Hal Koch: "Politisk Ortodoksi" 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 7. april 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle.

Teologen Hal Koch (1904-1963) virkede således fra 1936 som professor i nordisk kirkehistorie ved Københavns Universitet. Hal Koch var fra 1940 formand for Dansk Ungdomssamvirke, der havde til opgave at opdrage ungdommen til demokratisk tankegang. Han spillede en betydelig rolle i kritikken af retsopgørets legitimitet og omfang efter besættelsestidens ophør. Hal Koch forfattede som led i demokratidebatten indledt i 1945 bogen "Hvad er demokrati" (1945), der er blevet stående som et hovedværk i dansk demokratiteori.


Sidste Sommer skrev Prof. Jørgen Jørgensen i Frit Danmark en Artikel om Demokratiets Ret til at forsvare sig, idet han her tænkte paa et Forsvar ikke blot med Ord og Aand, men med Straffelove og Vaaben. Dette gav Anledning til en Diskussion, hvis vægtigste Bidrag blev samlet i den lille Pjece "Ordet eller Sværdet", som Professor Ross her nylig anmeldte i Politikens Kronik. Herved er Diskussionen blevet rejst paa ny, idet Poul Henningsen har uddybet sit Standpunkt, der vel bedst kan betegnes som "Frihed uden Rationering", medens Professor Hurwitz forleden i en Kronik "Vagt om Demokratiet" understregede Nødvendigheden af at skride ind over for revolutionære Partier og skadelig Propaganda. Professor Hurwitz' Overvejelser er saa besindige og vel gennemtænkte, at de fleste Læsere sikkert vil være tilbøjelige til at give ham Ret, naar han ender med at hævde, at det let kan ende med Forskrækkelse, om man paa Forhaand binder sig til kun at bekæmpe den antidemokratiske Forgiftning med aandelige Vaaben. "Naturligvis kan Forbud og Lovregler ikke isoleret afværge en truende Udvikling. Der maa staa Opinion bag. I saa Fald kan de støtte sociale Kræfter i Kamp mod Misdannelser. Og Demokratiets Forkæmpere skal da ikke tage Afstand fra dem, men indlemme i deres Arsenal".

Dette lyder som fornuftig Tale, ikke mindst paa Baggrund af, hvad vi har oplevet. Og saa er det dog en skæbnesvanger Tendens i Tiden, der her har faaet et ganske vist besindigt, men netop derfor dobbelt farligt Udtryk. Stilles man over for Jørgen Jørgensen, der mistænkes for at være Kommunist, og som derfor læses og tolkes ud fra den politiske Ufrihed i Rusland, reagerer de fleste. Føres de samme Tanker frem af en udpræget Tilhænger af det vesteuropæiske Demokrati, glider de derimod ned.

Diskussionen mellem Poul Henningsen og Hurwitz drejer sig væsentlig om det Spørgsmaal, hvorledes man skal sikre Demokratiet. Poul Henningsen tror ikke paa Nytten af Indgreb ved Lovgivning og Magt. Det onde vil da blot vide at maskere sig. Hurwitz giver ham til en vis grad Ret heri, men mener dog, at der kan komme Tilfælde, hvor et Statsindgreb fører sikrere til Maalet. I al Almindelighed skal man ikke forbyde politiske Partier, men i farlige Situationer og over for yderliggaaende Kræfter skal man dog ikke altid vige tilbage for et saadant Forbud.

Fælles for begge Parter er imidlertid Maalet. Om dette er der ingen Tvivl. Det er at sikre og gennemføre Demokratiet. Uenigheden opstaar først, naar Talen bliver om Midlerne. Og skønt jeg i det principielle ganske slutter mig til Poul Henningsen, kan jeg ikke nægte, at mit Indtryk af Forhandlingen er dette, at hvis Diskussionen skal føres paa det her givne Grundlag - som en Diskussion blot om Midlerne - vil det overvejende Flertal ud fra almindelig sund Fornuft ende med at slutte op om Hurwitz.

Tanken med disse Linjer er da at føre Diskussionen bort fra Spørgsmaalet om Midlerne tit i Stedet rejse det Problem om Maalet virkeligt kan siges uden videre at være det at sikre Demokratiet. Bag denne Tankegang ligger som den selvfølgelige Forudsætning, at man ved, hvad Demokrati er. Ellers giver det hele ingen Mening - saa lidt som den nu herskende politiske Intolerance. I Virkeligheden er det Middelalderens Ortodoksi om igen. Dengang vidste Kirken, hvad der tjente til Menneskenes timelige og evige Vel, og hvad der førte til deres Fordærv, og det var en skændig Kirke, som ikke benyttede denne sin Viden og om mulig satte Magt bag for at gavne det Gode og holde det Onde nede. Den Stat, som nu toner frem, ved i Sandhed ogsaa, hvad der gavner Menneske og Samfund - nemlig Demokratiet. Inden for dette findes der en Række Nuancer og om dem kan man forhandle. Men selve Maalet staar fast. Det er Demokratiet, der gavner. Omvendt ved man med ikke mindre Sikkerhed, hvad der skader og ødelægger: det udemokratiske, og Maalet er at holde det nede. Gøres det bedst ved Tvangslove og Maskinpistoler eller ved en eller anden Form for politisk Politi, bør man ikke vige tilbage. Det ene afgørende er dog at fremme det gode og hæmme det onde, at sikre Demokratiet og hindre Antidemokratiet. Saaledes bar man sig ad i Rusland, i Tyskland, i Italien, i praktisk talt alle Central- og Sydeuropas Lande, og saaledes er vi godt i Gang med at bære os ad herhjemme efter Krigen. En Frihed uden Begrænsning fører til det rene Anarki! Man maa - for at at citere Vinding Kruse - nøjes med at give Frihed for det gode, det allerbedste. Og her enes Vinding Kruse med Jørgen Jørgensen, Stephan Hurwitz med Christian Bartholdy - det er en Sag, der synes at kunne samle alle.

Men er vi virkelig enige om Maalet? Maalet for det politiske Liv er ikke Demokrati, men at naa til det rigtige Resultat, og hvad det er, ved ingen af os. Det er det, vi er paa Vej for at finde, og det er denne Søgen, som er Livets Indhold, ogsaa det politiske Livs Indhold. Demokratiet er et Middel der hidtil har vist sig brugbart, og som de fleste af os stadig mener at kunne bruge, men mere er det heller ikke. Maalet er stadig paa ny at finde Vej frem, og denne Vej findes altid gennem Samtalen, ikke gennem den Stærkeres Diktat. Derfor hed den omtalte Pjece "Ordet eller Sværdet". Ved Samtalen kan man maaske - hvis man har Sind og Lykke til - naa til at erkende saa meget af det rette, at det kommer til at bestemme Ens Handlinger. Ved Sværd og andet Slagsmaal naar man kun til at konstatere, hvem der er den stærkeste, hvilket i Forholdet til Problemet "det rigtige" er komplet uinteressant.

Men det, Samtalen skal beskæftige sig med, er virkelig Spørgsmaalet: Hvad er Maalet, det rigtige? Og her staar vi ganske bogstaveligt som i sin Tid Sokrates paa bar Bakke og begynder stadig forfra, stadig henvist til hinanden og til Samtalen. De Resultater, vi har naaet, er ikke opmagasinbare og siden anvendelige Sandheder, ikke en Ortodoksi, hvorefter man kan dømme sine Medmennesker og navnlig sine Modstandere. Det var det, Platon og efter ham alle politiske Ortodoksere troede: at det gjaldt at konstruere et politisk System, hvorefter alle haver sig at rette, fordi det i sig selv er det eneste gode og rigtige. Hvor blot en lille Smule sokratisk Uvidenhed er gaaet En i Blodet, kan man ikke undvære Modparten. Man kommer ikke til at staa som Kapitalisten, der med begge Hænder kan øse ud til de Fattige, men man er selv en af de Fattige, en medstridende og medtvivlende. Og i den Situation - i Samtalens Situation - virker det nu engang ødelæggende, hvis den ene Part optræder med Maskinpistol eller den anden har en Trusel om Afsættelse fra Embede, Fængsling eller det, som værre er, hængende over Hovedet.

Selvfølgelig har Hurwitz Ret i, at Modsætningerne kan tilspidse sig i den Grad, at Kampen bliver uundgaaelig. Men saa har man spillet Fallit, og saa skal man sige det rent ud. Og saa skal man vide, at den eneste Vej at gaa er den, der fører tilbage ad de Spor, man kom. Det er muligt, at der ikke er andet at gøre over for Nazisterne end det, man gør i Øjeblikket, men saa skal man indrømme rent ud, at det er Krigen, der fortsættes, og at vi for hver Dag fjerner os mere fra Demokratiet. Man maa ikke komme og bilde os ind, at man indfører Love, som den nye Tjenestemandslov og i det hele taget træffer mange andre besynderlige Foranstaltninger for at opbygge og fremme Demokratiet. Det er altsammen Foranstaltninger, der maa betegnes som Krigsførelse. Man kan kun forsvare dem med, at de er nødvendige - af Sikkerhedsgrunde. Saa snart som muligt maa vi standse denne udemokratiske Kurs og vende om.

Maalet er ikke at gennemføre et af visse kloge eller mindre kloge Hoveder udtænkt demokratisk System, men Maalet er at finde det rigtige, og dette sker gennem Samtalen. Denne kan kun føres i Frihed - uden enhver Tvang. Derfor endte Grundtvig i Kravet om Frihed for Loke og Thor. Frihed baade for det gode og for det onde. Hvis Menneskelivets Opgave er at gennemføre og praktisere visse rigtige Meninger - dem f. Eks., man nu kalder Demokrati, uden at man i sidste Instans er Spor enig om, hvad Ordet dækker over - har man naturligvis ikke Brug for Frihed. Derfor var Ordet ikke frit i Platons Stat saa lidt som i Vinding Kruses eller i Sovjetrusland eller i den Stat, man nu synes at ønske indført her i Landet. Er Opgaven derimod den at forstaa Livet, sig selv og sit Medmenneske og i Gensidighed at finde Vejen frem, er det umiddelbart klart, at alt staar og falder med den ubetingede og urationerede Frihed. Lad mig have Lov i den Sammenhæng at citere et Stykke fra en Artikel, der fremkommer om faa Dage i Tidsskriftet "Frie Ord":

"Vil man spørge, hvad det var, som i sin Tid skilte Grundtvig fra hans politiske og kirkelige Modstandere, naar Talen blev om Frihed, kan Svaret i Grunden formes meget let: den ene Part - Grundtvig - troede paa Aand og gjorde det saa bogstaveligt, at han i ramme Alvor mente, at det folkelige Liv, herunder ogsaa det politiske, ja, selv det, som foregik paa Rigsdagen, alene var et Spørgsmaal om Aandens Magt; han var overbevist om, at man hverken ved Militær eller Politi, hverken ved Straffelove eller moralsk Lovgivning, hverken ved Censur eller ved Skolemester-Indblanding kunde udrette noget som helst af folkelig Værdi; han var overbevist om, at Aandens Vaaben var Ordet, og at det var Helligbrøde at ville binde det. Den anden Part - Mynster og Ørsted og hvad de nu hed - troede ogsaa paa Aand, men de troede tillige paa Magt. De troede nemlig først og fremmest paa de rigtige Meninger, paa Ortodoksi, og de krævede og ventede, at Staten skulde bruge sin Indflydelse til at støtte disse rigtige Meninger. Hvis Folk ikke forstod, hvad der tjente til deres eget Vel, og hvis de ikke vilde lade de rigtige Meninger raade, maatte man virkelig tage Friheden fra de paagældende, indtil de var blevet kloge nok til at indse deres Vildfarelse. Nu - 100 Aar senere - er vi omtrent i den samme Situation. Den moderne politiske Kirkestat tror ligesom sin gejstlige Forgænger paa Ortodoksien, og den kræver ganske som Middelalderens Kirkemænd den verdslige Magts Bistand til at gennemføre sine fortræffelige og kloge Meninger."

Ordet Aand volder sikkert manges Mishag. Saa sæt saa Frihed i Stedet - det gør ikke stor Forskel. Eller sæt den sokratiske Uvidenhed i dens Modsætning til alle Former for Ortodoksi. Og - her drejer det sig ikke om Spidsfindigheder. Vi staar ved et Punkt, hvor Vejene skilles. Den ene Vej fører til Middelalderens Dogmatik, til de "rette Meninger" og til "Kirkestaten" - blot uden Middelalderens Religion, som trods alt gav den Tid baade Perspektiv og Mulighed for Revolutioner. Den moderne irreligiøse Kirkestat vil blive mere menneskelig. Den anden Vej, Frihedens Vej, peger frem imod en Verden, der mangler Sikkerhed og faste Rammer, hvor Livet er nyt hver Dag, og hvor Indsatsen altid er os selv, hvor der ikke kan spilles med mindre Indsats, og hvor man aldrig kan faa Ortodoksiens Garanti for, at man er paa rette Vej. Det var den Verden, Grundtvig skuede ind i, naar han krævede Frihed for Loke saavel som for Thor - den Verden, han kaldte "Tankens og Troens og Vidskabens Hav".

Om kilden

Forfatter(e)
Hal Koch
Dateret
07.04.1946
Oprindelse
Politiken 7/4 1946 s. 9-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 182-187.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Sidst redigeret
9. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Hal Koch
Dateret
07.04.1946
Oprindelse
Politiken 7/4 1946 s. 9-10. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 182-187.
Kildetype
Avisartikel, Debat
Sidst redigeret
9. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk