Industri-Tidenden 1873: Kritik af fabriksloven

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1873 forhandlede politikerne på Rigsdagen om en fabrikslov med fokus på børns og unge menneskers arbejdsvilkår. Forslaget affødte en vis kritik fra industri- og fabrikskredse. Nedenfor ses fem uddrag fra januar til marts 1873 i tidsskriftet Industri-Tidenden, hvor fabriksloven blev kommenteret og kritiseret.

Industri-Tidendens redaktør var Anton Steenberg (1826-1895), og det er formentlig ham, der har skrevet indlæggene, bortset fra læserbrevet (kilde 5). Han var uddannet garver, men efter et mislykket forsøg på at modernisere forældrenes garveri i Aarhus flyttede han i 1860 til København, hvor han oprettede et patentkontor og begyndte udgivelsen af Industri-Tidenden. Begge dele fortsatte han med til sin død.

Kilde 1:

Nr. 2 Søndagen den 19de Januar 1873:

Bemærkninger med Hensyn til Lovforslaget om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker.

Det er naturligviis altid en mislig[1] Sag at skrive en Lov, med Hensyn til hvilken man fra alle Sider er enig om, at der for nærværende Tid ingen Trang er tilstede, men at man venter, at der i Fremtiden vil vise sig Noget, som kan give Loven Berettigelse, og derfor vil man ligesaa gjerne strax skrive Loven. Det forekommer os, at det Lovforslag, Indenrigsministeren har forelagt Landsthinget, i høi Grad røber en saadan Tilblivelse; idetmindste synes det os, at Forslaget viser, at den, der har skrevet det, ikke har været ledet af en selvstændig Opfattelse af Sagen i sin Helhed, men har indskrænket sig til af den tilsvarende svenske Lov og maaske andre lignende at samle en Del usammenhængende Bestemmelser, uden at der derved er fremkommet noget Afrundet og Helt. Lovforslaget forekommer os i det Hele taget at være i høi Grad uheldigt, og da man efter den Modtagelse, der blev det tildel i Landsthinget, neppe tør vente at see det væsenlig forandret, saa maa man sætte sit Haab til, at Behandlingen i Folkethinget vil give det en anden Skikkelse.

Lovforslagets første Paragraf tyder strax paa en vis Vidtløftighed og Strenghed. Ikke blot udtaler den, at Arbeide i Fabrik og Værksted o. s. v. er det Offenliges Tilsyn underkastet, forsaavidt dertil benyttes Personer under 18 Aar; men det Samme gjælder ogsaa de dermed i Forbindelse staaende Arbeider, t. Ex. Rengjøring i Arbeidsrummet, Rensning af Værktøi m. m. Paragraferne 2 og 3 bestemme, at Børn under 10 Aar slet ikke maae benyttes til de i § 1 omtalte Arbeider, Børn mellem 10 og 14 Aar maae benyttes 6 Timer i Døgnet og unge Mennesker mellem 14 og 18 Aar maae benyttes i 12 Timer, hvoraf 2 Timer skulle være Spisetid, dog tør de ikke begynde med Arbeidet før Kl. 6 om Morgenen. § 6 hører egenlig ogsaa herhen, idet den bestemmer, at Ingen mellem 10 og 18 Aar maa benyttes til Arbeide paa nogen Søn- og Helligdag.

Standse vi nu foreløbig ved disse Bestemmelser og sammenholde dem med hverandre, saa see vi strax flere lidet fornøielige Ting. Om en Fabrikant eller Haandværker, der har flere Drenge mellem 14 og 18 Aars Alderen, tør vække disse tidligere end lidt før Kl. 6 om Morgenen, det udtaler Lovforslaget sig ikke om, men han tør ialfald ikke benytte dem til Arbeide før KI. 6. Den bekjendte Sætning: ”Morgenstund har Guld i Mund” faaer herved et lille Spark og det tør saa ikke længere finde Sted, hvad der hidtil er skeet i mange Haandteringer, at begynde om Sommeren Kl. 5 om Morgenen for at hvile saa meget længere i den varme Middagstid.

