HØR: Gustav Wied reciterer sin roman 'Pastor Sørensen og Co.' 1913

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne grammofonoptagelse fra 1913 læser forfatteren Gustav Wied (1858-1914) op fra indledningskapitlet til sin roman "Pastor Sørensen og Co" (1913). Gustav Wied var en ivrig samfundskritiker, hvilket også kommer til udtryk i denne bogs indledning, hvor bl.a. de skiftende nationale regeringer og det danske folkestyre kritiseres. Gustav Wied har et vidtfavnende forfatterskab bag sig, og den måske kendteste roman "Livsens ondskab" (1899) blev filmatiseret i begyndelsen af 1970'erne.

Lydklippets varighed: 0:02:39.

Gustav Wied
Gustav Wied. Fra Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket.

 

Byen Søby ligger i fyrstendømmet Fladland og er den største By paa Øen Sejrø.
Hvoraf denne Ø har faaet sit Navn, vides ikke med Bestemthed. Maaske af de mange sejrrige Kampe, den ifølge Overleveringen skal have ført med sine Naboer i en graa Oldtid.
Fra Nutiden stammer Navnet i ethvert Fald ikke ...

Fladland er et skønt Land: Bakker og Dale veksler malerisk med Skove, Heder, Smaabække og kornrige Vange.
Midt i Landet ligger en uhyre Banke, "Maanebjerget" kaldet, 465 Fod over Havets Overflade.

Heroppe skal der i fortiden være blevet tændt Sejrs-Bavner, naar Fladlænderne havde vundet et slag og krebset en Fjende.
Nu om Dage benyttes Banken til at kævles paa og rilafbrændelsen af St. Hansblus.

Man har fra Højens Top en imponerende Udsigt til seksoghalvtredsindstyve Kirker, fire Sindsygehospitaler og fem Tugthuse. Skov strækker sig bag skov og veksler med milevide Heder, bølgende Kornagre, andelsmejerier, Brugsforeninger, Svineslagterier, Præmiehingste, Byer og Landsbyer; og længst ude i Horisonten det evigt skiftende, vigende og vuggende Hav.

Sejrø var i forsvunden Tid, før Riget endnu blev samlet, et selvstændigt bispedømme, der laa i uophørligt Haandgemæng med sine Frænder paa Halvøerne.

Fladlænderne har aldrig kunnet enes, og kan det for den sags skyld heller ikke endnu.
Snart er det politiske, snart religiøse, snart literære, snart ægteskabelige stridigheder, som hærger landet.

Indbyggerne lever fornemmelig af Agerbrug, Kvægavl, Fiskeri og Kassesvig.
Regeringsformen er indskrænket monarkisk. Forfatningen fri. Alle er lige for Loven.
Men den udøvende Magt ligger hos det evigt skiftende, vigende og vuggende Flertal, der dog stedse er stærkt nationalt farvet, og hvis arvelige Valgsprog lyder: alt for fædrelandet! eller: Aprés nous le déluge. Dette kaldes Parlamentarisme.

Om kilden

Forfatter(e)
Gustav Wied
Dateret
07.08.1913
Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd, Debat
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Gustav Wied
Dateret
07.08.1913
Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd, Debat
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk