Frits Clausen, 1893-1947

Artikler

Frits Clausen var leder af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) fra 1933 til 1943. Som leder af nazistpartiet var han formentlig den mest udskældte og hadede dansker under besættelsen og har fået et eftermæle som en af de største landsforrædere i danmarkshistorien.

Baggrund og indmeldelse i DNSAP

Frits Clausen var dansksindet sønderjyde med liv og sjæl. Da han var født, og i de første år af sit liv bosiddende, i Aabenraa, var han tysk statsborger indtil genforeningen i 1920. Som ung lægestuderende blev han i 1914 indkaldt til fronttjeneste i den tyske hær på østfronten under Første Verdenskrig. Han blev taget til fange i 1915 og sad som russisk krigsfange indtil krigens slutning i 1918. Med i bagagen hjem fra fangenskabet havde han en stærk modvilje mod kommunismen, som han efter den russiske revolution havde oplevet på nærmeste hold. Efter Første verdenskrig afsluttede han sit lægestudium i København og blev medlem af Det Konservative Folkeparti. Han fik lægepraksis i sit elskede Sønderjylland i Bovrup i 1924.

I 1931 blev han medlem af det relativt nystiftede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Indmeldelsen skete i første omgang måske snarere i skuffelse og vrede over, at han ikke syntes at kunne komme frem i Det Konservative Folkeparti, end det skyldtes ideologiske overvejelser. I 1933 lykkedes det Clausen, ved at kup, at afsætte den daværende DNSAP-fører Cai Lembcke og selv overtage posten. Clausen fortsatte og forstærkede den hidtidige stærkt tysk-inspirerede linje i partiet. Partiprogrammet, organisationen og det meste af partiets udadvendte såvel som indadvendte kommunikation var en tro kopi af det tyske forbillede, Hitlers NSDAP.

Frits Clausen var Partifører for DNSAP 1933-44. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv

Frits Clausen var Partifører for DNSAP 1933-44. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv

Besættelsestiden

Med besættelsen 9. april 1940 trådte Clausen og hans parti for alvor ind på den politiske scene i Danmark. Med sine ideologiske tyske venner stående som besættelsesmagt i landet blev partiet pludselig en magtfaktor. Talrige var de taler, interviews og artikler, hvor Clausen krævede magten i Danmark. Og ordene fik udbredelse, fordi tyskerne støttede Clausen og DNSAP økonomisk, således at partiet kunne arbejde med et organisatorisk apparat og en presse, der var meget større end medlemsskaren berettigede.

Der var særligt i besættelsens første år en udbredt frygt for, at besættelsesmagten ville bringe Frits Clausen til magten. Dette skete imidlertid aldrig, idet tyskerne grundlæggende var tilfredse med samarbejdet med den demokratiske danske samlingsregering. Ved at holde muligheden åben kunne besættelsesmagten imidlertid presse de danske politikere til at være mere samarbejdsvillige.

Trods støtten fra besættelsesmagten lykkedes det dog aldrig Frits Clausen og DNSAP at opnå nogen bredere støtte i Danmark. De demokratiske partier førte fra begyndelsen af besættelsen en nådesløs agitation mod Frits Clausen og hans parti, som blev modtaget med lydhørhed i befolkningen. Clausen og DNSAP formåede aldrig at løse det dilemma, de havde bragt sig selv i: På den ene side at hævde at være mere danske end alle andre; på den anden side at efterligne og eftersnakke det tyske forbillede samtidig med, at man appellerede til besættelsesmagten om hjælp. Hvad end Clausen og partiet gjorde, blev de betragtet som landsforrædere af det store flertal af danskere. Partiets marginalisering kom endegyldigt for en dag ved Rigsdagsvalget i marts 1943, hvor DNSAP kun formåede at få 2 pct. af stemmerne og tre mandater trods de gunstige betingelser under besættelsen. Clausen var dybt skuffet og valgte som konsekvens at overdrage førerskabet til en stedfortræder og melde sig som feltlæge i Waffen SS, hvad der endnu en gang bragte ham til Rusland.

En stor del af de tilbageværende partifæller i DNSAP mente, at Frits Clausen svigtede sagen, hvad der førte til en hjemlig hetz mod ham, mens han var på østfronten. Han blev beskyldt for drukkenskab og usømmelig omgang med sygeplejersker. Hetzen lagde sig fint i forlængelse af den stigmatisering, Clausen i forvejen havde været udsat for af den ikke-nazistiske offentlighed, og i maj 1944 følte han sig tvunget til at nedlægge førerhvervet. Ydmygelsen fuldendtes med hans eksklusion af nazistpartiet i november 1944.

Clausen holdt sig siden da ude af politik. Men han var ikke glemt. Den 5. maj 1945 blev han interneret, og kort efter rejstes en sag mod ham for forsøg på magtovertagelse ved fjendtlig hjælp, hvervning til tysk krigstjeneste og antisemitisk agitation. Sagen kom aldrig til doms, idet Clausen døde i fængslet 5. december 1947.

Under besættelsen, og ikke mindst efter befrielsen, blev der tegnet et billede af Clausen som en elendig og selvovervurderende politiker, som man om ikke andet kunne takke for den ringe udbredelse af nazismen i Danmark. Den historiske forskning har peget på, at det dog må betegnes som et stykke dygtigt politisk håndværk at holde sammen på en bevægelse med så mange ideologiske fantaster, der tilmed mødte voldsom modstand fra det omkringliggende samfund.

Frits Clausen (th) ses her til en DNSAP-parade i sin hjemby Bovrup i Sønderjylland. Billedet er taget før september 1943. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Frits Clausen (th) ses her til en DNSAP-parade i sin hjemby Bovrup i Sønderjylland. Billedet er taget før september 1943. Foto: Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1933 - 1947
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. november 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

John. T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-1945 – og derefter, (2002)

 

John T. Lauridsen: Føreren har ordet. Frits Clausen om sig selv og DNSAP, (2003)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk