Henrik Pontoppidan, 1857-1943

Artikler

Henrik Pontoppidan var en dansk forfatter og samfundskritiker. Hans værker beskæftigede sig især med menneskeskæbner, sociale klasseskel og det danske samfund. I 1917 modtog han Nobelprisen i litteratur.

Opvækst og uddannelse

Henrik Pontoppidan blev født 1857 i Fredericia og voksede op i Randers, hvor faderen, Dines Pontoppidan, i 1863 fik embede som præst ved Sct. Mortens kirke. Faderen var et belæst, selvstændigt og kritisk menneske, der havde udgivet et par teologiske arbejder, og hans kristendom var inspireret af Søren Kierkegaards opfattelse af hin enkeltes forhold til Gud. Børnene opfattede faderen som en streng og fjern patriark og knyttede sig tættere til moderen, som var interesseret i musik og litteratur. Begge forældre var svagelige, og hjemmets økonomi var stram, så der var ikke overskud til selskabelighed og fornøjelser.

I 1873 tog Henrik Pontoppidan realeksamen fra Randers Lærde Skole og rejste året efter til København for at uddanne sig til ingeniør. Han bestod uden problemer optagelsesprøven til Polyteknisk Læreanstalt og tog første del af ingeniøreksamenen i 1877, men opgav studiet to år efter, umiddelbart før den afsluttende eksamen.

Højskolelærer og forfatterdrømme

En sommer i Schweiz, en livsfarlig bjergbestigning og en alvorlig forelskelse i en lokal bondepige havde vakt nye tanker om livet og fremtiden. Henrik Pontoppidan ville hellere være forfatter end ingeniør, og hjemme igen kontaktede han sin bror, Morten Pontoppidan, som havde grundlagt en højskole i Freerslev ved Hillerød. Her virkede Henrik Pontoppidan som højskolelærer for at tjene til dagen og vejen, og da broderen siden blev forstander for Hjørlunde Højskole, flyttede han med.

I september 1881 udgav Henrik Pontoppidan sin første fortælling, ”Et Endeligt”, i ugebladet Ude og Hjemme. Bladet blev Pontoppidans første litterære tilholdssted, hvor han under mærket ”Rusticus” (manden fra landet) offentliggjorde noveller og dele af romaner, som siden blev reviderede, omarbejdede og samlede i bøger. Samme år giftede han sig også med gårdmandsdatteren Mette Marie Hansen og debuterede med novellesamlingen Stækkede Vinger.

Ungdomsforfatterskabet

Til ungdomsforfatterskabet hører foruden novellesamlingen Stækkede vinger (1881) bl.a. novellesamlingerne Landsbybilleder (1883), Fra Hytterne (1887) og Skyer (1890) samt de mindre romaner Sandinge Menighed (1883) og Isbjørnen (1887). Fælles for disse tidlige værker er den skarpe kritik af klasseskellene på landet: de rige bønders velbjærgede tilværelse og arbejdernes udsatte liv med sult, snavs og nød. Pontoppidan kredser gang på gang om de kræfter, der stækker menneskene og hindrer dem i at leve et værdigt liv. Bøgerne skildrer proletarernes glemte klasse, og de rummer samtidig en skarp kritik af gårdmanden og af højskolen, der er forbeholdt de velstillede bønder.

I den forstand var Pontoppidan en fremtrædende stemme i det moderne gennembrud ved at fokusere på den sociale arv som styrende kraft i menneskers liv og ved at pege på den politiske undertrykkelse. Pontoppidan var en stærk modstander af Højres konseilspræsident J.B.S. Estrup (1825-1913), der regerede gennem provisorier fra 1877 til 1894, og i sine erindringer mere end halvtreds år senere (udgivet 1933-40) sammenlignede han provisorietiden med Mussolinis og Hitlers diktaturer. Men Pontoppidan gav ikke politikerne hele skylden. I samlingen Skyer (1890) viser han, hvordan folket og oppositionen bøjer sig under åget, lader stå til og taler blomstrende i stedet for at gøre oprør mod styret.

Henrik Pontoppidan (1857 - 1943)

Henrik Pontoppidan (1857 - 1943). Fra: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

De tre store romaner

Dramatiske og begivenhedsrige år fulgte i Pontoppidans liv. Han mistede et barn, blev skilt fra sin første kone og giftede sig igen i 1892 med den københavnske embedsmandsdatter Antoinette Kofoed. I perioden 1889-91 blev han tilknyttet Politiken og Kjøbenhavns Børstidende som journalist, og han skrev i sidstnævnte blad en fast ugentlig artikel, ”Dagbog”, under mærket ”Urbanus” (manden fra byen). Pontoppidan var således ikke længere manden fra landet, men virkede nu i hovedstaden og havde fået fast adresse på Frederiksberg. I 1897 var han en kort tid igen tilknyttet Politiken med sin rubrik ”Enetale”, men samarbejdet fik en brat ende efter nogle uoverensstemmelser med bladets redaktion.

I samme periode påbegyndte Pontoppidan arbejdet med det første af de tre store hovedværker, romanen Det forjættede Land (1891-95), som blev fulgt af Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16). Alle tre romaner blev skrevet over flere år og udgivet som enkeltstående bøger, der siden blev omarbejdet og samlet i fælles udgaver. Romanerne udgør de absolutte højdepunkter i Pontoppidans forfatterskab, og han betragtede dem selv som en trilogi – et forsøg på at give et samlet billede af samtidens Danmark gennem skildringer af menneskeskæbner, der udtrykker tidens sociale, religiøse og politiske brydninger. Det var dog først og fremmest rækken af levende mennesker, som havde Pontoppidans interesse, og i mindre grad det historiske tidsbillede. Og det er da også de stærke og overbevisende personskildringer, der står tilbage, når man har læst romanerne til ende. I Det forjættede Land kapellanen og fantasten Emanuel Hansted, der bukker under for modsætningen mellem realitet og natursværmeri. I Lykke-Per præstesønnen Per Sidenius, der gør op med sin kristne arv og helliger sig et stort ingeniørprojekt, indtil han en dag indhentes af sin fortid og sig selv. Og endelig kollektivromanen De Dødes Rige, hvor godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard opgiver deres kærlighedsforhold på grund af mangel på tillid til følelserne, tilværelsen og det levende liv. Den moderne frigørelse endte i individualistisk tomhed og mangel på håb.

Henrik Pontoppidan blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1917 sammen med den i dag mere ukendte forfatter Karl Gjellerup (1857-1919). Lykke-Per er med på Kulturministeriets litteraturkanon.

Dobbeltsind og tvesyn

Henrik Pontoppidan havde en udpræget evne og vilje til at se sager og forhold fra flere sider. Denne evne kaldte litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen (1864-1953) for digterens dobbeltsind eller tvesyn. Eksempelvis ramte Pontoppidans satire og ironi ofte samtidens religiøse kredse, ikke mindst de magtstræbende grundtvigianere, som udvandede kristendommen for at tækkes de velbjærgede bønder. Men samtidig kunne sympatien ligge hos de – få – kristne mennesker, der formåede at fastholde en inderlig og ægte tro. Selv opfattede Pontoppidan sig som et ikke-troende menneske, men hans tvesyn gav ham et nuanceret syn på det religiøse. Han var således stærkt kritisk over for den protestantiske kirke, fordi præsterne ikke længere var troende. Men han var på samme tid stærkt kritisk over for den moderne frigørelse, som han opfattede som udtryk for hovmod og åndløshed.

Trods sin skepsis over for individualisering og frigørelse var han alligevel en del af det moderne gennembrud, og han betragtede foregangsmanden Georg Brandes som et menneske, der havde bragt oplysning og kundskab til det danske folk. Samtidig var han af den overbevisning, at det moderne samfund havde givet grobund for alle de dårlige sider af moderniteten: åndløs materialisme, magtbegær, egoisme, selvtilstrækkelighed, intolerance, tomhed – og dumhed. Henrik Pontoppidan var således på samme tid en stærkt engageret forfatter i sin egen samtid og en skarp kritiker og iagttager. Det gennemgående spørgsmål i forfatterskabet lød: Hvad betød det moderne gennembrud for samfundet og det enkelte menneske? Og Pontoppidan lod sit tvesyn svare med endnu et spørgsmål: Hvad er et menneske? Hvem er jeg?

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1857 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Vilhelm.: Henrik Pontoppidan (1917)

Ahnlund, Knut: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författarskapet (1956)

Ahnlund, Knut (red.): Omkring Lykke–Per (1971)

Busk-Jensen, Lise: ”Himmelflugt – Henrik Pontoppidan”, Dansk Litteraturs Historie, bind 3, 1870–1920. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, s. 219 – 249. (2009)

Tiemroth, Jørgen E: Det labyrintiske sind. Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881–1904 (1986)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1857 - 1943
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. maj 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Vilhelm.: Henrik Pontoppidan (1917)

Ahnlund, Knut: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författarskapet (1956)

Ahnlund, Knut (red.): Omkring Lykke–Per (1971)

Busk-Jensen, Lise: ”Himmelflugt – Henrik Pontoppidan”, Dansk Litteraturs Historie, bind 3, 1870–1920. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, s. 219 – 249. (2009)

Tiemroth, Jørgen E: Det labyrintiske sind. Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881–1904 (1986)

Udgiver
danmarkshistorien.dk