Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Grevens Fejde 1534-36

Artikler

Grevens Fejde betragtes traditionelt som Danmarks hidtil sidste borgerkrig. Nogle historikere er dog i de senere år begyndt at betragte Treårskrigen 1848-50 som en borgerkrig, og Grevens Fejde var ikke en ren borgerkrig, idet udenlandske magter spillede en væsentlig rolle for både dens udbrud, forløb og resultat. Krigen afslørede imidlertid store sociale og religiøse brudflader i det danske samfund og kan langt hen betragtes som et opgør mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Dette opgør blev vundet af den militære og økonomiske overklasse, men konflikten blev kompliceret af, at begge parter havde eller fik allierede uden for kongeriget.

Forspil

Efter Frederik 1.s død i 1533 kunne rigsrådet ikke enes om valg af en ny konge. Uenigheden skyldtes, at Frederiks ældste søn, hertug Christian af Slesvig-Holsten, havde demonstreret, at han var inkarneret tilhænger af det protestantiske opgør med den katolske kirke. Det betød, at de katolske bisper og deres tilhængere ikke kunne støtte hans valg som dansk konge, mens den protestantiske fløj i rigsrådet gerne så ham som rigets nye overhoved. Resultatet blev, at rigsrådet i første omgang skulle styre landet.

Et andet kongeemne var Christian 2., der var blevet fængslet af Frederik 1. i 1532. Han var byborgernes og sandsynligvis også de fleste bønders favorit. Støtten til Christian 2. var især stærk i København og Malmø. Disse byer allierede sig med den fremtrædende nordtyske hanseby Lübeck, som var stærkt utilfreds med den handelspolitik, der var blevet ført i Danmark. Lübeckerne hyrede en slægtning af de danske konger, Grev Christoffer af Oldenburg, som fører for en hær af lejetropper, der skulle erobre Danmark i Christian 2.s navn. Det var efter ham at den påfølgende krig fik navnet Grevens Fejde.

Grev Christoffer af Oldenburg vinder frem

I juni 1534 gik grev Christoffers hær i land ved Skovshoved nord for København og i løbet af få uger fik han magten over både Sjælland og Skåne inklusive den sjællandske og skånske adel. Denne udvikling fik adelen i de øvrige landsdele til i juli måned at tilbyde hertug Christian den danske krone, og i august blev han hyldet i Horsens som Christian 3. Han hyrede herefter den erfarne holstenske lejetropfører Johan Rantzau, som startede med at angribe Lübeck fra Holsten.

I mellemtiden var der udbrudt et bredt folkeligt oprør på Fyn, der dog i første omgang blev knust af den nye konges tropper. Men herefter lykkedes det grev Christoffer og hans tropper at erobre Fyn. Senere bredte oprøret sig til Jylland, I september ankom Christian 2.s tro mand Skipper Clement til Aalborg, og han og hans folk fik snart efter bønderne til at rejse sig i oprør i hele det nordlige og vestlige Jylland, hvor en lang række herregårde og borge blev plyndret og brændt i den såkaldte Clementsfejde. Det lykkedes bønderne at nedkæmpe en adelshær ved Svenstrup syd for Aalborg, mens en påfølgende belejring af Randers, hvor den jyske adel havde forskanset sig, mislykkedes.

 

Johan Rantzaus modoffensiv

I november blev der sluttet fred mellem Lübeck og Holsten, hvorefter Johan Rantzaus lejetrophær kunne bevæge sig op igennem Vestjylland og via Viborg til Aalborg, hvor Skipper Clement og de oprørske bønder havde forskanset sig. Kort før jul lykkedes det Johan Rantzaus krigsvante landsknægte at indtage Aalborg. Skipper Clement blev fanget under flugten derfra og siden dødsdømt. Ikke længe efter lykkedes det den skånske adel at frigøre sig fra grev Christoffers herredømme med hjælp fra den svenske konge, der i høj grad frygtede Christian 2.s genkomst. Tilbagegangen for den borgerlige fløj i konflikten fortsatte i foråret 1535, da Johan Rantzau og hans hær drog til Fyn, hvor de i juni 1535 vandt en afgørende sejr over bønder og borgere ved Øksnebjerg. I juli gik turen videre til Sjælland, hvor al modstand nedkæmpedes, indtil hæren nåede København, som dog langtfra var villig til at overgive sig. Byen blev derfor belejret. Det samme skete nogenlunde samtidig for Malmø. I den forbindelse havde det ikke været til nogen hjælp, at det efterhånden stærkt trængte 'borgerlige' parti havde allieret sig med endnu en nordtysk fyrste, hertug Albrecht af Mecklenburg, der befandt sig i København, da belejringen af byen startede.

I august 1535 udløste modgangen i krigen en revolution i Lübeck, og det nye bystyre indledte straks fredsforhandlinger med kong Christian 3. En endelig fred blev sluttet i februar 1536. Senere forsøgte Christian 2.s svigersøn uden held at iværksætte en undsætningsekspedition fra Nederlandene til fordel for det belejrede København. Enden på krigshandlingerne blev, at hovedstaden endelig den 29. juli 1536 måtte overgive sig efter et helt års belejring; Malmø havde måttet give op i april.

Resultatet

Det kirkelige resultat af Christian 3.s magtovertagelse var, at de katolske bisper blev fængslet i august 1536, og i oktober samme år gennemførtes Reformationen og det formelle opgør med den katolske kirke.

Efter krigen fulgte også et retsopgør. Mest omfattende var det i Jylland, hvor alle bønder i den nordlige og vestlige del, som ikke kunne bevise, at de ikke havde deltaget i oprøret, måtte betale en såkaldt halsløsning (kompensation for ikke at blive henrettet), mens de bønder, der endnu ejede deres gårde, mistede deres ejendomsret og blev kongelige fæstebønder – med mindre, de var så rige, at de kunne genkøbe deres ejendomme.

Christian 2., der var blevet fængslet af Frederik 1 i 1532, måtte forblive i sit fængsel til sin død i 1559.

Konsekvenser

Resultatet af Grevens Fejde blev altså Reformationen og dermed introduktionen af den protestantiske, kongestyrede statskirke, som bestod til demokratiets indførelse i 1849. Derudover kom udgangen på Grevens Fejde til at betyde en konsolidering af adelens meget stærke stilling i samfundet og dermed begyndelsen på den periode, som traditionelt betegnes som "Adelsvælden"; perioden fra 1536 til 1660.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015