Gallup 1949: Hvem består partierne af?

Kilder

Kildeintroduktion:

Gallup har i hele sin levetid med jævne mellemrum lavet meningsmålinger, der viser partiernes aktuelle opbakning i befolkningen. I 1949 samlede Gallup flere års data i denne analyse af, hvilke samfundsgrupper partierne fik deres stemmer fra. Partiernes vælgersammensætning belyses ud fra fem parametre: køn, alder, evhversgruppe, indtægt og uddannelse. Partierne er traditionelt set opstået som fortalere for en bestemt samfundsgruppes interesser, og i analysen ser det da også ud til, at partierne langt hen ad vejen havde karakter af klassepartier. F.eks. er størstedelen af kommunisternes vælgere arbejdere, mens Venstres vælgere kendetegnes ved at være selvstændige med folkeskoleuddannelse, hvilket passer godt med en landmands profil.

Analysefirmaet TNS-Gallup har siden 1939 foretaget meningsmålinger i Danmark om de emner, der optog danskerne. Det drejer sig både om storpolitiske spørgsmål og de små dagligdags ting, der har haft betydning for almindelige menneskers hverdag. Meningsmålingerne er en værdifuld kilde til dansk historie efter 1945. Både fordi de måler danskernes holdninger til en lang række meget forskellige spørgsmål, men også fordi de spørgsmål, der blev stillet, giver et indblik i, hvad man dengang fandt det interessant at spørge om.

En Gallup analyse af partiernes struktur
af Chr. Ditlev Reventlow.

I Dansk Gallup Instituts opinionsundersøgelser findes et hyppigt tilbagevendende spørgsmål: "Hvilket parti ville De stemme på, hvis der var valg idag?" Da Institutet aldrig spørger de samme mennesker to gange, fremkommer der gennem månedernes og årenes forløb et meget stort materiale, der egner sig til en nærmere analyse af partiernes struktur. Gennem det sidste årstid er således indsamlet besvarelser fra en halv snes tusind eller nøjagtig 9.822 stemmeberettigede medborgere, som tilsammen danner et repræsentativt udsnit af hele den danske vælgermasse med hensyn til køn, alder, hjemsted, erhvervsgruppering, Samfundslag og skoleuddannelse. Når dette materiale underkastes statistisk behandling, fremkommer et væld af oplysninger, der ikke alene for første gang belyser partiernes sammensætning indenfor samfundsgrupperne, men også fortæller lidt om de personer, der ikke er fast forankrede i eet parti, men ved deres vandring fra parti til parti skaber bevægelserne i valgtallene.

Når hele dette materiale behandles i denne og en (et par)følgende artikel(r), er det ikke på nogen måde som et forsøg på en valgprognose, hvad det ifølge hele materialets art naturligvis ikke kan være. Det spænder over et tidsrum, hvor valgtanken for størstedelen var uaktuel, og det bygger på visse faktorer, som altid, og også lige op under et valg, må skabe en vis usikkerhed med hensyn til stemmernes endelige nøjagtige talmæssige fordeling. Dette kan bedst udtrykkes ved fremhævelsen af den kendsgerning, at materialet nogenlunde konstant blot rummer tre fjerdedele af de stemmeberettigede (i dette tilfælde 75,1 pct.), som med sikkerhed ved og vil udtale sig om, hvilket parti de på det givne tidspunkt vil give deres stemme.

Den resterende fjerdedel volder forskellige kvaler. Den består for det første gennemsnitlig af 8 pct. af de adspurgte, der nægter at udtale sig om deres politiske standpunkt, samt af nogle få procent, der erklærer rent principielt ikke at ville stemme, men desuden af 15-16 pct., som er usikre, d.v.s. at de ikke har taget endeligt partimæssigt standpunkt. Det ville ikke være noget særligt stort problem, hvis man kunne gå ud fra, at i hvert fald de usikre fordelte sig proportionelt mellem partierne, men dette er ikke altid tilfældet. De usikre er skævt fordelt i befolkningen. Selvom de udgør en minoritet, er det en overordentlig vigtig og ofte afgørende minoritet. En væsentlig del af dem er kvinder og navnlig gifte kvinder, som er totalt uinteresserede i politik. Når Gallup Institutet spørger dem, mødes det hyppigt med et modspørgsmål: "Kan De ikke komme igen iaften, når min mand er hjemme?" Ikke så få venter på at få deres direktiver - en svingning hos ham vil få dobbelt betydning ved også at fremkalde en svingning hos hende.

Lige så lidt som man kan arbejde med den hypotese, at de usikre til syvende og sidst fordeler sig proportionelt, lige så lidt kan man have vished for, at alle, der giver udtryk for en fast partimæssig tilslutning, også møder frem på valgdagen og afgiver deres stemme. Hvis der var hundrede procents valgdeltagelse, ville en forudsigelse af det endelige resultat trods de usikre alligevel kunne foretages med en ret stor nøjagtighed, men sikkerheden påvirkes naturligt af valgdeltagelsens størrelse. Ved det sidste præsidentvalg i Amerika mødte således kun omkring halvdelen af vælgerne frem, og usikkerheden overfor det endelige resultat var følgelig overordentlig stor. I Holland, hvor der kan idømmes bøde for ikke at stemme, og valgdeltagelsen antagelig derfor kan nå op på 94 pct., har Gallup Institutet mødt frem med enestående fine resultater. I et land som Danmark med en stor, men langt fra hundredprocentig valgdeltagelse, kan det endelige valgresultat i højere grad bestemmes af de enkelte partiers individuelle dygtighed til at indpiske deres faste tilhængere end deres evne til at lokke nye tilhængere fra andre partier.

Der kan således fra et Gallup Instituts side snarere være tale om en valgundersøgelse, end om en egentlig valgforudsigelse. Det, man kan Offentliggøre, giver et billede af situationen i vælgerbefolkningen på et givet tidspunkt og kan naturligvis give anledning til visse konklusioner. Det tekniske apparat, der betinger en sådan undersøgelse, er imidlertid så omfattende, at man ikke kan følge en valgkampagne længere end til henved to uger før valgdagen. Dette er beklageligt, idet der meget ofte er det paradoksale ved en valgkampagne, at den ikke skaber voksende sikkerhed med hensyn til stemmeafgivningen hos vælgerne, efterhånden som den skrider frem, men at tværtimod erfaringen herhjemme som i udlandet viser, at usikkerheden kan tage til lige op til selve valgdagen

De fleste ved af egen erfaring, at når de har hørt på ordførernes eller andres indlæg, har de meget ofte fundet fornuftige ord hos deres politiske argeste modstandere og for sig selv sagt ''manden har skam ret på de punkter”. Det er dette, som skaber den yderligere usikkerhed under den heftige påvirkning under valgkampen, og som i adskillige tilfælde kan medføre, at det først er i enerummet med blyanten i hånden på valgdagen, at det bestemmes, om man falder tilbage i den vante bås eller flytter krydset over i en ny.

Her i landet er det muligvis kun een af seks, som opfører sig således, og som altså kun udgør et lille mindretal, men et uhyre vigtigt mindretal, der kan være af afgørende betydning for den politiske magtforskydning og derfor er politikernes egentlige jagtvildt på samme gang, som de er et Gallup Instituts kroniske hovedpine, hvis det da vil forsøge at forudsige valgresultatet. Der er her tale om psykologiske faktorer, der først gennem undersøgelser efter valgdagen lader sig omsætte i tal, og på det tidspunkt interesserer det kun få andre end videnskaben og de politiske teoretikere, og disse erfaringer og beregninger bagefter har ikke engang gyldighed for den forudgående bedømmelse, næste gang det går løs, idet de fleste valgs grundtone er forskellige.

Et vægtigt bidrag til bedømmelse af partiernes stilling findes imidlertid i den i det følgende og for første gang fremkomne analyse af partiernes struktur. 

Partiernes sammensætning efter køn.

Mandens og kvindens stemme er lige gode, deres kryds tæller lige meget, men når man analyserer et materiale, som udgøres af svarene fra alle, der har taget politisk standpunkt, er det kun et enkelt af partierne, som har nøjagtig ligevægt mellem de to køn. Dette parti er socialdemokratiet. Blandt de radikale vonstre, viser tallene, er forskellen større - 55 pct. mænd mod 45 pct. kvinder. Hos de konservative er der 48 pct. kvinder og 52 pct. mænd. Venstre nærmer sig mere balancen med 49 pct. kvinder og 51 pct. mænd. Derimod er mændene langt i overtal indenfor de bevidste retsstatsfolk - 68 pct. mænd mod 32 pct. kvinder - og det samme forhold gør sig gældende indenfor
kommunisterne med 65 pct. mod 35 pct. At et gennemsnit af alle partier viser kvinderne i undertal, skyldes netop den ovennævnte kendsgerning, at kvinderne har sværest ved at udtale sig om, hvilket parti de ville stemme på, "hvis der var valg idag?"

Aldersfordelingen indenfor partierne.

For partierne er det ligesom for de fleste virksomheder af overordentlig betydning, at tilhængerne eller kunderne er rigtigt aldersmæssigt fordelt. En
overvægt af gamle kan være et sygdoms- eller i hvert fald et svaghedstegn,
hvorimod en jævn fordeling er sundhed, og en stærk bestand af unge kan være
et løfte for fremtiden. Ved at inddele det foreliggende materiale i tre aldersgrupper - 25-34 år, 35-49 år og de 5o-årige og ældre - fremkommer nogle interessante oplysninger, som bedst kan sammenfattes i følgende oversigt:

 

 

  50 år og   
 ældre

  35-49 år  

  25-34 år  

  ialt  

 

pct.

pct.

pct.

pct.

Socialdemokrater

36

37

27

100

Radikale

49

30

21

100

Konservative

38

36

26

100

Venstre

43

33

24

100

Retsforbundet

26

39

35

100

Kommunister

27

45

28

100

Den aldersmæssige struktur i socialdemokratiet og blandt de konservative ligner hinanden mest. Derimod synes de radikale at have en i forhold til de andre partier temmelig stærk tyngde blandt de ældre. Det samme gælder tildels venstre, men der er -som undersøgelsen også viser - en del forskel på bevægelsen i de to partier, idet de radikale vokser sig ældre ved, at partiet er en mere forholdsvis uforanderlig blok end venstre, der stadig i højere grad end de radikale får en tilgang fra midaldrende eller ældre vælgere.

I Retsforbundet er tyngdepunktet til gengæld blandt de noget yngre vælgere, og en overraskelse for de fleste vil det utvivlsomt være, at tæt ved halvdelen af kommunisterne hører·til gruppen 35-49 år, og at tyngdepunktet ikke ligger ved en lavere alder.

Erhvervsgrupperne og partierne.

Valget af parti er sædvanligvis knyttet til personlige økonomiske interesser, men at der indenfor alle partier findes repræsentanter for hver af de fem erhvervsgrupper, som statistikkerne ofte anvender, viser følgende sammenligning:

 

 

  Selv-  
  stændige  

  funktio-  
nærer

  arbej-  
dere

hus-
  mødre  

ude af
  erhverv  

  ialt  

 

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

Socialdemokrater

10

13

36

34

7

100

Radikale

31

17

13

32

7

100

Konservative

33

21

6

35

5

100

Venstre

40

7

9

38

6

100

Retsforbundet

34

15

19

27

5

100

Kommunister

5

10

58

22

5

100

 

Radikale og Retsforbundet har således den forholdsvis jævneste spredning over alle fem erhvervsgrupper, medens venstre i udpræget grad omfatter personer med selvstændigt erhverv. Funktionærerne er forholdsvis stærkest repræsenteret blandt de konservative, men spreder sig ellers over alle partier med undtagelse af venstre. Husmødrene taler alle partierne til, men i forholdsvis svagest grad kommunisterne. Mest bemærkelsesværdig synes den temmelig store repræsentation af arbejdere indenfor retsforbundet at være.

Det er naturligvis en ret grov inddeling, men at gøre den mere detailleret, hvad der ville være af betydelig interesse for de enkelte partier, ville føre for vidt indenfor denne artikels rammer.

Partierne og indtægten.

Et endnu tydeligere billede af økonomiens forhold til den politiske indstilling giver følgende opdeling af de overbeviste partigængere på indtægterne. Der er tale om tre grupper, som giver udtryk for indkomsten, samt en fjerde gruppe, der omfatter alle, som har opgivet parti, men ikke vil svare på, hvilken indtægtsgruppe de tilhører. Da de imidlertid kun udgør gennemsnitlig ialt 3 pct., spiller de en ubetydelig rolle:

 

 

under 
  6.000 kr.  

   6-9.000   
kr.

over
  9.000 kr.  

    intet    
svar

     ialt     

 

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

Socialdemokratiet

63

27

8

2

100

Radikale

56

24

18

2

100

Konservative

26

29

41

4

100

Venstre

64

23

10

3

100

Retsforbundet

37

33

23

7

100

Kommunister

47

35

16

2

100

Den gennemsnitlig laveste indtægt findes således blandt socialdemokratiets og venstres vælgere, hvorimod der er en forholdsvis høj gennemsnitsindtægt hos kommunisterne. 56% af de radikale mod 63% af socialdemokraterne og 64% i venstre har under 6.000 kr. i årlig skattepligtig indtægt, men tilsvarende er det blot 47% blandt kommunisterne og 37% i retsforbundet. Godt to ud af fem af de konservative har over 9.000 kr. i skattepligtig indtægt.

Partierne og skoleuddannelsen.

Materialet giver svar på et yderligere spørgsmål - hvilken vægt har skoleuddannelsen - folkeskole, mellem- og realskole samt studentereksamen indenfor partierne. Den samlede oversigt over fordelingen af de tre uddannelsesgrader giver føleende billede:

 

  folke-  
skole

  mellem- og  
realskole

  studenter  
eksamen

    ialt    

 

pct.

pct.

pct.

pct.

Socialdemokrater

70

29

1

100

Radikale

53

37

10

100

Konservative

41

45

14

100

Venstre

68

30

2

100

Retsforbundet

58

38

4

100

Kommunister

67

31

2

100

Sammenligningen mellem partierne er ikke uinteressant, men det bør muligvis overlades til de enkelte partier selv at drage de slutninger, de ønsker, ud af tallene.

De betragtninger, som materialet giver anledning til, er langtfra udtømte med de anførte oplysninger, men en yderligere fordybelse vil føre for vidt i en dagbladsartikel og antagelig kun have interesse for partiledelserne. Det kan derimod være af mere almen betydning i en følgende artikel at fortælle lidt om, hvem det er, som skaber uroen indenfor partierne, d.v.s. hvad det er for en slags vælgere, der i det sidste årstid har skiftet politisk standpunkt ved at vandre ud af et og ind i et andet parti.

Om kilden

Dateret
22.10.1949
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. januar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
22.10.1949
Oprindelse
TNS Gallup
Kildetype
Meningsmåling
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. januar 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk