HØR: Uddrag af H.P. Hanssens foredrag om Dybbøl, juli 1933

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette lydklip fra 1933 høres et uddrag af politikeren Hans Peter Hanssens (1862-1936) foredrag om kampene ved Dybbøl i 1864 i forbindelse med 2. Slesvigske Krig (hvorefter Nordslesvig blev tysk), 1. verdenskrig 1914-1918 og Genforeningen i 1920. H.P. Hanssen var dansk journalist og politiker. Fra 1888 var han med til at oprette Den Nordslesvigske Vælgerforening, og i 1896 blev han det danske mindretals medlem af den preussiske Landdag og i 1906 af den tyske Rigsdag. Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev H.P. Hanssen i 1919 minister for sønderjydske anliggender med ansvar for at løse en række af de opgaver, der opstod i forbindelse med Genforeningen. Efter at Genforeningen var en realitet, trak H.P. Hanssen sig langsomt ud af det politiske arbejde. Dog var han i perioden 1924-1926 medlem af Folketinget for det sønderjyske Venstre. H.P. Hanssen viede en stor del af sin journalistiske og politiske karriere til at værne om danskheden i Sønderjylland, hvilket også kommer til udtryk i dette foredrag, hvor fædrelandet og offerviljen til at sikre dettes beståen hyldes. Foredraget kan ses i lyset af Hitlers magtovertagelse i Tyskland samme år, hvilket medførte en frygt for at grænsedragningsspørgsmålet endnu engang skulle blive aktuelt. Denne frygt kom bl.a. til udtryk i Aabenraaresolutionen, som H.P. Hanssen var medunderskriver af.

Afspil lydklippet varighed: 00:03:26