Illegale blade 1940-1945

Artikler

Foranlediget besættelsestidens censur og de største partiers dominans af dagspressen oprettede oppositionelle grupper og modstandsorganisationer en alternativ, illegal presse. Mod slutningen af krigen blev den illegale offentlighed præget af bredere kredse, der ikke nødvendigvis var forbundet med den aktive del af modstandsbevægelsen.

Illegale organer før 29. august 1943

Censuren af den danske presse blev allerede tidligt forsøgt omgået ved f.eks. påmaling af plankeværker og duplikatortrykning af små strøsedler med anti-tyske slagord. En egentlig illegal presse så dog først dagens lys, efter at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) blev forbudt i sommeren 1941.

Fra oktober 1941 udgav DKP illegalt bladet Politiske Maanedsbreve, som fra marts 1942 og indtil befrielsen kaldtes Land og Folk. Efter befrielsen udkom bladet som legalt dagblad indtil 1990. Da den danske regering i november 1941 lod sig presse af Tyskland til at tilslutte sig den tysk ledede politiske alliance, Anti-kominternpagten, udgav konservative kredse i København i december samme år bladet De frie Danske. Modstandsorganisationen Frit Danmark, der også var under betydelig kommunistisk indflydelse, udgav fra april 1942 et landsdækkende illegalt blad under samme navn. Bladet Frit Danmark henvendte sig modsat Land og Folk ikke kun til arbejdere. Tonen var knapt så agitatorisk og mere argumenterende.

Den illegale bladskov fortsatte med at vokse i 1942 og 1943. Det skete typisk ved oprettelsen af lokale blade, blandt andet ved at flere af de store landsdækkende bladorganisationer først udkom med lokaltillæg siden med selvstændige blade med eget navn.

En gruppe kommunister fremstillede en lokal udgave af land og folk i et illegalt trykkeri

En gruppe kommunister fremstillede en lokal udgave af Land og Folk i en lejlighed i Maribo, maj 1942. Foto: G. Krogh. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Illegale organer efter 29. august 1943

Det var dog især efter august 1943, at udviklingen for alvor tog fart og det med eksponentielt eskalerende styrke indtil befrielsen. Den mest markante nyskabelse var udgivelsen i efteråret 1943 af bladet Information, der den dag i dag kendes som legalt blad under samme navn. Information var fra begyndelsen skrevet og redigeret af professionelle journalister og havde derigennem også et veludbygget kildenet, der blandt andet rakte langt ind i politiets rækker og i centraladministrationen. Bladet fungerede som en slags nyhedstjeneste for den øvrige illegale presse og blev betragtet som temmelig troværdigt. Information udkom næsten dagligt.

Udviklingen i bladudbuddet indtil befrielsen var kendetegnet ved, at flere og flere organisationer og interessenter oprettede illegale blade. Det skete simpelthen, fordi den illegale presse udgjorde en alternativ offentlighed, der fik stigende betydning for holdningsdannelsen. Samtidig skabte det imidlertid også en slags alibi til tiden efter krigen, hvor det kunne være belejligt at kunne sige: vi var også med. Således begyndte ledende politikere i Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti at udgive illegale blade, hver for sig, men også sammen. Det skete uden at give sig til kende som værende direkte forbundet med partiorganisationerne, men snarere ved at foregive at være uafhængige, meget aktive modstandsfolk, der støttede disse partier. Landbrugsorganisationer tog fænomenet op, ja selv kirkelige kredse udgav fra slutningen af 1944 Kirkens Front. Ved befrielsen var der over 200 selvstændige illegale blade.

Produktion og distribution

De illegale blade blev skrevet og mangfoldiggjort på gennemslagspapir eller stencils og derefter duplikatortrykt. Det foregik på loftsværelser og i kældre i dybeste hemmelighed. De blev ofte trykt lokalt efter forlæg fra den centrale hovedredaktion og delt rundt efter princippet "læs og giv videre". I begyndelsen var oplagene generelt meget små, typisk et par hundrede. Den illegale arbejdsform og problemerne med at skaffe papir satte sine begrænsninger. Den stencilerede produktionsform fortsatte for nogle blades vedkommende indtil befrielsen, men flere af de større landsdækkende blade udkom månedsvis eller endda på ugebasis med decideret bogtrykte udgaver. Frit Danmark udkom således i slutningen af besættelsen i oplag på op mod 150.000 eksemplarer, trykt på rigtige avistrykkerier, som bladgruppen via sit kontaktnet havde fået adgang til.

Betjent fjerner en illegal plakat med teksten: ”Rovmorderen Adolf Hitler holder i dag fødselsdag for sidste gang

Betjent fjerner en illegal plakat med teksten: ”Rovmorderen Adolf Hitler holder i dag fødselsdag for sidste gang”, april 1944. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Indholdet i den illegale presse før 29. august 1943

De illegale blade var – ligesom den legale presse – medier for distribution af nyheder til offentligheden. Der blev bragt nyheder fra det politiske liv på Christiansborg og frontberetninger fra krigen i Europa. Sidstnævnte var modsat den legale presse ucensurerede, men alligevel tit mere unøjagtige. I de lokale blade var der også historier om grønthandleren i Nørregade, der alt for gerne solgte til tyskerne, og hvis datter gik med en, eller endda – vist nok – flere tyske soldater.

Ligesom den legale dagspresse dengang var tilknyttet politiske synspunkter, var den illegale presse bestemt også, ja reelt endnu mere, aktører i en holdningskamp. Før august 1943 var budskabet i den illegale presse som helhed præget af en tofrontskrig på ord mod såvel samarbejdspolitikken som besættelsesmagten. Vægtningen kunne svinge. De borgerlige blades kritik var som oftest først og fremmest rettet mod besættelsesmagten og regeringen med udenrigsminister, og senere statsminister, Scavenius i spidsen. De kommunistiske blade derimod, var præget af en voldsom brod mod hele samarbejdspolitikkens grundlæggende rationale samt ikke mindst mod Socialdemokratiet, som var DKP’s politiske konkurrent. Fast ingrediens over hele spektret var latterliggørelse af de danske nazister og udhængning af danske piger, der gik med tyske soldater, samt af de firmaer, der arbejdede for tyskerne, de såkaldte værnemagere. Hovedbudskabet var som oftest også det samme: at Tyskland ville tabe krigen, og at den danske befolkning skulle gå til modstand. I stærkt aktivistiske blade som Land og Folk blev der meget tidligt, allerede fra 1942, opfordret til sabotage. Tonen i Frit Danmark var anderledes, ganske simpelt fordi publikummet var det. Her var der tale om mere argumenterende og ræsonnerende artikler om krigens og besættelsens principielle spørgsmål. Også Frit Danmark opfordrede til modstand, men man var indtil foråret 1943 forsigtig med at opfordre til sabotage, som blev anset for at være et for kontroversielt kampmiddel. Bladet De frie Danske var som hovedregel mere positivt stemt over for det danske politiske system. Man kritiserede nok konkrete regeringsbeslutninger, men var tilbageholdende med mere fundamental kritik af samarbejdspolitikken. Loyaliteten i De frie Danske var solidt forankret hos Storbritannien og senere også USA, mens Sovjetunionen blev omtalt respektfuldt, men knap så varmt.

Indholdet i den illegale presse efter 29. august 1943

Situationen ændredes efter august 1943, hvor indholdet i den mere aktivistiske del af den illegale presse blev mere og mere radikalt. Tonen mod besættelsesmagten og ikke mindst dens danske håndlangere i f.eks. Shalburgkorpset og HIPO blev meget skarp og aggressiv. Samtidig forsøgte forskellige politiske aktører i modstandsbevægelsen at bringe sig i position til efterkrigstidens politiske magtkamp. I de kommunistiske blade skete det ved bl.a. at frakende de fire store samarbejdende partier politisk legitimitet på grund af deres ansvar for samarbejdspolitikken. Omvendt forsøgte illegale blade med tilknytning til Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti – det man har kaldt de systemloyale illegale blade – at fremme de to politiske partiers stilling ved bl.a. at påberåbe sig at være en del af den illegale kamp. Samtidig forsøgte disse blade at mane til besindighed, fordi de frygtede, at en radikalisering af stemningerne i befolkningen i sidste ende kunne føre til et sammenbrud for det politiske system, når besættelsesmagten var blevet nedkæmpet eller i hvert fald havde lagt våbnene.

Læserne af de illegale blade

Ligesom bladenes karakter og antal udviklede sig gennem besættelsen, forandrede læserskaren sig også. I 1942 og 1943 var det kun et fåtal af danske, som havde været i direkte berøring med, endsige var regelmæssige brugere af, de illegale blade. Politisk har læserskaren overvejende befundet sig på de politiske ydrefløje, hvor man ikke havde megen tiltro til samlingsregeringen. Det var først efter august 1943 og nærmere hen i 1944, at de illegale blade blev et fænomen, som et flertal af bybefolkningen var i jævnlig kontakt med. På landet blev de illegale blade før august 1943 næsten aldrig set, efter 1943 stadig kun relativt sjældent.

Lovgivning og straf

Det var i henhold til dansk ret under besættelsen ulovligt at skrive, mangfoldiggøre og distribuere illegale skrifter. Politiet gav bøder og enkelte fik kortvarige fængselsstraffe. At være i besiddelse af illegal presse var ikke ulovligt. Efter at det danske politi blev interneret i september 1944, var det de tyske myndigheder, som bekæmpede den illegale presse. Men det skete dog ikke decideret nidkært, da sabotagebekæmpelsen havde forrang. Besiddelse af illegale blade var selv efter september 1944 ikke ulovligt.

Den illegale presse og modstandsbevægelsen

Det illegale pressearbejde var en indslusningskanal for modstandsbevægelsen. Mangt en sabotør havde tidligere stået ved duplikatorens håndsving. Bladgruppernes kommunikationsnetværk understøttede også hyppigt andre modstandsaktiviteter, f.eks. ved at stille logi til rådighed.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 - 1945
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Nathaniel Hong: Sparks of Resistance. The Illegal Press in German Occupied Denmark April 1940 - August 1943 (1996)

John T. Lauridsen: ”’Undergrundspressen’ i Danmark 1940-45”, Fund Og Forskning, bd. 36 (1997)

Niels Wium Olesen: "Frihed – historien om et illegalt socialdemokratisk blad", i Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen og Søren Hein Rasmussen (red.): I Tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1940 - 1945
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Nathaniel Hong: Sparks of Resistance. The Illegal Press in German Occupied Denmark April 1940 - August 1943 (1996)

John T. Lauridsen: ”’Undergrundspressen’ i Danmark 1940-45”, Fund Og Forskning, bd. 36 (1997)

Niels Wium Olesen: "Frihed – historien om et illegalt socialdemokratisk blad", i Johnny Laursen, Michael Mogensen, Thorsten Borring Olesen og Søren Hein Rasmussen (red.): I Tradition og kaos. Festskrift til Henning Poulsen (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk