Grundlæggelsen af kolonien Tranquebar, 1620-1630

Artikler

I 1618 sendte Christian 4. den unge adelsmand Ove Giedde afsted i spidsen for en flåde, der skulle grundlægge en koloni i Ostindien (Asien). Ekspeditionen til Ceylon og Indien syd om Afrika i 1618-1620 var den længste sørejse, der var udgået fra Danmark-Norge, og det var første gang, at udsendte herfra mødte det asiatiske kontinents næsten ukendte folk, sprog, kulturer og religioner. De europæiske kristne betragtede inderne som hedninge, der omvendt på symbolsk vis anså europæerne for at være besmittede og urene. Ved grundlæggelsen af kolonien Tranquebar i 1620 på Sydøstindiens kyst i det nuværende Tamil Nadu fik Ostindisk Kompagni en handelsstation til indkøb af returvarer til kompagniets handel i Danmark-Norge samt til lokal handel, der sikrede økonomi, udvikling og livsvilkår for kompagniets ansatte i Tranquebar. Til trods for en svær og dramatisk start for kolonien og handlen kom der opbakning og kapital fra kompagniets direktion og anpartshavere i Danmark til videreførelse af kolonien, og en driftig etableringsperiode under kyndig ledelse af Roland Crappé sikrede grundlaget for, at Tranquebar frem til 1845 blev en dansk besiddelse.

Ove Giedde vender hjem

Ove Giedde (1594-1660) var i oktober 1620 ankommet til Tranquebar efter to års sørejse. Planen havde oprindeligt været at etablere en dansk-norsk koloni på Ceylon (det nuværende Sri Lanka), men der blev i stedet indledt forhandlinger med Nayaka Raghunatha af Thanjavur, der herskede over et område i det sydøstlige Indien. Efter indgåelsen af traktaten den 19. november 1620 om erhvervelse af Tranquebar var Ove Gieddes sidste opgave at skaffe en ladning returvarer, primært peber, som han kunne tage med på hjemrejsen på skibet "Elefanten". Da de frugtesløse forsøg på at få en aftale med rajahen i Candy på Ceylon havde kostet mange penge, måtte Ove Giedde skaffe midler til en last af peber ved at overdrage 12 af sine største kanoner og transportere dem fra skibet over land til Nayaka Raghunathas residens. Indernes værdiansættelse af kanonerne gav ikke Ove Giedde den mængde peber, han havde håbet på, og han måtte i juli 1621 sejle hjem mod København med en last, som ikke var særlig imponerende.

Da Ove Giedde lige efter ankomsten til København i marts 1622 havde fortalt om ekspeditionen og erhvervelsen af Tranquebar i rigsrådets stue, var der blandt tilhørerne enighed om, at der skulle arbejdes på at sende to skibe til Tranquebar: et lille skib, der skulle bruges til lokal handel i Indien, og et større, som skulle returnere med fuld last til København.

Albert Haelwegh (1620-1673): kobberstik med portræt af Ove Giedde. Haelwegh var fra Nederlandene og blev i 1647 kongelig kobberstikker i Danmark. Han har portrætteret mange af sin samtids store personligheder. Fra: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Roland Crappé: den første leder af kolonien

Hollænderen Roland Crappé (død 1644) var i 1618 af Christian 4. sendt afsted i forvejen for Ove Gieddes skibe. Han skulle som overkøbmand og direktør forberede forhandlinger med de lokale ostindiske magthavere, og han stod også bag forberedelse af aftalen om Tranquebar. Få måneder efter Gieddes hjemrejse sejlede Crappé også til København for at sikre sig, at der var opbakning til ham og hans planer for Tranquebar og handlen, og han blev udnævnt til general over den næste ekspedition og over Tranquebar. Inden han i 1622 igen rejste tilbage til Tranquebar på skibet "Perlen", udstyrede kong Christian 4. ham med breve til fyrsterne i Thanjavur, Siam og Golconda. Crappé fik desuden en liste over forhold, som kompagniets ansatte skulle observere og berette hjem om, så kompagniets uerfarne direktion kunne indsamle viden om de områder og kulturer, hvor handelen i Asien skulle foregå. Crappé ankom til Tranquebar i 1624 og ledede kolonien de næste 12 år.

Nayakaen af Thanjavur gav det danske kompagni lov til at opføre en fæstning, og han hjalp til ved opførelsen. Fæstningen blev kaldt Dansborg, og den kan stadig ses i Tranquebar i renoveret stand. Den blev residens for Roland Crappé og hjemsted for soldaterne og købmændene. Det var også her, varerne blev opbevaret i sikkerhed i lagerrum inden for fæstningens volde.

Opbygning af handelen

Crappé havde god forståelse for at tilpasse sig den lokale kultur. Han fik i løbet af sin tid i Tranquebar etableret et godt og stabilt forhold til nayakaen af Thanjavur, og han fik afsøgt mulige handelspladser i området ved Det Arabiske Hav, Den Bengalske Bugt og helt ned til øerne Borneo, Sumatra og Sulavesi, som i dag hører under Indonesien. Han fik også skabt forbindelser til lokale købmænd, som kunne bistå med at finde produktionssteder, udbudte varer og markeder på de bedste handelssteder.

Handelen bestod dels af indkøb af returladninger til Ostindisk Kompagnis auktioner i København, dels af lokal handel, som gav indtægter i Tranquebar, indtil kompagniets næste skib kom fra København med kapital, mandskab, forsyninger samt instrukser fra kompagniets ledelse. De helt centrale varer, der blev sejlet til København på de første togter, var peber og tekstiler, men også juveler.

Skibe var helt afgørende for, at der kunne handles over så store afstande, og skibenes skæbne var en konstant kilde til bekymring. Flere af de skibe, som blev brugt i den lokale handel, forliste, og det var et dobbelt tab af både skibets besætning og ladning samt af dets brugsværdi. I kompagniets første 10 år kom kun 3 skibe - "Kjøbenhavn", "Christianshavn" og "Perlen" - tilbage til København med fulde ladninger fra Tranquebar.    

Maleri af Tranquebar fra 1600-tallet; kunstneren er ukendt. Fra: Wikimedia Commons

Forskellige politiske kulturer

Erhvervelsen af Tranquebar var i første omgang baseret på en toårig handels- og allianceaftale, og Ostindisk Kompagnis kontrol med Tranquebar var på indernes nåde. For at sikre fredelig sameksistens og god handel var det nødvendigt, at kompagniet tilpassede sig lokal skik og kultur samt den rådende magtudøvelse.

Kongeriget Thanjavur havde en samfundsopbygning, hvor magtfulde småkonger repræsenterede de øvre politisk-økonomiske niveauer med kongen på toppen. Denne orden var baseret på en ret flydende forståelse af politisk kultur som foreløbige og omskiftelige hierarkiske relationer af pligter, rettigheder og krav om beskyttelse. Det var relationer, der hele tiden skulle fremvises og bekræftes offentligt gennem tributter, gavegivning, militære fremvisninger, ceremonielle processioner og æresbevisninger. Det var især gavegivning, der mere end noget andet opbyggede og vedligeholdt alliancer i Sydindien. 

Aftalen om Tranquebar blev beseglet med gaver og dette venskabsbrev fra Nayaka Raghunatha til Christian 4., skrevet på guldfolie (41 cm x 2,5 cm), forfattet på sproget tamil og underskrevet på sproget telegu. I brevet står der blandt andet: "Vi har oprettet en havn, som hedder Tharangambadi [Tranquebar], for at alle folk fra jeres land kan komme og bo her. Vi har foræret peber, fordi det ikke kan fås i jeres land. Vi har skældt de parangiyal [udlændinge-portugiserne] ud og givet dem en bøde på 12.000 pon [guldmønter]. (…) Da der ikke skal gøres forskel mellem jeres land og vort land, har Vi sagt, at folk fra jeres land skulle komme og bosætte sig her. De skal sende eksotiske ting fra Deres land. Vi sender to pitambaram [et silkestof], et hængetæppe, to skjorter, fire malede tæpper, to jamutad-sværd, en daggert med løvehåndtag, en kniv og fire singaram-pile." Foto: Rigsarkivet

Handelsstationen og kolonien Tranquebar eksisterede på lokale betingelser og som en del af det lokale samfund. Der var indiske embedsmænd i byen, og retsudøvelsen var efter indisk lov. Fra dansk side forsøgte man ikke at blande sig i interne indiske forhold. Nayakaen i Thanjavur overdrog retten til lokalt at opkræve afgifter til Ostindisk Kompagni, som til gengæld skulle betale ham en årlig tribut. På lokal vis forventede nayakaen tillige, at betalingen skulle ske i en atmosfære af ære og respekt som bevis på alliancen med ham.

Sprogbarriere

Sprogbarrieren var det også helt afgørende at overvinde, og her kunne enkelte hollændere, som havde tilegnet sig lokale sprog som tamil og telegu ved tidligere tjeneste i det hollandske ostindiske kompagni, være til en vis hjælp, men ellers var det især portugisere, som kompagniet ansatte som translatører. Portugiserne havde været i Indien i over 100 år og havde tilegnet sig sprogene, og de kunne bruges som oversættere fra lokale sprog til portugisisk, og derfra kunne der oversættes til andre europæiske sprog.

Samarbejdet synliggjorde også de fælles europæiske koloniale ambitioner i Sydøstasien. Da danskerne kom til Indien opererede der allerede tre andre europæiske handelskompagnier: det portugisiske, det hollandske og det engelske. Målet for alle fire kompagnier var at skabe profit for de respektive ejere ved at finde de rigtige varer til de rigtige priser på handelspladser langs Den Bengalske Bugt og i Sydøstasien. Kompagnierne udgjorde et lille kristent europæisk fællesskab i Indien, som samarbejdede på mange områder, men i kampen om de bedste handler aflurede de også hinanden og lagde hinanden forhindringer i vejen.     

Om artiklen

Forfatter(e)
Asger Svane-Knudsen
Tidsafgrænsning
1620 - 1630
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Brimnes, Niels (red.): Indien. Tranquebar, Serampore og Nicobarerne (2017)

Dayem, Torben Abd-El: Det Ostindiske Eventyr. Ove Geddes rejse til Ceylon og Indien 1618-22” (2006)

Olsen, Gunnar: Vore Gamle Tropekolonier, bind 5 (1952-53)

Fihl, Esther: Tropekolonien Tranquebar, København (1989)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Asger Svane-Knudsen
Tidsafgrænsning
1620 - 1630
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. december 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Brimnes, Niels (red.): Indien. Tranquebar, Serampore og Nicobarerne (2017)

Dayem, Torben Abd-El: Det Ostindiske Eventyr. Ove Geddes rejse til Ceylon og Indien 1618-22” (2006)

Olsen, Gunnar: Vore Gamle Tropekolonier, bind 5 (1952-53)

Fihl, Esther: Tropekolonien Tranquebar, København (1989)

Udgiver
danmarkshistorien.dk