Hedeby

Artikler

Hedeby var i vikingetiden Danmarks største og vigtigste by, og lå i det sydligste Jylland, i dag Tyskland. Byen var placeret tæt ved flere af datidens vigtige færdselsårer, som gav byen en central rolle i den europæiske handel, og der fandt en rig udveksling sted af både varer og kultur. Kristendom og hedenskab levede side om side i denne by, som købmænd rejste til fra nær og fjern for at handle med blandt andet pels, keramik og slaver.

Hedebys placering inderst i fjorden Slien.  

Nordens største handelsby
Arkæologiske fund viser, at der eksisterede en handelsplads i området syd for Hedebys centrale bebyggelse allerede i 700-tallet. Ifølge De frankiske Rigsannaler blev Hedeby nyordnet som handelsplads, da den danske konge Godfred i 808 tvangsflyttede handelsfolk hertil fra Østersøbyen Reric. I løbet af 800-tallet og op gennem 900-tallet voksede Hedeby sig til et vigtigt knudepunkt for europæisk og skandinavisk handel. Ribe i Jylland, Birka i Sverige og Kaupang i Norge var andre vigtige nordiske handelsbyer, men med et indbyggertal på mellem 1000 og 2000 var Hedeby den største.

Handelscenter mellem øst og vest
I løbet af vikingetiden blev Hedeby et knudepunkt i europæisk handel blandt andet på grund af sin gode beliggenhed. Den centrale færdselsåre, der senere blev kendt som hærvejen, løb tæt forbi byen. En placering i bunden af fjorden Slien og nærheden til voldkomplekset Dannevirke gav byen et godt forsvar, og fjorden åbnede samtidig mulighed for at handle med områderne omkring Østersøen. Dette er blandt andet beskrevet i den handelsrejsende Wulfstans beretning fra ca. 890. Desuden lå Hedeby ikke langt fra de sejlbare vandløb Trenen og Ejderen, der gjorde det muligt også at sejle varer til Vesteuropa.

Handel og håndværk
Langs Hedebys træbelagte gader boede håndværkerne side om side i små huse, hvor de også havde deres værksteder. I større huse boede købmændene. Mange udenlandske handlende rejste igennem byen og nogle har måske bosat sig der permanent. Købmænd kom fra både nær og fjern. Mange handlende kom fra Skandinavien og Friesland ved Nordsøen, men også folk fra fjernere egne kom til Hedeby, som blandt andet den jødiske købmand At-Turtushi fra Spanien. Herudover var handel med byens opland også af stor betydning. Købmændene havde alle forskellige varer med; heriblandt frankisk keramik, østeuropæiske slaver, svensk jern og norsk pelsværk. Arkæologiske fund af smykker og støbeforme i frankisk og nordisk stil viser, at der blev sigtet på salg til både Norden og Vesteuropa. Nogle varer blev også produceret i Hedeby.

Hedeby mellem hedenskab og kristendom
I midten af 800-tallet blev Hedeby stedet for den første kirke i Danmark som følge af den tyske missionær Ansgars virke i området. Ansgar var i 832 blevet indviet til ærkebiskop af det nyoprettede ærkebispesæde i Hamburg med Norden som missionsområde. Det tog dog mange år, før kristendommen slog fuldt igennem i hele Danmark, men i Hedeby levede kristendom og hedenskab side om side, hvilket fund af støbeforme til både kors og Thors hammer vidner om.

Fra Hedeby til Slesvig
Ifølge de skriftlige kilder blev Hedeby udsat for angreb flere gange i løbet af 1000-tallet. Sidste gang var i 1050 under en krig mellem den norske konge Harald Hårderåde og den danske konge Svend Estridsen. De arkæologiske udgravninger viser, at Hedeby omkring dette tidspunkt ophørte med at eksistere, og byens funktioner flyttede til den anden side af fjorden, hvor byen Slesvig opstod.  Her kunne havnen også tage imod de voksende skibe, som Hedeby var blevet for lille til.

Rekonstruktion af Hedeby. Foto fra Wikimedia Commons

Om artiklen

Forfatter(e)
Malene Rindom
Tidsafgrænsning
700 - 1050
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. januar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else: Vikingernes Verden, 2001.

Udgiver
danmarkshistorien.dk