Grevernes og Friherrernes Privilegier, 25. maj 1671

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 25. maj 1671 udstedte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1690) loven om grevernes og friherrernes (baronernes) privilegier. Forordningen definerede, hvem der kunne blive optaget som grever eller baroner i en nyoprettet adelstand, der var en såkaldt titeladel til forskel fra fødselsadelen.  Med loven om grevernes privilegier blev der derved indstiftet en ny adelstitel som greve, og der blev oprettet grevskaber, der var belagt med majoratsbånd. Et grevskab krævede mindst 2500 tønder hartkorn eller 120.000 rigsdaler, hvilket var en betragtelig formue. For at blive friherre eller baron og oprette et baroni krævede det 1000 tønder hartkorn eller 50.000 rigsdaler. Privilegierne, der af kongen blev tildelt greverne og friherrerne som lensbesiddere, var betydelige og mindede i flere henseender om adlens privilegier før etableringen af enevælden i år 1660. Blandt privilegierne var skattefrihed, hals- og håndsret over bønderne samt patronats- og birkeret, der gav ret til at udnævne den lokale dommer, præst og forvalte kirkens formue til egen fordel. Med loven blev der etableret en ny loyal elite omkring den enevældige konge, og den gamle fødselsadel blev på mange måder sat ud af spillet politisk og overhalet af den nye titel- og embedsadel, der nu befandt sig højest i det nye sociale hierarki etableret med rangforordningen fra 25. maj 1671.

I lovteksten blev grevernes privilegier fastsat i 31 artikler og friherrernes i 27, der i stort omfang var nogenlunde enslydende. Det primære i forskellen mellem de to var mængden af gods eller formue, som var påkrævet for oprettelsen af et grevskab eller et baroni. Dertil kom bestemmelser for arv. Ved oprettelsen af et grevskab eller baroni opnåede greven eller baronen Jus Majoratus, hvilket vil sige førstefødselsretten, der betød at et grevskab eller baroni ikke blev delt mellem arvingerne, men gik udelt i arv til den ældste søn eller til den ældste datter, hvis der ikke var en mandlig arving.

Grevernes og Friherrernes privilegier var én af tre love, som Christian 5. udstedte den 25. maj 1671, der havde til formål at etablere rammerne for den relativt nyindsatte konges enevældige styre. Lovene var udarbejdet af kongens gehejmesekretær, Peder Schumacher (1635-1699), der selv i 1673 blev ophøjet til greve under adelsnavnet Griffenfeld.

De tre love var:

  • Gemaksordinansen - der regulerede adgangen til kongen.
  • Rangforordningen - der placerede et nyt enevældigt embedshierarki med kongens embedsmænd i toppen af det sociale hierarki frem for den gamle fødselsadel.
  • Greverne og Friherrernes privilegier - der definerede, hvem der kunne blive optaget i en nyetableret adelsstand som grever eller baroner.

Grevernes Privilegier. [Cancel.]. Frr. efter Lovens Publication p. 417.

See Pl., ang. Politie-Sager, 27 Dec. 1809. og Fr., om consign. Bankfonds, 23 Jun. 1809. 11-18§. (*)[i]

Gr. Da Kongen har for got befundet, en og anden af de ved langvarig troe Tieneste best meriterede og qvalificerede Personer til Grevelig Ære og Værdighed at ophøie, derved deres troe og oprigtige Tieneste at belønne, andre til lige Nidkierhed for Kongens Tieneste, uforanderlig Troskab og Devotion[1] imod Kongen og Arve-Successorer i Regieringen at opmuntre, samt dem og deres Afkom saa meget desmere derhos at erindre om deres Pligt og Skyldighed, ved hvilke de og deres Posteritet[2] ere forbundne Kongens Souverainitet, Absolutum Dominium[3] og Arve-Rettighed og dens Forplantelse paa Kongens Arve-Successorer i Regieringen, saavelsom og Kongens og det Kgl. Arve-Huses Fremtarv, Gavn og Beste i alle Maader at forfegte[4], befordre, søge, vide og ramme, Liv, Gods, og Blod derhos at opsætte, Skade og Forderv af yderste Magt, Evne og Formue hindre, forekomme og afværge, og baade inden saavelsom uden Riget sig stedse i Kongens Tieneste ufortrøden lade bruge; Saa haver Kongen af Sin absolute souveraine Kgl. Magt og Myndighed forundt og bevilget dem, som nu ere eller herefter vorde i Grevestanden ophøiede, efterskrevne Privilegier, foruden alle de andre Privilegier, som Adelen, deres Personer eller Gods angaaende, nu haver eller herefter nyde og have kunde:

1)      I Betragtning at, til saadan Ære og Værdighed med Sømmelighed at bære, udfordres stor Middel og Formue, hvilken let forsvinder, naar den i mange smaae Lodder deles, beviliges dem og deres Posteritet Jus Majoratus[5], saaledes: at dem og deres ældste Sønner, medens Sønner til ere, og Døttre, naar ingen Sønner ere, alene Greve-Titul[6], Ære og Værdighed med alt det Gods, som til et Grevskab er erigeret[7], skal tilhøre; og de andre Børn det øvrige Jordegods, Kiøbe-Jord og Løsøre[8] efter Loven (naar for dem ved Testament ingen anden Anordning er giort) at arve med deres ældste Broder, som er Greve; Men hvor ingen Grevskab er, skal den ældste Forlods ud have 2500 Tønder Hartkorn[9], Bygningen ei beregnet, eller 120000 Rdlr til at kiøbe saa meget Gods for, og i det øvrige da med sine andre Sødskende efter Lands Lov og Ret gaae Dele.

2)      Grevernes Cadetter[10] eller yngre Sønner og Døttre skal føre Titel af Friherrer og Friherinder; og paa Skiolden af det Grevelige Vaaben, naar det blot uden Hielmer føres, sætte til Forskielen Friherres Krone, og nyde Friherrers Privilegier; indtil ved den ældste Linies Afgang, Grevskabet, eller forbemeldte Grevelige Præcipuum af Hartkorn eller Penge, nogen af dem tilfalder, da Greve-Titul, Ære og Værdighed samme tilligemed skal være til- og hiemfalden. Dog eftersom de ere fødte og baarne Grevelige Personer, skiønt de, medens den ældste lever, kun føre Titul af Friherrer eller Friherinder, da naar enten Faderen nogen af dem et sært Grevskab forskaffer, eller og de sig ved egen Vindskibelighed[11] saa meget Gods i Kongens Riger kan forhverve, som Kongen for dem til Grevskab vil erigere, maae de og selv fuldkommen Greve-Titul, Navn og Krone føre, uden videre Bevilling[ii] eller sær Patent derpaa at søge.

