Herregården Hvedholm

Artikler

Lidt uden for Faaborg ligger Hvedholm, der er en gammel herregård. Den er gennem historien nedarvet blandt tre af Danmarks største adelsslægter og blev første gang omsat i handel så sent som i 1928. Hvedholm var hovedsæde i det sydfynske grevskab Brahesminde fra 1798-1928. På Hvedholm ser man eksempler på den overdådige livsstil, der udfoldede sig på landets største godser sidst i 1800-tallet og som sluttede brat efter 1. verdenskrig med indførelsen af lensafløsningsloven i 1919.

Det tidlige Hvedholm

Hvedholm nævnes første gang i kilderne i 1475 og var da en beskeden herregård ejet af adelsslægten Hardenberg. Gennem ægteskab med Edel Hardenberg kom Hvedholm i 1557 til Frants Bille. Han var blandt landets mest fremtrædende adelsmænd indtil sin død i slaget ved Øland i 1563. Edel Hardenberg drev herefter Hvedholm som enke i mere end 20 år. Hun var en dygtig administrator, der forøgede antallet af fæstegårde og erhvervede mere jord, som hun lagde under Hvedholm. Sønnen Erik Bille flyttede gården og opførte en ny hovedbygning med en stor avlsgård – Hvedholm var nu blevet en betydelig herregård.  

I 1600-tallet kom Hvedholm til adelsslægten Brahe, som ofte havde andre herregårde som deres hovedsæde, men ikke desto mindre fortsatte med at udvide Hvedholm. Herregården dyrkede på hovedgårdsjorden et areal, der var dobbelt så stort som en gennemsnitlig herregård, og næsten alle fæstegårdene i landsbyerne Horne, Bøjden og Bjerne lå under herregården.

Grevskabet Brahesminde, ca. 1798-1928

I 1789 arvede den blot 16-årige Preben Bille stamhuset Hvedholm, bestående af herregårdene Hvedholm, Østrupgaard og Steensgaard. Stamhuset var blevet oprettet af to søskende af Brahe-slægten, som begge var barnløse og derfor lod besiddelserne overgå til deres fætters søn. Betingelsen var, at den nye ejer antog navnet Brahe.

Det blev begyndelsen på Bille-Brahe-slægtens tid på Hvedholm, der varede næsten 140 år. I 1798 blev stamhuset ophøjet til grevskabet Brahesminde, og Preben Bille-Brahe gennemførte herefter omfattende reformer af grevskabets drift, bl.a. den bekostelige udskiftning,hvor fæstegårdene blev oprettet som selvstændige landbrug og dermed frigjort fra det traditionelle dyrkningsfællesskab i landsbyen. 

Grevskabet Brahesminde nedarvedes til sønnen og i 1875 til sønnesønnen, Preben Charles Bille-Brahe-Selby. I slutningen af 1800-tallet var grevskabet et af landets rigeste godser med en overdådig livsstil. Preben Charles Bille-Brahe-Selby gennemførte en række moderniseringer af godsets drift. Fæstegårdene blev solgt fra til selveje, hvilket frigav meget store værdier. De gode tider for landbruget betød, at godsets økonomi blomstrede. Der blev brugt enorme summer på en gennemgribende ombygning af grevskabets hovedsæde til en mere passende og moderne herskabsbolig i historicistisk slotslignende stil. 

Det nye Hvedholm var led i en omfattende iscenesættelse af greveparrets uovertrufne samfundsmæssige position. Iscenesættelsen omfattede desuden andre standsmarkører som et omfattende og overdådigt selskabsliv, en stærk bevidsthed om historie og traditioner samt deltagelse i store jagtselskaber. Greven på Hvedholm færdedes selvfølgeligt i landets førende kredse, og kontakter til kongehuset var i særlig grad tegn på position og status. I lokalsamfundet markerede greven sig som en førende skikkelse, fx som formand for sognerådet og i spidsen for en række lokale foreninger.

Økonomisk, politisk, socialt og kulturelt var Hvedholm som hovedsæde i et større grevskab derfor et centrum. Herregårdene var endnu sidst i 1800-tallet at regne som betydningsfulde og bærende samfundsinstitutioner – ikke mindst i ejernes selvforståelse og iscenesættelse. Preben Charles Bille-Brahe-Selby døde i 1918, hvorefter grevskabet overgik til sønnen, Hendrik Bille-Brahe-Selby. 

Herregården Hvedholm ved Faaborg.

Hvedholm blev gennemgribende restaureret i slutningen af 1800-tallet, hvor herregården blev indrettet efter nye idealer om familieliv. Foto: Bent Olsen.

Lensafløsningen i 1919

Lensafløsningsloven fra 1919 står som en skelsættende forandring i herregårdenes historie, idet den sidste rest af privilegier knyttet til grevskaber, baronier og stamhuse hermed blev ophævet. De overgik derfor til fri ejendom, dvs. at de skulle følge landets almindelige skatte- og arvelovgivning. Godserne skulle aflevere en afgift på 25 % af ejendommens, jordens og interiørets værdi til statskassen, hvilket var et hårdt slag for mange. En krise i landbruget, som satte ind i 1920’erne, gjorde kun ondt værre. 

I tiden mellem 1. og 2. verdenskrig gik op mod en tredjedel af landets største, slægtsejede godser ud af slægtens eje. Således også Hvedholm, hvor Hendrik Bille-Brahe-Selby i årene efter sin overtagelse af grevskabet i 1918 fik store udgifter for at kunne gennemføre lensafløsningens bestemmelser på Brahesminde. Den nye greve havde videreført en overdådig livsstil og havde bl.a. gennemført en kostbar ombygning af en anden af grevskabets herregårde, Steensgaard, som var hans primære hjem. Han havde i tiden op til overtagelsen oparbejdet en stor personlig gæld og forsømt at konsolidere grevskabets økonomi.

For at skaffe penge til afgiften til staten måtte først Østrupgaard (1926) og siden selve Hvedholm (1928) sælges. Det lykkedes dog foreløbigt at beholde jorderne og herregården Steensgaard, men godset var fortsat tynget af gæld. Da Henrik Bille-Brahe-Selby døde i 1937 blev også Steensgaard solgt. Fra at være et af landets rigeste godser var grevskabet Brahesminde i løbet af blot en generation opløst og dets forskellige ejendomme spredt for alle vinde.

Hvedholm i dag

Hvedholm købtes i 1928 af staten, der indrettede hovedbygning og park til et plejehjem under Sindssygehospitalet i Middelfart. Dette blev lukket i 1993, hvorefter Hvedholm blev opkøbt og indrettet som herregårdshotel.

Hvedholm er i dag del af hotelkæden Danske Slotshoteller, som foruden Hvedholm omfatter herregårdene Sophiendal, Kokkedal, Gammel Vrå, Store Restrup samt grosserer-boligen Sauntehus.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Om artiklen

Forfatter(e)
Dansk Center for Herregårdsforskning, Mikael Frausing, Sara Hai Abildtrup
Tidsafgrænsning
1475 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Boeskov, Signe Steen: Distinktioner og iscenesættelse i danske herregårdsmiljøer 1850-1920, ph.d.-afhandling, Dansk Center for Herregårdsforskning og Aarhus Universitet (2010)

Erichsen, J. og D. Tamm: Grever, Baroner og Husmænd – opgøret med de store danske godser 1919 (2014)

Laursen, J. og E. Schmidt: Herremanden. En adelig families storhed og fald (2013)

Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver – landskaber (1980)

Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde, bd. I-XX (1963-68)

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Om artiklen

Forfatter(e)
Dansk Center for Herregårdsforskning, Mikael Frausing, Sara Hai Abildtrup
Tidsafgrænsning
1475 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. februar 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Boeskov, Signe Steen: Distinktioner og iscenesættelse i danske herregårdsmiljøer 1850-1920, ph.d.-afhandling, Dansk Center for Herregårdsforskning og Aarhus Universitet (2010)

Erichsen, J. og D. Tamm: Grever, Baroner og Husmænd – opgøret med de store danske godser 1919 (2014)

Laursen, J. og E. Schmidt: Herremanden. En adelig families storhed og fald (2013)

Petersen, Steen Estvad: Danske herregårde. Bygninger - haver – landskaber (1980)

Roussell, Aage (red.): Danske Slotte og Herregårde, bd. I-XX (1963-68)

Udgiver
danmarkshistorien.dk i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning