Hans Christian Holm Bjørnsens brev om slaget ved Helgoland

Marinemaler Carl Dahl: Slaget ved Helgoland.

Kilder

Kildeintroduktion:

Under Slaget ved Helgoland 1864, hvor den danske eskadre sejrede over den forenede østrigske og preussiske eskadre, gjorde en ung, 30-årig sømand, Hans Christian Holm Bjørnsen, tjeneste ombord på den danske fregat "Jylland" som styrmand.

H.C. Holm sendte under sin orlovstjeneste en del breve til sin forlovede Anine Dorothea Marie Nielsen. Disse breve er endnu bevarede, heriblandt det nedenstående, som styrmanden sendte få dage efter sin deltagelse i kampen den 9. maj.

 

Christianssand den 12. Mai 1864.

Min kjære Anine!

Jeg haaber, at du modtog de Par Ord, jeg skrev dig førende min Afreise. Vi forlod Rheden Kl. 10½ og traf sammen med Eskadren næste Morgen under Norge; vi gik da ind til Christianssand for at fylde Kul. Der var saa mange Mennesker ombord for at see Skibet, Damer og Herrer, til sildig paa Aftenen, og de fleste af Officererne vare i Land; jeg havde tilfældigt Vagt, saa at jeg ikke kunde være med. 1ste Styrmand var syg:

Vi seilede næste Morgen tilsammen SW efter; sidste Søndag fik vi en Damper i Sigte, og lige efter Gudstjeneste blev der gjort Signal fra Eskadrechefen for os at være klar; 1 Time efter kunde vi see, at det var en Dampfregat; da Jylland er den, der altid bliver jaget med, fik vi Ordre at styre over mod Fregatten, og han vilde komme bag efter, naar vi fik Damp op, vi gik da og nærmede den, gjorde klart skib, det viste sig imidlertid at være en engelsk Fregat, en sendte en Officer ombord og bragte os Efterretninger om, hvor den østrigske og preussiske Flaade var; den havde nemlig passeret Dem Natten i forveien, og han tilbød os tillige sin Tjeneste, hvis han kunde gjøre Noget for os (saavidt hans Neutralitet tillod det); vi styrede da ind imod vores Øer paa Vest Kysten af Jylland og laae under smaa Seil hele Natten.

Jeg kommer først nu til dét, jeg egentlig vilde fortælle Dig, nemlig om den Battalie[1], vi havde. Du har vel læst om det i Bladene, men det er vist fra det Tydske, dog i denne Affaire kan De ikke lyve for Europa, thi Engelskmanden var Vidne til hele Affairen, saa Sandheden vil nok komme for Dagen, men for Dem hjemme, der har Venner eller Bekendte ombord, er det jo altid en Trøst at høre fra en, der selv har deltaget i Kampen, om Resultatet.

Den 10de Morgen stod Niels Juul, Jylland og Heimdal under Damp op mod Øen Helgoland, hvilken ligger ved Indløbet til Elben, men hører England til, henad Formiddagen fik vi Sigte paa Røg af flere Dampskibe kommende ud fra Elben, Admiralen eller Commandeur Suenson, han var som Chef for Jylland i 1862, er nu Eskadrechef, han signaliserede for os at komme nær til ham, hvilket vi ogsaa gjorde, han tiltalte os da paa følgende Maade:

”Manne, der har vi Fjendens 5 Skibe; to er større end os, lad os slaaes tapper sammen og gjør Eders Bedste og vis Eder ligesom Eders Kammerater har gjort paa Landet”, hvilket blev besvaret med mange Hurra.

Han befalede at holde tæt sammen, og vi formerede da Slagordren; Kl. 1½ omtrent kom de da paa Skudvide af os; den østrigske Admiral fyrede først, hvilket vi svarede. (Der var to store østrigske Fregatter og en stor Kanonbaad og den preussiske Adler og en Kanonbaad); vi gik meget langsomt, men i modsat Retning, vi fyrede stadig væk, og Granatter vislede omkring os; jeg gik bort fra Grundtallien[2], da jeg ikke kunde staa med Hænderne i Lommen og see paa dét, jeg tog derpaa fat ved Kanonen Nr. 15, den agterste, saa at jeg var nær min Post, efter lidt Paamindelse fulgte mine Folk mig, som hørte til Grundtallien, der var den største Orden og Stilhed paa Batterierne, ligesom om det var den daglige Exercise, jeg forsøgte at faa fat paa Preusser Adler, men den var gjerne i Skjul af de Andre.

1 Time gik, vi havde end nu ikke Nogen Saarede eller Døde eller Nogen som helst Skade, men nu styrede vi imod hinanden, saa vi kom ganske nær hinanden, og nu gik det lystig til: thi taler om Døbbel med deres men det kunde ei have gaaet muntr til end her, hvis Du har lagt Mærke til om Sommeren i en Plaskregn, hvordan det hopper op i Rendestenen, saa har Du maaske en Ide om, hvordan det saa ud i Vandet omkring os, og man hørte Dem suse saa lystig, en Masse faldt agten for os, nogle sprang ret over os, nu først saae vi Saarede blive firede ned fra Dækket.

Skibssergenten kommer til mig, spørger, om jeg vil have en Snaps; jeg drikker En, og en Underofficer, der staar ved min Side, beder om, at han vil see jævnlig til os med Flasken; nu hører vi et Spektackel, en Granat er kommet paa Dækket og slaaet vores Klokke i Stykker og dræbt 5 Mand, en af Dem siger, jeg troede, jeg var saaredt, løber agter ud og falder Død om. 1ste Seilmager faaer sig en Snaps, rækker Flasken til en Anden, og i det samme kommer en Kugle og tager hele Armen og Siden bort, og han er Død; de andre mistede det halve og hele Hoved, deriblandt 2 Soldater, saa kommer Én og skyder vores Baade i Stykker, saa at vi ei engang seer Redning for os, hvis vi skulde synke; de Saarede vedbliver at blive nedfirede hos Lægerne, der har travlt.

En liden Hornblæser staar og blæser avancer, pludselig kommer et stykke Kranat og skyder ham i Armen, hvilken han vil miste; han græder og løber selv ned til Doctoren; en ung Fyr, som jeg har gaaet sammen paa Skolen og var med til Ballet, og som Du leverede Pakken til paa Toldboden, fik sit Laaer skudt af, saa høit som det kunde komme; men han var endnu i godt Humeur indtil i Gaaer, da han fik Fever, og nu til Tider fantaserer han. Nu kommer en Granat ind paa Batteriet, skyder hele Mandskabet bort fra en Kanon; Dækket er rødt af Blod, og en kan neppe staae, det er saa gladt; Blodet løber ud af Hullerne ligesom Vand. Vi arbejder rask væk med Kanonen, jeg hører Noget komme susende og lugter brændt. Én siger, deres Trøje er brændt – der er 2 Huller i den paa Skulderen, jeg tager den af og ligger den i Chefens Kahyt.

Strax derpaa et Susen og et Skrald, en Kranat er sprunget i Chefens Kahyt, man kan intet see for Krudtdamp, jeg falder over imod en Kanon og ligger der, min Kasket flyver af sted, jeg føler svær Pine i Bagdelen, Røgen klarer væk, der ligger 2, der stod ved Siden af mig, én af dem én Underofficer og den anden en af mine Roergjængere, hvilken sidste fik et stykke Kranat i Siden, den anden i Benet og er haardt saaret; jeg ligger og graver i deres Blod, de ser mig, giver mig Haanden og siger Farvel til mig; de bliver slæbt bort, og jeg forsøger at staae op, hvilket gik meget godt; jeg følte kuns en liden Mathed, jeg føler paa min Ende, om den er saaret, da den smertede mig frygtelig, der er Hul i Buxerne, og Kjødet er lidt ophævet og en sort Plet, jeg tænker, det maae være den, der saarede min Naboe, at den har paseret mig paa langs; jeg faaer en Tår Øl og gaaer til Kanonen igjen efter at have faaet min Kasket tilbage helt blodig – det gaaer rask med Skydningen; endelig udbryder fra Dækket og paa Batteriet et stadig Hurra, det østrigske Admiralskib brænder: saa faaer vi en, der skyder Ratlinien[3] og Grundtallien bort: jeg halter hen til min Post og seer Skaden, faaer en ny skaaret; medens 2. Styrmand faaer den anden gjort i Stand, styrer jeg med Tallierne nede i Chefens Kahyt, hvor jeg finder min Trøje begravet under nedskudte Brædder og Døre og Stole, dog ikke spoleert, vi skyder under stadig Hurraråb, den brændende Fregat gaaer bort i synkefuld Tilstand; de Andre kommer og faaer nogle Skud, og løber da af sted; den, der brændte, smed sit Krudt overbord, og man saa Mennesker flyde i Vandet; vi turde ikke jage dem, da vi ellers kom paa engelsk Grund – efter hvad vi senere har hørt, havde den 150 Døde og Saarede og færdig til at synke.

Vi ventede da lidet for at see, om De vilde komme tilbage, og vi fik Order at repairere Skuden og være klar til Slag, saa fra Kanonerne til Takklagen. – De kom ikke, saa senere stod vi tilbage mod Øerne og ordne paa Skibet hele Natten. Vi var i Midten, vi leed derformeest, da de alle skød paa os, 11 Døde har vi og 30 Saarede foruden andre, der ligesom jeg har faaet Skraber; den kjønne Jylland er nu intet andet end bare Lapper; alt dette kan ske i saa kort Tid, man kan ikke sige andet, end vi vare tappre; har Landsoldaten viist sig, saa har Marinen gaaet bort med Seier, skjøndt den var haard; en halv Time, og Jylland og dens Besætning havde været i Luften. Lykkelig de Faldne, og at beklage ere de Saarede; thi det er ei som paa Land Kuglesaar, men her er det Splintersaar og Arme og Ben misted, derblandt de 2 stakkels Fyre, som er ved Forstanden, skjøndt de haver mistet alt under Munden; de tørster stadig, og faaer de Vand, løber det ud af Halsen. De kan ei leve. Gud give, de ei maa lide længe. Dagen efter Slaget havde vi Gudstjeneste, og enhver følte sig letted derved. Vi skal begrave de Døde her; Jeg antager Normændene vil gøre mere Stads af det end Hjemme, thi der er det kuns for Oficerer.

Vores Syge skal nok ogsaa i Land her, Gud være lovet, thi i Batallien kunde jeg godt taale at se Dem falde, eller see et Hoved flyde omkring eller en Støvle med et Ben i; men nu kan jeg ikke taale at komme til de Saarede, thi tale gjør de ei, det ligger stadig i dvale. Om vi skal repairere lidet her, det veed jeg ei, men jeg vilde gjærne ud til det Rak og vise Dem, at hvis De vil slaaes, kan han komme til Nordsøen, og da skal han faae det.

Nu, kjære Anine, Farvel, jeg er lidet stiv i det ene Been og i min Ende, men ellers rask, vi er i lav med at subskribe til de Faldnes Efterladte. Hils dine og mine Forældre og enhver især af Familien, ikke at glemme August. Jeg er klar igjen til at slaaes, dit Portrait følger mig, saa om jeg end falder, da er Du med mig, og Du skal ei have Skam af mig. Lev vel, søde Pige, mange Kys til dig. Falder jeg, da erindrer, at jeg var dig hengiven og troe til Døden.

Christian

 


[1] Battalie: Slag

[2] Grundtallien: Taljer anvendes i forbindelse med rorgrejet. En talje er et redskab bestående af to blokke og en taljeløber, der er skåret i blokkene. Blokkene kan være indstroppede, med krog eller ring i enden, og taljer benyttes til at formindske halekraften ved bevægelse af tungere emner, der enten skal løftes, sænkes eller flyttes på anden måde. I dårligt vejr sættes på hver side af rorpind eller rat en talje, som kan lette arbejdet med at bevæge rorfladen. På krigsskibe bruges de til at styre med hvis ratlinen springer eller rattet bortskydes.

[3] Ratlinien: Linen, der ligger rundt om rataksens rulle og hvorfra den via blokke i skibssiden går ned til rorpinden eller en styremaskine.

Om kilden

Dateret
12.05.1864
Oprindelse
D.S.I Fregatten Jylland
Kildetype
Brev
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk