Gadenavne i middelalderens byer

Artikler

I middelalderen opstod mange byer i Danmark, og med tiden blev gadenavne også et udbredt fænomen. Modsat i nyere tid var middelalderens gadenavne dog ikke defineret af byens myndigheder. De opstod blandt byens indbyggere, der generelt navngav en gade efter de aktiviteter, som foregik i gaden, eller hvad der karakteriserede en gade. Gadenavne havde ikke samme officielle eller fastlagte karakter, som de har haft de sidste århundreder. Alligevel udgør de middelalderlige gadenavne et væsentligt historisk kildemateriale, der bl.a. kan give indsigt i en bys sociale liv og topografiske udformning.

Gadenavnes oprindelse

Middelalderen var en vigtig tid for byudviklingen i Danmark. Ved indgangen til perioden omkring år 1050 fandtes der kun ganske få byer, men ved udgangen af middelalderen i 1536 var der omkring 80 byer i Danmark. I byerne lå bebyggelsen generelt tæt, og man færdedes mellem bygninger på gader og stræder, som byernes indbyggere gav navne.

På oldnordisk, dvs. det sprog man talte i hele Norden i vikingetiden, fandtes ordet ’gata’, der havde samme betydning som det moderne ord ’gade’. At vikingerne anvendte ordet, ses i den nordengelske by York, hvor man stadig i dag bl.a. finder ’Fishergate’ og ’Coppergate’. York var underlagt skandinaviske vikingekonger i dele af 800- og 900-tallet, og sådanne gadenavne i byen stammer enten helt eller delvist fra denne tid.

Om gaderne i vikingetidens ældste byer i Skandinavien som Ribe eller Hedeby havde navne, er usikkert, da der ikke findes skriftlige kilder, som kan fortælle os noget herom. Ligeledes er det ikke muligt at sige noget om potentielle gadenavne i de byer, der opstod senere i vikingetiden eller i den første del af middelalderen, da der heller ikke foreligger mange kilder fra denne tid. I begyndelsen af middelalderen, mens byerne stadig var relativt unge, synes gadenavne dog ikke at have været et udbredt fænomen. Her var det tilsyneladende tilstrækkeligt at omtale eksempelvis en nabo eller navnet på en kirke, når man skulle orientere sig i byen.

Dokument fra 1416. Biskop Peder af Ribe bevidner, at en kvinde i byen har fået fuldmagt af sin datter til at sælge deres fælles ejendom, der ligger mellem ”Grønnegade og Normangade”(markeret i dokumentet). Foto: Rigsarkivet, Ny Kronologisk Samling.

Det er i overvejende grad med udbredelsen af ejendomsdokumenter, f.eks. skøder og gavebreve til kirker og klostre, at vi får kendskab til middelalderens gadenavne. Forklaringen er, at det i sådanne juridiske dokumenter var vigtigt med præcise informationer om f.eks. en ejendoms placering i byen. En anden væsentlig kildegruppe er eksisterende gadenavne, der går tilbage til middelalderen. I ganske mange danske byer findes nemlig gader, som stadig har deres middelalderlige navn.

Det kan dog være svært at afgøre, om et gadenavn stammer fra middelalderen. Mange gader har skiftet navn i løbet af historien, hvilket allerede var et udbredt fænomen i middelalderen. Det gælder f.eks. en gade i Ribe, der i et dokument fra 1497 omtales som den gade, ”som fordums kaldtes Biskopsgade”. Gadens nye navn, ’Gråbrødregade’, er også anført på dokumentet.

Gadenavneskik og de udbredte gadenavne

Gadenavnene i middelalderens byer var ikke offentligt definerede af myndighederne, som vi kender det fra senere historiske perioder, hvor et bystyre (i nyere tid kommunen) har bestemt gadernes navne. Gadenavne havde en flydende og uofficiel karakter, og de opstod blandt byens indbyggere, der havde behov for at orientere sig i byen.     

Generelt blev en gade opkaldt efter det, som var karakteristisk for gaden. Eksempelvis kunne en gade navngives efter dens geografiske placering i byen eller efter de aktiviteter, som foregik i gaden. Ofte satte man et ord, der var karakteristisk for en gade, foran efterleddet ’-gade’. Også ’-stræde’, ’-sti’ og ’-gyde’ blev benyttet som efterled, når det drejede sig om mindre vejforløb.

Gl. Færgestræde i Helsingør. Gaden fik sit navn i 1912, men der er tale om et af Helsingørs vejforløb, der går tilbage til middelalderen. Efter et kloakeringsarbejde i gaden i 2009 blev den middelalderlige gadebelægning genskabt, hvorfor Gl. Færgestræde i dag fremstår som i middelalderen. Foto: Hans Krongaard Kristensen.    

Hovedgaden i middelalderens købstæder blev ofte kaldt ’Algade’ eller ’Adelgade’, hvilket var en betegnelse for et større gennemgående vejforløb i byen, der blev opfattet som en offentlig fællesvej. I omkring en tredjedel af middelalderens byer var der en Algade eller Adelgade. I andre byer blev hovedgaden kaldt ’Storegade’ eller ’Bredegade’, hvilket afspejlede, at der var tale om byens største gade – eller i hvert fald en af byens største gader. Byens torv, hvor byens borgere handlede med fremmede købmænd og oplandets bønder på ugentlige torvedage, lå i de fleste byer enten på eller i direkte forbindelse med hovedgaden.    

Større gader kunne navngives efter verdenshjørnerne, f.eks. ’Vestergade og ’Søndergade’, afhængigt af deres forløb ud af byen. Også andre gadenavne afspejlede gadens geografiske placering i byen. Den nuværende Mejlgade i Aarhus hed allerede før 1400-tallet ’Medelgade’, der simpelthen betød ’gaden i midten’, hvilket afspejlede gadens forløb centralt i den middelalderlige bykerne.

Kirker og klostre fyldte meget i bybilledet i middelalderen, og det afspejlede sig i gadenavnene. I flere byer fandtes en ’Klostergade’, der refererede til et kloster i den pågældende gade. Også bestemte klostre eller kirker kunne give navn til en gade. Eksempelvis omtales en ”Olofs Kirkegade” i et dokument fra Roskilde i 1387, der var opkaldt efter byens Skt. Olai Kirke. Gadenavne var ofte afledt af byens gejstlige institutioner eller måske helgener, som havde en særlig betydning for byens indbyggere.   

Et gadenavn kunne også være afledt af andre af byens verdslige institutioner og aktører, der afspejlede sig i gadenavnenes forled, f.eks. skole, rådhus, mølle og torv. Enkelte af byernes markante borgere kunne give navn til en gade. ’Mads Skrivers Gade’ i 1400-tallets Ribe er et eksempel herpå, og ligeledes er ’Snaregade’ i Københavns gamle bykerne, der fik sit navn efter byens rådmand Erling Snare, som ejede en gård i gaden omkring 1500. 

Gadenavnenes kulturhistoriske betydning

Middelalderens gadenavne udgør en interessant og rig historisk kildegruppe. Eksempelvis kan de give indblik i en bys topografiske udlægning. Gadenavnene ’Volden’ og ’Graven’ i Aarhus afspejler forløbet af dele af middelalderens forsvarsværk omkring byen. Det samme er tilfældet med gadenavnet ’Gravene’, som bl.a. findes i Viborg. I periferien af byerne fik gaderne ofte navn efter den lokalitet, f.eks. en landsby, som man nåede til, hvis man rejste den vej ud ad byen. Alle disse gadenavne fortæller således om byens fysiske afgrænsning i middelalderen. 

Moderne gadeskilt i Aarhus, der vidner om, at gadens forløb svarer til placeringen af vikingetidens og middelalderens forsvarsanlæg omkring byen. Foto: Kasper H. Andersen.    

Middelalderlige gadenavne kan også informere om, hvilke bygninger der var karakteristiske for en gade. Eksempelvis forsvandt middelalderens rige badstuekultur i løbet af renæssancen, hvorfor de mange badstuer i byerne blev revet ned eller anvendt til andre formål. Men gadenavne som Badstuegade eller Badstuestræde, der bl.a. stadig findes i Aarhus, Horsens og Haderslev, vidner om, at disse gader husede en badstue i middelalderen.

Gadenavne kan også afspejle de håndværkere, der boede i byens forskellige kvarterer. I København fandtes i senmiddelalderen en ’Smedegade’, hvor smedene holdt til, og den nuværende Købmagergade i samme by hed i fra det tidlige 1400-tal ’Kødmangergade’, fordi slagterne boede her. I Roskilde fandtes fra begyndelsen af 1300-tallet tilsvarende ’Kødmangerstrædet’. I Ribe var omkring år 1300 en ’Fiskergade’ og i Lund i Skåne en ’Lille Fiskergade’; i begge gader boede selvfølgelig fiskere.

Også fremmede gruppers tilstedeværelse i en by kunne give anledning til et gadenavn. Det ses bl.a. ved ’Tyskemannegade’ i København, der er identisk med en del af Vimmelskaftet i dag. Roskilde havde i 1400-tallet en ’Vendersgade’, hvilket afspejlede, at der tidligere i middelalderen havde levet slaviske vendere i byen. I Ribe var en ’Normangade’, som sikkert afspejlede byens handelsforbindelser til Norge, som dog i 1506 skiftede navn til ’Præstegade’.

Middelalderens gadenavne er således af stor kulturhistorisk værdi. De kan f.eks. fortælle os om en bys historiske topografi, dens fysiske udvikling og om indbyggernes liv og virke. I mange tilfælde kan de middelalderlige gadenavne endda give informationer om byens fysiske og sociale indretning, som der ikke findes andre kilder til.          

 

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Dansk Center for Byhistorie.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bjørn Poulsen, Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1050 - 1536
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgensen, Bent: Dansk gadenavneskik (1970).

Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjørn: Danmarks byer i middelalderen (2016).

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind V (1960).

Matthiessen, Hugo: Gamle Gader: Studier i navnenes kulturhistorie (1917).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bjørn Poulsen, Kasper Holdgaard Andersen
Tidsafgrænsning
1050 - 1536
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgensen, Bent: Dansk gadenavneskik (1970).

Kristensen, Hans Krongaard og Poulsen, Bjørn: Danmarks byer i middelalderen (2016).

Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, bind V (1960).

Matthiessen, Hugo: Gamle Gader: Studier i navnenes kulturhistorie (1917).

Udgiver
danmarkshistorien.dk