fx internerede man også kvinder, der havde haft tyske kærester. Officielt var det for pigernes egen sikkerheds skyld, men en stærk offentlig forargelse over disse såkaldte ”tyskertøser” spillede også ind. Mange af dem blev barberet skaldet og udstillet til hån fra den øvrige befolkning. Ofte af de mennesker, der skulle beskytte dem gennem interneringen.

Selvom udgangspunktet for interneringerne var centralkartoteket, røg der i den kaotiske stemning mange ekstra med. Nogle gange anholdt modstandsgrupper selv mistænkte på eget initiativ, andre gange angav folk personlige uvenner til modstandsbevægelsen, hvorefter de blev interneret med de øvrige. Åbne lastbiler med anholdte kørte gennem gaderne, og der blev ofte hængt skilte på de anholdte, der angav af de var nazister, værnemagere eller tyskertøser. Der var mange eksempler på hårdhændede anholdelser og også egentlige mishandlinger. Der fandt også enkelte drab sted, enten på folk der blev summarisk henrettet af modstandsgrupper, eller folk der blev skudt under flugtforsøg. Modstandsbevægelsen tog efterfølgende ansvaret for 25 dødsfald under aktionerne. Generelt blev modstandsfolk dog ikke retsforfulgt for disse dødsfald og drab, da man vurderede, at man i den kaotiske og usikre situation i befrielsesdagene ikke kunne undgå sådanne tilfælde.

Da politiet trådte i funktion igen d. 13. maj, begyndte modstandsbevægelsen overdragelsen af de internerede til politiet. Dette foregik gradvist, da de internerede efter overdragelse faldt ind under det normale retssystem og skulle stilles for en dommer indenfor 24 timer. Af de 22.000 internerede blev godt 9.000 overdraget til Politiet, mens de øvrige i stedet blev løsladt. Politiet løslod selv 2.000 af de overdragne umiddelbart efter overdragelsen. I alt var det således kun godt 7.000, eller en tredjedel af de oprindelige internerede, som politiet mente, der kunne rejses sag imod.

I forhold til andre lande

Selvom der var eksempler på mord og mishandlinger i Danmark under interneringerne, og der var mange eksempler på uretmæssig internering, forløb befrielsesdagene forholdsvis fredeligt i forhold til andre lande. I alle de besatte lande var der oparbejdet et stærkt had til de landsmænd, man mente havde gået fjendens ærinde, og ledende modstandsfolk og politikere frygtede, at der også i Danmark skulle blive en såkaldt ”de lange knives nat”, hvor der foregik et blodigt opgør med fjenderne. I Frankrig er det blevet anslået, at 10.000 blev dræbt efter befrielsen i private opgør. I Danmark ville det forholdsvist have svaret til 1.000 mennesker. Det var da også blandt andet eksemplet fra Frankrig, som ledende politikere og modstandsfolk ønskede at undgå i Danmark.

Der herskede i maj-dagene 1945 kaotiske forhold, og en befrielsesrus blandet med had overfor besættelsesmagten og dens danske medløbere, ikke mindst mod de hippo-folk og terrorgrupper, der havde mange mord på samvittigheden. Set i det lys og i forhold til situationen i andre lande, forløb interneringerne således forholdsvis fredeligt.