Grundtvig og litteraturhistorien

Artikler

Grundtvigs forfatterskab er siden 1881 behandlet i alle større danske litteraturhistorier. I tidens løb har litteraturhistoriske fremstillinger bedømt Grundtvigs værker ud fra forskellige ideologiske synspunkter. Nogle fandt sproget for sært, andre ophøjede værker til kanonisk status, andre igen fokuserede på Grundtvigs angivelige sindslidelse. I denne artikel gives en oversigt over den danske litteraturhistoriske modtagelse af Grundtvig.

De første litteraturhistorier

Frederik Winkel Horns Den danske Literaturs Historie (1881) var den første større og samlede fremstilling, der også omfattede det nittende århundredes danske litteratur og dermed Grundtvig. Vurderingen var grundlæggende positiv: Grundtvigs digtning blev rost for sin sjældne kraft og inderlighed, men samtidig kritiseret for sin uklare tankegang og for de formelle fejl og særheder, der skurrede mod datidens æstetik.

Peter Hansens Illustreret dansk Litteraturhistorie, en lidt mere akademisk fremstilling fra 1886, fremhævede tilsvarende salmerne for deres karakteristiske Grundtvig-træk, nemlig den kraftige bevægethed og selvstændige udtryksmåde, men også den ”ikke altid ganske sikre Smag”. I et særligt afsnit gjorde filosoffen Harald Høffding (1843-1931) kritisk rede for Grundtvigs filosofi og dens mangel på realisme.

Vilhelm Andersen

Den fyldigste litteraturhistoriske behandling skyldes professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, Vilhelm Andersen (1864-1953). I bind 3 af Illustreret dansk Litteraturhistorie (1925) behandlede han perioden 1800-1850, og 75 af bindets tæt skrevne sider drejer sig om Grundtvig og hans forfatterskab. Vilhelm Andersen læste forfatterskabet som en enhed og helhed. Da han skrev inden for en faglig, litteraturhistorisk ramme, kunne han samtidig anlægge et rent litterært synspunkt på forfatterskabet. Det betød, at han kunne holde sig på afstand af de mange brugs- og virkningshistoriske aspekter, der gjorde sig gældende inden for grundtvigianismens teologiske, organisatoriske og uddannelsesmæssige forgreninger, og som ellers prægede, hvad der dengang blev skrevet om Grundtvig. Vilhelm Andersen ville ind til den Grundtvig, der gemte sig bag salmebogen og grundtvigianismen.

De centrale tekster i Vilhelm Andersens fremstilling er det lange og visionære digt Nyaars-Morgen (1824) og digtet ”De Levendes Land”, der var fra samme år og først senere blev til salmen ”O Christelighed” (DDS 321 og 561). 1824 blev således ”Højde- og Vendepunktet i Fremstillingen af hans Gerning”, fordi Vilhelm Andersen læste teksterne som stadier i den udvikling, der bragte Grundtvig frem til klarhed. Perioden efter 1824 kunne herefter beskrives som den virkning og betydning inden for skole og kirke, som Grundtvigs eget gennembrud fik.

Vilhelm Andersen var den første, der gav de to tekster en så central placering. Nyaars-Morgen havde ind til da kun været fremhævet af højskolemanden og Grundtvig-udgiveren Holger Begtrup (1859-1937), mens ”De Levendes Land” blot havde været trykt som manuskript i sønnen Svend Grundtvigs udgave af Poetiske Skrifter (bind 5, 1883). Siden fremstillingen i Illustreret dansk Litteraturhistorie i 1925 har alle efterfølgende danske litteraturhistorier bekræftet de to teksters kanoniske status og i stigende grad fokuseret på netop dem, mens resten af forfatterskabet efterhånden tillægges vigende betydning. Dog betragtes og analyseres Grundtvigs salmer fortsat som litteratur, men af en særlig art, da de retter sig ind efter en teologisk dogmatik.

Den produktive manio-depressivitet

I indledningen til sin fremstilling havde Vilhelm Andersen stillet Oehlenschlæger og Grundtvig over for hinanden. Oehlenschlæger som den skabende kunstner, der skaber klassiske værker og plastiske billeder. Oehlenschlæger ser. Grundtvig, der ingen klassiske værker har skrevet, er derimod en avlende ånd; han har syn – ”det er hans Geni, og han har Syner, det er hans Galskab”. I artiklen om Grundtvig i Dansk biografisk Leksikon (2. udg. 1936, bd. 8) samlede Vilhelm Andersen sin fremstilling om Grundtvigs temperament som enheden eller grundformelen bag hans produktion. Temperamentet bestemmes (i forlængelse af psykiateren Hjalmar Helweg (1886-1960)) som manio-depressivt og Grundtvigs åndskraft som ”den af Sygdommen nærede og æggede produktive Energi”. Grundtvig gennemlevede sådanne manio-depressive kriser i især 1810, 1844 og 1867, men det var i 1936 langt fra nogen selvfølge at anlægge et konstruktivt, kunstnerisk syn på forholdet.

 

 

Læs mere om Grundtvig på www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.

Link til grundtvigsværker.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Per Dahl
Tidsafgrænsning
1881 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Vilhelm: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 3, 1925

Andersen, Vilhelm: ”N.F.S. Grundtvig”, Dansk biografisk Leksikon, bd.8, 1936, s.356-79

Dahl, Per: ”Grundtvigs forfatterskab i dansk litteraturhistorieskrivning”, Grundtvig-Studier, 2010, s.31-63

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Per Dahl
Tidsafgrænsning
1881 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2014
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Vilhelm: Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 3, 1925

Andersen, Vilhelm: ”N.F.S. Grundtvig”, Dansk biografisk Leksikon, bd.8, 1936, s.356-79

Dahl, Per: ”Grundtvigs forfatterskab i dansk litteraturhistorieskrivning”, Grundtvig-Studier, 2010, s.31-63

Udgiver
danmarkshistorien.dk