"Hvor vidt har Demokratiet Lov at gaa i sit Forsvar?", 3. august 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Frit Danmark 3. august 1945 indeholder en række indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Tidsskriftet Frit Danmark var et organ for modstandsbevægelsen, som blev videreført efter besættelsen.

Med Udgangspunkt i Professor Jørgen Jørgensens Artikel i "Frit Danmark", "Demokratiets Ret til at forsvare sig" har vi indkaldt Svar paa en Enquête, hvori der spørges: Har Demokratiet Ret til at give raat for usødet i Kamp mod dem, der vil det til Livs? I bekræftende Fald, hvor vidt har Demokratiet da Ret til at gaa i Anvendelsen af Magtmidler?

De skrappeste Kampmidler kan blive nødvendige.
Professor ved Københavns Universitet L. L. Hammerich:

Der er for mig ingen Tvivl om, at en Samfundsordning er et Gode, som dens Tilhængere ikke blot er berettigede, men ogsaa forpligtede til at forsvare med de Midler, der maatte være tjenlige. Et Parti, der har voldelig Omstyrtning af Demokratiet paa sit Program, maa bekæmpes af Demokratiet med de Midler, der kan føre til Maalet - selvom de bliver saa skrappe som Forbud mod vedkommende Parti med alt, hvad deraf følger.

Hermed har jeg egentlig besvaret de to Spørgsmaal, men der kan dog maaske i denne Forbindelse være Grund til at fremhæve, at af Demokratiets to delvis modstridende Idealer, Frihed og Lighed (dette er den gamle Rækkefølge!), er det Ligheden, der synes at have størst Interesse for de fleste i denne Tid, og der er jo ogsaa i vort Demokrati endnu et saa stort Arbejde at gøre paa dette Felt, at det er forstaaeligt, dersom Værdien af de demokratiske Friheder, af hvilke Prof. J. Jørgensen nævner Tænke-, Tale-, Trykke-, Religions-, Forenings- og Forsamlingsfriheden, tabes af Syne. I Kamp maa den ene eller anden Frihed delvis ofres (man kan ikke lade et Voldsparti, der med et "Mødeværn" mishandler Talere af andre Partier, have Mødefrihed), men som Maal bør Friheden ikke glemmes. Og den maa ikke blive Handelsobjekt.

Man vil huske, hvorledes det nazistiske Tyskland allerede før Krigen Gang paa Gang besværede sig over danske Presseudtalelser, og hvorledes brave Demokrater sagde, at det dog ogsaa var en Skam, at saadanne Avisskriverier skulde vanskeliggøre Afsætningen af vore Produkter til Tyskland - skønt det værdigste og dog vistnok ogsaa det klogeste var og er at hævde Pressens Frihed og dens deraf følgende, skal vi sige, relative Betydning.

Jeg vilde ønske, at mange i denne Sommer vilde læse Aldous Huxley's "Fagre ny Verden" med dens uhyggeligt vise og vittige Karrikatur af et Demokrati, der har strøget Friheden, og hvor derfor bl. a. Humanitet og Religion, saavelsom Stræben efter Sandhed og Skønhed (Videnskab og Kunst) efterhaanden er forsvundne eller dog forkrøblede.

Hvis Demokratiet angribes af udemokratiske Kredse, saa kan som sagt - selvfølgelig - de skrappeste Kampmidler blive nødvendige; men lad os endelig ikke gøre en Dyd af Nødvendigheden og tro, at vi i Dagliglivets politiske Kamp mellem forskellige demokratiske Kredse har Lov til at tilsidesætte Friheden, eller f. Eks. mene, at et Styre, der ganske normalt undertrykker afvigende Meninger, kan være et Demokrati.

Vi vil bruge Vaaben i Kampen for Demokratiet.
Løjtnant Jens Lillelund, Chef for Holger Danske-Gruppen:

Jeg er fuldt enig med de Synspunkter, Professor Jørgen Jørgensen gør gældende i sin Artikel: "Demokratiets Ret til at forsvare sig". Skulde Demokratiet komme i Fare - hvis vi kan sige, at Faren er overstaaet - vil vi selvfølgelig atter med alle Midler - ogsaa Vaaben, kæmpe for dets Bestaaen eller Genoprettelse. Det tror jeg, alle i Dag er enige om, ogsaa de, der intet har ydet og derfor kalder de overlevende Sabotører for Fritidskæmpere.

Professoren skriver desuden: "Ja, Situationen kan jo endogsaa blive saa faretruende for Demokratiet, at det maa afsætte Tjenestemænd, som tydeligt viser anti-demokratisk Sindelag, ligesom man af Hensyn til Nationens Sikkerhed maa afsætte Embedsmænd, der viser en daarlig national Holdning."

At Situationen har været faretruende, kan vi vel være enige om; Spørgsmaalet er saa blot, om det Demokrati, vi har her i Landet i Dag, er saa ærligt, at denne Udrensning bliver gennemført helt og fuldt. Dette tvivler jeg paa, naar det nu hedder sig, at anti-demokratisk Sindelag ikke er det samme før og efter den 29. August 1943, og det skal gøres lovligt at være Landsforræder før den Dato, som for Modstandsbevægelsen ingen Betydning havde, men nu skal tjene til at gøre alle de sidste Dages Hellige til Frihedskæmpere og redde dem, der sanktionerede Landsforræderiet. Dette kunde tyde paa, at vi stadig intet Demokrati har.

Kun Pistoler mod de "ydre" Fjender.
Tidligere Medlem af Frihedsraadet, Ing. Erling Foss:

Demokratiet maa være: Et frit Folkestyre gennemført af en Majoritet (eventuelt opstaaet af flere Partier) saaledes, at fri Kritik tilsikres de Minoriteter, som ikke er med til at regere.

