Huguenotterne i Danmark, 1681-

Artikler

I 1680’ernes Frankrig kom de franske reformerte, huguenotterne, under stort pres fra den katolske statsmagt, og flere så sig nødsaget til at flygte til protestantiske lande i Europa, heriblandt Danmark og Tyskland. Efter reformationen i Danmark i 1536 gik landet fra at være katolsk til evangelisk-luthersk, og styret tillod i princippet ikke andre trosretninger inden for landets grænser. Men huguenotterne havde ry for at være dygtige handelsmænd og håndværkere, og med støtte fra Christian 5.s dronning Charlotte Amalie, der selv tilhørte den reformerte kirke, fik de første huguenotter en midlertidig indrejsetilladelse i 1681. Fra 1685 ankom flere til København efter at der var blevet udstedt en række privilegier til de reformerte, og i 1689 stod en reformert kirke på Gothersgade i København færdig.

I 1719 blev huguenotfamilier i Brandenburg inviteret til at etablere sig i Fredericia, hvor de modtog særligt gunstige privilegier. Huguenotkolonien blev grundlagt, idet styret ønskede at få byens handels- og købstadsliv til at accelerere. Huguenotterne havde ry for at være driftige og dydige borgere, og de blev en stor aktie for byens videre handelsliv og udvikling.

I dag er de reformerte menigheder, både i København og Fredericia, anerkendte trossamfund, og kirkerne er en del af de danske frikirker.

Huguenotterne i Frankrig i 1500- og 1600-tallet

Huguenotterne var franske protestanter, der ønskede at reformere den katolske kirke. I løbet af 1500-tallets reformatoriske bevægelser i Frankrig blev de inspireret af den franske præst og reformator Jean Calvin (1509-1564), der ligesom Martin Luther (1483-1546) ønskede et opgør med den katolske kirke. Tilhængere af Calvins protestantiske kirke og menighed kaldes ”de reformerte”.

Under den katolske kirkes reformation, eller modreformationen, fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet, blev protestanter i det katolske Frankrig betragtet som kættere. Det førte til, at protestanter - deriblandt huguenotterne - måtte flygte fra deres hjemland. Fra 1559 til 1598 var der flere voldsomme sammenstød mellem huguenotter og statsmagten i Frankrig, men i 1598 udstedte den franske konge, Henrik 4. (født 1553, regent 1572-1610), Nantesediktet. Det var en forordning, der gav huguenotterne borgerrettigheder og ret til at udøve deres religion, under visse begrænsninger. Huguenotterne var dog stadig under et regulært pres, og flere ønskede at flygte.

I 1685 blev Nantesediktet ophævet, da kongerne under det franske enevældige styre kun tolererede én samlet fransk religion. Ophævelsen af Nantesediktet ledte til forfølgelser af huguenotterne, og flygtningestrømmen af franske huguenotter tog til. De flygtede primært til de omkringliggende nabolande, men også til Danmark.

Huguenotterne i København fra 1681

De første huguenotter i Danmark kom til København, kort tid efter at Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) gav dem en foreløbig indrejsetilladelse i 1681. Det var dog først efter 1685, hvor kongen udstedte en række særlige privilegier og begrænset religionsfrihed for de reformerte, at menigheden i København for alvor fik et etableringsgrundlag.  

Det religiøse landskab i Danmark i 1680’erne var præget af et stærkt ønske om uniformitet. Efter reformationen i 1536 var den danske statsreligion evangelisk-luthersk, og for at sikre, at dette blev cementeret og overholdt i alle dele af riget, blev der ført streng kontrol med religionsdyrkelsen. Der var kun én tilladt religion, og det var den evangelisk-lutherske kristendom. Der var således også strenge regler for, hvilke udlændinge der måtte opholde sig i landet. I 1660 blev enevælden indført, og al magt lå formelt hos kongen. Af den danske enevældes forfatningslov, Kongeloven fra 1665, fremgår det dog, at en af de få ting, kongen ikke selv kunne bestemme, var hans eget religiøse tilhørsforhold. Regenten skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kongekirke og stå for beskyttelsen af landet mod kættere, gudsbespottere og andre konfessionelle afvigere. Med konfessionelle afvigere mentes, dem der havde en anden trosretning. Det lå derfor ikke i kortene, at huguenotterne og de andre reformerte skulle få lov til at etablere sig inden for landets grænser.  

Hvorfor modtog Danmark huguenotterne i 1680’erne?

Der var særligt to grunde til, at huguenotterne fik indrejsetilladelse i Danmark i 1681. Ægteskabet mellem Christian 5. og den tyske Charlotte Amalie af Hessen-Kassel (1650-1714) var den ene. Charlotte Amalie kom fra et hjem med en streng reformert tro, som hun ikke ønskede at frasige sig. Gennem hele sin tid som dronning var hun fortaler for de reformerte flygtninges indrejse i Danmark, og hun skulle have lagt pres på både kongen og hans rådgivere for at give både franske huguenotter samt tyske og hollandske reformerte flygtninge lov til at opholde sig i landet.    

Den anden begrundelse for indrejsetilladelsen i 1681 var økonomisk og handelsmæssig. Allerede i 1672 havde Kommercekollegiet, det centralforfaltningsorgan, der varetog landets handelsinteresser, ønsket at åbne grænserne for alle konfessioner, hvilket ikke blev godkendt. Men i 1681 kunne kongens rådgivere se fordele i at lade huguenotterne flytte til Danmark, da de havde ry for at være dygtige handelsmænd og håndværkere. Deres religiøse overbevisning vejede dog imod dem. Særligt hos de danske biskopper, som frarådede kongen at tillade indrejse til reformerte. Christian 5. trodsede biskoppernes råd og udstedte i 1685 en række privilegier til hugenotterne i Danmark. Med privilegierne fulgte, under visse betingelser, retten til fri religionsudøvelse og lov til at bygge egen kirke i København. Yderligere fik de 20 års skattefrihed, og de kunne toldfrit transportere deres personlige ejendele ind i landet. Til gengæld skulle de adlyde landets love og aflægge ed om troskab til kongen. De måtte ikke angribe den augsburgske konfession, som den lutherske kirke bekender sig til.

Den reformerte kirke i København

I 1688-1689 blev reformert kirke i København opført på Gothersgade. Kirkeordningen og organiseringen af de indre forhold i kirken blev udfordrende, da der både var franske huguenotter samt tyske og hollandske reformerte i menigheden. Kirken blev delt op i en fransk og en tysk-nederlandsk del, hvor gudstjenester, kirkegården og kirkens rum blev fordelt mellem nationaliteterne. Dette foregik ikke i fuldstændig enighed, og der var i lang tid interne diskussioner om, hvorledes menighederne skulle fordele goderne. Kirken som helhed havde dog en del selvbestemmelse og stærk opbakning fra dronning Charlotte Amalie.

Kirken 'Reformert Kirke' i Gothersgade i København blev opført i 1688-89 på foranledning af Christian 5.s dronning Charlotte Amalie, der selv tilhørte den reformerte kirke. Bygningen brændte i 1728, men blev genopført i 1731. Tegning af P. Lund (1843). Foto: Det Kgl. Biblioteks Billedsamling

Den danske lutherske kirke var ikke tryg ved de reformertes privilegier, og flere biskopper sendte breve til kongen, hvori de udtrykte deres bekymring. Resultatet blev, at Christian 5. i september 1690 udsendte Modificatio Regia. En forordning, som indeholdt en række nye bestemmelser for de reformerte og en stærk indskrænkning af deres privilegier. Det blev bl.a. forbudt for de reformerte at ringe med kirkeklokken. Bortset fra retten til at ringe med kirkeklokken blev flere af de forhenværende privilegier siden genoprettet af Frederik 4. (født 1617, regent 1699-1730) i et forsøg på at genetablere indvandringen af reformerte efter pesten i 1711. Dog uden større held.

Huguenotterne i Fredericia fra 1719

I 1719 inviterede styret under Frederik 4. de landflygtige huguenotfamilier i Brandenburg til at bosætte sig i Fredericia. I løbet af 1720’erne blev der etableret en koloni bestående af ca. 70 huguenotfamilier til Fredericia.  

Byen var grundlagt i 1650, og beliggenheden valgt ud fra militære hensyn. Der var ikke meget opland omkring byen, hvilket gjorde det udfordrende at få etableret Fredericia som reel handelsby. Christian 5. havde forsøgt at forbedre betingelserne for handel i byen ved i 1674 at udstede en række gunstige privilegier. Heriblandt økonomiske rettigheder og religionsfrihed. Således blev Fredericia en religiøs fristad.

Med invitationen til huguenotfamilierne fra Brandenburg i 1719 gjorde Frederik 4. et forsøg på at få Fredericias handels- og købstadsliv til at accelerere. Styret havde den opfattelse af huguenotterne, at de var et arbejdsomt og dydigt folk. For at gøre vilkårene i byen særligt tillokkende udstedte kongen en række særlige privilegier kun til huguenotterne, hvori de bl.a. fik lov til at vælge deres egen præst, dommer og skolemester. Samtidig fik de skattefrihed på nyopførte huse. I de første 20 år efter deres ankomst var de fritaget fra alle borgerlige pligter, som fx militærtjeneste. Det privilegie, der for alvor fasttømrede huguenotfamilierne som en koloni, var, at de fik tildelt pladser at bygge på og jordlodder til dyrkning af deres afgrøder, uagtet hvem der boede på dette stykke land før.

I 1736 indviede den reformerte menighed i Fredericia deres kirke og kirkegård, og i 1821 blev området udvidet med en skole. Jorden blev i vid udstrækning brugt til tobaksdyrkning, hvilket huguenotterne blev kendte for, og tobaksindustrien i Fredericia voksede støt efter huguenotternes tilflytning. Derudover medbragte de kartofler, som hurtigt blev en meget populær rodfrugt i det danske køkken.

Huguenotterne i Danmark efter 1849

Med Grundloven af 5. juni 1849 blev der indført religionsfrihed i Danmark. I Fredericia betød denne religionsfrihed, at byen mistede sin særstatus som religiøs fristad. Til gengæld opnåede de religiøse konfessioner, heriblandt huguenotterne, højere lovmæssig ligestilling. Hos den reformerte menighed i København betød religionsfriheden, at de restriktioner, der var blevet pålagt dem i løbet af enevælden, forsvandt.

I dag er de reformerte menigheder, både i København og Fredericia, anerkendte trossamfund, og kirkerne er en del af de danske frikirker. I København foregår gudstjenesterne på fransk, tysk og en gang om måneden på dansk. I Fredericia foregår gudstjenesterne på dansk. Der er sidenhen også kommet en koreansk reformert menighed til Danmark. 

I 1968 oprettede de reformerte menigheder foreningen Det Danske Huguenotsamfund med hovedsæde i København og med det formål at bevare huguenotternes åndelige arv. Foreningen udfører den dag i dag en del slægtsforskning og holder optegnelser over efternavnene på de første huguenotter i landet, både fra København og Fredericia. Efternavne som Honoré, Dupont, Devantier og Hermann bruges stadig den dag i dag, og mange af dem, der har disse efternavne, er af huguenotslægt.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1681 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach-Nielsen, Carsten & Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2 (2012)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1681 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach-Nielsen, Carsten & Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2 (2012)

Udgiver
danmarkshistorien.dk