"Historier er myter" - kronik om historiekanonen, 2008

Kilder

Kildeintroduktion:

Som et led i VK-regeringens folkeskolepolitik blev det i sommeren 2005 blandt andet varslet, at der skulle indføres en historiekanon for historieundervisningen i folkeskolen. Baggrunden var blandt andet regeringens ønske om en strammere styring af undervisningen i grundskolen og ønsket om et øget fokus på kronologisk overblik samt kendskab til væsentlige begivenheder.

I 2006 udgav et udvalg et forslag til en historiekanon, der med få ændringer blev vedtaget af undervisningsministeriet som kanon for historieundervisning i folkeskolen. Kanonen kom under kritik fra flere sider for de valg og udeladelser, der var foretaget, men de fleste hilste tanken bag en historiekanon velkommen. Der var dog også kritikere af hele kanonideen, som fx professor Axel Bolvig, der i denne kronik kritiserer kanontankegangen for blot at skabe nye nationale myter.

Bertel Haaders historiekanon er et liberalt borgerligt forsøg på at skabe en myte. Hverken Bertel Haarder eller Anders Fogh Rasmussen kommer op at ride på Højbro plads i København. Dertil kræves en Saxo Grammaticus, skriver dagens kronikør.

KRONIK i JYLLANDSPOSTEN DEN 29. DECEMBER 2008

Historie er myter

AXEL BOLVIG

professor, København

Vi kan lige så godt indrømme det: Historien er kommet for at blive. Og føj hertil at den sammen med seksual- og togdriften er umulig at styre.

På trods af fagets videnskabeliggørelse er historie et spørgsmål om myter. Det er ikke for ingen ting, at vi ved hvert regeringsskifte får nye læseplaner for faget, in casu indførelsen af en kanon. Den nære og fjerne fortid skifter hyppigt udseende. Fortællingen om fortiden er i høj grad et politisk projekt, i dag betegnet som værdikamp. Jeg husker endnu den glæde ved faget jeg fik som barn i efterkrigsårene gennem en af de mest populære skolebøger nogensinde, ”Danmarks Historie fortalt for Børn” af Nik. M Helms. På det tidspunkt var denne vidunderlige danmarkshistorie et halvt århundrede gammel.

Forfatteren indrømmer gladelig mytens betydning. Når vikingerne kom hjem fra togt sad de om vinteren og fortalte »om deres Bedrifter og Kampe, om deres Konger og Helte. Og om nogle af disse gamle fortællinger eller Sagn skal vi nu høre.« Ja mon ikke. Vi elever slugte historierne om kong Skjold, Roar og Helge, Rolf Krake og alle de andre. Og om den tavse Uffe, der i nødens stund pludselig sagde, »Jeg vil tage Kampen op baade mod Sakserkongens Søn og hans bedste Kæmpe.« Uffe sejrede naturligvis og frelste Danmark for en tysk besættelse.

Mest elskede jeg en skildring fra 1100-tallets borgerkrige. »Midt i denne onde Tid var der et godt Hjem paa Sjælland . . .« Det var

hos Asser Rig og fru Inge i Fjenneslev. De havde to sønner Esbern Snare og Absalon og en fostersøn, Valdemar. »Asser og hans Hustru sørgede for, at de fik en god Opdragelse.« Hvor var det trygt og godt.

Uffe frelste os fra tyskerne og Asser og hustru sørgede for vores borgerlige opdragelse. Den historiebog var fremragende fortalt. Hvor vi dog savnede en Uffe i 1940, da tyskerne overfaldt os »i Mulm og Mørke Natten til den 9. April.«

Lad os ikke glemme, at fortiden først bliver historie gennem fortællingen. Det fremgår klart af dansk historievidenskabs grundlægger, Kr. Erslev, der indleder sin ”Historisk Teknik” (1911) med disse ord: »Uden Historikere, der kunne genfortælle Fortidens Tildragelser eller faa de døde og tavse Fortidslævninger til at tale, vilde Fortiden ikke være til for os.«

Derfor er historie forbundet med myten. Det forsøgte den tyske historiker Leopold von Ranke at aflive i 1824 med det berømte udsagn, at han ville vise »wie es eigentlich gewesen« (hvordan det egentlig har været). Dette forsøg på en videnskabelig endegyldig sand beretning om fortiden holdt ikke længe. I dag hedder det sig, at den historiske fremstilling afhænger af de spørgsmål vi stiller. Allerede i 1500-talet kendte man til ordsproget: Som man råber i skoven, får man svar.

Vores store gamle historiker Saxo skrev omkring 1200 om danskernes bedrifter. Der er lidt af en Ranke

i ham, når han noterer: »Nærværende værk lover ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden.« Det begrunder han ved at meddele, at han har rådført sig med folk, som han vidste havde et indgående kendskab til fortiden. Og så kommer fortsættelsen: »Men i lige så høj grad har jeg fulgt Absalons beretninger.« Behøver jeg at nævne, at Absalon er værkets bagmand og positive helt. Det var ham, der havde fået en god opdragelse.

Saxo skabte en myte om Absalon og hans fosterbroder kong Valdemar for 800 år siden. En sejlivet myte. I denne sammenhæng skriver han, at Absalon grundlagde en borg på en holm ved København. Det medvirkede til, at han stadig optræder som hovedstadens grundlægger, uanset at arkæologiske fund gør byen væsentligt ældre. Eksempelvis står der i en historiebog fra 2008 for 5. Klasse: »Absalon regnes for Københavns grundlægger.«

Dette udsagn er jo ikke helt forkert, for så vidt der vel stadig er nogle, der anser den gamle biskop som ophavsmanden til byen. Han sidder jo på sin stejlende hest på Højbro plads og troner forgyldt på rådhusets facade. Men Absalon var ikke bygrundlægger. Længe leve myten. Den passer perfekt til den nye historiekanon, der sammen med 28 andre punkter naturligvis medtager Absalon. Punkter der »har en symbolværdi, der giver klare signaler om indhold og muligheder for perspektivering.«

Er der noget at sige til, at historieprofessor Erik Arup vakte stormende forargelse, da han 1925 beskrev

Absalon som en grisk godsspekulant. »Absalon havde naaet, hvad trods al kirkelig politik og storpolitisk ærgærrighed laa dybest i hans sjæl: jorden, den danske jord i Sjælland og Skaane kunne han herske over, som han ville.«

Det er naturligvis ikke kun lejlighedshistorikeren, der skaber myter. Lad mig eksemplificere inden for et felt, der har min interesse. Kirkebyggeriet og kirkebyggerne. Her ser vi, at fagets udøvere er nært knyttet til den samtid, de lever og skriver i. A. D. Jørgensen noterer i 1870’erne: »Kirker og klostre tilhørte enkelte mænd eller hele slægter, tillige med de gårde, på hvis grund de stod.« Behøver jeg bemærke, at han skrev under Estrup-tidens godsejerregering?

Førnævnte Arup var politisk radikal. I sin ”Danmarkshistorie” fra 1920’rne skrev han om 1100- 1200-tallet, at »udenfor alle bymarker og udenfor al byhævd, dær hvor alle mænd havde lige ret, kunde enhver frit lægge sin torp, rense jorden for sten og bryde den op til dyrkning.« Det var disse bønder, der i den arupske historieverden som en anakronistisk husmandsbevægelse i fællesskab stod for byggeriet af de omkring 2.000 stenkirker.

Hal Koch udbyggede i 1930’erne Arups myte om folkefællesskabets indsats. Han tolker landskabslovene ud fra en grundtvigiansk andelstanke, hvor få har for meget og færre for lidt. »Hvis det er rigtigt, at Samfundet var bygget op på jordejende Bønder, og det synes Landskabslovene at forudsætte, behøves der ikke mange drøftelser om, hvem der har bygget Kirkerne: Det har Jordens Ejere.«

Jeg ser for mit indre øje Peter Hansens maleri ”Pløjemanden vender” og hører ham med Jeppe Aakjær nynne »Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst, hvor Bakken hun skraaner mod Sønder, hvor Græsset gror højt om min skæggede hest, hvor Viberne ruger, og Lærken er Gjæst - for Lærker er, hvor der er Bønder.«

Hal Koch leverede et væsentlig demokratisk bidrag til den åndelige kamp imod nazismen og fascismen. A. D. Jørgensens godsejer var fjernet på bekostning af bonden bag ploven.

1945 kom opgøret med Hal Kochs demokratiske antedatering.

Professor Aksel E. Christensen udgav bogen med den sigende titel ”Kongemagt og Aristokrati”. Man må ikke lade sig narre af landskabslovene. Ordet bonde er ikke demokratisk og lighedsmæssigt baseret. Klasseskel og ulighed har domineret samfundet.

AEC er klar over samtidens indflydelse på hans historiske fortolkning. I en andenudgave af bogen fra 1968 skriver han, at »det er ikke uden betænkelighed, jeg udsender denne bog, der bærer præg af at være skrevet i en bestemt situation« (besættelsestiden). Han kalder Hal Kochs opfattelse for »en skøn, men farlig myte.«

Hvorfor ikke sige, at den var en frugtbar og nødvendig myte til forsvar for demokratiet? I dag er det igen stormændene, som herskede i samfundet, ejede jorden og byggede kirkerne. Og det står naturligvis til troende - endnu.

Bertel Haarders historiekanon er et liberalt borgerligt forsøg på at skabe en myte. Fred være med det. Sådanne tiltag er efterhånden blevet en politisk nødvendighed. Ja, vi har en statsminister, som forsøger at legitimere sin egen udenrigspolitik ved skabe bestemte myter om besættelsestidens fem år.

Pudsigt nok afløste Anders den Uffe, der sagde »I you can’t join them, beat them.« Hvor meget kan han presse ud af de fem forbandede års bitre citron? Ingen har patent på fortiden.

En kanon der opremser 29 punkter skaber ingen fortælling. Den skaber ingen historie. Den er bedst egnet til undervisning i de borgerligt værdipolitiske tiltag i det nye årtusindes begyndelse. Hverken Bertel Haarder eller Anders Fogh kommer op at ride på Højbro plads. Dertil kræves en Saxo Grammaticus.