Oppositionen skal gennem sine Forslag og sin Kritik have en Chance for at vinde frem i Stemmetal ved frie Valg og ad denne Vej komme til at deltage i Regeringen.

Hvis Minoriteten mister sin Ret til - paa et demokratisk Grundlag - at fremføre sin Kritik, voldføres selve Demokratiet.

De "Fjender", som vil Demokratiet til Livs, kan ikke i den nærmeste Fremtid komme til at optræde som "ydre" Fjender! - De kan derimod komme til at optræde som "indre" Fjender.

En saadan "indre Fjende" opnaar først Flertallet, ved at benytte sig af den hellige Oppositionsret, - og derefter falder den samme "indre Fjende" for Fristelsen til at tilintetgøre Minoriteten, ved at fratage den den samme Ret - nemlig Retten til det frie Ord.

Bliver Demokratiet ikke snigløbet paa denne Maade, vil det virke som den rette regulerende Faktor i Folkets fremadskridende Liv. - Sker det, at en Majoritet fører en daarlig Politik, der bringer Ulykke og Fattigdom med sig - og samtidig Vejen til Kritik er holdt aaben, - vil et nyt Flertal dannes i Tide med Modforholdsregler, der igen kan føre Livet hen i et lykkeligt Leje.

Overfor Snigløbet fra de "indre" Fjender vil de skarpeste Midler, til at forsvare sig med, altid være de aandelige Vaaben. Det vil altid være Demokratiets egentlige Rustning i Kampen for Retten til det frie Ord.

De bogstavelige skarpe Vaaben - maskinpistolerne - maa aldrig bruges mod andre end Folkets og Landets "ydre" Fjender!

Trusler om Haandgribeligheder maa mødes med Vaaben.
Læge Paul Thygesen, "Frit Danmark":

Professor Jørgen Jørgensen slutter sit Afsnit om "Demokratiets Ret" med Ordene: "Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas tilbage med Stemmesedler". Det indsaa en Del af det danske Demokrati i de første Besættelsesaar, og en lille Del tog Konsekvensen heraf, - og brugte Maskinpistolerne. Det førte til en Spaltning af det samlede danske Demokrati, - en Spaltning, som dog for Størstedelen udlignedes efter den 29. August 1943. Kun en mindre Del af Folkets Tillidsmænd, som i Kraft af Demokratiet var blevet valgt til - eller havde albuet sig op til - Positioner inden for den demokratiske Struktur, hvor deres demokratiske Bevidsthed og Stillingtagen til de akute Problemer var afgørende for vor Stilling til Besættelsesmagten, svigtede.

Denne Gruppe Mennesker maa nu finde sig i, at Demokratiets aktive Forsvarere og med dem og bag dem langt Størstedelen af den danske Befolkning føler Trang til et Opgør, - en Trang, der ikke skal være Udtryk for en Straffe- eller Hævnfølelse, men som primært bør betragtes som en nødvendig Sikkerhedsforanstaltning.

Tiden efter Kapitulationen synes at have givet Udtryk for, at der i Befolkningen er almindelig Enighed om denne Demokratiets Ret til at behandle sine Modstandere haardt for at sikre de tilkæmpede Muligheder for Genoprettelsen af det ordnede Demokrati.

Spørgsmaalet melder sig nu: Hvilke Rettigheder og hvilke Muligheder har Demokratiet i Fremtiden til at bekæmpe sine aabenlyse Fjender, og hvorledes afgøres det, hvem der er Demokratiets Fjender - om f. Eks. et givet politisk Parti maa anses for farligt for Statsformens fortsatte Bestaaen?

Den fornemste Opgave maa naturligvis her blive af præventiv Natur og maa bestaa i en radikal Udnyttelse af Demokratiets Frihedsgoder: Tale-, Trykke-, Forsamlingsfrihederne o. s. v., der aabner Muligheder for en skaanselsløs Oplysning om - og Afsløring af alle Enkeltpersoner og Sammenslutninger, der nægter at underkaste sig Resultatet af Forhandling og Afstemning. Her ligger ikke alene Demokratiets Ret, men ogsaa dets Pligt.

Den militære Kamp mod Voldsherrerne er lykkelig endt, men vi har ingen Garanti for, at Kampen mod Følgerne af den Mentalitet, som Nazismen har opelsket, endnu kan indstilles, og vi har ingen Sikkerhed for, at denne Voldsmentalitet ikke endnu engang vil give sig aktive Udslag i en ny Klikes Forsøg paa med Magt at tilrive sig et Herredømme. Den Mulighed foreligger, at en Strømning i Nazismens Kølvand har en Chance for Udbredelse, mens den i et ordnet og traditionssikret Demokrati uvægerligt vilde opløses og forsvinde.

Hvis saadanne Demokrati-Fjender skulde true med at gaa over til Haandgribeligheder over for Demokratiet, saa maa det have Ret til atter engang at tage Maskinpistolerne frem for at sikre sin egen Bestaaen, og lad os tænke paa, hvad Verden kunde have været forskaanet for af Elendighed, hvis Europas Demokratier havde kværket Demokratiets mest aggressive Modstander paa et Tidspunkt, hvor den endnu kun truede med Haandgribeligheder.

Om kilden

Forfatter(e)
L.L. Hammerich m.fl.
Dateret
03.08.1945
Oprindelse
Frit Danmark nr. 13, 3/8 1945 s. 8-9. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 27-32
Kildetype
Avisartikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. juli 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk