HØR: Karen Jespersen om rødstrømpebevægelsens begyndelse i 1981

Kilder

Kildeintroduktion:

Karen Jespersen beskriver i dette interview fra 1981 rødstrømpebevægelsens første tid fra 1969. Rødstrømpebevægelsens opståen skal ses i sammenhæng med kvindernes inddragelse i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Der blev stillet nye krav til kvinder som lønarbejdere, som husmødre, som mødre og som kvinder - krav, der var modsætningsfulde i forhold til den opdragelse, de havde fået. I april 1970 skrev aviserne, at militante 'rødstrømper' ville overfalde Livgarden på Kongens Nytorv. Overfald blev der ikke noget af, men rødstrømperne gik i demonstration på Strøget, hvor de var klædt ud som det stereotype kvindeideal med lyserøde balloner som bryster, nylonparykker og kunstige øjenvipper, mens de råbte slagord mod mode- og kosmetikindustrien. Kvinderne endte på Rådhuspladsen, hvor de smed alle attributterne i en stor affaldsæk med påskriften "HOLD DANMARK RENT". Bagefter tog de til Tuborg, hvor de delte løbesedler ud, der krævede ligeløn. Det var den første rødstrømpeaktion. Den fik en massiv pressedækning, og i de følgende år bredte bevægelsen sig til resten af landet. Der blev dannet basisgrupper i alle større byer, og koordineringen af fællesaktioner fandt sted på store weekendseminarer for hele landet og på fællesmøder i de enkelte byer. I rødstrømpebevægelsens første år var det fortrinsvis yngre kvinder fra universiteterne og andre højere læreanstalter, der var de aktive og udfarende. Sidenhen blev bevægelsen bredere både med hensyn til alder og baggrund.

Lydklippets varighed: 0:01:00.

Karen Jespersen
Karen Jespersen. Fra Dansk
Lydhistorie, Statsbiblioteket

 

Rådhuspladsen i København 1970
Rådhuspladsen i København 1970. Fra Dansk
Lydhistorie, Statsbiblioteket. Foto: Erik Gleie.

 

Demonstration 1970
Demonstration 1970. Fra Dansk Lydhistorie,
Statsbiblioteket. Foto: Erik Gleie.