Kilder

HØR: Folkevisen "Stalt Vesselil var ikkuns åre fem"

I dette lydklip høres et uddrag af folkevisen "Stalt Vesselil var ikkuns åre fem" sunget af Kristine Andersen fra Fastrup. Kristine Andersen voksede ligesom sin kusine, Mette Kristensen, op hos sin bedstefader i Lind, hvor de lærte en række folkeviser. Siden giftede hun sig med gårdmand Lars Kristensen og flyttede til Fastrup. Folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen (1843-1929) indsamlede folkeviser fra hele Danmark (dog primært i Jylland) og havde derigennem fået kendskab til de to kusiner. Optagelsen stammer fra 1907, hvor Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner Nielsen (1881-1953) rejste rundt i Jylland med en fonograf og optog folkeviser, fremført af almindelige mennesker. I sine optegnelser over rejsen rundt i landet giver Evald Tang Kristensen udtryk for tilfredsheden med kvaliteten af denne optagelse, modsat de optagelser han havde lavet med Kristine Andersens kusine, som sang temmeligt svagt. Et uddrag af samme vise sunget af kusinen Mette Kristensen findes også på danmarkshistorien.dk.

Folkevisetraditionen som her udleves menes at kunne føres tilbage til 1200-tallet. Viserne har taget mange former, heriblandt som ridder- og skæmteviser. Dette er en middelaldervise, også kaldet en kæmpevise.

Lydklippets varighed: 0:00:43.


Kristine Andersen ca. 1903. Fra
Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket.