Artikler
Håndbold
Håndboldspillet er opfundet i 1897 i Danmark – sandsynligvis det første sted i verden – af henholdsvis R.N. Ernst (1872-1937), ansat ved skolevæsenet i Nyborg, og Holger Nielsen (1866-1955), ansat ved Ordrup Latin- og Realskole. Det er således begyndt som et skolespil. Håndboldspillet har senere bredt sig verden over og spilles i dag ud over i Europa i såvel Østen, Afrika som Sydamerika. Danmark har fra begyndelsen været blandt de mest fremtrædende lande inden for både herre- og kvindehåndbold.
Spillets begyndelse, 1900-1920
Håndbold var i udgangspunktet et spil for drenge, men det blev hurtigt en sportsgren for mænd, og snart efter også for piger og kvinder. De første håndboldkampe i Danmark blev for både mænds og kvinders vedkommende spillet i årene 1900-1910 i bl.a. København, Randers og Fredericia. Omkring 1920 var der tale om tre former for håndboldspil: indendørs 7-mands, udendørs 7-mands og udendørs-11 mands. Af disse blev interessen for 11-mandsspillet udendørs stadig mindre, selv om det var den version, man konkurrerede i internationalt. Tyskland var her foregangsland og så heri et tysk nationalt alternativ til det engelske 11-mands fodboldspil. De to andre versioner var derimod i kraftig vækst i Danmark.
Spillets udbredelse, 1920-1970
Den første håndboldturnering i Danmark blev afviklet sommeren 1921 som en turnering i Idrætshuset i København. Denne turnering havde deltagelse af 15 hold, der repræsenterede 10 foreninger. Med undtagelse af et hold fra Helsingør kom alle hold fra København og var tilknyttet skoler og højere læreanstalter.
I mellemkrigstiden blev spillet udbredt til provinsen, herunder også til landsbyerne, hvor det blev et populært spil for kvinderne, medens det for mændenes vedkommende måtte konkurrere med fodbold. På landet indgik spillet i de folkelige idrætsorganisationers konkurrencer. Dansk Håndbold Forbund blev stiftet i 1935.
Damehåndbolden indledte en Danmarksturnering så tidligt som i 1936 med en entydig københavnsk dominans. Herrerne fulgte efter i 1946, hvor der også var en københavnsk overvægt.
Først i 1951 lykkedes det Helsingør IF at vinde Danmarksturneringen som den første klub uden for hovedstaden. I 1954 blev Tarup fra Odense den næste provinsklub, som vandt. Herefter var Danmarksmesterskabet den næste halve snes år stort set et Århus-anliggende. Århus havde på dette tidspunkt hele fire hold i 1. division. I det hele taget har Danmarksmesterskabet siden ca. 1970 gennemgående været et provinsanliggende med dominans af hold fra Jylland hos både damer og herrer.
Håndbold siden 1970: Kommercialisering og professionalisering
Omkring 1970 blev der indført nye træningsmetoder, der lagde vægt på hård fysisk træning. Samtidig blev der indført stadig mere raffinerede spilsystemer, der har truet med at fjerne de overraskende og uforudsigelige spilpræstationer, der ellers var et kendetegn for spillet.
På eliteplan indgår spillet som en del af underholdningsindustrien og oplevelsesøkonomien; spillerne er professionelle og har håndboldspil som deres lønarbejde.
Internationalt har dansk håndbold høstet store triumfer. Damelandsholdet har vundet guld ved Europamesterskaberne i henholdsvis 1994, 1996 og 2002, guld ved verdensmesterskaberne i 1997 og guld ved OL 1996, 2000 og 2004. Herrernes præstationer kulminerede med Europamesterskabet 2008.
I dag er håndbold stadig et spil, der af hovedparten af udøverne bliver dyrket som en amatøridræt og som en fritidsbeskæftigelse. Det er en af de store sportsgrene i Danmark med ca. 130.000 aktive. Udendørsspillet er stort set forsvundet siden 1970’erne, og håndbold udøves nu først og fremmest i de mange danske sportshaller.