3)      Naar Faderen ved Testament eller anden Forskrivelses Maade, hvoraf hans sidste Villie tydelig kan sees, bliver til Sinds sin ældste Søn, naar Søn er til, og Datter, naar ingen Søn er til, som Greve-Titul, Rang, Ære og Værdighed efter ham skal føre, frem for de andre med noget Forlod, endog af Løsøret, at beneficere, eller og nogen af de andre Børn i en eller anden Maade at betænke, og ved sin sidste Villie sine Midler imellem at dele, samt sin Gemahl med hæderlig og sømmelig Livgeding[12] at forsyne, skal det staae ham frit for efter egen Villie herudi at handle[iii]; naar kun den ældste Søn altid Grevskabet ubeskaaret eller og, hvor ingen Grevskab er, i det ringeste den oven specificerede Summa af Hartkorn eller Penge beholder; uden saavidt deraf til Livgedinget udi Grevindens Enke-Sæde for Mangel af andet Jordegods og Middel, hvoraf sligt kunde tages, uforbigiængelig behøves. Og skal saadan hans sidste Villie, i hvilken han saaledes over sin Formue disponerer, i alle Maader saa gyldig og byndig være, ligesom den af Kongen i alle dens Ord, Puncter og Clausuler kunde være confirmeret, og af de andre Børn, Arvinger og samtlige Descendenter i alle Maader ubrødelig og uimodsigelig holdes og efterkommes.

4)      Greverne maae om deres Børns Værgemaal saadan Anordning giøre, saasom de det for deres Børn best og gavnligst eragte, saavidt det ikke strider imod nogen af disse Artikler.

5)      Greverne maae have Jus Patronatus[13] og Birke-Rettighed[14] ved deres Grevskaber, saavidt Kongen dertil kan være berettiget; og skal en Greve nyde Jus Patronatus baade til det Kirke-Sogn, hvor den Grevelige Residents ligger, saavelsom og til de andre Kirke-Sogner, i hvilke i det ringeste den halve Part af Decimantibus[15] ligger til Grevskabet; Og i de Sogner, hvor Herligheden af Leding og Foring[16] ligger til Grevskabet, der hører og Jus Patronatus og Birke-Rettigheden med til samme Grevskab; og skal herudi Erectionen af de yngre Grevskaber ikke præjudicere de ældre Grev- eller Friherskaber, som tilforn dertil ere erigerede. Og skal fra de i saa Maade af Greverne selv udi deres Grevskaber satte Birke-Dommere, deres Dom, ingen Appellation skee, uden immediate til Høieste Ret[iv](cfr. L. 1-6-11 Fr. 10 Apr. 1750 og 24 Jan. 1755); da Kongen ei paatvivler, at Greverne jo Retten med dygtige Betiente og oprigtige Birkedommere forsvarlig forsyne. (See Fr. 3 Jun. 1809).

6)      Grevskabet med alt dets underliggende Gods skal og være frie for Creditorers Anstrængelse og Rettens Forfølgning i saa Maader, at i hvad Gield en Greve til nogen anden, end til Kongen selv kan være skyldig, maa saadant hans Grevskab dog ikke med Arrest eller Pantsætning besværes, langt mindre i Betaling for Gield udlægges eller abalieneres[17] og afhændes, uden de udi Successionen Medinteresseredes Videnskab og sær Kgl. Bevilling; ei heller uden ved Crimen læsæ Majestatis[18] forbrydes, som da alligevel til en anden Linie, dog af Primi acqvirentis[19] og Feudatarii[20]  ægte Descendenter[v], skal confereres; Men ellers skal alt Grevskabet heelt og ubeskaaret forblive hos hans Livs Arvinger og ægte Descendenter af Mandlige og Qvindelige Linier, fra Ældste til Ældste, saalænge nogen af dem til er, og efter deres Død omsider hiemfalde til Kongen. Og naar saa et Grevskab til Qvinde-Linien falder, eller og forbemeldte Grevelige Præcipuum[21] af Hartkorn eller Penge, som før er meldt, til den ældste Datter, for Mangel af Sønner, falder, skal den, med hvilken hun gifter sig, om han ikke selv er Greve eller af Grevelig Huus descenderende Friherre, først af Kongen ved aabet Brev og Patent i Grevestanden ophøies, førend han Grevelig Titul og Rang maa nyde; hvilket da efter Ansøgning Kongen ikke vil vægre, med mindre paa samme Person ellers noget skulde falde at sige, for hvilket han kunde agtes slig Ære og Dignitet uværdig. Og naar i saa Maader Grevskabet falder paa Qvinde-Linien, da (eftersom det Grevelige Vaaben ikke nedlægges, saalænge nogen af Grevens ægte Descendenter af Mand- eller Qvinde-Linier er tilovers) skal den, som en Greve-Datter med Grevskabet bekommer, om han ikke selv er af Herrestand, føre den Slægtes Navn og Vaaben, som er første Begynder af det i saa Maade ved Giftermaal ham tilkommende Grevskab; men hvis han selv og er Greve og haver et Grevskab, eller er Friherre, som Kongen da ved Patent til Greve giør, og et Friherskab selv haver, og i saa Maade til een Person faldt 2de Grevskaber, eller et Grevskab og Friherskab, da skal han begge Slægters samt Grevskabers og Friherskabers Navn, Vaaben og Titul føre; og maa han Navnet og Grevskaberne paa 2de sine ældste ægte Sønner eller Døttre, naar ingen Sønner ere, igien hver med sit eget sær Navn af Fæderne og Møderne dele, dog Vaabnene conjugerede blive.

7)      Og da efter 6 § det Gods, som nogen under Grevskabs-Titul af Kongen til Lehn annammer[22], ikke skal med Arrest besværes, pantsættes, i Gields-Betaling udlægges eller i andre Maader, uden Kgl. særdeles Bevilling, abalieneres; saa bevilges ydermere, at ingen Greve, som noget af Kongen i saa Maade til Lehn immediate herrørende Grevskab eier og haver, maa for nogen Gield paa sin Person af sine Creditorer arresteres, med mindre han tilforn dette Privilegium ved sin sær Forskrivelse og udgivne Haandskrift expresse renuncieret[23] haver; dog maa ingen Grevelig eller Herrestands Person, i hvor streng Forskrivelse eller Forpligt han nogensinde kan fra sig have givet, paa sin Ære, gode Navn og Lempe for nogen Gields-Sag dømmes[vi].

8)      Naar og en Greve noget Gods af Kongen under Grevskabs-Titul til Lehn holder, da endskiønt han begik Forseelse, som paa Livet burde straffes, maa han samme Sted til Retraite[24] isteden for Fængsel forundes; dog at han der til Sagens Uddrag bliver tilstede og af fornøden Vagt bevares, undtagen Crimen læsæ Majestatis, naar han derfor beskyldes.

9)      I Henseende til den Depense og Omkostning, som Greverne til deres Stand at føre, Kongen og det Kgl. Hof til større Lustre, dagligen maae giøre, samt den Devotion, som de derudi have ladet see, frivilligen deres Allodial-Gods[25] til Feudal at giøre og Kongen til Lehn at opdrage (hvilke Kongen derfor, som sær af den Kgl. Krone immediate dependerende Lehns Stykker, betragter), bevilges det, at naar et Gods af Kongen til et Grevskab er erigeret og i saa Maade nogen til Lehn confereret, skal den Gaard i saadant Grevskab, som en Greve for sin rette Grevelige Residents og Hovedgaard[26] holder, og dens Grund og Eiendom, samt derforuden 300 Tdr Hartkorn i tilliggende Bøndergods være for al Contribution og Paalæg, hvad Navn det og have kan, Prindsesse-Styr[27] undtagen, aldeles frie og forskaanet; Og skal af samme grevelige Residentser og Hovedgaarde (saavelsom ellers af Grevernes andre Hoved Gaarde over alt deres Allodial-Gods, hvilke dog ogsaa skal være frie for al Contribution og Paalæg, Prindsesse-Styr og Ros-Tieneste[28] undtagen[vii]) og hvis Eiendom under de Grevelige Residentser og Hoved-Gaarders Taxt er begreben og lagt, naar Godset til Grevskab erigeres, aldeles ingen Tiende gives. (Cfr. Fr. 23 Jun. 1809. 17 §. og Pl. om offentlige Udgifter 14 Jul. 1819[viii]).

10)   Deres Bønder og Tienere maae og være frie for Sandmænds-Tog[29], Oldengang[30], Marke-Rebninger[31], og deslige sædvanlige Besværinger[32], saavidt Fremmedes og ikke Kongens egne Bønders og Tieneres Tvistigheder vedkommer.

11)   De under Grevskabet liggende Bønder skal være forskaanede for alle Reiser, som dem af Amtmændene kunde paabyrdes[ix].

12)   Jagt af alle Slags Vildt nyder Greverne overalt i deres Grevskabs Dristrict, endskiønt Godset tilsammen eller og noget deraf tilforn af Kong F. III. eller C. V. med Jagtens Reservation kan være afhændt, med saa Skiel i det ringeste den halve Deel af Sognet paa hvert Sted, hvor de samme Herlighed agte at nyde, under Grevskabet ligger.

13)   Hvad Udskrivninger, som i Grevskabets District skal skee, maae og skal Greverne selv forrette; og maae, af de næste til den Grevelige Residents og Hoved-Gaard liggende Bønder og Tienere, 10 af deres udskrevne Knegte for Kongens Arbeide ved Fæstningerne i Freds-Tid være forskaanede; dog skal Greverne være pligtige saa mange dygtige Knegte, som dem vedkommer, altid færdig at forskaffe og i god Beredskab at holde, samt paa Mynsterpladsen og naar de ellers skal exerceres, baade de om Freds-Tid for Arbeide forskaanede, samt de andre, saavidt dem tilkommer, naar paabydes, at fremstille. (Cfr. Fr. 20 Jun. 1788. 12 og 13 §).

14)   Greverne alene skal følge den Rettighed, som er lagt til Broernes paa Landet Vedligeholdelse, saavidt Broerne enten ganske eller endeel deraf paa deres Grevskabs Grund ligge, hvorimod de dem forsvarligen og uden nogens Paaanke og Klagemaal skal anlægge og underholde.

15)   Hvis Miner og Bergværk[33] af Guld, Sølv, Kobber, Jern , Blye, Salt eller anden Erts eller Metal, sig udi Grevskabets District kan lade tilsyne, skal til samme Grevskab, udi dets District det findes, høre, og Greven, som samme Grevskab eier, i alle Maader uformeent være, samme Bergværk at aabne, bygge, bruge, nyde, have og sig til Nytte giøre, som han best veed og kan, saa og billige og sædvanlige Anordninger at oprette, som Bergværkets Ret og Sædvane gemæsz[34] er. Om og nogen Skat udi Grevskabets District findes under Jorden forgravet og forborgen, skal saadant Greven selv og ingen anden tilhøre.

16)   Ingen Amtmand eller Amtsskriver skal herefter befatte sig med Grevernes Allodial- eller Feudal-Gods; dog at de selv i rette Tid lade erlægge de paabudne Contributioner, og deres Parter af offentlige Landeveie vedligeholde. Og skal derfore alle Kgl. Frr. og Mandater sendes lige til Greverne selv, og af dem paa behørige Steder, saavidt deres Gods sig strækker, publiceres. (See Pl. 27 Dec. 1809, Fr. 12 Febr. 1790. 8 §. og Adn. f. Landet 29 Jul. 1814. 41 §. cfr. Fr. 23 Jan. 1739. 15 §.[x]).

17)   Greverne maae nyde Hals og Haand over alle deres Bønder og Tienere, saavidt deres Gods sig strækker; da Kongen ei paatvivler, de jo andre til Lovs og Rets Handthævelse med deres Exempel foregaae[xi].

18)   Endog alle Forstrande Kongen tilhøre, saa bliver dog Greverne bevilget, overalt paa deres Gods ikke alene at nyde frie Fiskerie og Fordeel af alle Slags Fiske, ved hvad Navn de og nævnes kan, for deres egen Grund, men endog alt Vrag, som strander for deres egne Grunde, saavidt de sig strække, dog at dermed efter Søe-Retten forholdes.

19)   Hvad ellers af Grevernes Gods for et Grevskab maa holdes, skal først af Kongen til et Grevskab erigeres og ophøies, og ved et Patent, som et Lehn, Greven confereres; hvilket saa af hans ægte Descendenter efter den Maade, som udi Lehn-Brevet og Investituren[35] formældes, fra ældste til ældste arves, foruden videre Confirmation, ved Lehns-Herres eller Lehnshaveres Forandring, at søge.

20)   Enhver maa frit sit Grevskab forøge og derunder mere Gods lægge, som da derunder med samme Lehns og anden Rettighed skal forblive, og af hans Efterkommere ei i nogen Maade maa formindskes eller derfra skilles.

21)   Hvem Kongen noget Grevskab skienker, skal det nyde med alle de Greverne forundte Friheder og Benaadninger, og arves enten paa Mandlige Linier alene, eller paa Mand- og Qvinde-Linier tillige, efter deres Forlehnings-Brevs og Investiturs Formelding.

22)   Om nogen Greve sig i Khavn[36] nogen sær Grevelig Gaard og Hotel[37] opbygger, skal og samme Gaard hos hans ældste Søn, naar Søn er, og Datter, naar ingen Søn er til, stedse forblive, ligesom om Grevskabet tilforn meldt er; og skal samme Hotel ikke med nogen Grundskat, Indqvartering[xii], Contribution, eller anden Paalæg, hvad Navn det og have kan (Prindsesse-Styr undtagen), besværes, de Vedkommende dog deres Ret af Jord-Skyld forbeholden. Og maae Greverne herudi, saavelsom ellers paa deres Sædegaarde, Gaards-Retten over deres Folk og Tyende, for hvis udi Gaarden forefalder, forsvarligen lade holde[xiii].

23)   Greverne skal ikke i Sager, dem og deres Børn angaaende, for nogen Under-Ret dømmes, men immediate for Høieste Ret indstevnes; dog i de Sager, hvor først nogen anden Oplysning udkræves, vil Kongen dem Commissarier forunde og dertil forordne nogle af dem, som sidde i Høieste Ret; men ere de i nogen Militair-Emploi enten til Lands eller Vands, da skal, for hvis Militair Forseelser af dem begaaes, for Krigs, eller Admiralitets-Retten, efter Sagens Beskaffenhed, dømmes[xiv].

24)   Som Kongen Greverne med sær Naade anseer, og dem derfor og deres Stand, frem for andre, med slige Herligheder har benaadet, saa vil Kongen og lade Sig deres og deres Huses Conservation med sær Naade være angelegen[38], og særdeles Omsorg og Omhyggelighed for deres efterladte umyndige Børn drage, om ingen sig dem tilbørligen vil antage.

25)   Greverne, og ellers ingen anden, maae istedenfor Hielmen, som ellers sædvanlig paa adelige Vaaben føres, naar de deres Vaaben uden Hielmer føre, have og bruge, over deres Vaaben og Skiold saavelsom Chifre[39], en aaben Krone. Naar Kongen en Greve paa sit Skiold og Vaaben Hielm giver, skal samme Hielm, til Forskiel paa andre adelige Hielme, være en aaben med elleve Traller oplukt og lige foresat Hielm, saaledes som den afridset findes; paa hvilken Maade ingen anden, uden de og deres Descendenter, skal være tilladt at føre, hvis Hielme nogen ellers at føre kunde være berettiget.

26)   Med Grevernes og Grevindernes Rang skal forholdes efter Rang-Anordningen; hvorudi da især skal tages i Consideration de og deres Familier, som immediate af Kongen til Lehn dependerende Grevskaber her i Rigerne eie og have, saa at saadanne Kgl. Rigs-Grevers Cadetter, Sønner og Døttre ikke alene nyde Friherrers og Friherinders Rang efter 2 §, men endog deres Døttre, om de end ikke saa lige med Herretands Personer ere gifte, beholde dog deres Rang.

27)   Greverne og ingen anden, uden de af høieste Charger[40], som Kongen ved sær Bevilling det tillader, maae bruge Himmel med Rygstykke over Bordene i deres Gemakker, eller ellers hvor de Audience vil give.

28)   Rigs-Greverne og Grevinderne, og ellers ingen anden, uden de som af Herrestands-Person ere, maae bruge rødt Vox til at forsegle med, hvad heller det er aabne eller lukte Breve, Passer, Contracter eller deslige, og ellers i alle Skrifter og Instrumenter, som de deres Signeter og Vaaben under- og foresætte eller trykke ville.

29)   Grever og Grevinder, og ingen anden, skal og maa gives af de Kgl. Cancellier Titel af Høi- og Velbaarne, og deres Døttre Titel af Frøkener; dem, og ellers ingen anden, uden de af Herrestand ere, maa gives Titel af Herrer til hvis Allodial-Gods de ellers, foruden deres Lehn-Grevskaber, besidde, og sig ellers vil tilskrive. Naar og en Greve faaer saadan Charge, som det Prædicat af Excellence af de Kgl. Betiente og Undersaatter at maa gives er bevilget, da maa ham af alle Kgl. Betiente og Undersaatter gives det Prædicat af Høi-Grevelige Excellence; ellers maae Greverne og Grevinderne af deres Folk og Tienere kalds Grevelige Naade.

30)   De Monumenter og Begravelse-Steder, som en Greve i Khavn eller andensteds arveligt tilhøre, skal ved Familien uadskillelig fra ældste til ældste arveligen forblive, og ikke, under hvad Prætext det og være kan, derfra afhændes, omendskiønt den Grevelige Stamme paa Fædrene og Mødrene ganske var uddød; men baade saadanne Grave og Leie-Steder, saa og hvis Monumenter de derover have ladet sætte, dem og deres Huus til en evig og hæderlig Amindelse af Efterkommerne urørt forblive; og maa, med deres Liig-Begiængelse samt Monumenter at oprette, saaledes forholdes, som dem selv lyster.

31)   Da Kongen denne, ei uden vigtige Aarsager, til det Kgl. Arve-Huses Ziir[41] og Tieneste introducerede Grevelige Stand ved disse dem nu forundte Friheder, Privilegier og Benaadninger, Kongens Absolutum Dominium og Souverainitet i alle Maader uforkrænket, vil have mainteneret og erholdet, sa sættes her 200 Mark lødig Gulds Straf for alle dem, som understaae sig Greverne og deres Efterkommere til evig Tid, imod noget af ovenskrevne dem nu forundte Privilegier, at forurette, forulempe, eller nogen Indpas og Præjudits at giøre; Hvilke 200 lødig Mark Guld til Kongens Fisco[42] skal være forbrudte, og af General-Fiscalen[43], eller hvem herefter Fiscal-Væsenet anbetroet være kunde, tilbørligen paatales.


Friherrerens Privilegier[xv]. [Cancel.] Frr. efter Lovens Publication p. 455.

See Pl., ang. Politie-Sager, 27 Dec. 1809 og Fr., om consign. Bankfonds, 23 Jun. 1809. 11-18 §.
Gr. Da Kongen har for got befundet, en og anden af de ved langvarig og troe Tieneste vel meriterede og qvalificerede Personer til Friherrers Ære og Værdighed at ophøie o.s.v. (ligesom Grevernes Privil.); Saa haver Kongen af Sin absolute souveraine Kgl. Magt og Myndighed forundt og bevilget dem, som nu ere eller herefter vorde i Friherrestanden ophøiede, efterskrevne Privilegier, foruden alle de andre Privilegier, som Adelen, deres Personer eller Gods angaaende, nu haver eller herefter nyde og have kunde:

1)      I Betragtning at, til saadan Ære og Værdighed med Sømmelighed at bære, udfordres Middel og Formue, hvilken let forsvinder, naar den i mange Lodder deles, bevilges dem og deres Posteritet Jus Majoratus saaledes: At dem og deres ældste Sønner, medens Sønner til ere, og Døttre, naar ingen Sønner ere, alene Friherrers Ære og Værdighed med alt det Gods, som til et Friherskab er erigeret, skal tilhøre, og de andre Børn Friherrers Navn og Titul, samt det øvrige Jordegods, Kiøbe-Jord og Løsøre efter Loven, naar for dem ved Testament ingen anden Anordning er giort, at arve med deres ældste Broder; Men hvor ingen Friherskab er, skal den ældste Forlods ud have 1000 Tdr Hartkorn, Bygningen ei beregnet, eller 50000 Rdlr til at kiøbe saa meget Gods for, og i det øvrige da med sine andre Sødskende efter Lands Lov og Ret gaae i Dele. Naar og enten Faderen selv nogen af Cadetterne et sært Friherskab forskaffer, eller og de sig ved deres egen Flid og Vindskibelighed saa meget Gods udi Kongens Riger kan forhverve, som Kongen for dem til Friherskab vil erigere, maae de og da fuldkommen Friherres Rang, Ære og Værdighed i alle Maader nyde.

2)      Naar Faderen ved Testament eller anden Forskrivelses Maade, hvoraf hans sidste Villie tydelig kan sees, bliver til Sinds sin ældste Søn, naar Søn er til, og Datter, naar ingen Søn er til, som Friherrers Rang, Ære og Værdighed efter ham skal føre, frem for de andre med noget Forlod, endog af Løsøret, at beneficere, eller og nogen af de andre Børn i en eller anden Maade at betænke og ved sin sidste Villie sine Midler imellem at dele, samt sin Efterleverske[44] med hæderlig og sømmelig Livgeding at forsyne, skal det staae ham frit for efter egen Villie herudi at handle;[xvi] naar kun den ældste Søn altid Friherskabet ubeskaaret eller og, hvor ingen Friherskab er, i det ringeste den oven specificerede Summa, af Hartkorn eller Penge, beholder; uden saavidt deraf til Livgedinget udi Friherindens Enke-Sæde, for Mangel af andet Jordegods og Middel, hvoraf sligt kunde tages, uforbigiængelig behøves; Og skal saadan hans sidste Villie, i hvilken han saaledes over sin Formue disponerer, i alle Maader saa gyldig og byndig[45] være, ligesom den af Kongen i alle dens Ord, Puncter og Clausuler kunde være confirmeret, og af de andre Børn, Arvinger og samtlige Descendenter i alle Maader ubrødelig og uimodsigelig holdes og efterkommes.

3)      Friherrerne maae om deres Børns Værgemaal saadan Anordning giøre, saasom de det for deres Børn best og gavnligst eragte, saavidt det ikke strider imod nogen af disse Artikler.

4)      Friherrerne maae have Jus Patronatus og Birke-Rettighed ved deres Friherskaber, saavidt Kongen dertil kan være berettiget; og skal en Friherre nyde Jus Patronatus baade til det Kirke-Sogn, hvori den Friherlige Residents ligger, saavelsom og til de andre Kirke-Sogner, i hvilke i det ringeste den halve Part af Decimantibus[46] ligger til Friherskabet; og i de Sogner, hvor Herligheden af Leding og Foring ligger til Friherskabet, der hører og Jus Patronatus og Birke-Rettigheden med til samme Friherskab; og skal herudi Erectionen[47] af de yngre Friherskaber ikke præjudicere de ældre, som tilforn dertil ere erigerede. Og skal fra de i saa Maade af Friherrerne selv i deres Friherskaber satte Birkefogder, deres Dom, ingen Appellation skee, uden immediate til Høieste Ret; da Kongen ei paatvivler, at Friherrerne jo Retten med dygtige Betiente og oprigtige Birkefogder forsvarligen forsyne. (See Rescr. 12 Maj. 1682 og 4 Nov. 1690, anførte ved Grevernes Privil. 5 §. og Fr. 3 Jun. 1809 cfr. L. 1-6-11, Fr. 10 Apr. 1750 og 24 Jan. 1755).

5)      Friherskabet med alt dets underliggende Gods skal og være frie for Creditorers Anstrængelse og Rettens Forfølgning i saa Maader, at i hvad Gield en Friherre til nogen anden, end til Kongen selv, kan være skyldig, maa saadant hans Friherskab dog ikke med Arrest eller Pantsætning besværes, langt mindre i Betaling for Gield udlægges, eller abalieneres og afhændes, uden de udi Successionen Medinteresseredes Videnskab og sær Kgl. Bevilling; ei heller uden ved Crimen læsæ Majestatis forbrydes, som da alligevel til en anden Linie, dog af Primi acqvirentis og Feudatarii ægte Descendenter skal confereres; men ellers skal alt Friherskabet heelt og ubeskaaret forblive hos hans Livs-Arvinger og ægte Descendenter af Mandlige og Qvindelige Linier, fra ældste til ældste, saalænge nogen af dem til er, og efter deres Død omsider hiemfalde til Kongen. Og naar saa et Friherskab til Qvinde-Linien falder, eller og det forbemeldte Friherlige Præcipuum af Hartkorn eller Penge, som før er meldt, til den ældste Datter, for Mangel af Sønner, falder, skal den, med hvilken hun gifter sig, om han ikke selv er Friherre, først af Kongen ved aabet Brev og Patent i Friherrestanden ophøies, førend han Friherres Rang og Titul maa nyde; hvilket da efter Ansøgning Kongen ikke vil vægre, med mindre paa samme Person ellers noget skulde falde at sige, for hvilket han kunde agtes slig Ære og Dignitet uværdig. Og naar i saa Maader Friherskabet falder paa Qvinde-Linien, da (eftersom det Friherlige Vaaben ikke nedlægges, saalænge nogen af Friherrens ægte Descendenter af Mand- eller Qvinde-Linier er tilovers) skal den, som en Friherres Datter med Friherskabet bekommer, om han ikke selv er af Herrestand, føre den Slægtes Navn og Vaaben, som er første Begynder af det i saa Maade ved Giftermaal ham tilkommende Friherskab; Men hvis han og selv er Friherre og haver et Friherskab, og i saa Maade til een Person faldt 2de Friherskaber, da skal han begge Slægters og Friherskabers Navn, Vaaben og Titul føre; og maa han Navnet og Friherskaberne paa 2de sine ældste ægte Sønner eller Døttre, naar ingen Sønner ere, igien hver med sit eget sær Navn af Fæderne og Møderne dele, dog Vaabnene conjungerede blive.

6)      Og da efter 5 § det Gods, som nogen under Friherskabs Titul af Kongen til Lehn annammer, ikke skal med Arrest besværes, pantsættes, i Gields Betaling udlægges eller i andre Maader uden Kgl. sær Bevilling abalieneres, saa bevilges ydermere, at ingen Friherre, som noget af Kongen i saa Maade til Lehn immediate herrørende Friherskab eier og haver, maa for nogen Gield paa sin Person af sine Creditorer arresteres, med mindre han tilforn dette Privilegium ved sin sær Forskrivelse og udgivne Haandskrift expresse renuncieret haver; dog skal ingen Herrestands Person, i hvor streng Forskrivelse eller Forpligt han nogensinde kan fra sig have givet, paa sin Ære, gode Navn og Lempe for nogen Gields Sag dømmes[xvii].

7)      Naar og en Friherre noget Gods af Kongen under Friherskabs Titul til Lehn holder, da, skiønt han begik Forseelse, som paa Livet burde straffes, maa ham samme Sted til Retraite[48], isteden for Fængsel, forundes; dog at han der til Sagens Uddrag bliver tilstede og af fornøden Vagt bevares, undtagen Crimen læsæ Majestatis, naar han derfor beskyldes.

8)      I Henseende til den Depense og Omkostning, som Friherrerne, til deres Stand at føre, Kongen og det Kgl. Hof til større Lustre[49], dagligen maae giøre, samt den Devotion, som de derudi have ladet see, frivilligen deres Allodial-Gods til Feudal at giøre og Kongen til Lehn at opdrage (hvilke Kongen derfor som sær af den Kgl. Krone immediate dependerende Lehns-Stykker betragter), bevilges det, at naar et Gods af Kongen til et Friherskab er erigeret og i saa Maade nogen til Lehn confereret, skal den Gaard i saadant Friherskab, som en Friherre for sin rette Friherlige Residents og Hoved-Gaard holder, og dens Grund og Eiendom, samt derforuden 100 Tdr Hartkorn i tilliggende Bøndergods være for al Contribution og Paalæg, hvad Navn det og have kan, Prindsesse-Styr undtagen, aldeles frie og forskaanet. Og skal af samme Friherlige Residentser og Hoved-Gaarde (saavelsom ellers af Friherrernes andre Hoved-Gaarde over alt deres Allodial-Gods, hvilke dog ogsaa skal være frie for al Contribution og Paalæg, Prindsesse-Styr og Ros-Tieneste undtagen) og hvis Eiendom under de Friherlige Residentser og Hoved-Gaarders Taxt er begreben og lagt, naar Godset til Friherskab erigeres, aldeles ingen Tiende gives (cfr. Fr. 23 Jun. 1809. 17 § og Pl. om offentl. Udgifter 14 Jul. 1819.[xviii].

9)      Deres Bønder og Tienere udi Friherskabet maae og være frie for Sandmænds-Tog, Oldengang, Marke-Reebninger, og deslige sædvanlige Besværinger, saavidt Fremmedes og ikke Kongens egne Bønders og Tieneres Tvistigheder vedkommer.

10)   De under Friherskabet liggende Bønder skal være forskaanede for alle Reiser, som dem af Amtmændene kunde paabyrdes[xix].

11)   Jagt af alle Slags Vildt nyde Friherrerne overalt i deres Friherskabs District, endskiøndt Godset tilsammen eller noget deraf tilforn af Kong F. III. eller C. V. med Jagtens Reservation kan være afhændt, med saa Skiæl i det ringeste den halve Deel af Sognet paa hvert Sted, hvor de samme Herlighed agte at nyde, under Friherskabet ligger.

12)   Hvad Udskrivninger, som i Friherskabets District skal skee, maae og skal Friherrerne selv forrette; og maae, af de næste til den Friherlige Residents og Hoved-Gaard liggende Bønder og Tienere, 5 af deres udskrevne Knegte for Kongens Arbeide ved Fæstningerne i Freds-Tid være forskaanede; dog skal Friherrerne være pligtige saa mange dygtige Knegte, som dem vedkommer, altid færdig at forskaffe og i god Beredskab at holde, samt paa Mynsterpladsen og naar de ellers skal exerceres, baade de om Freds-Tid for Arbeide forskaanede, samt de andre, saavidt dem tilkommer, naar paabydes, at fremstille (cfr. Fr. 20 Jun. 1788. 12 og 13 §).

13)   Friherrerne skal følge den Rettighed, som er lagt til Broernes paa Landet Vedligeholdelse, saavidt Broerne enten ganske eller endeel deraf paa deres Friherskabers Grund ligge, hvorimod de dem forsvarligen og uden nogens Paaanke og Klagemaal skal anlægge og underholde.

14)   Ingen Amtmand eller Amtskriver skal herefter befatte sig med Friherrernes Friherskaber; dog at de selv i rette Tid lade erlægge de paabudne Contributioner, og deres Parter af offentlige Landeveie vedligeholde. (See Pl. 27 Dec. 1809, Fr. 12 Febr. 1790. 8 §. og Adn. f. Landet. 29 Jul. 1814. 41 §. cfr. Fr. 23 Jan. 1739. 15 §.[xx].

15)   Friherrerne maae nyde Hals og Haand over alle deres Bønder og Tienere, saavidt deres Gods sig strækker, da Kongen ei paatvivler, de jo andre til Lovs og Rettens Handthævelse med deres Exempel foregaae.

16)   Endog alle Forstrande Kongen tilhøre, saa bliver dog Friherrerne bevilget over alt paa deres Gods, ikke alene at nyde frie Fiskerie og Fordeel af alle Slags Fiske, ved hvad Navn de og nævnes kan, for deres egen Grund; men endog alt Vrag, som strander for deres egne Grunde, saavidt de sig strække, dog at dermed efter Søe-Retten forholdes.

17)   Hvad ellers af Friherrernes Gods for et Friherskab maa holdes, skal først af Kongen til et Friherskab erigeres og ophøies, og ved Patent, som et Lehn, Friherren confereres; hvilket saa af hans ægte Descendenter, efter den Maade, som udi Lehn-Brevet og Investituren formældes, fra ældste til ældste skal arves, foruden videre Confirmation ved Lehns-Herrens eller Lehnshavers Forandring at søge.

18)   Enhver maa frit sit Friherskab forøge og derunder mere Gods lægge, som da derunder med samme Lehns og anden Rettighed skal forblive, og af hans Efterkommere ei i nogen Maade maa formindskes eller derfra skilles.

19)   Hvem Kongen noget Friherskab skienker, skal nyde det med alle de Friherrerne forundte Friheder og Benaadninger, og arves enten paa Mandlige Linier alene, eller paa Mand- og Qvinde-Linier tillige, efter deres Forlehnings-Breves og Investiturs Formelding.

20)   Friherrerne skal ikke for nogen Under-Ret dømmes, men immediate for Høieste-Ret indstevnes, dog i de Sager, hvor først nogen anden Oplysning udkrævedes, vil Kongen forunde dem Commissarier; men dersom de ere i nogen militair Emploi enten til Lands eller Vands, da skal, for hvis Militair-Forseelser af dem begaaes, for Krigs eller Admiraltets-Retten, efter Sagens Beskaffenhed, dømmes[xxi].

21)   Som Kongen Friherrerne med sær Naade anseer, og dem derfor og deres Stand med slige Herligheder har benaadet, saa vil Kongen lade sig deres og deres Huses Conservation med sær Naade være angelegen, og særdeles Omsorg og Omhyggelighed for deres efterladte umyndige Børn drage, om ingen sig dem tilbørligen vil antage.

22)   Friherrerne, og ellers ingen anden, maae isteden for Hielmen, som ellers sædvanlig paa adelige Vaaben føres, naar de deres Vaaben uden Hielmer føre, have og bruge, over deres Vaaben og Skiold saavelsom Chifre, en aaben Krone. Naar Kongen en Friherre paa sit Skiold og Vaaben Hielm giver, skal samme Hielm, til Forskiel paa andre adelige Hielme, være en aaben med 7 Traller oplukt og lige forestaaende Hielm. Paa hvilken Maade ingen anden, uden dem og deres Descendenter, skal være tilladt at føre, hvis Hielme nogen ellers at føre kunde være berettiget.

23)   Med Friherrernes og Friherindernes Rang skal forholdes efter Rang-Anordningen, naar Friherrerne ere komne til deres myndige Aar; hvorudi da især skal tages i Consideration de og deres Familier, som immediate af Kongen til Lehn dependerende Friherskaber her i Rigerne eie og have, saa at ikke alene den ældste Søn eller Datter, naar ikke Søn er, nyder forbemeldte Rang, men saadanne Friherrers Cadetter, Sønner og Døttre endogsaa skal nyde en considerabel Rang blant Kongens fornemme Officianter over andre Adel; og deres Døttre, om de end ikke saa lige med Herrestands Personer ere gifte, beholde samme Rang.

24)   Friherrerne og Friherinderne, og ingen anden, skal og maa gives af de Kgl. Cancellier Titul af Velbaarne; dem og ellers ingen anden, uden de af Herrestanden ere, maa gives Titul af Herrer til hvis Allodial-Gods de ellers, foruden deres Lehn-Friherskaber, besidde, og sig ellers vil tilskrive.

25)   Friherrer og Friherinder, og ellers ingen anden, uden de, som Herrestands Personer ere, maae bruge rødt Vox til at forsegle med, hvad heller det er aabne eller lukte Breve, Passer, Contracter eller deslige, og ellers udi alle Skrifter og Instrumenter, som de deres Signeter og Vaaben under- og foresætte eller trykke ville.

26)   De Monumenter og Begravelse-Steder, som en Friherre i Khavn eller andensteds arvelig tilhøre, skal ved Familien uadskillelig fra ældste til ældste arveligen forblive, og ikke, under hvad Prætext det og være kan, derfra afhændes, omendskiønt den Friherlige Stamme paa Fæderne og Møderne ganske var uddød, men baade saadanne Grave og Leie-Steder, saa og hvis Monumenter de derover have ladet sætte, dem og deres Huus til en evig Amindelse af Efterkommerne urørt forblive.

27)   Da Kongen denne, ei uden vigtige Aarsager, til det Kgl. Arve-Huses Ziir og Tieneste introducerede Friherlige Stand, ved disse dem nu forundte Friheder, Privilegier og Benaadninger, Kongens Absolutum Dominium og Souverainitet i alle Maader uforkrænket, vil have maintineret og erholdet; saa sættes her 100 Mark lødig Gulds Straf for alle dem, som understaae sig Friherrerne og deres Efterkommere til evig Tid, imod noget af ovenskrevne dem nu forundte Privilegier, at forurette, forulæmpe eller nogen Indpas og Præjudits at giøre; hvilke 100 lødig Mark Guld til Kongens Fisco skal være forbrudte, og af General-Fiscalen, eller hvem herefter Fiscal-Væsenet anbetroet være kunde, tilbørligen paatales.

[i] Grevernes Privilegier ere og særskilt trykte i Khavn hos J.P. Bockenhoffer 4to; i hvilken Udgave findes i 25§ den grevelige Krone og Hielm stukne i Kobber.

[ii] I Saml. af Frr. staaer ved en Trykfeil: Betaling. (Æld. Udg.).

[iii] See Rescr. 13. Dec. 1754.

[iv] Dog skal (i Følge Rescr. 12 Maj. 1682 til Landsdommerne samt Greverne og Friherrerne) de Vidner, som til Grevernes og Friherrernes Birker blive førte, herefter til Landstinget af dem, som det begiere, enten til Stadfæstelse eller Svækkelse indstevnes. Tillige befaler Rescr. 4 Nov. 1690 (til Landsdommerne i Sielland, Jylland og Fyen): At da adskillige Sager til de Grevelige og Friherlige Birke-Ting i Danmark undertiden blive indstevnte og af Birkedommerne paakiendte udi saadanne Trætter, hvor hverken den ene eller den anden Part skal have noget med Greverne eller Friherrerne at bestille, de og ei heller skal eie uden endeel af Bønderne i Birkerne, og de øvrige en eller anden Proprietair vedkomme; hvilke Sager siden imellemstunder til Landstinget blive indstevnte, i Mening, at de der ydermere bør paakiendes; som Landsdommerne dog, hvorvel det er Sager, der ei i nogen Maader angaae Greverne eller Friherrerne eller de dem meddeelte Privilegier, maae afvise, formedelst at deri til deres Birketing skal være dømt; Da som det ikke er Kongens Hensigt, at de Greverne og Friherrerne forundte Privilegier skal strække sig til deres Birkedommeres Dom i andre Proprietairers eller deres Tieneres Sager, at de jo til Landstinget bør at paadømmes, saa befales Landsdommerne, at naar slige Sager for dem lovlig vorde indstevnte, de dem da skal antage og derudi kiende og dømme, saavidt Lov og Ret er gemæs og forsvarligt eragtes. Cfr. C. Br. 21 Sept. 1805.

[v] I Saml. af Frr. er ved en Trykfeil udeladt følgende: confereres skal; men ellers skal alt Grevskabet heelt og ubeskaaret forblive hos hans Livs Arvinger og ægte Descendenter. (æld. Udg).

[vi] See Rescr. 9 Jun. 1683 (Rothes Rescriptsaml. 2den Part p. 668).

[vii] Cfr. Resol. 28 Febr. 1758.

[viii] Samt Resol. 4 Aug. 1688.

[ix] See K. Br. 23 Mart. 1745.

[x]  See C. Br. 9 Maj 1795, Circul. 14 Apr. 1792 og 1 Nov. 1794 samt C. Br. 22 Jun. 1819 (p. 489).

[xi] Cfr. C. Br. 22 Aug. 1795.

[xii] I Følge Rescr. til Khavns Magistrat 12 Oct. 1742. 2 §, skal Grevernes frie Residentser, ifald Greverne dem til andre bortleie og derved giøre Borgerne Indpas, svare Indqvartering lige ved Uprivilegerede, saalænge andre dem i Brug have. 

[xiii] Cfr. Rescr. 5 Maj. 1696.

[xiv] Cfr. Rescr. 1 Aug. 1755.

[xv] Disse ere særskildt trykte i Khavn hos Bockenhoffer 4to; I hvilken Udgave findes i 22 § den friherlige Krone og Hielm stukne i Kobber.

[xvi] See Rescr. 13 Dec. 1754.

[xvii] See Rescr. 9 Jun. 1683 (Rothes Rescripts. 2den Part p. 668).

[xviii] Samt Resol. 4 Aug. 1688.

[xix] See K. Br. 23 Mart. 1745.

[xx] See C. Br. 9 Maj. 1795, Circul. 14 Apr. 1792 og 1 Nov. 1794 samt C. Br. 22 Jun. 1819 (p. 489).

[xxi] Cfr. Rescr. 1 Aug. 1755.

    


Ordforklaringer m.m.:

[1] Devotion: hengivenhed.

[2] Posteritet: efterkommere.

[3] Absolutum Dominium: latin for absolut herredømme.

[4] Forfegte: forsvare.

[5] Posteritet Jus Majoratus: Jus Majoratus er fortrinsret for den ældste fødte, hvilket betyder at et stamhus eller grevskab ubeskåret skal arves af denne. Posteritet er for eftertiden, således at det er eftertidens Jus Majoratus man her henviser til.

[6] Greve-Titul: greve titel.

[7] Erigeret: et jordegods, der ved bevilling (erektionsbrev) blev omdannet til et stamhus (landejendom i en adelig slægts besiddelse, der udeleligt skulle gå i arv efter bestemte regler).

[8] Løsøre: rørligt gods (modsat fast ejendom: hus og jord) såsom indbo.

[9] Hartkorn: måleenhed for såkaldt hårdt korn, det vil sige rug eller byg, der blev anvendt til skatteberegning. Det officielle grundlag for jordvurdering efter ydeevne (bonitet) fra 1662-1903.

[10] Cadetter: de yngre sønner i adelige familier.

[11] Vindskibelighed: stræben el. flid.

[12] Livgeding: jordegods som på livstid tillægges en ikke-regerende fyrstelig person, fx en enkedronning.

[13] Jus Patronatus: kaldsret til gejstligt embede.

[14] Birke-Rettigheden: birkeret var retten for et birk, altså et retsområde udskilt fra de sædvanlige retskredse (herrederne). Birke-rettighed var således retten til at have et birk på sit gods og til at udnævne den lokale dommer.

[15] Decimantibus: tiendeyderne, altså de personer, der betaler tiende.

[16] Herligheden af Leding og Foring: værdien af leding og foring. ”Leding” var en krigstjenestepligt fra middelalderen, der med Jyske Lov (1241) blev gjort til en økonomisk afgift, ledingsskat, som selvejerbønder skulle betale kongen (herremænd og fæstebønder var skattefri). ”Foring” står formentligt i betydningen fodring, og var således en fodringsafgift eller fodringsskat.

[17] Abalieneres: at skille sig af med eller bortgive.

[18] Crimen læsæ Majestatis: majestætsforbrydelse.

[19] Primi acqvirentis: en fader, som var opretter eller besidder af et grevskab.

[20] Feudatarii: lejere.

[21] Præcipuum: forlod (lod, der forud udtages af et bo til fordel for en af arvingerne) ved arveskifte.

[22] Annammer: at få noget overrakt, i dette tilfælde af kongen.

[23] Renunciere: at frasige sig.

[24] Retraite: at træde tilbage (fra et embede).

[25] Allodial-Gods eller Odel: særgods, altså fri ejendom, som en person ud over at besidde et len ejer frit.

[26] Hovedgaard: Herregård, hvortil der hørte bøndergods. En hovedgård havde skattefrihed og et majorat kunne bestå af flere hovedgårde.

[27] Prindsesse-Styr: skat, hvis udbytte anvendtes til medgift for en prinsesse.

[28] Ros-Tieneste: pligt for adlen til at yde tjeneste til hest i fuld udrustning.

[29] Sandmænds-Tog el. sandemænds-tog: at blive udtaget som nævning.

[30] Oldengang: det, at svin går på Olden. Olden er en fællesbetegnelse for træernes frugter/nødder, bog og agern, som i gamle dage blev brugt til at fodre svin med. Hver gård enten havde ret til at have et vist antal svin gående i skoven og/eller kunne betale såkaldt oldengæld til skovejeren for at have grise på foder i skoven.

[31] Marke-Rebninger: opmåling af en mark og fordeling af agerjord.

[32] Sædvanlige Besværinger: økonomisk afgift eller generelle og/eller tidskrævende opgaver som bønderne var pålagt.

[33] Bergværk eller bjergværk: anlæg, hvor mineraler udvindes og forarbejdes.

[34] Gemæsz: hvad der er i overensstemmelse med reglerne/praksis.

[35] Investitur: investitur er den handling, hvorved et grevskab eller et baroni stiftes ved overlevering af et lens- eller erektionspatent. Erektionspatentet er oprettelsesdokumentet for et grevskab eller baroni givet af kongen.

[36] Khavn: København.

[37] Hotel: fornemt beboelseshus i en by.

[38] Angelegen: magtpåliggende eller vigtig.

[39] Chifre: taltegn, her at lade sætte tal ved sit navn (fx Christian 3.).

[40] Charge: embede eller post.

[41] Ziir el. sir: om hvad der pryder og smykker noget.

[42] Fisco: statskasse.

[43] General-Fiscal: kongelig embedsmand der var øverste statsanklager og som førte kontrol med lovens overholdelse og statskassens rettigheder.

[44] Efterleverske: enke.

[45] Byndig: bindende.

[46] Decimantibus: tiendeyder. Tiende var en afgift, oprindeligt svarende til en tiendedel af alle afgrøder og produkter, verdslige personer skulle betale til kirkelige formål. Tiende blev oprindeligt fordelt med 1/3 til hhv. præst, kirke og biskop, men ved reformationen overgik bispens andel til kongen. Ved reformationen blev adelige desuden fritaget for at betale tiendeafgift af den herregård, de selv boede på.

[47] Erectionen: oprettelsen af et majorat, det vil sige båndlagt gods eller kapital, ifølge 1671-forordningen. Et majorat er en fællesbetegnelse for len, stamhuse og fidelkommiser.

[48] Retraite: tilbagetræden fra embede eller det at søge tilflugt et sted.

[49] Lustre: glans eller ære.

 

Om kilden

Dateret
25.05.1671
Oprindelse
Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og Aabne Breve samt andre trykte Anordninger som fra aar 1670 (…) ved Etatsraad Jacob Heinric Schou. Kiøbenhavn, 1822.
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk