HØR: Dialekt fra Øster Starup Sogn mellem Kolding og Vejle

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne dialekt er fra Øster Starup Sogn mellem Kolding og Vejle i Sydøstjylland. Indtaleren er født i 1899, og optagelsen er fra 1976. Her fortæller indtaleren om hjemmeslagtning af grise. Optagelsen er nedskrevet og tillempet nudansk i teksten herunder. Nedenfor teksten ses et oversigtskort med de danske dialektgrupperinger. Dialekten fra Øster Starup Sogn tilhører sprogområdet Sydøstjylland. 

Lydklippets varighed: 0:01:15.

Dagen før vi slagtede, da blev min broder og jeg sendt hen i hegnet for at finde nogle pølsepinde, og det var torne af en slåenbusk, som var så store som en stoppenål og spidse i den ene ende og med en modhage i den anden. Og når vi kom hjem med dem, så blev barken skrabt af dem, sådan [at] de var klar til næste dag. Når vi så vågnede tidligt næste morgen, så var vandet i gruekedlen varmt til at skolde grisen i. Og når den blev hentet ud af svinestien, så skreg den jo som en stukket gris og kom ind i bryggerset, og der var det store saltkar vendt med bunden i vejret. Der blev den lagt op på og enten bundet, eller også var der et par mand, der holdt den. Og når den blev stukket, og blodet løb af den [ned] i en spand, så skulle vi stå og røre i det, for at det ikke skulle løbe sammen, for det skulle bruges til sortpølse [1]. Så blev saltkarret vendt om og fyldt med vand fra gruekedlen, og der blev grisen så puttet i og skoldet; når den så var skoldet og skrabt, så blev den hængt op på en stige ude ved siden af bagdøren.


[1] dvs. blodpølse

Oversigtskort over dialektgrupperinger
Oversigtskort over dialektgrupperinger. Fra Dansk
Lydhistorie, Statsbiblioteket.

Om kilden

Dateret
1976
Oprindelse
Statsbiblioteket
Kildetype
Lyd, Erindring
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
18. september 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk