1890’erne: Homoseksualitetens indtog i Danmark

Ordet ”homoseksualitet” blev brugt første gang i 1869 af den tysk-ungarske forfatter Karl Maria Benkert og blev siden beskrevet mere udførligt af især den tyske lægevidenskab. Omkring 1890 begyndte ordet at blive anvendt af den danske lægevidenskab i beskrivelsen af seksuelle kontakter imellem individer af samme køn. Relationerne var hidtil blevet betegnet som ”sodomi” eller ”omgængelse mod naturen”, hvilket indebar, at sex imellem personer af samme køn var en fri viljeshandling, der gjorde de implicerede parter til syndere i bibelsk forstand, men ikke til perverterede væsner, som var defineret af deres seksualitet.

Fra ca. 1890 og frem blev der derimod lagt vægt på det seksuelle og kønsdriften, som en afgørende faktor i definitionen af en homo’seksuel’. Lægevidenskaben opfattede kønsdriften som en permanent kraft, individet ikke kunne kontrollere. Den var overbevist om, at homoseksualitet måtte skyldes en fejl i de homoseksuelles arv eller miljø og placerede blandt andet årsagen til homoseksualitet blandt forskellige sindssygdomme. Den afvigende kønsdrift blev betragtet som en ofte uforskyldt sygdom, og man bevægede sig hermed væk fra den tidligere opfattelse, der havde lagt vægt på individets frie vilje i de seksuelle spørgsmål.

Lægevidenskabens opfindelse af homoseksualitetsbegrebet fik vidtrækkende konsekvenser. Eftersom homoseksualitet nu primært blev opfattet som en uforskyldt tilstand, måtte man fra statsmagtens side overveje, om det kunne forsvares at straffe de homoseksuelle for deres driftstilfredsstillelse. Overvejelserne førte på kort sigt til, at de homoseksuelle i praksis blev idømt lavere straffe, end strafferammen i Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1866 havde lagt op til. På længere sigt afkriminaliserede staten homoseksualitet med Straffeloven af 1930. Afkriminaliseringen betød dog ikke, at lægevidenskaben slap sit tag i homoseksualiteten. Det skete først i 1981, hvor homoseksualitet officielt blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.

En anden konsekvens af lægevidenskabens homoseksualitetsbegreb var formuleringen af den såkaldte ”homoseksuelle rolle”, hvilket vil sige en række forventninger til, hvordan en homoseksuel person opførte sig. Hovedtanken var, at fordi de homoseksuelle rettede kønsdriften imod deres eget køn, måtte de nødvendigvis opfatte sig selv som tilhørende det modsatte køn. Det var kort sagt ikke kun kønsdriften, men også kønsidentiteten, som var afvigende, og man ræsonnerede, at en homoseksuel mand nødvendigvis måtte have en kvindes karaktertræk og omvendt.

Kvindelig homoseksualitet

Kvinder blev langt op i 1800-tallet betragtet som værende uden en kønsdrift, det vil sige uden seksuelle lyster og drifter. Opfattelsen af kvindens (manglende) seksualitet betød, at kvinder i store dele af 1800-tallet relativt uproblematisk kunne leve sammen, fordi de i fællesskab forenede og sublimerede de feminine, aseksuelle og åndelige dyder. Periodens borgerlige kvinder, som boede sammen med en anden borgerlig kvinde, opfattede ikke sig selv som homoseksuelle, fordi de gik med på den præmis, at de ingen seksualitet havde. Under disse forudsætninger kunne de leve et respektabelt liv sammen med en anden kvinde.

Homoseksualitetsbegrebet medførte imidlertid et alternativ til den aseksuelle kvindeopfattelse. På grund af sin seksuelle karakter var rollen forbundet med en stærk, social stigmatisering, men kvinden kunne nu påtage sig den mandlige kønsrolle og åbenlyst begære en kvinde.  I kraft heraf blev den homoseksuelle kvinde nu tildelt en kønsdrift, der principielt var lig den homoseksuelle mands kønsdrift. Fælles for de to køn var, at den homoseksuelle drift blev set som et udtryk for en pervers, afvigende seksualitet, der gennemstrømmede individet.

Udviklingen frem til ca. 1970: Lesbisk- homofili- og bøssebegrebet

Allerede i 1920’erne vandt begrebet ”lesbisk” indpas som betegnelse for en homoseksuel kvinde, og de lesbiske kvinder stiftede i 1960’erne og 1970’erne tætte bånd med rødstrømpebevægelsen og feminismen. En konsekvens heraf var en skarpere adskillelse af mandlig og kvindelig homoseksualitet, fordi de lesbiske kvinder definerede sig selv som først kvinde og så som homoseksuel.

I 1950’erne begyndte de homoseksuelle mænd at betegne sig selv som ”homofile” for at fjerne fokus fra den seksuelle drift, som blev udtrykt eksplicit i begrebet homo’seksualitet’. De ønskede herved at opnå en større samfundsmæssig accept.  I 1970’erne introduceredes ”bøsse”-begrebet, som indebar en radikal udfordring af den traditionelle opfattelse af homoseksualitet. Bøsser og lesbiske gjorde i dette årti for alvor op med sygdomsopfattelsen af homoseksualitet og argumenterede for, at de homoseksuelle ikke skulle vurderes ud fra samfundets heteroseksuelle normer. I forlængelse af denne argumentation opnåede de blandt andet en sænkelse af den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold fra 18 til 15 år i 1976 og fjernelsen fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981.

1970’erne markerede således et nybrud, hvor de homoseksuelle mænd og kvinder ikke lod sig kategorisere af det øvrige samfund, men aktivt forsøgte at definere sig selv uden lægevidenskabens hjælp. Herved ændrede opfattelserne af køn og seksualitet sig også, selvom den gamle, lægevidenskabelige definition af homoseksualiteten som en karakterdannende kraft i individet stadigvæk udgjorde det fundament, der blev bygget videre på.