Hartvig Frisch, 1893-1950

Artikler

Hartvig Frisch var uddannet klassisk filolog og en central figur i Socialdemokratiet i størstedelen af mellemkrigstiden og frem til sin død i 1950. Frisch huskes især for sin kritik af både kommunismen og fascismen, som den blev formuleret i bogen Pest over Europa fra 1933. Heri argumenterede Frisch desuden for, at Socialdemokratiet måtte bevæge sig i en mere forsvarsvenlig retning, og det kom til at have vedvarende betydning for partiets forsvarstænkning.  

Uddannelse og studieliv

Hartvig Marcus Frisch blev født i Hillerød i 1893. I 1910 påbegyndte han sine studier på Københavns Universitet med hovedfag i historie, men skiftede dog hurtigt spor og blev uddannet klassisk filolog. I løbet ad sin studietid blev Frisch optaget af politik, og han meldte sig i 1911 ind i Socialdemokratiet og forblev medlem til sin død. Som barn af det københavnske borgerskab og som akademiker var Frisch en sjælden fugl i datidens Socialdemokrati. I sin ungdom var han inspireret af fætteren Herbert Iversen (1890-1920), der i 1910’erne var en indflydelsesrig filosof og politisk debattør med klare socialistiske holdninger. I sin tid på Københavns Universitet lagde Frisch mange kræfter i Studentersamfundet, hvor han blev formand i 1923. Her diskuterede han og hans medstuderende datidens store samfundsspørgsmål, og de klassiske socialistiske og marxistiske tekster blev flittigt læst og debatteret. Han var endvidere medstifter af det venstreorienterede tidsskrift Clarté (Klarhed) fra 1926, som efter fransk forbillede favnede både socialdemokrater, kommunister og kulturradikale.

Hartvig Frisch som forfatter

Frisch foretog en længere studierejse til Italien og Grækenland i begyndelsen af 1920’erne. Rejsen var forarbejdet til det indflydelsesrige tobindsværk Europas Kulturhistorie, som udkom i 1928 og blandt andet opnåede berømmelse på grund af Frischs definition af kultur som vaner. Han forsøgte at frigøre begrebet fra race, stat og sprog og forklare, at kultur relaterer sig til traditioner. Bogen blev hurtigt en klassiker og har været genudgivet talrige gange siden.

Gruppebillede fra Forum Romanum i 1920’erne. Hartvig Frisch sidder yderst til højre. De andre personer er fra venstre forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950), kunstnerne Johannes Larsen (1867-1961) og Peter Hansen (1868-1928), Elisa Hansen (1862-1948) og Else Jensen (1878-1968) . Foto: Det Kongelige Bibliotek.

På studierejsen oplevede han også den italienske fascismens opståen på nært hold. Dette gjorde stort indtryk på Frisch og var medvirkende til, at han i 1933 skrev bogen Pest over Europa, der grundigt analyserede datidens tre fremvoksende totalitære ideologier: fascisme, nazisme og kommunisme. I bogen fremhævede han den næsten symbiotiske relation, han mente at se mellem fascismen/nazismen på den ene side og kommunismen på den anden. Hvor fascisterne/nazisterne kom til magten, skyldtes det, ifølge Frisch, at kommunisterne med deres revolutionære overbudspolitik havde splittet den reformistiske arbejderbevægelse og dermed svækket socialdemokratismen. Desuden mente han, at kommunisterne med deres militære optræden skræmte borgerskabet og under visse omstændigheder radikaliserede dette, så det kom til at opfatte fascismen/nazismen som et belejligt værktøj til at udrydde kommunisterne og ved samme lejlighed også slippe af med den organiserede socialdemokratiske arbejderbevægelse, inklusiv fagforeningerne. Hvor kommunisterne fik stor indflydelse var det ofte med den, ifølge Frisch, fejlagtige påstand, at kommunisterne var de eneste, der aktivt bekæmpede fascismen/nazismen.

I Pest over Europa advarede Frisch imod at lade sig indfange af de antiparlamentariske bevægelser og argumenterede for, at det var nødvendigt at kæmpe aktivt for at bevare demokratiet. Han slog til lyd for at sikre dette ved at føre en politik, som fremmede beskæftigelse og social velfærd og dermed et trygt og stabilt samfund. Derfor mente han også, at Socialdemokratiet måtte favne bredere i befolkningen og ikke kun være et parti for arbejderen. Belært af erfaringerne fra Weimar-republikken (det tyske rige 1919-33) fremhævede han desuden, at man tillige måtte have regulære magtmidler i form af politi og militær til at forsvare demokratiet. Bogen blev et ideologisk monument for en generation af unge socialdemokrater, f.eks. de senere statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen.

I løbet af sin levetid udgav Hartvig Frisch en mængde andre værker om sit fag og den politiske samtid. Sideløbende var han fra 1918 gymnasielærer. I 1941 blev han dr.phil. og professor i klassisk filologi ved Københavns Universitet, hvor han virkede til 1947.

Politisk karriere

Hartvig Frisch blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 1926, og i 1935 blev han gruppeformand og ordfører for partiet. Dermed var han ikke længere kun idépolitiker, men nu også en del af den socialdemokratiske partitop. På linje med sine anbefalinger for partiets udvikling var han medvirkende til at formulere den ideologiske begrundelse for Socialdemokratiets nye og mere bredtfavnende kurs, der blev præsenteret i Danmark for Folket-programmet fra 1934.

Hartvig Frisch (til venstre) til 1. maj i Friheden i Aarhus, 1937. Han står sammen med forretningsfører Th. Clausen. Som ung blev Frisch opereret for pandehulebetændelse og fik et markant ar i panden. Foto: Den Gamle By.

Danmarks næsten kampløse overgivelse i forbindelse med besættelsen 9. april 1940 fortvivlede Frisch, men gjorde det dog samtidig klart for ham, at der derefter ikke var noget alternativ til samarbejdspolitikken med tyskerne. På grund af sin antinazisme blev Frisch en yndet skydeskive for DNSAP’s propagandaoffensiv i efteråret 1940, hvilket svækkede regeringen. Frisch blev derfor bedt om at trække sig fra sine politiske poster. Trods sin officielle tilbagetrækning fastholdt han sin fremtrædende position på de indre linjer i Socialdemokratiet.

Både under og efter besættelsen var Frisch en fremtrædende kritiker af modstandsbevægelsen. Han anså besættelsestidens frontlinjer for at være en bekræftelse af synspunkterne i Pest over Europa. Nazismens tilstedeværelse i Danmark gav det illegale kommunistiske parti (DKP) politiske muligheder for mobilisering via modstandsbevægelsen, og omvendt fik modstandskampen den nazistiske besættelsesmagt til at øge sin magtudøvelse og undertrykkelse i Danmark. Efter krigen kritiserede Frisch også de mange stikkerlikvideringer, der fandt sted i besættelsens sidste år. Han anså dem for at være mord; manglen på rettergang og bruddet med de demokratiske værdier havde Frisch svært ved at tolerere. Denne holdning mødte stærk modsigelse fra modstandskredse og deres sympatisører. I samme kredse blev han også bebrejdet for sin sammenligning af retsopgørets indfangning og internering af landssvigere i Danmark med det fascistiske Italiens behandling af regimets modstandere.

De sidste år

Frisch markerede sig også på andre måder – blandt andet som redaktør af og hovedskribent på bogværket Danmark Besat og Befriet (I-III, 1945-48), som fremstillede besættelsestiden i et socialdemokratisk lys. Her gik den tidligere historiker ikke af vejen for at manipulere med kilderne for at fremstille sit parti i det ønskede lys. Det skete for eksempel med den usande påstand om, at Hans Hedtoft allerede i 1941 skulle have ønske et brud med besættelsesmagten i stil med det, som fandt sted den 29. august 1943. Påstanden blev i bogværket underbygget med en stærkt tendentiøs beskæring af et talemanuskript fra Hedtofts hånd.

I 1947 blev Frisch undervisningsminister i Hans Hedtofts regering og gennemførte en større retskrivningsreform, der blandt andet indebar, at det store begyndelsesbogstav ved navneord blev fjernet, og at der indførtes ’å’ i stedet for ’aa’. Frisch opnåede ikke væsentligt flere lovgivningsresultater, da han i 1949 blev uhelbredeligt syg af kræft. Han døde i 1950. Mens Frisch ikke huskes som nogen fremragende minister, er han bredt anerkendt som en af det 20. århundredes mest markante danske idépolitikere. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1893 - 1950
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. marts 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Christiansen, Niels Finn: Hartvig Frisch. Mennesket og politikeren, 1995

Gram-Skjoldager, Karen, og Thorsten Borring Olesen: ”Promise or Plague? Hartvig Frisch, Denmark and the European Challenge 1920-1950”, i Ann-Christina Lauring Knudsen and Karen Gram-Skjoldager (red.): Living Political Biography Narrating 20th Century European Lives, 2012

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945 – Dansk udenrigspolitiks historie 4,Gyldendals Leksikon, 2003

Wium Olesen, Niels: ”Med loven – imod diktaturet!”, i Joachim Lund (red.): Partier under pres, 2003, s. 21-65

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Louise Skovholm Bøgh, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1893 - 1950
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. marts 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Christiansen, Niels Finn: Hartvig Frisch. Mennesket og politikeren, 1995

Gram-Skjoldager, Karen, og Thorsten Borring Olesen: ”Promise or Plague? Hartvig Frisch, Denmark and the European Challenge 1920-1950”, i Ann-Christina Lauring Knudsen and Karen Gram-Skjoldager (red.): Living Political Biography Narrating 20th Century European Lives, 2012

Lidegaard, Bo: Overleveren 1914-1945 – Dansk udenrigspolitiks historie 4,Gyldendals Leksikon, 2003

Wium Olesen, Niels: ”Med loven – imod diktaturet!”, i Joachim Lund (red.): Partier under pres, 2003, s. 21-65

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk