"Hvo bør vælges til Rigsdagsmedlemmer?", i Almuevennen 28. august 1848

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 5. oktober 1848 skulle den første danske nationalforsamling vælges. Den Grundlovgivende Rigsforsamling havde til opgave at diskutere det grundlovsudkast, som Martsministeriet med D.G. Monrad som pennefører havde skrevet. Resultatet, Junigrundloven, blev underskrevet af Frederik 7. den 5. juni 1849.

Ved valgene til Den Grundlovgivende Rigsforsamling havde alle danske mænd af uplettet rygte over 25 og med egen husstand valgret. Dette var en stærk udvidelse af de valgretsberettigede befolkningsgrupper, der siden 1834 havde haft stemmeret til de rådgivende stænderforsamlinger. Den udvidede valgret medførte, at den store landalmue blev de andre samfundsgrupper ganske overlegen stemmetalsmæssigt, og derfor frygtede mange velbeslåede borgere og større landbesiddere, at den brede stemmeret kunne medføre et ’bonderegimente’.

I denne artikel argumenterer avisen Almuevennen for, at der er andet og mere, der kvalificerer rigsdagsmanden end den lærdom, man kan få på universitetet, nemlig erfaring fra ’Livets store Bog’. Almuevennen var talerør for Bondevennernes Selskab, som under valgkampen i 1848 søgte at få bønder til at vælge rigsdagsmedlemmer, der gik ind for selskabets demokratiske program. Det blev mødt med vrede og forargelse blandt nationalliberale og konservative, der søgte at skræmme vælgerne fra at stemme på Bondevennernes kandidater, som de ikke mente var dygtige eller dannede nok. Artiklen her tog til genmæle over for disse røster og opfordrede i stedet til at vælge mænd, som havde vist, at de ville arbejde for en ægte demokratisk forfatning.

Almuevennen 28. august 1848.

Hvo bør vælges til Rigsdagsmedlemmer?

Fra mange Sider hører man megen Talen om de nødvendige Hensyn der maae tages, ved de nu forestaaende Valg til Rigsforsamlingen. Der fremhæves Besindighed, Retsindighed, Alsidighed, og fremfor Alt Kundskaber og Dygtighed. Med megen Iver udmaler man Rigsforsamlingens betydningsfulde Gjerning og dens store Ansvar for Nu- og Eftertid. Naar man hører disse Mænd tale, da skulle man tro, at efter deres Mening burde Rigsforsamlingen kun bestaae af Videnskabs- og Statsmænd, og dette er vel heller ikke langt fra deres Mening; thi vi kjende disse literær-doktrinære Mænd, og vi vide ogsaa af deres Forsvar for Kongevalgene[1], hvorledes de opfatte Folkerepræsentasionen. Imidlertid vække de, ved deres idelige[2] Tale om Alsidighed og Dygtighed, Skrupler hos Mænd, der vel besidde Vælgernes Tillid, men dog maa tilstaae sig selv, at de ei besidde en Statsmands Dygtighed eller en Professors Belæsthed; og vi skulle maaskee ei tage Feil, om ikke meer end Een af Folkets Midte kan lade sig af slige Lærdoms-Hensyn skrække tilbage fra at stille sig. Ogsaa den simple Vælger ledes paa Vildspor, om hvem han skal vælge, naar han f. Eks. hører sin gamle Præst med Salvelse[3] forsikkre, at selv han, der dog har lært en heel Deel, langt fra turde paatage sig at blive Rigsdagsmedlem. Dog, vi ville haabe: at Folkets sunde Sands lader sig ikke vildlede af disse Lærdoms-Hensyn, bort fra det Rette og Sande. Gjerne tilstaae vi, at "Kundskab er Magt", men er Kundskab da den eneste Magt, hvortil der maa sees ved Valget af en Folkerepræsentant? og desuden, gives der da ei en anden Kundskab end den man faaer af Bøger? Vi skulle mene, at Livets store Bog, der har Erfaringen til Læremester, giver en Kundskab, der har en ganske anderledes Vægt end den døde Boglærdom, og denne sprænglærde Belæsthed. Vi bede blot at lægge Mærke til, fra hvilken Side disse store Fordringer om Lærdom og Belæsthed til Valgkandidaten opstilles, og man vil see, at det er dem, der frygte Demokratiet, som tale saaledes. De vide meget godt, at Kjærlighed til Friheden og ikke Boglærdom gjør Demokraten. De vide ogsaa, at, naar Folket følger sit eget Raad, saa vil det ene lade sig lede af den Kundskab, det har til vedkommende Kandidats Frisind. Disse Lærdoms-Mænd frygte Demokratiet, men de vide ogsaa at Folket kun kan ville Demokratiet, og at det, naar det følger sit eget Hoved, kun vil vælge Demokrater, men derfor søge de at lede Valgene over i deres egne Hænder. Vil derfor Almuen stille en Mand af dens egen Midte, saa hedder det sig: han mangler Kundskaber og er for eensidig; nævner man saa en Mand udenfor Bondestanden, der har gjort sig bekjendt ved demokratisk Tænkemaade, saa hedder det straks: han er ikke besindig nok. Derpaa nævnes denne eller hin Mand, der besidder de nødvendige Egenskaber: Kundskab, Besindighed, Alsidighed. Disse smaa aristokratiske Valgforsamlinger, som snart holdes her, snart der, under forskjellige Former, følge alle den ovenangivne Taktik. Hele Sagen er, de ville fjerne Folkets Mænd, Demokraterne, fra Rigsforsamlingen. Men efter hvilke Hensyn bør da Folket vælge sine Repræsentanter til Rigsforsamlingen? Der er et Hensyn, det skal sættes over Lærdommen og Kundskaberne; og det er Friheden. Først og fremmest skal det see hen paa, om den Mand det vil vælge, er en frisindet Mand, om han er en oprigtig Demokrat; dernæst see det hen til om han har en selvstændig Karakteer og en fast Villie til at fremme sin Overbeviisning; at han maa være retsindig, hehøver man vel ikke at minde Nogen om. Men har man truffet en saadan Mand, saa vælge man ham ogsaa, trods alle Modpartiets Indsigelser; man vælge ham, trods de større Kundskaber og Talegaver, som Modpartiets Kandidat maatte besidde, man vælge ham, sige vi, selv om Modpartiet ogsaa prise deres Kandidat som frisindet og som Folkets sande Ven. Og de ville ikke spare paa smukke Ord; bestod Friheden deri, ja saa vare Alle Demokrater. Vi have saaledes nylig hørt, at en Mand har anbefalet sig selv, og er bleven ivrigt anbefalet til et Distrikts Vælgere, som en frisindet, sand Bondeven, og dog vide vi, at en ivrig Aristokrat, en temmelig berygtet Godseier, har opfordret ham til at stille sig!! Derfor tage man sig vel iagt ikke at tro Enhver saa lige paa sine Forsikkringer, og derfor prøve man nøie Valgkandidatens politiske Ærlighed, som bestaaer deri, at Alt hvad han forsikkrer om sit Frisind og Friheden, det ogsaa er hans Hjertets inderste Overbeviisning.

Folket selv kan kun ville en ægte demokratisk Forfatning, derfor kan det kun vælge ægte Demokrater eller Folkevenner. Dette er det Første og det Sidste det skal søge hos sine Deputerede. Kan Folket finde boglærde Demokrater, saa tage det dem, hvis ikke, saa vælge det ulærde Mænd, kun at de ere gode Demokrater. Der hører ikke stor Lærdom til at fatte, ikke stor Kløgt til at fremstille, hvad Demokratiet vil, og hvad det danske Folk nu forlanger. Det forlanger en Forfatning, der sikkrer enhver Mand lige Ret. Det forlanger at Liighed og Frihed gjennemføres i alle Statens Forhold, og det vil staae fast paa at dets Frihed ikke bindes ved enkelte Stænders egennyttige Interesser, men at dens, Frihedens, Grændse kun sættes af Loven, der saa maa være lige for Alle. For at see dette, og for at give dette Lovskraft i en ny Forfatning, behøver man ikke at være Statsmand, ikke at have studeret de forskjellige Landes Statsforfatninger, men man behøver kun en oprigtig Kjerlighed til Friheden, og en fast Overbeviisning om dens evige Ret, og en fast Villie til at fremme den, trods alle Professor-Spidsfindigheder og alle højtidelige Besværgelser. Som Sandheden saaledes har Friheden kun een Vei, der er rigtig, og det er den, der fører lige til Maalet. Folket vælge kun saadanne Mænd, hvorom  det veed, at de ei af smaalige, egennyttige Hensyn ville lade sig føre bort fra Frihedens Vei. Det er vor fulde Overbeviisning, at skal det danske Folk blive lykkeligt og kraftigt, ja, skal det gjennem Aarhundreder bevare sin Uafhængighed, da kan dette kun skee gjennem en sand demokratisk Forfatning. Faae vi derimod en ufri Forfatning, en Forfatning der bevarer Aristokratiet og Standsinteresserne, der deler Frihed og Ret ud i forskjellige Dele til Folket, da lægges Spiren til Borgertvist og Landets indre Svækkelse. Derfor, danske Mænd! Det gjælder Eders Fædrelands, Eders Efterkommeres Fremtids Vel, hvilke Mænd I nu sende til Rigsforsamlingen. Lader ikke ved underfundig Tale Valgene rives ud af Eders Hænder, I ville med det samme miste Eders Frihed, og maaskee forraade Eders Fædreland. Men, naar I nu skulle vælge, da see kun hen til Eet, nemlig at I kun stemme paa saadanne Mænd, om hvilke I vide, at de kun ville en ægte demokratisk Forfatning, det vil sige en Forfatning, der ikke kjender til andre Interesser end det almene Vel, og ikke andre Rettigheder end enhver dansk Mands Ret.


Ordforklaringer m.m.

[1] Kongevalgene: Ved den første danske nationalforsamling, Den Grundlovgivende Rigsforsamling, blev de almindelige folkevalg suppleret af deputerede, som blev valgt af kongens regering. Denne gruppe kongevalgte udgjorde ¼ af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, som fra oktober 1848 til juni 1849 diskuterede og vedtog Junigrundloven, som Frederik 7. underskrev den 5. juni 1849. Kongevalgene blev indført for at forhindre, at de lavere klasser, som nu fik stemmeret, ville blive dominerende på rigsdagen. Kongevalgene var meget omdiskuterede op til valgene den 5. oktober 1848, da mange liberale anså dem for at være i strid med det konstitutionelle princip og tidens demokratiske tendenser.

[2] Idelig: vedvarende; uafbrudt.

[3] Salvelse: overdreven højstemthed. 

Om kilden

Dateret
28.08.1848
Oprindelse
Oprindelse: Almuevennen, den 28. august 1848, s. 1.
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. maj 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk