Holberg om slaget ved Kolberger Heide i 1644

Kilder

Kildeintroduktion:

Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) er i sin eftertid ofte blevet portrætteret som den store landsfader. Det skyldes vel langt hen ad vejen hans lange regeringstid og de mange kendte bygninger, han lod opføre. Én begivenhed synes dog især at være blevet hyldet i eftertiden - ikke mindst i forbindelse med de nationalistiske strømninger i 1800-tallet: Slaget ved Kolberger Heide 1. juli 1644, hvor Christian 4. blev såret og mistede det ene øje, men alligevel eftersigende drev sine mænd frem mod sejr over svenskerne.

Nedenstående uddrag af Ludvig Holbergs danmarkshistorie fra 1733 er et tidligt eksempel på, hvordan Slaget ved Kolberger Heide 1644 og Christian 4.s heltemod er blevet fremhævet i dansk historieskrivning og kunst. Holberg gør senere i teksten selv opmærksom på, at svenskerne opfattede slaget som uafgjort og som en parentes i Torstenssonfejden (1643-1645), der endte med, at Danmark pga. opbakning af europæiske stormagter undgik fatale repressalier, men dog måtte afgive landområder til svenskerne.

Det markerede område på kortet viser, hvor søslaget foregik. 

Det Danske Amiral-Skib, kaldet Patientia, giorde en Begyndelse, og lagde meget dristig an med de Svenske, secundered af den Kongelig Esquadre.[1] Hans Majestæt, da han paa sit Skib, kaldet Trefoldighed, opmuntrede sine Folk til en tapper Modstand, kom der af de Fiendtlige Skibe en Stykke-Kugle[2], hvilken traf Skibet med saadan Force[3], og splidede Træet saaledes, at af de mangfoldige Træstykker, som førdtes i Luften, 12 eller 13, som stode ved Kongens Side, omkomme eller bleve saarede. Samme Kugle bar og ingen større Respect for den Kongl. Person, hvilken bekom hen ved 23 Blessurer[4] og miste sit højre Øje.

Af denne ulykkelige Hendelse lod den store Heldt sig ikke forskrække, men gandske blodig og saared lod sig see, hvor Ilden og Røgen var tykkest med en rød Hue paa Hovedet, og sit blotte Sværd udi Haanden, og, som en fremmed Skribent siger[I], med en Tapperhed, som aldrig tilforn er seed, continuerede endda Træfningen udi nogle Timer indtil om Natten, hvilken favoriserede de SvenskesRetirade[5] til Christianpriis[6]. De Svenske mistede udi dette Slag en stor Hob Folk, og blant de Danske savnedes Amiral Wind[7], Knud Uhlfeld, og Eiler Uhlfeld[8].[II]


[I] Siri pag. 112. [Det er en henvisning til den italienske historiker Vitorio Siris historiske værk Il Mercurio overo historia de’correnti tempi.]

[II] Gund. Rosenkr. descr. pugn. nav. [Det er en henvisning til adelsmanden Gunde Rosenkrantz lille skrift om Christian 4.s flådesejre, som udkom 1644]


Ordforklaringer m.m.

[1] Del af flåden der optræder som en selvstændig enhed under kongen.

[2] Kanonkugle.

[3] Kraft.

[4] Sår

[5] Retræte. Tilbagetrækning.

[6] Christianspris. Også kendt som Frederiksort. Fæstning ved Kiel, der under krigen var under svensk kontrol.

[7] Rigsadmiral (dvs. den øverste leder af flåden) Jørgen Vind (1593-1644).

[8] Knud Ulfeldt (1600-1646) og Eiler Ulfeldt (1613-1644) var brødre til den mere berømte Corfitz Ulfeldt (1606-1664). De ledsagede Christian 4. på skibet Trefoldigheden. Knud Ulfeldt blev alvorligt såret, men han overlevede. Eiler Ulfeldt blev ligeledes alvorligt sårede og døde 14 dage senere i København.