Genforeningen 1920

Artikler

Genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920 blev muliggjort af Tysklands nederlag i 1. verdenskrig. Den fandt sted i juni 1920 efter et forløb, der tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile. Genforeningen blev konkret gennemført efter en folkeafstemning i de berørte områder. I Danmark gav genforeningsspørgsmålet dog anledning til megen politisk debat, da vide kredse ønskede, at også dele af Sydslesvig skulle indlemmes i Danmark.

Baggrund

Efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (fra 1871 Tyskland) og Østrig. Sønderjylland, som var det oprindelige navn på hertugdømmet Slesvig, var hermed tabt til Tyskland, og den dansk-tyske grænse kom til at løbe lige syd for Kolding. Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del følte sig som danske. I anden halvdel af 1800-tallet nød ønsket om en genforening med i det mindste dele af Sønderjylland derfor stor udbredelse i Danmark. Først med det tyske nederlag i 1. verdenskrig blev genforeningen imidlertid en realistisk politisk mulighed. Det sønderjyske spørgsmål havde dog ikke været en del af den politiske debat under krigen, og da det pludselig kom på dagsordenen ved krigens afslutning, stod mange uforberedt.

Der var to forskellige principper, der kunne lægges til grund for en kommende genforening. Et demokratisk i henhold til princippet om folkenes selvbestemmelsesret eller et historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte landet følge folket, efter den anden måtte folket følge landet. Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje, som genforeningsspørgsmålet gav anledning til.

Forhandlingerne i 1918

Den første officielle danske stillingtagen til spørgsmålet kom med vedtagelsen af en resolution ved et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918, hvor krigen endnu ikke officielt var afsluttet, men hvor det tyske nederlag var åbenlyst for enhver. Resolutionen tilkendegav, at den danske Rigsdag ønskede spørgsmålet løst i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.

De danske sønderjyders politiske leder i 1918 var rigsdagsmand H.P. Hanssen. Han rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober og opfordrede den tyske regering til at få spørgsmålet løst ved den forestående fredsslutning. Efter våbenhvilen d. 11. november 1918 lykkedes det den 14. november at få et skriftligt tilsagn fra den fungerende tyske udenrigsminister om, at Tyskland var indstillet på, at spørgsmålet skulle løses ved den forestående fredskonference. Med den tyske udenrigsministers tilsagn kunne de danske sønderjyder frit diskutere spørgsmålet, og den 17. november vedtog Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd, der var det øverste politiske organ for de dansksindede sønderjyder, den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker til genforeningens ordning. Resolutionen ønskede genforeningen tilvejebragt gennem en samlet folkeafstemning i Nordslesvig, defineret som området mellem 1864-grænsen og den såkaldte Clausen-linje (der var næsten identisk med den endelige grænse). Området skulle opfattes som én afstemningskreds, således at afgørelsen skulle træffes ud fra det samlede resultat uden hensyn til resultatet i de enkelte afstemningskredse. Det blev i resolutionen fastslået, at i de kredse syd for afstemningsområdet, hvor der blev fremsat ønske om det, skulle der holdes en selvstændig afstemning om spørgsmålet.

H. P. Hanssen fremsendte Aabenraaresolutionen og den tyske udenrigsministers brev af 14. november til den danske regering og bad den forelægge det sønderjyske spørgsmål på den forestående fredskonference. Udenrigsminister Erik Scavenius havde helst set spørgsmålet løst gennem en ren dansk-tysk aftale, men bøjede sig, og spørgsmålet blev derefter forelagt for de allierede, der accepterede at behandle det på den forestående fredskonference.

Fredskonferencen i Versailles

Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Den var tilrettelagt sådan, at både officielle og uofficielle deputationer kunne modtages. Dette udnyttede en privat dansk gruppe kaldet Dannevirkebevægelsen, der ønskede, at den kommende grænse skulle løbe langs Dannevirke. Dvs. langt sydligere end den danske regering ønskede det og uden hensyn til, hvad befolkningen i de berørte områder ønskede. Med aktiv støtte fra fransk diplomati, der ønskede at svække Tyskland så meget som muligt, fik Dannevirkebevægelsen adgang til at indgive et memorandum til konferencen, der blev behandlet på lige fod med det officielle Danmarks henvendelse.

De franske embedsmænd, der forestod det praktiske arbejde på fredskonferencen, fik arrangeret det sådan, at fredsforslaget af maj 1919 ikke bare foreslog samlet afstemning i Nordslesvig (1. zone) og en separat, distriktsvis afstemning i Mellemslesvig (2. zone), men yderligere en separat distriktsvis afstemning i en 3. zone, der dækkede området mellem 2. zones sydgrænse og en linje fra Slesvig til Tønning. Det sidste gik langt ud over, hvad man fra officiel dansk side havde stillet forslag om. Den danske regering foreslog, at man fra dansk side skulle protestere mod forslaget, da den ikke var interesseret i at få indlemmet områder med tysk flertal i Danmark i en situation, hvor det kunne forventes, at mange tyskere ville stemme for en tilslutning til Danmark pga. Tysklands forarmede situation.

Den radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen, idet Det Konservative Folkeparti ikke ville gå med til at protestere. Regeringen og Venstre enedes så om en stilfærdigt formuleret erklæring, der tilkendegav, at en afstemning i en 3. zone ikke var i Danmarks interesse og ikke var efter det officielle Danmarks ønske. Efter pres fra den britiske premierminister Lloyd George, der ønskede at give Tyskland visse mindre indrømmelser, gled bestemmelsen om en 3. zone ud af den endelige fredstraktat.

Efter Versailles

Versaillestraktatens underskrivelse fandt sted den 28. juni 1919, men den trådte først i kraft i januar 1920, og i mellemtiden blev det sønderjyske spørgsmål et afgørende konfliktpunkt i Danmark. Striden kom mere og mere til at dreje sig om Flensborg, Slesvigs største by, der lå i den nordlige del af 2. zone. Der var i almindelighed forventning om, at den kommende afstemning ville vise tysk flertal i Flensborg, men muligheden af et stort dansk mindretal i byen blev nævnt så ofte, at det for nogle næsten blev vished.

Da Versaillesfreden omsider trådte i kraft, kunne man fastsætte folkeafstemningen i 1. zone, Nordslesvig, til den 10. februar og folkeafstemningen i 2. zone, Mellemslesvig inkl. Flensborg, til den 14. marts. Afstemningen i Nordslesvig gav som ventet et betydeligt samlet dansk flertal, ca. 75 % af stemmerne, og kun ganske få distrikter med tysk flertal. Afstemningen i 2. zone viste et endnu tydeligere tysk flertal, sammenlagt ca. 80 % af stemmerne. Afstemningen i 2. zone var imidlertid ikke samlet, men distriktsvis, men intet afstemningsdistrikt havde dansk flertal.

Plakater fra folkeafstemningen i 1920:

I Flensborg by var den danske stemmeandel ca. 25 %. Det var en betydelig fremgang i forhold til det sidste valg før Verdenskrigen, men lavere end de forventninger, der efterhånden var bygget op hos mange. I mange danske kredse var der et stort ønske om under en eller anden form at gøre noget for Flensborg, men dette afviste den radikale regering, der ønskede at følge afstemningsresultatet. Disse modsætninger var medvirkende årsager til Påskekrisen i foråret 1920, hvor Christian 10. afsatte regeringen Zahle.

For de, der var utilfredse med genforeningens omfang, samlede bestræbelserne sig i april-maj om et forsøg på at opnå en internationalisering af 2. zone. Enten i lighed med den løsning, der var fundet omkring Saar-området, eller i lighed med den løsning, der blev fundet omkring Danzig. Tanken om en internationalisering var uden belæg i fredstraktaten og blev afvist fra engelsk side, og efter indstilling fra den internationale kommission, der havde administreret de to afstemningszoner siden januar 1920, blev grænsen fastsat som grænsen mellem 1. og 2. zone. Fra den 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet, og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev Genforeningen markeret gennem kong Christian 10.s indtog i Sønderjylland og den store folkefest på Dybbøl Banke.


Genforeningsfestlighederne på Dybbøl Skanse den 11. juli 1920, hvor henved 50.000 mennesker deltog. Kong Christian 10. fik ved højtideligheden overrakt et gammelt dannebrogsflag af den 85-årige veteran Hans Thomsen fra Sundsmark. Fra danmarkpaafilm.dk, Filmcentralen.dk/Det Danske Filminstitut.

Følg linket herunder for at åbne et interaktivt kort, der viser grænseændringerne i 1864 og 1920. 

Klik her for at åbne det interaktive kort på en ny side.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jørgen Fink
Tidsafgrænsning
1920 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. november 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jørgen Fink
Tidsafgrænsning
1920 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. november 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk