Gallup 1960: Danskernes syn på ulandsbistand

Kilder

Kildeintroduktion:

Udviklingshjælp kom på den internationale dagsorden efter 2. verdenskrig. FN oprettede sit første udviklingsprogram i 1949, og i 1950'erne kanaliserede Danmark også langt det meste af sin udviklingsbistand gennem FN. Omkring 1960 kom der yderligere fokus på udviklingsbistand, der blev en populær sag - også i Danmark, der hidtil havde bidraget med relativt lidt. I 1970 var Danmarks bidrag imidlertid nået op på niveau, der ca. svarede til gennemsnittet blandt de rige lande. Udviklingsbistandssagen blev ved med at stå stærkt herhjemme, og i 1978 nåede Danmark som et af få lande op på FN's målsætning på 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) - en årgang i 1990'erne sågar 1 % af BNI. Udviklingsbistanden er uden tvivl blevet ydet ud fra en ansvarsfølelse for verdens fattige, men den har også spillet en stor rolle i den danske udenrigspolitik og derved været med til at fremme danske mærkesager og bilaterale aftaler.

I denne meningsmåling fra 1960 undersøgte Gallup danskernes holdning til et forslag om at sætte udviklingsbistanden op til 1 % af BNI. Knap halvdelen af danskerne var tilhængere af dette forslag, 14 % var modstandere, mens 38 % ikke kunne tage stilling til spørgsmålet. Den danske befolkning var altså langt hen ad vejen positivt indstillet over for forslaget, omend man måske skal huske på, at den lave modstanderandel kan skyldes, at modstand mod en "god sag" kan være tabubelagt. Gallup opdelte svarene efter køn, alder, indkomst, bopæl og politisk tilhørsforhold.

Analysefirmaet TNS-Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.

BEFOLKNINGENS SYN PÅ DANMARKS BIDRAG TIL DE UNDER-UDVIKLEDE LANDE

Positiv indstilling til langt større bidrag end det nuværende.

Siden den anden verdenskrig har problemerne omkring de såkaldte "udviklingslande", d.v.s. lande i Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien, trængt sig stadig stærkere frem i forgrunden blandt internationale anliggender. Grunden hertil er vel først og fremmest en spontan politisk, men også en omfattende erkendelse af det på længere sigt uholdbare i en situation, hvor henved en fjerdedel af jordens befolkning lægger beslag på henved 80% af rigdommen, og hvor udviklingen endda - selv under gunstige vilkår - vil fortsætte, således at de fattige lande vil blive stadig fattigere og de "rige" lande stadig rigere.

En ændring af denne udvikling er vel mest iøjnefaldende et økonomisk spørgsmål, hvilket også gælder kravene fra udviklingslandene selv. De problemer, en radikalt ændret økonomisk - vestlig og industriel - udvikling rejser, er imidlertid mange andre - og lige så væsentlige - end de rent økonomiske, f.eks. de politiske, kulturelle, undervisningsmæssige, befolkningsmæssige og klimatiske forudsætninger (de fleste af udviklingslandene ligger i den tropiske zone).

Hjælp til økonomisk udvikling er hidtil ydet ved to-sidede aftaler mellem landene eller gennem internationale organisationer. Den internationale bank (verdensbanken) har oprettet en særlig organisation til billiggørelse af lån, ligesom udviklingslandenes problemer er et selvstændigt punkt for den nye samarbejdsorganisation i Paris (O.E.C.D). Skal udviklingen imidlertid ændres radikalt, så den relative forskel i velstand mellem de "rige" og de "fattige" lande mindskes, vil de rent økonomiske ofre være af en sådan størrelsesorden, at udviklingen i de bidragydende landes egen økonomi vil blive sinket.

For at undersøge befolkningens indstilling til de økonomiske ofre har Gallup Instituttet stillet et repræsentativt udsnit af den voksne befolkning følgende spørgsmål:

"Hvis det blev foreslået, at Danmark sammen med andre ligestillede lande skulle yde 1% af nationalindkomsten, d.v.s. for Danmarks vedkommende ca. 300 milioner kr. årligt, som støtte til de underudviklede lande, ville De så være tilhænger eller modstander af et sådant forslag?"

Spørgsmålet gav følgende svar:

%
tilhængere 48
modstandere   14
ved ikke 38
ialt 100

(...)

I nedenstående oversigt er svarene opdelt på de adspurgtes køn, alder, indtægt samt bopæl:

  tilhængere     modstandere     ved ikke     ialt  
% % % %
mænd 52 17 31 100
kvinder 44 12 44 100
15 - 17 år 37 5 58 100
18 - 24 år 55 3 42 100
25 - 30 år 58 17 25 100
31 - 40 år 51 12 37 100
41 - 50 år 47 10 43 100
51 - 60 år 47 21 32 100
61 eller derover 40 22 38 100
under 12.000 kr. 46 17 37 100
12 - 17.999 kr. 49 12 39 100
18 - 25.999 kr. 50 13 37 100
26.000 kr. eller derover    72 8 20 100
hovedstad 56 11 33 100
provinsbyer 45 16 39 100
landdistrikter 43 14 43 100

Som ventet viser "ved ikke"-procenten sig at være højest blandt kvinderne, blandt de unge og blandt adspurgte boende på landet. Ser man bort fra disse svar, viser det sig, at kvinderne gennemgående er mere positivt indstillet end mændene overfor et øget dansk bidrag af den nævnte størrelsesorden. Samtidig viser undersøgelsen, at "offervilligheden" tilsyneladende er størst blandt de unge, og derefter stort set aftager jo ældre man bliver.

For de 4 anførte indtægtsgrupper konstateres en meget klar forskel i indstilling, idet medens ca. knapt hver fjerde blandt de laveste indtægter er modstandere af forslaget, gælder dette kun hver tiende blandt svarpersoner med de højeste indtægter. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at "offervilligheden" rent moralsk er mindre blandt de økonomisk dårligst stillede, men kan lige så godt skyldes, at ethvert ekstra offer føles så meget tungere i disse indkomstgrupper.

Endeligt viste det sig, at medens hver sjette i hovedstaden var tilhængere af forslaget, gjaldt dette kun hver fjerde i provinsbyerne og på landet.

Da spørgsmålet om bidrag (deres størrelse) til udviklingslandene (excl. Grønland) kan blive et partipolitisk spørgsmål, er svarene fordelt efter politisk tilhørighed til de fire største partier:

 tilhængere   modstandere   ved ikke    ialt  
% % % %
socialdemokrater   52 18 30 100
radikale 62 17 21 100
konservative 57 19 24 100
venstre 45 17 38 100

Den største forskel noteres mellem de radikales og venstres vælgere. Medens 62% blandt de første ville støtte forslaget, gælder dette kun 45% blandt de sidste. For begge vælgerkorps er procenten af modstandere 17%. Nærmest venstres vælgere ligger de socialdemokratiske vælgere med 52% for og 18% imod, medens 57% blandt de konservative er for og 19% imod. Modstanderne er således stort set ens i de fire nævnte vælgerkorps.

De 14% af samtlige, der erklærede sig som modstandere af forslaget, er yderligere blevet bedt om en motivering for deres standpunkt og gav følgende svar:

Danmark har udgifter nok, vi kan selv bruge vore penge    54
Der er alt for mange udgifter for Danmark 18
Lad kolonimagterne selv betale 5
andet 17
ved ikke 6
ialt 100

Knapt tre fjerdedele (72%) angiver det rent umiddelbare, at vi har selv mest brug for pengene, medens 5% anfører det mere moralsk retfærdiggørende, at hele miseren skyldes de tidligere kolonimagter, hvorfor det må være deres hovedpine at betale nu. "Andre svar" anførtes af 17%. Blandt andet blev følgende nævnt:

Der er ingen, der hjælper os - Det vil aldrig være ærligt - Kan ikke sige, et bestemt land er underudviklet - Der skal oplysning til forinden - Landene skal klare sig selv - Vi giver gennem Røde Kors, det må være nok - De penge falder ikke, hvor de skal - Der laves forretning dermed - Vi har hjulpet nok.

Om kilden

Dateret
19.11.1960
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. marts 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
19.11.1960
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. marts 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk