Hvidstengruppens henrettelse

Artikler

Nyheden om henrettelsen af de otte dødsdømte medlemmer af Hvidstengruppen blev bragt i alle landets aviser d. 30. juni 1944. Offentliggørelsen af henrettelserne var et krav fra den tyske censur og et led i en strategi, der gik ud på at skræmme den danske befolkning til passivitet.

Modterror

Omkring årsskiftet 1943-1944 skærpede den tyske besættelsesmagt kampen mod den stigende sabotage og stikkerlikvideringerne. Den såkaldte ”modterror” blev iværksat, hvor tyske og danske terrorgrupper udøvede gengældelsesaktioner mod danske mål, i form af clearingdrab og schalburgtage.

Tyske tvangsartikler i dagspressen

Udover modterroren benyttede besættelsesmagten sig af en bevidst strategi i dagspressen. Strategien gik ud på at kæde modstandsbevægelsens aktioner – sabotage og stikkerlikvideringer – sammen med den tyske modterror. Besættelsesmagten tvang derfor aviserne til at opstille artikler om modstandsaktiviteter ved siden af artikler om modterroraktioner. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Sådan håbede man at skræmme modstandsfolkene fra yderligere aktioner. Samtidig håbede man at kunne vende stemningen i den danske befolkning imod modstandsbevægelsen.

Strategien blev i foråret 1944 udbygget til også at omfatte artikler om henrettelser af danske modstandsfolk. Tvangsartiklerne om henrettelserne blev, ligesom artikler om modterroren, bragt sammen med artikler om sabotage og andre modstandsaktiviteter. I modsætning til modterroren blev flere af artiklerne om henrettelserne ledsaget af en meddelelse fra besættelsesmagten. Disse meddelelser gjorde det klart, at det var op til modstandsbevægelsen, om dødsdommene ville blive eksekveret. Begge strategier udløste harme i den brede danske befolkning. Derudover førte de heller ikke til en nedgang i modstandsaktiviteterne, og de må således siges at have fejlet i enhver henseende.

Hvidstengruppens henrettelse

I juni 1944 udførte modstandsbevægelsen nogle af de mest spektakulære industrisabotager under besættelsen, kulminerende med sprængningen af Riffelsyndikatet i København den 22. juni. Dagen efter bragtes en tvangsartikel om henrettelse af otte sabotører. Som yderligere gengældelse for Riffelsyndikatet udførte den berygtede ”Peter-gruppe” en voldsom bombesprængning i Tivoli den 25. juni. Samme aften erklærede besættelsesmagten undtagelsestilstand fra næste morgen i hele København. Alt dette var starten på, hvad der for eftertiden blev kendt som ”den københavnske folkestrejke”.

I den ophedede situation i slutningen af juni bragtes den 30. juni i alle landets aviser meddelelsen om henrettelsen af otte medlemmer af Hvidstengruppen, samt frihedsstraffe for seks andre medlemmer. Meddelelsen om disse henrettelser skal ses i lyset af den begyndende uro og strejkeaktivitet i København. Henrettelserne var et forsøg på at skræmme den københavnske befolkning til at stoppe strejkerne og forholde sig roligt. Dette lykkedes som bekendt ikke, og dagen efter meddelelsen var generalstrejken en realitet.

Hvor stor en rolle, henrettelsen af Hvidstengruppen spillede for den københavnske folkestrejke, er svært at sige med sikkerhed. Besættelsesmagten så imidlertid en klar sammenhæng mellem henrettelsen af Hvidstengruppen og eskaleringen af folkestrejken. Dette førte til, at man opgav henrettelser på baggrund af dødsstraffe afsagt ved den tyske krigsret og dermed også strategien med tvangsartiklerne. I stedet tyede man til mere uformelle likvideringer af tilfangetagne modstandsfolk, for eksempel under påskud af, at de havde forsøgt at flygte. Henrettelserne af Hvidstengruppen blev således for en længere periode de sidste i et forfejlet tysk forsøg på at skræmme befolkningen og vende den mod modstandsbevægelsen. I marts 1945 genoptog besættelsesmagten formelt afsigelsen af dødsdomme ved krigsretten og eksekveringen af dommene ved henrettelser ved skydning.