Endvidere tør man ikke benytte Børn eller Læredrenge mellem 14 og 18 Aar efter KI. 8 om Aftenen og slet ikke paa Søn- og Helligdage. Naar man nu altsaa, som Tilfældet er i mangfoldige Værksteder, arbeider til Kl. 8 Aften, saa kommer Mesteren let i den Nødvendighed at maatte t. Ex. sende Bud efter Bybude for at faae sit Arbeidslokale rengjort eller sit Værktøi efterset og renset efter Arbeidstidens Ophør, t. Ex. om Lørdagen, thi sine Læredrenge under 18 Aars Alderen tør han ikke benytte dertil, lige saa lidt som han tør lade dem gjøre det om Søndag Formiddag, og dette gjælder ikke blot selve Arbeidslokalerne, men det gjælder ogsaa for ”de til samme hørende Rum”.

Heller ikke tør Fabrikanten eller Haandværkeren tage sin Tilflugt til Børn under 10 Aar, thi disse tør slet ikke for nogen Pris benyttes til Arbeide ifølge § 1.

En høist mærkværdig Bestemmelse findes § 2 og lyder ordret saaledes: ”Børn i den nævnte Alder (fra 10 til 14 Aar), som have været i Arbeide før KI. 12 Middag, maae ikke arbeide i samme eller nogen anden Bedrift efter samme Dags Eftermiddag Kl. 2".

§§ 2 og 3 bestemme ogsaa, hvorledes Maaltiderne skulle indtages. Læredrenge t. Ex. mellem 14 og 18 Aar, som det altsaa er tilladt at arbeide 12 Timer i Døgnet, skulle af disse 12 Timer holde Maaltid i 2 Timer mellem KI. 8 Morgen og KI. 6 Aften. Denne Bestemmelse vil blive lidt ubekvem for alle de Drenge, der have den Vane at blive sultne tidlig om Morgenen. Mesteren har nemlig Lovens Ord for sig, hvorefter Maaltiderne skulle indtages efter KI. 8. Læredrengen har rigtignok Fornuften for sig; dette er saa vist som at de allerfleste Arbeidsmennesker nyde baade Mad og Drikke længe før KI. 8.

(Fortsættes).

 

Kilde 2:

Nr. 3 Søndagen den 2den Februar 1873:

Bemærkninger med Hensyn til Lovforslaget om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabriker.

- (Forts. fra Nr. 2.)

Siden vor første Artikel herom udkom i Nr. 2, er det i Landsthinget nedsatte Udvalg fremkommet med sin Betænkning over ovennævnte Lovforslag. Det er med en ikke ringe Tilfredsstillelse, at vi have læst denne Betænkning, thi alle de Punkter, som vi have omtalt i forrige saavelsom i den efterfølgende Artikel (Manuskriptet til begge Artikler blev afgivet samtidig paa Trykkeriet Onsdag Morgen den 22de Januar, altsaa et Par Dage før Udvalget afgav sin Betænkning, og Numeret udkom omtrent samtidig dermed), som uheldige, findes i Udvalgets Betænkning ligeledes anførte som uheldige og nye Forslag ere derfor gjorte.

Der er nu ingen Tvivl om, at Lovforslaget vil forlade Landsthinget i en langt mere praktisk Skikkelse end den, hvori det blev forelagt. For Indenrigsministeren er Udvalgets Forslag ganske vist temmelig radikale, § 1 t. Ex. er aldeles omskreven og væsenlig forandret; men de foreslaaede Forandringer ere praktiske og paabydes saa temmelig ligefrem af ren praktisk Nødvendighed. Indenrigsministeren faaer da at bøde for, at han benytter Folk til at skrive Lovforslag, der synes altfor meget at mangle praktisk Kjendskab til de Forhold, de skulle behandle. Hermed skal det iøvrigt slet ikke være sagt, at vi vente, at Landsthinget gaaer saa vidt, som vi ansee det for nødvendigt for at faae en god praktisk Lov, men hvad der bliver tilbage, haabe vi da, at Behandlingen i Folkethinget vil raade Bod paa.

---

Murere, Tømrere og Flere, der sædvanlig spise Frokost Kl. 7om Morgenen, blive ogsaa lidt uheldig stillede. Læredrengene her maae vel ogsaa spise paa samme Tid, men Mesteren taber herved en Times Arbeide, thi Lovforslaget paabyder, at forsaavidt de ere under 18 Aar, skulle de gives 2 Timer efter Kl. 8 til at holde Maaltid.

Hvad Maaltiderne angaae, indeholder § 4 iøvrigt flere skrappe Bestemmelser herom. Børn mellem 10 og 14 Aar og unge Mennesker af begge Kjøn mellem 14 og 18 Aar tør ikke nyde deres, Maaltider i noget Arbeidsrum hvori der paa samme Tid arbeides. I Fabriker eller Værksteder, der af Indenrigsministeren ansees for at være særlig farlige for Sundheden, maae Maaltiderne aldeles ikke holdes i nogetsomhelst Arbeidsrum, selv om der ikke arbeides, men der skal anvises et særligt Lokale dertil. Endelig paabydes det, at alle Børn og unge Mennesker, aItsaa alle mellem 10 og 18 Aar, skulle holde Maaltid paa en og samme Tid.

§ 7hænger sammen hermed, thi den bestemmer, at Børn fra 10 til 14 og Piger fra 14 til 18 Aar skulle baade under Arbeidet og under Maaltiderne holdes sondrede fra det mandlige Kjøn. Her er dog tilføiet: ”forsaavidt Arbeidets Beskaffenhed og Pladsen tillader det".

Hvad skal man sige til slige Lovbestemmelser? Man kan sige, at den, der kan skrive Sligt for fuld Alvor til Anvendelse i vor Industri, vistnok ikke ret ofte har sat sin Fod indenfor noget Fabriks- eller Værkstedslokale. Hvad kan Meningen være med, at Piger saavelsom Drenge mellem 10 og 18 Aar ikke maae spise i noget Arbeidsrum, hvor der arbeides, og for visse Næringsveies Vedkommende

maae de ikke opholde sig der under Maaltiderne, selvom der ikke arbeides? Det er ikke lykkedes os at finde nogen fornuftig Grund dertil. Baade Drenge og Piger skulle ogsaa under Maaltiderne sondres fra de øvrige Arbeidere af det mandlige Kjøn.

En Fader t. Ex. tør altsaa ikke spise sammen med sine egne Børn, men disse skulle maaske om Vinteren forlade et godt varmt, tæt og rummeligt Arbeidslokale, hvor de heller end gjerne ville være, for at spise i et koldt og uhyggeligt Rum, hvorfra de maaske kunne medbringe Spiren til mangen en Sygdom. En Haandværker eller Fabrikant tør heller ikke dele Drenge og Piger mellem

10 og 18 Aar t. Ex. i to Hold, for at det ene Hold maaske kunde passe Arbeidet, medens det andet holdt Maaltid. Nei, Alle mellem 10 og 18 Aar skulle spise paa en og samme Tid, altsaa holde et Slags Table d’hote[2]. Af hvad Art Arbeidet er, om Bestemmelsen medfører store eller smaa Ulemper, kommer ikke i Betragtning. Denne Bestemmelse saavelsom den ovennævnte om, at Børn mellem 10 og 14 og Piger mellem 14 og 18 Aar skulle saavel under Arbeidet som under Maaltiderne saa vidt muligt sondres fra Arbeidere af det mandlige Kjøn, kunne vi ikke betragte som Andet end det utaaleligste Indgreb i aldeles private Forhold, hvor Indenrigsministeriet virkelig gjør klogest i at holde sig borte fra.

 

Kilde 3:

Nr. 4 Søndagen den 16de Februar 1873:

Bemærkninger med Hensyn til Lovforslaget om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker.

(Forts. fra Nr. 3.)

Det andet Afsnit af Lovforslaget omhandler Regler for Børns Antagelse til Arbeide i Fabriker eller

Værksteder, og her siges det da i § 9, at en Arbeidsgiver ikke maa antage noget Barn eller ungt Menneske til Arbeide i nogen Fabrik eller Værksted uden først at forvisse sig om sammes Alder og Sundhedstilstand. Der skal da ikke blot forelægges Fødsels-Attest, men Arbeidsgiveren skal hos vedkommende Embedslæge rekvirere en Undersøgelse, der skal godtgjøre, at den Paagjældendes Sundhed tillader ”ham” at udføre det Arbeide, hvormed ”han” skal beskjæftige sig. Her er den Utydelighed tilstede, at i Begyndelsen af Paragrafen nævnes ”Barn eller ungt Menneske”, altsaa baade Drenge og Piger mellem 10 og 18 Aar, men derefter siges i samme Paragraf udtrykkelig ”ham” og ”han”. Hvad er Meningen hermed? Har forfatteren til dette Lovforslag maaske selv haft en Følelse af det lidet Heldige i, at Piger mellem 10 og 18 Aar skulle underkastes en ”Undersøgelse”, før de maae have Lov til at arbeide.

Samme Paragraf er iøvrigt ikke altfor splendid[3] mod de paagjældende Læger, thi for den nævnte ”Undersøgelse” tillægges Lægen hele 24 Sk.[4] af Arbeidsgiveren. Det forekommer os, at ligeoverfor denne Paragraf vil det Fornuftigste være aldeles at lade den gaae ud af Loven; derved bliver da Indenrigsministeren fritagen for at skulle fastsætte Reglerne for den anførte Undersøgelse, og Loven bliver forbedret.

Hensigten med dette Lovforslag er jo navnlig den, at forhindre, at Børn benyttes til Arbeide i Fabriker og Værksteder i en længere Arbeidstid end der kan siges at passe for deres Alder, og navnlig at forhindre, at de benyttes til Arbeide til Skade for deres Skolegang. Naar Loven holder sig hertil, og naar Bestemmelserne herfor ere fornuftige, kan Loven være berettiget, men naar man gaaer videre, naar man ogsaa gjennem denne Lov vil hævde Staten eller Indenrigsministeren Ret til at bedømme, om et Barns Sundhedstilstand tillader det at arbeide, og naar man vil gjøre dette i Kraft af en 24 Skillings Attest og iøvrigt frakjende Forældrene enhver Ret til at afgjøre, om deres Børn kunne taale at arbeide eller ikke, saa er dette, efter vor Opfattelse, et Overgreb fra Myndighedernes Side, som kun kan vække Anstød, Uvillie og Ringeagt for saadanne Lovbestemmelser. Lad os tænke os det Tilfælde, at en Læge mener, at et Barn ikke kan taale at arbeide, men at Forældrene, der maaske kjende Barnets Sundhedstilstand langt bedre end Lægen, ere af den modsatte Mening, vil da Indenrigsministeren virkelig i Henhold til denne 24 Skillings Attest forbyde Forældrene den fri Raadighed over deres Børn? Ifølge Loven vilde det være en Pligt, men ifølge sund Fornuft, vilde det, synes det os, være barbarisk.

§ 10 i Lovforslaget bestemmer, at en Arbeidsgiver ikke maa antage noget Barn til Arbeide paa den Tid, det skal søge Skolen, hvorfor han af Barnet skal forlange et Bevis fra Skolebestyreren, der angiver den Tid, i hvilken det skal være i Skole. Denne Paragraf er omtrent den eneste i hele Lovforslaget, som efter vor Opfattelse er fornuftig og praktisk anvendelig.

Det tredie Afsnit af Loven indeholder kun en eneste Paragraf, og den bestemmer Følgende: "Alle faste og løbende Dele af Værket og alle Redskaber, der mekanisk sættes i Bevægelse derfra, skulle være forsvarlig indhegnede, og Indhegningen maa ikke borttages, saalænge Værket er i Gang. Børn og unge Mennesker maae heller ikke arbeide mellem de faste og løbende Dele af Værket, medens dette er i Gang[”].

Efter denne Paragraf skal altsaa ikke blot selve Maskinen være forsvarlig indhegnet, hvilket i mange Tilfælde turde være vanskeligt nok, men ogsaa alle Redskaber, der sættes i Bevægelse fra Maskinen, skulle være indhegnede. Hvad vil nu dette sige? Det vil efter vor Opfattelse omtrent sige, at intet Barn eller ungt Menneske under 18 Aar maa arbeide ved noget fra Maskinen drevet

Redskab. Om dette nu virkelig har været Meningen, have vi megen Vanskelighed ved at tro, thi ganske vist tiltro vi ikke Forfatteren til dette Lovforslag, hvem vi ikke i mindste Maade kjende, nogen synderlig Evne til at skrive Love af denne Art, men at det virkelig skulde være hans Mening, at § 12 skulde have en saadan Virkning, kunne vi, som sagt, ikke godt tro. Der er efter vor Formening intet Andet ved denne Paragraf at gjøre end at slaae en Streg over den.

Lovforslagets fjerde Afsnit handler om Tilsynet, og § 13 bestemmer da, at dette skal udøves af en Direktør i Forbindelse med Arbeids-Inspektører. Oprettelsen af et Fabrik-Direktorat skulle vi ikke sige noget imod, dertil kan der vistnok være meget god Grund. Tidligere kaldte man Indenrigsministeriets tekniske Konsulent Fabrik-Direktør; kunde den nye Direktørpost forenes dermed tilligemed meget Andet, var det vistnok heldig. Derimod ansee vi det for en lidet heldig Tanke at ville oprette et Direktør-Embede blot for denne lille Lovs Skyld, ikke at tale om Inspektør-Posterne. Det forekommer os, at dette Direktør-Embede og Bestillingen som Ministeriets tekniske Konsulent burde forenes i een Person og i eet Embede, under hvilket der da bliver at henlægge en hel Del andre Sager. En Ordning i denne Retning synes os høist hensigtsmæssig, og indtil dette kan skee, vil man uden Tvivl kunne slaae sig til Ro med § 24, der omtaler det Tilsyn, som Sundhedskommissionerne skulle have med Fabriker og Værksteder.

Vi ville hermed slutte vor Kritik over dette Lovforslag. Blev det Lov, væsenlig som det er blevet forelagt af Indenrigsministeren, maatte det uden Tvivl have den Følge, at Fabrikanterne saa meget som muligt indskrænkede Anvendelsen af Børn og unge Mennesker af begge Kjøn til Skade for mange uformuende Familier, der haardt kunne trænge til den Hjælp, de kunne [op]naae gjennem deres Børns Arbeide. Men som allerede sagt, Landsthings-Udvalget har allerede hjulpet godt paa Forslaget, og vi haabe, at Folkethinget vil gjøre Resten, som behøves for at give Loven en mere fornuftig Skikkelse.

 

Kilde 4:

Nr. 5 Søndagen den 2den marts 1873:

Lovforslaget om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabriker og Værksteder.

Det ovennævnte Lovforslag er, siden vi sidst omtalte del, vedtaget i Landsthinget ved 3die Behandling og gaaer nu til Folkethinget. Ved 2den Behandling blev der, som vi tidligere have yttret, vedtaget flere af Udvalget stillede, efter vor Opfattelse meget heldige Ændringer, der maatte anses for utvivlsomme Forbedringer ved det oprindelige Lovforslag; men mellem 2den og 3die Behandling havde Udvalget en Konference med Indenrigsministeren, som havde til Følge, at skjøndt dets Ændringer bleve vedtagne ved 2den Behandling, for den største Del med meget stor

Majoritet, gav det dog saaledes efter, at Ministeren ved 3die Behandling fik sin Villie sat igjennem i alt Væsenligt, og Lovforslaget er nu neppe synderlig bedre end det var, da det første Gang blev fremlagt.

Skulde dette Lovforslag blive til Lov omtrent saaledes, som det nu er, da faae vi, efter vor Opfattelse, en Lov, der ganske sikkert kan blive til Ulempe og Fortrædigelse for Industrien i utallige Tilfælde, uden at den vil gjøre den tilsigtede Nytte; thi man tør ikke gaae ud fra, at en saadan Lov vil kunne give de vedkommende Fabrik-Inspektører nogle fede Embeder og saa for resten mest kun være til paa Papiret.

Vi ville her ikke gaae videre ind paa dette Lovforslag; kun en enkelt Paragraf ville vi endnu omtale, nemlig § 10, hvis tre øverste Linier lyde saaledes: ”De omhandlede Arbeidssteder saavelsom Arbeidsvirksomheden og Værkerne i disse skulle være indrettede saaledes, at Arbeidernes Sundhed, Liv og Lemmer paa hensigtsmæssigste Maade beskyttes, saavel under selve Fabrikationen som under Opholdet i Arbeidsrummet.”

Vi vide ikke, om nogen af vore Læsere kan faae rigtig Rede paa, hvad man egenlig skal tænke sig med Hensyn til denne Bestemmelse, vi kunne det idetmindste ikke. Er det maaske Meningen, at Fabrik-Inspektørerne skulle, naar t. Ex, en Fabrik indrettes, have nogensomhelst Indflydelse paa, hvorledes Fabriken skal indrettes? Eller skulde Tilsynet maaske have Indseende med, hvorledes ”Arbeidsvirksomheden” ordnes, hvorledes Fabrikanten vil ordne Gangen i sin Drift? Man kan forstaae, at saadanne Bestemmelser kunne udklækkes i en blød Lænestol af Folk, der aldrig have sat deres Fod indenfor nogen Fabriks Dør, derimod er det vanskeligere at forstaae, at man foreslaaer slige Bestemmelser til praktisk Brug. Det er [en] af den Slags Bestemmelser, der let kunne faae den Virkning, at en Halvhundreddalerseddel vandrer fra Fabrikantens Kasse over i Inspektørens Lomme; forsaavidt have de praktisk Betydning. Man kan sige om dem, at de indeholde uendelig Meget eller uendelig Lidet, ganske som man tager det.

Af Ordet ”Arbeidsvirksomheden”, der er brugt i denne Paragraf, kan der, hvis man vil, udledes overordenlig Meget. Tilsynet (Inspektørerne) maatte vel t. Ex. kunne forlange, at Arbeidsvirksomheden i en Tændstikfabrik indrettes saaledes, at man undgaaer Brugen af Fosfor, thi her kan ganske vist Arbeidernes Sundhed udsættes for Fare. Hvis dette var Meningen, da vilde vi sige, at naar kun de ovenfor citerede tre Linier kom til at gjælde, var Lovforslaget mere fornuftigt, end det nu er med alle sine 27 Paragrafer, thi da havde man et virkeligt Onde for Øie, der har gjort mange Arbeidere ulykkelige for deres hele Levetid, og som lader sig forhindre. Men dette er ikke Meningen, thi en saadan Virkning vil man dog neppe tillægge Lovforslaget, som det nu er.

Dersom der ved Behandlingen i Folkethinget kunde skee noget Lignende, som der fornylig skete med Hensyn til et andet Lovforslag, nemlig fremkomme et Ændringsforslag, der kun gaaer ud paa at give fornuftige Bestemmelser med Hensyn til Anvendelsen af Fosfor i Tændstikfabrikerne, og foreløbig vilde lade alt Andet bero, kun gjøre en Begyndelse med dette specielle Tilfælde, saa skjønne vi idetmindste ikke rettere, end at en saadan Begyndelse vilde være heldig for Industrien og for hele Landet. Væsenlige Motiver til et saadant Ændringsforslag vil man kunne hente paa de herværende Hospitaler.

 

Kilde 5:

Nr. 6 Søndagen den 16de Marts 1873:
Dette indlæg er et læserbrev fra en arbejder, og A. Steenbergs svar her på.

Korrespondance.

Hr. Redaktør!

I de senest udkomne Numere af Industri-Tidenden har jeg læst flere Artikler angaaende den nye Lov om at anvende Børn i Fabriker. I den Anledning vil jeg herved tillade mig at sende Dem en Udtalelse om min Mening om Sagen, uden at det egenlig er min Hensigt at forlange den optagen i

Bladet, hvad jeg forresten overlader til Dem selv, eftersom jeg hverken har noget derimod eller er begjærlig efter at forlange det.

Jeg har efter Alt, hvad jeg har læst om denne Lov, som jeg forresten kun har seet udførligere omtalt i Industri-Tidenden, spurgt mig selv: Er denne Lov virkelig begrundet i Arbeidernes Interesser? og for at faae en bestemt Mening derom, er jeg simpelt hen gaaet frem paa den Maade, at jeg har opstillet de to Spørgsmaal: Hvad giver Loven til Arbeiderne? og hvad tager den fra Arbeiderne?

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, hvad Loven giver Arbeiderne, da har jeg af Alt, hvad jeg har hørt og læst, ikke kunnet see, at den giver Arbeiderne Noget, thi at Politiet eller Inspektørerne skulle paasee, at Børnene ikke misbruges til Arbeide, det kan vistnok ikke siges at være at give Arbeiderne Noget. Paa den anden Side synes jeg, at det andet Spørgsmaal, hvad Loven tager fra Arbeiderne, er let at besvare, thi den berøver jo ialfald Arbeiderne den Fortjeneste, som de kunne have til Hjælp til deres Families Underhold ved deres Børns Arbeide. Det er Noget, man kan forstaae og vide at vurdere. Men det er dog ikke det Eneste, som Loven tager fra Arbeiderne, den tager meget mere, thi den forbyder Arbeiderne at raade over deres egne Børn paa den Maade, de synes bedst om. Dette, synes jeg, er temmelig meget; jeg og vistnok Enhver vil helst have Lov til selv at raade over, om vore Børn kunne arbeide eller ikke, og jeg tænker, at man selv forstaaer sig tilstrækkeligt paa at afgjøre det SpørgsmaaI. Jeg troer derfor, at man ikke kan sige, at denne Lov paa nogen Maade gavner Arbeiderne, men at den kun skader dem, og jeg finder det ligefrem frækt, at man saa ovenikjøbet vil lade det see ud, som om Alt gjøres i Arbeidernes Interesse.

Ærbødigst
En Arbeider.

Det har været os en sand Fornøielse at optage denne Skrivelse; havde vi flere af samme Slags, skulde de alle blive optagne. Som det fremgaaer af, hvad vi tidligere have skrevet om denne Sag, ere vi ganske enige med ”En Arbeider” i, at det omtalte Lovforslag ikke er fremkommet af Interesse for Arbeiderne. Kan man bilde Arbeiderne dette ind, saa sige vi kun, at de vistnok ere meget lettroende og at det ikke er første Gang man har søgt at bilde dem ind, at man arbeidede i deres Interesser, naar man i Virkeligheden arbeidede imod dem. At Lovforslaget gaaer imod Arbeiderne og ikke med dem, synes os forresten at være saa tydeligt, at vistnok de allerfleste Arbeidere let ville kunne indsee dette, hvis de kunne levne sig Tid til rolig og selvstændig at overveie det. Det er i Virkeligheden en Skat, som man lægger paa en Del af Arbeiderstanden, man tager Penge ud af Arbeidernes Lomme eller med andre Ord, man forhindrer, at de komme der; og det tager sig, forekommer det os, noget pudsig ud, at man gjør dette netop for nærværende Tid, da man fra alle Sider skraaler om at ville gjøre saa og saa meget for Arbeiderne.

Den samme Opfattelse eller en lignende er forresten kommen frem baade i Landsthinget og i Folkethinget, i det sidstnævnte af Scavenius, der har talt paa en saadan Maade, at man maatte ønske, at de, der fortælle, at de virke for Arbeidernes Sag, havde talt paa samme Maade. Forresten forekommer det os, at det nu maa være klart for Enhver, der blot nogenlunde har kunnet følge Sagens Gang, at der ved denne Sag aldrig har været Tale om at gavne Arbeiderstanden. Det forholder sig simpelt hen saaledes, at Indenrigsministeren er kommen frem med Lovforslaget vel nærmest som Følge af Forhandlingerne paa Industrimødet i sidste Sommer, og det begrundes baade af Ministeren og Forslagets øvrige Forsvarere, ikke ved foreliggende Data, der nødvendiggjøre det, men ved, at der i Fremtiden skal vise sig Noget, som kan retfærdiggjøre en saadan Lov; og naar man spørger, hvem gaaer dette foreløbig ud over, da er man nødt til at svare: først og fremmest over de Arbeidere, der berøves den frie Ret til at raade over deres egne Børn.

Redaktionen.


[1] Mislig: tvivlsom.

[2] Table d’hôte: udtryk for, at måltiderne på et hotel indtages på et fast klokkeslæt, hvor gæsterne sidder samlet omkring et stort bord.

[3] Splendid: gavmild.

[4] Sk.: skilling. Til sammenligning kostede et pund flæsk i 1870 25 skilling.

Om kilden

Dateret
19.01.1873-16.03.1873
Oprindelse
Industri-Tidenden, udgivet af A. Steenberg. Niende Bind - 1873
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. april 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk