Håndfæstning, 1282-1660

En del af bestemmelserne i håndfæstningerne var som regel affødt af den afdøde konges regeringsvirksomhed og de problemer, der var opstået mellem kongen og stormændene. Da mange af de enkelte bestemmelser havde det med at overleve til senere håndfæstninger, blev håndfæstningerne med tiden mere og mere omfattende.

Det principielt vigtigste i håndfæstningerne var princippet om, at kongen var bundet af loven, herunder af de procedurer for ændringer af lovene, som var angivet i håndfæstningerne. De konger, der var bundne af håndfæstninger, var således ikke enevældige således som kongerne efter 1660.

Herudover handlede de vigtigste bestemmelser i håndfæstningerne om udøvelsen af den kongelige domsmagt, krigserklæringer, ekstraordinær beskatning og regulering af de forskellige befolkningsgruppers forpligtelser over for kongemagten.

Håndfæstningerne blev som regel ikke strikt overholdt af kongerne. De sad i praksis på den daglige regeringsførelse og kunne dermed langt hen ad vejen påvirke tingene efter deres ønsker. De, som skulle kontrollere overholdelsen af håndfæstningerne, mødtes sjældent – i visse perioder meget sjældent. Den ultimative sanktion overfor kongelige brud på den gældende håndfæstning var oprør og afsættelse således som det skete med Christoffer 2. og Christian 2.

Helt tilbage til valget af Harald Hén i 1074/76 har vi underretninger om, at kongerne ved deres valg afgav løfter stadfæstet ved edsaflæggelse. Fra de ældste tider handlede disse løfter primært om, at kongen ville overholde den herskende retsorden. Senere blev denne såkaldte kongeed lagt i faste rammer, men det præcise indhold kendes først fra Kristoffer af Bajerns kongevalg i 1440. Kongeeden blev sidste gang aflagt af Christian 1. i 1448. Håndfæstningerne kan altså betragtes som en væsentlig udvidelse og skriftfæstelse af kongeeden.

Baggrunden for håndfæstningen fra 1282 var en både inden- og udenrigspolitisk meget urolig periode, hvor kong Erik Klipping efterhånden kom på kant med de toneangivende herremænd. Et hovedpunkt i stridighederne var kongens flittige anvendelse af sin domsmagt til at henrette ulydige undersåtter for majestætsforbrydelse og konfiskere deres gods. Dette blev der sat en stopper for i den håndfæstning, kongen blev påtvunget. Ligeledes blev det fastslået, at rigets højeste domstol, Danehoffet, skulle sammenkaldes hvert år for at kontrollere kongens brug af sin domsmagt og hans regeringsførelse i øvrigt.

Christoffer 2.s håndfæstning, udstedt 25.1. 1320 i forbindelse med Landstinget i Viborg, er den ældste håndfæstning, der er bevaret i original. Teksten kan læses via dette link. Foto: Rigsarkivet

Erik Menved, som efterfulgte Erik Klipping, underskrev eller beseglede ikke en håndfæstning. De langvarige forhandlinger om valget af Eriks Menveds efterfølger mundede imidlertid ud i, at Kristoffer 2 måtte besegle en håndfæstning, som betingelse for sit valg i 1320. Denne håndfæstning var stærkt præget af et opgør med de foregående kongers regeringsførelse og lagde mange bånd på kongen. Det lykkedes da heller ikke Christoffer 2. at leve op til dens betingelser, og han blev afsat 1326, hvorefter den mindreårige Valdemar 3. måtte besegle en endnu skrappere håndfæstning.

Da Valdemar Atterdag tiltrådte som konge 1340, slap han for en egentlig håndfæstning, men måtte dog året efter love at overholde Christoffer 2.s håndfæstning. Det tog han imidlertid ganske let på. Da Valdemars efterfølger, Oluf, blev valgt i 1376, forhandlede man sig frem til en modereret udgave af de tidligere håndfæstninger. Det skete i en farlig udenrigspolitisk situation og i en situation, hvor rigsrådet sammen med Olufs forældre skulle virke som formynderregering.

Efter Olufs død lovede hans mor, Margrete 1., at overholde hans håndfæstning, så længe hun styrede. Ved valget af Erik af Pommern i 1396 var der imidlertid absolut ikke tale om nogen håndfæstning. Tværtimod blev der vedtaget en skrap lovgivning, som handlede om undersåtternes forpligtelser over for kongen.

De fire første håndfæstninger blev fastlagt i forhandlinger med Danehoffet, som også var det organ, der i praksis valgte kongerne.

I forbindelse med Erik af Pommerns afsættelse 1439 og valget af Christoffer af Bayern 1440 trådte rigsrådet for alvor frem som det organ, der havde magten i riget ved siden af kongen. Kristoffer af Bayern lovede i forbindelse med sit valg senere at udstede en håndfæstning. Dette skete imidlertid vistnok ikke. Til gengæld udstedte Christian 1. en håndfæstning i 1448, som udover de traditionelle bestemmelser i høj grad handlede om rigsrådets indflydelse på styret.

Bestemmelser om rigsrådets indflydelse prægede i endnu højere grad kong Hans håndfæstning fra 1483 og de to næste kongers håndfæstninger i 1513 og 1523. Efterhånden kom øgede privilegier for godsejerne i forhold til deres fæstebønder også i højere grad til at præge håndfæstningerne.

Christian 3.s håndfæstning fra 30. oktober 1536. Foto: Tom Jersø, Rigsarkivet

Selvom Christian 3. sikrede sig kongemagten ved med militær magt at vinde den såkaldte Grevens Fejde 1534-36, udstedte han en foreløbig håndfæstning 1534, som blev afløst af en permanent i 1536. Denne håndfæstning lagde færre begrænsninger på kongemagten end tidligere og kom til at danne model for de tre sidste håndfæstninger fra 1559, 1596 og 1648.

Frederik 3.s håndfæstning 1648 betød dog en betydelig styrkelse af rigsrådets greb om magten efter erfaringerne med forgængeren Christian 4.s meget selvstændige optræden. Disse begrænsninger frigjorde Frederik 3. sig imidlertid fra ved den såkaldte statsomvæltning i 1660. Denne havde netop som formål at afskaffe håndfæstningerne og dermed især rigsrådets indflydelse til fordel for enevældens ubundne kongemagt.

• Danehof - middelalderens rigsforsamling
• Kroning, salving og kongeudråbelse, 1170-
• Erik 5. Klipping, 1249-1286
• Frederik 3., 1609-1670
• Christian 3., 1503-1559
• Christian 2., 1481-1559, regent 1513-1523
• Hans (konge), 1455-1513
• Christian 1., 1426-1481
• Christoffer 2., 1276-1332
• Valdemar 3. Eriksen, 1315-1364
• Erik Menved, 1274-1319
• Christian 2.s landflygtighed og tilfangetagelse 1523-1559
• Det verdslige juridiske system før 1660
• Konglomeratstaten
• Kongeloven af 1665
• Laurids Jonsen Panter, ca. 1280-1340

• Margrete 1.s forordning, 24. januar 1396
• Erik Klippings håndfæstning, 29. juli 1282
• Mordet på Erik Klipping, 22. november 1286
• Christoffer 2.s håndfæstning, 25. januar 1320
• Margretes valg til fuldmægtig frue, 10. august 1387
• Opsigelsesbrev til Christian 2., ca. 20. januar 1523
• Frederik 3.s håndfæstning, 6. juli 1648
• Christian 4.s håndfæstning, 17. august 1596

• Jørgensen, P.J.: Dansk Retshistorie, (1947 og senere).
• Matzen, H.: Danske kongers håndfæstninger (1889).
• Nielsen, H.: ”Håndfæstning”, Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder bd. 7 (1981).
• Riis, Thomas: Kongen og hans mænd. Danmarks politiske rigsinstitutioner ca. 1100-1332 (2018)