Gallup 1957: Skal vi have skægmoden tilbage?

Kilder

Kildeintroduktion:

Moden er omskiftelig - brylcreme, seler og skæg kommer og går. I denne Gallup-undersøgelse fra 1957 får vi et indblik i danskernes holdning til, om mænd burde lade skægget stå. Overordnet set peger undersøgelsen i retning af, at skægget var ganske upopulært i slutningen af 1950'erne. I hvert fald var mere end halvdelen (53 %) af danskerne modstandere af skæg. Af grundlæggende tendenser ses, at mændene var mere positive end kvinderne, de ældste og yngste grupper var mere positive end de mellemste aldersgrupper, og de ugifte var venligere stemt over for skæg end de gifte. Endelig ser det ud til, at den generelle stemning fik mange mænd til at undertrykke deres skæglyster - således havde ca. 80.000 mænd skæg, men dobbelt så mange havde lyst til at lade skægget stå.

Analysefirmaet Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.

SKAL VI HAVE SKÆGMODEN TILBAGE?

80.000 mænd bærer skæg, og dobbelt så mange kunne tænke sig at få det.

Gallup-Instituttet har fornylig foretaget en undersøgelse om befolkningens syn på skægmoden hos mænd. Et repræsentativt udsnit på 2.000 personer af såvel mænd som kvinder over 18 år er blevet spurgt: "Er De tilhænger eller modstander af, at mænd har skæg?" Resultatet af undersøgelsen opdelt efter adspurgtes køn, alder og civilstand er:

tilhænger
   af at mænd   
har skæg

   modstander   
af at mænd
har skæg
   ved ikke   
Samtlige adspurgte   % % %
Samtlige adspurgte 14 53 33
Kvinder 10 65 25
Mænd 17 43 40
18-22 år 25 54 21
23-34 år 11 60 29
35-49 år 10 55 35
50-64 år 12 53 35
65 år og over 24 35 41
Gifte 11 53 36
Ikke gifte 19 47 34

Tilhængerne af at mænd bærer skæg findes i første række blandt mændene selv, blandt de over 65­-­årige og de helt unge. Ialt 14% af de adspurgte er tilhængere af, at mænd bærer skæg. Det kan anføres, at blandt de 18-22-årige mænd er ialt 32% tilhængere af, at mænd har skæg, medens 36% er modstandere og 32% uden standpunkt.

Som begrundelser for at mænd bærer skæg, anfører de kvindelige tilhængere bl.a., at det ser mandigt ud, og at det klæder manden. De mandlige tilhængere anfører som de vigtigste begrundelser for, at mænd bærer skæg, at det er nemt, og at det skal have lov til at gro.

Blandt modstanderne - der omfatter halvdelen af befolkningen - af at mænd bærer skæg, er der i det store og hele overensstemmelse mellem kvinders og mænds begrundelser. Som de vigtigste argumenter for modstand kan anføres: "Skæg ser rædsomt ud", "Mænd er pænere uden skæg", og "Skæg er uhygiejnisk".

80.000 har skæg.

Samtlige adspurgte mænd er spurgt: "Har De/kunne De tænke Dem at få skæg?" Af svarene fremgår det, at ialt 5% - svarende til 80.000 - har skæg. Dobbelt så mange - nemlig ialt 11% - kunne tænke sig at lade skægget stå.

Af de gifte kvinder har ialt 8% udtalt, at de kunne tænke sig, at deres mand bar skæg. IaIt 4% af de adspurgte kvinder har oplyst, at deres mand har skæg, og kun få af disse kvinder kunne ikke lide det.

Om kilden

Dateret
05.07.1957
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. februar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
05.07.1957
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. februar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk