Ingeman-Petersen: 'En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge', 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

Smørgrossist Carl Conrad Frederik Ingeman-Petersen (1854-1915) udsendte i februar 1887 pjecen En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge. Pjecen omhandlede en interpellation, altså en forespørgsel, han havde stillet til kultusminister Jacob Scavenius (1838-1915) fra partiet Højre ved et vælgermøde i den sydøstsjællandske by Store Heddinge den 28. januar 1887. Den ellers ukendte smørgrossist havde her skabt skandale ved at spørge om, hvordan kirke- og undervisningsministeren kunne tillade sig at tale om vigtigheden af ægteskab og gode dyder, når han selv gik til prostituerede? For dette spørgsmål blev Ingeman-Petersen arresteret og tilbageholdt i to dage.

Med udgivelsen af pjecen søgte Ingeman-Petersen at underbygge sin påstand, hvilket imidlertid gav anledning til, at Scavenius anklagede Ingeman-Petersen for injurier - en retssag kultusministeren vandt. Scavenius selv blev afskediget fra sin ministerpost i 1891, om end konseilspræsident J.B.S. Estrups officielle begrundelse for afskedigelsen var, at Scavenius' politiske synspunkter var i uoverensstemmelse med Højres.

Siden 1870'erne havde en offentlig debat om sædeligheden i samfundet fundet sted. Debatten om samfundets seksualmoral var dog mestendels foregået på et principielt plan og havde omhandlet det moralsk og juridisk problematiske i prostitutionslovgivningen. Ingeman-Petersens interpellation og pjece, som han solgte til den overkommelige pris af 10 ører, var imidlertid med til at konkretisere og intensivere diskussionen om, hvilke seksualmoralske krav der måtte stilles til mænd og kvinder.

Formelt set gjaldt 1800-tallets sædelige krav, der indebar at seksualiteten alene blev dyrket inden for ægteskabet og med forplantningen for øje, for både mænd og kvinder. I praksis så man imidlertid igennem fingre med mænds overtrædelse heraf, mens kvinder forventedes at leve op til de sædelige normer. Også lovgiverne støttede officielt de sædelige idealer; det var således ulovligt at sælge seksuelle ydelser, men samtidig havde politikerne fra 1870'erne forsøgt at regulere prostitutionen igennem lovgivning. Det var denne moralske og lovgivningsmæssige dobbeltmoral, som Ingeman-Petersen gik til angreb på i sin interpellation, og som i 1880'erne blev ivrigt debatteret af forfattere, kunstnere, kvindesagsforkæmpere m.fl. i det, som sidenhen er blevet kendt som 'Sædelighedsfejden'.    

Thi enhver, hvem meget er givet, hos ham skal man søge meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man kræve mere.

St. Lukas Ev. 12 K. 48 V.[1]

 

En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge af Ingeman-Petersen[2].


Ve Dem, som sænke sig dybt ned fra Herren, for at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørket, og som sige: Hvo ser os, og hvo kjender os?

Esajas 29. Kap. 15. V.[3]

I Anledning af den af mig til Hans Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius[4] paa Valgdagen i Storehedinge[5] rettede Interpellation[6] har der været og er ikke faa Rygter i Omløb. Man har fremsat Gisninger og Formodninger om et eller andet skjult Motiv. Nogle have ment, at Grunden var et personligt Mellemværende med Ministeren, andre, at der bag mig stod Mænd (Politikere), som ikke selv turde rette Spørgsmaalet, atter andre, at jeg var en Udsending fra Midnatsmissionen[7] (er ikke Medlem). I Vredens Hede har "Dagbladet" kaldt Interpellationen "skandaløs" og Højres Generalkorrespondent har skrevet om "en forrykt Mand, der har været indespærret i et Galehus". Endelig har man sagt, "at Forespørgslen handlede om nogle intime Forhold i Ministerens Privatliv, hvilke ikke kom Offentligheden ved, ja, som maaske endog var Opspind."

Den 29de Oktober 1885, altsaa for 15 Maaneder siden, tilskrev jeg Hs. Excellence Konseilspræsident Estrup[8] et Brev saalydende:

Kjøbenhavn, Stormgade 10, den 29de Oktober 1885.

Hs. Excellence Konseilspræsident Estrup S.K.[9] p.p.

Igaar Aftes Kl. 8.55, da jeg var paa Vejen til mit Hjem, mødte jeg paa Hjørnet af Knabrostræde og Nybrogade[10] Kultusminister Scavenius. Han bøjede ned ad Knabrostræde, og da det var mig paafaldende, at en Minister - navnlig i disse sørgelige Tider - gik ind i en saadan skummel Del af Byen, fulgte jeg ham. Ministeren gik ind i Knabrostræde Nr. 24 og af Skyggen paa Rullegardinerne paa 1ste Sal[i] kunde jeg se, at han kom derind.

I Eiendommen bor der løsagtige Fruentimmer[11]. Jeg stillede mig i Gadedøren ligeoverfor, for at oppebie Ministerens Tilbagekomst. Noget efter Ankomsten aabnedes Vinduet paa 1ste Sal, og lidt derefter hørte man Lyden af en Champagneprop, som knaldede. - Kl. 10.25 kiggede Ministeren forsigtigt ud af Gadedøren, og da der tilsyneladende ikke var Mennesker i Gaden, forlod han Huset og tog Vejen ad Compagnistræde, Læderstræde, Højbroplads, Lille Kongensgade til han naaede den sidste Port paa højre Haand i Lille Kongensgade (Hjørnet af Kongens Nytorv); her gik Ministeren op i Restaurationen.

Da den samme Tour formodentlig gjentages, tillader jeg mig at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa det hasarderede, ja! næsten vanvittige, i at den Mand, som staar i Spidsen for den danske Kirke, begaar en saadan Handling.

Hvis Deres Excellences Fjender opdager det, vil det jo i disse Tider ikke kunne undgaaes, at Sagen kom offentlig frem, men vil da hele Ministeriet ikke ogsaa faa sin Del af Skampletten? Havde en Julius Rasmussen[12] skudt paa Ministeren, da han forlod Huset i Knabrostræde, vilde Gud næppe have holdt sin Haand over ham, men enhver tænkende Kristen vilde have anset hans Fald som en retfærdig Straf.

Da Kultusministeren paa en eller anden Maade skal advares, henstiller jeg til Deres Excellence, hvorledes dette bedst lader sig gjøre.

Underdanigst

Ingeman-Petersen.


Brevet afleverede jeg om Morgenen i Vidnes Overværelse til Konseilspræsidentens Portnerske, der erklærede, at hun skulde modtage Breve, da der ikke maatte lukkes Nogen ind.

Lørdag Morgen den 31te, altsaa 2 Dage efter, modtog jeg pr. Post et med Konseilspræsidentens Haand skrevet Brev, indeholdende følgende Linier:

"Tak for Meddelelse i Brev af 29de, som skal blive benyttet."

Enhver, der gjennemlæser mit Brev med Eftertanke, vil se, at det er præget af Loyalitet overfor Ministeriets øvrige Medlemmer. - Jeg var aldeles sikker paa, at i det Øjeblik Ministeriets Chef fik Nys om, at der i Spidsen for den danske Folkekirke stod en Mand, som Hr. Scavenius, da blev han øjeblikkelig fjernet. Jeg nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Konseilspræsidenten hverken vilde eller kunde modtage en saa forfærdelig Anklage mod Kirkeministeren, kvittere for den og derefter intet foretage sig i Retning af at rense det øvrige Ministerium for denne Skamplet. Maaned gik imidlertid efter Maaned og der kom ingen Forandring. Jeg maatte altsaa have taget fejl af Konseilspræsidenten. Nu blev jeg først opmærksom paa en Mængde Fortællinger om Kirkeministeren, og det viste sig, at indenfor selve Højrepartiet[13] var man fuldstændig paa det rene med, at denne Mand paa den forfærdeligste Maade traadte Guds Bud under Fødder. Efter at have erfaret dette, anklagede jeg mig for at have baaret mig overordentlig dumt ad i denne Sag. Jeg indsaa, at jeg ingenting havde udrettet. Tiden gik. Jeg forsøgte at kvæle den Stemme, som bestandig raabte i mit Indre, men Nej, det syntes at være umuligt. Tusinder af Gange gjentog jeg for mig selv de bekjendte Ord af Skriften[14]:

"Hvi ser du Skjæven, som er i Din Broders Øje, men Bjælken i Dit eget Øje bliver Du ikke vaer."[15]

Det hjalp ikke. Baade Nat og Dag lød det i mit Øre:

"Det er Din Pligt at lade Sandheden komme for Dagen, Din Pligt mod Gud - og mod hvert kristent Menneske i Dit Fædreland."


Den 24de Januar d.A.[16] gjennemlæste jeg i "Berlingske Tidende"[17] en af Kultusminister Scavenius paa et Vælgermøde i Storehedinge, Dagen forud, holdt Tale. Jeg standsede øjeblikkelig ved følgende Linier:

"Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer[18], hvis Ideer ere indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det muligt, at Folk, som bekjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægteskabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar ad alt saadant og helst se det sparket overende."

Kultusministeren sagde jo her klart og tydeligt til sine Vælgere, at det var umuligt at alliere sig med dem, som gjøre Nar ad Ægteskabet og helst se alt saadant sparket over Ende. - - Jeg grundede længe paa disse Ord. - - - Torsdag Eftermiddag, den 27de, var der bragt Klarhed og Fasthed i min Sjæl, og min Beslutning var urokkelig. Nu kunde jeg jo paa Valgdagen komme til at staa Ansigt til Ansigt med denne Mand og aabent og ærligt for en Del af den danske Bondestands Øjne rette et Spørgsmaal til ham. Jeg formede min Interpellation, lod den trykke, for eventuelt at kunne overrække Kultusministeren og hans Vælgere den, om jeg ikke fik Ordet, og den næste Dag Kl. 11 var jeg paa Valgstedet ved Valghandlingens Begyndelse.

Jeg var den første Interpellant, der fik Ordet. Jeg meddelte Forsamlingen, at jeg vilde rette et Spørgsmaal til Hs. Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius, og bad jeg den høre godt efter. Under fuldstændig Ro udtalte jeg følgende Ord:

"Paa et Møde her i Storehedinge i Søndags, den 23de ds.[19], har Hs. Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius ifl. "Berl. Tidende" udtalt sig saaledes:

"Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer, hvis Ideer ere indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det dog muligt, at Folk, som belkjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægteskabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar ad alt Saadant og helst se det sparket over Ende."

Jeg vil nu tillade mig at spørge den danske Folkekirkes Primas[20], Danmarks Kultusminister, den Mand, der staar i Spidsen for Præster og Lærere her i Landet, om det ikke er at gjøre Nar ad Ægteskabet, om det ikke er at sparke Moral og Religion over Ende, om det ikke er at forhaane baade Gud og Mennesker, naar han, Kirkens øverste Tjener, gaar paa Horehus?"

Jeg vilde have tilføjet:

Hvorledes kunne I, Vælgere, alliere Eder med ham? men blev afbrudt af Dirigenten (Politimesteren), der, efter at have spurgt mig om min Bopæl, bad mig forlade Tribunen, hvilket Ønske jeg strax efterkom. Kun paa Tribunen imellem Ministeriets Stillere herskede der højrøstet Tale, den øvrige Forsamling syntes at være meget alvorlig stemt og gav hverken Mishags- eller Bifaldsytringer tilkjende. Jeg stod i denne Forsamling ca. 20 Minuter uden at henvende et Ord til noget Menneske, blev derefter anholdt og fængslet i 2de Døgn.


Kan nu noget Menneske virkelig forarge sig over min Interpellation? Er det ikke et aabent og ærligt Spørgsmaal? Kan noget Menneske, der tror paa en almægtig Gud, kan noget Mennneske, i hvem der er Gnist af Retfærdighedsfølelse, sige, at det er en Sag af privat Natur, en Sag imellem Hr. Scavenius og mig?

Nej! det er en Sag, der angaar Folket, og især den Del, der hører til den danske Folkekirke. - Intet Forsvar er muligt. - Af den Mand, som staar i Spidsen for Kirken, maa det bestemt fordres, at hans Handlinger ikke stempler ham, som den, der siger, at Kirke og Religion er baade Humbug og Løgn; thi gjør han det, da har han med det samme erklæret hvert troende Menneske Krig, og i den Kamp, der da rejser sig, dér skal Sandheden og Guds Ord sejre.

Højrepartiet, hvis Løsen er

Gud, Konge og Fædreland,

maa være mig meget taknemmelig for at have fremdraget denne Sag, hvis ikke, tager det i høj Grad Guds Navn forfængelig.

Hans Majestæt Kongen har aldrig kjendt sin Kirkeminister; thi Kongens Valgsprog er:

Med Gud for Ære og Ret.

Jeg overlader med stor Sindsro til Folket at afgjøre, om min Interpellation har været betimelig eller ikke, og tager med Glæde de Konsekventser, der maatte flyde af at have lydt hans Røst, hvem Magten og Æren i al Evighed tilhører.

 



Ordforklaringer m.m.

[1] Lukasevangeliet i Det Nye Testamente, kapitel 12, vers 48.

[2] Carl Conrad Frederik Ingeman-Petersen (1854-1915): smørgrossist; Højre-vælger.

[3] Esajas' Bog i Det Gamle Testamente, kapitel 29, vers 15.

[4] Jacob Frederik Brønnum Scavenius (1838-1915): godsejer og politiker; kultusminister (kirke- og skoleminister) fra Højre i 1880-1891 under J.B.S. Estrups regering.

[5] Store Heddinge: sydøstsjællandsk by.

[6] Interpellation: forespørgsel eller indvending, som kan afgives til en politisk tale eller fremstilling.

[7] Midnatsmissionen: natlig missionsvirksomhed i de kvarterer af København, hvor prostitution fandt sted. Midnatsmissionen sigtede ikke på at redde de prostituerede kvinder, men derimod på at redde de mandlige kunder fra at falde. Midnatsmissionen var tilknyttet Indre Mission og var aktiv fra omkring 1880 til 1906.

[8] Jacob Brønnum Scavenius Estrup (1825-1913): godsejer og politiker; konseilspræsident (regeringsleder) fra Højre i 1875-1894.

[9] S.K.:  Storkors af Dannebrog; p.p.: præter plura (latin) 'med flere titler'.

[10] Knabrostræde og Nybrogade: københavnske gader beliggende tæt ved Rådhuspladsen.

[11] Løsagtige fruentimmer: prostituerede kvinder.

[12] Julius Rasmussen: dansk typograf, der stod bag et fejlslagent attentatforsøg på konseilspræsident J.B.S. Estrup den 21. oktober 1885.

[13] Højre: indtil 1915 var de konservative kræfter i Danmark organiseret i Højre, der fra 1880 tog form som et egentligt politisk parti.

[14] Skriften: Bibelen.

[15] Lukasevangeliet i Det Nye Testamente, kapitel 6, vers 41: "Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje".

[16] d.A.: dette år.

[17] Berlingske Tidende: avis; grundlagt i 1749 under navnet Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender; navneændring i 1833 til Berlingske Politiske og Avertissementstidende; i slutningen af 1800-tallet organ for partiet Højre og sidenhen uafhængig-konservativ. I 1936 ændredes navnet til Berlingske Tidende og i 2011 til Berlingske.

[18] Radikale elementer: der henvises til den radikale strømning kaldet brandesianisme (efter Edvard og Georg Brandes), der i slutningen af 1800-tallet blandt andet var begyndt at præge dele af partiet Venstre. Brandes-brødrene og deres tilhængere indtog en efter tidens normer frisindet og liberal holdning til seksualiteten og kritiserede tidens etablerede og stramme normer angående ægteskabet og familien som institutioner.

[19] ds.: dennes (i denne måned).

[20] Primas: afledt af det latinske primus 'første', altså den førende person på et bestemt område.

 


[i] Efter hvad jeg senere har erfaret, bor her et Demimonden [gruppebetegnelse for prostituerede] meget bekjendt ryggesløst Fruentimmer af den allerværste Art.

Om kilden

Dateret
1887
Oprindelse
Ingeman-Petersen, Carl Conrad Frederik: 'En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge (1887)
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Andersen, Lars: Scavenius-Affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København (2013)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1887
Oprindelse
Ingeman-Petersen, Carl Conrad Frederik: 'En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge (1887)
Kildetype
Pjece
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Andersen, Lars: Scavenius-Affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København (2013)

Udgiver
danmarkshistorien.dk