Hegelianismen i Danmark

Artikler

Hegelianismen er en retning inden for filosofien, som er opkaldt efter den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Fra 1820’erne og frem blev denne filosofi forbillede for en hel skole, der satte præg på metafysik, logik, religion, kunst, retsvidenskab, politik og teologi, i første omgang i det tyske kulturområde, men i stigende grad på europæisk plan. I Danmark fik denne retning især betydning i perioden 1830-48 som led i den liberale bevægelses kamp for en fri forfatning.

International baggrund

Hegels filosofi søger at relativere sondringen mellem det handlende og tænkende subjekt på den ene side og objektet for handling og tænkning på den anden. Det sker ud fra en principiel antagelse om en grundlæggende enhed mellem tanke og væren. Det indebærer en historisk udviklingstanke, hvori en overordnet helhedsfornuft gradvis danner og frigør sig gennem interaktion med sin modsætning, materien. Gennem stadige modsigelser og modsætninger, opbygges en helhedsfornuft, der kan sammenfatte vidt forskellige fænomener under ét, men ved at anerkende deres forskellighed. I Hegels historisk-politiske filosofi udlægges denne fornuft som statens gradvise opbygning i Europa fra antikken til det moderne konstitutionelle monarki i perioden efter Den Franske Revolution, dvs. i Hegels egen levetid.

Ved at lægge vægt på staten og det bestående i modsætning til f.eks. forestillinger om individers medfødte, naturlige rettigheder kan Hegels filosofi tages til indtægt for konservative forsvar for traditionen og eksisterende samfundsforhold. Ved samtidig at fordre fornuftens historiske fremskridt som almengyldigt, f.eks. ved at hævde almengyldigheden af Den Franske Revolutions menneske- og borgerretsprincipper over for enevældige stater, kan den dog også tages til indtægt for liberale reformkrav. Og ved at insistere på fornuftens substantielle karakter, kan en liberal hegelianisme desuden videreudvikles til en radikal eller socialistisk kritik af de sociale og økonomiske uligheder, der kan rummes inden for liberalistiske rettighedsforståelser.

Alle tre potentialer blev udviklet blandt tyske hegelianere efter Hegels død og et årti frem i en tæt interaktion mellem religionsfilosofiske og aktuelle politiske diskussioner. Derfor begyndte man også fra midten af 1830’erne at gruppere Hegels disciple i henholdsvis højre-, centrum- og venstrehegelianere. Af de tre fik den sidste strømning det længst varende eftermæle ved blandt andet at indgå i dannelsen af marxismen.

Portræt af den danske forfatter Johan Ludvig Heiberg. Heiberg mødte G.W.F. Hegel under sit lektorat ved universitetet i Kiel 1822-1825. Dette førte til studier af hegelianismen, og Heiberg blev sidenhen højrehegelianismens første og fremmeste fortaler i Danmark. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev brugt i anskuelsesundervisningen fra starten af 1900-tallet. Fra: AU Library, Campus Emdrup (DPB) - se flere anskuelsestavler her

Dem danske hegelianisme

Hegels filosofi dukkede op i dansk åndsliv fra midten af 1820’erne, tydeligst hos Johan Ludvig Heiberg. Den genoplivede interesse for grundlæggende politiske og forfatningsmæssige spørgsmål, som ses i danske debatter fra 1830 og frem, lagde dog grunden til en bredere, mere politisk og historisk orienteret hegelianisme. Selv om en del liberale kritikere ofte tilskrev Hegel meget autoritære og konservative holdninger, voksede denne retning navnlig frem blandt liberale oppositionelle. Det gælder især den kreds af skribenter, der fra 1839 var samlet omkring dagbladet Fædrelandet, herunder de senere hovedforfattere til 1849-grundloven, Orla Lehmann og D.G. Monrad. I denne kreds inddrog man især den hegelianske rets- og historiefilosofi med henblik på at fremstille både nationens og verdens historie som en langsigtet syntese af frihed og orden. Dette indebar, at de liberale kunne anerkende enevældens historiske berettigelse på et tidligere historisk udviklingstrin samtidig med, at de kunne hævde, at tiden nu krævede et konstitutionelt monarki. Dette historiske argument var samtidig forbundet med en fordring om en afvikling af helstaten til fordel for en dansk nationalstat i samklang med andre europæiske nationalstater på konstitutionelt-monarkisk grundlag. Under omvæltningerne i 1848-49 vandt dette synspunkt stor opbakning.

Denne dominerende liberale hegelianisme betød, at mange kritikere af sådanne udviklinger samtidig afviste de hegelianske grundprincipper. Enkelte kritikere af de liberale principper kunne dog også finde støtte i Hegels filosofi. Det gjaldt først og fremmest Johan Ludvig Heiberg og dele af kredsen omkring ham, herunder den unge Søren Kierkegaard. De angreb de liberale for at ville forhaste historiens udvikling hen imod et konstitutionelt monarki og dermed se bort fra, at det brede publikum endnu slet ikke var modent til et sådant politisk ansvar. På den anden fløj stod dele af miljøet omkring avisen Kjøbenhavnsposten, navnlig den kritiske teolog Frederik Beck, der med inspiration fra den tyske venstrehegelianisme kritiserede kredsen omkring Fædrelandet for at have sat en snæver national chauvinisme over de konstitutionelle principper og den sociale kamp for retfærdighed.

Disse på én gang filosofiske og politiske debatter blev afgørende i årtiet op til junigrundloven og var med til at præge dennes udformning. Med enevældens fald forsvandt dog samtidig det politiske grundlag for de liberales inddragelse af hegelianske argumenter. Politisk-teoretiske debatter med direkte inspiration fra Hegel eller de tidlige hegelianere i udlandet ses ikke i de efterfølgende årtier. Mange af de grundpositioner, som var blevet udviklet i disse debatter, kan dog hævdes at have haft en mindre direkte indflydelse også på senere politiske og kulturelle strømninger, herunder brandesianismen, radikalismen og den socialdemokratiske bevægelse.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1825 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friisberg, Claus: Ideen om et frit Danmark (2003).

Nygaard, Bertel: ”Frihed, enhed og historie. Hegelianismen i dansk politisk kultur i det 19. århundrede”, i Slagmark, nr. 50 (2007).

Stewart, Jon: A History of Hegelianism in Golden Age Denmark (2007).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1825 - 1850
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Friisberg, Claus: Ideen om et frit Danmark (2003).

Nygaard, Bertel: ”Frihed, enhed og historie. Hegelianismen i dansk politisk kultur i det 19. århundrede”, i Slagmark, nr. 50 (2007).

Stewart, Jon: A History of Hegelianism in Golden Age Denmark (2007).

Udgiver
danmarkshistorien.dk