Fri abort, 1973-

Artikler

Den 13. juni 1973 vedtog Folketinget Lov om adgang til svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft den 1. oktober samme år. Loven indebar, at enhver kvinde med bopæl i Danmark fik selvbestemt ret til at få afbrudt sit svangerskab (abortus provocatus) inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Danmark var et af de første vesteuropæiske lande, der gennemførte adgang til fri abort. Loven var det endelige resultat af en udvikling, der siden 1930’erne havde åbnet for flere muligheder for lovligt at få afbrudt et svangerskab, hvis bestemte forhold gjorde sig gældende. 

Lovgivning om svangerskabsafbrydelse og abort før 1973

Ældre dansk lovgivning dikterede dødsstraf til kvinder, der med vilje afbrød en graviditet eller slog deres nyfødte barn ihjel. Det samme gjaldt for personer, der med medikamenter eller indgreb foretog svangerskabsafbrydelse på gravide kvinder. Graviditet og fødsel uden for ægteskab medførte dengang skam og stigmatisering for både moderen, barnet og slægten, og derfor tyede mange ugifte kvinder til forsøg på hemmeligt at skaffe sig af med fosteret eller det nyfødte barn.

I den nye straffelov i 1866 blev dødsstraf afløst af strafarbejde i op til 8 år. Den mildere strafudmåling var udtryk for et andet syn på forbrydelsen og også påvirket af, at der siden slutningen af 1700-tallet havde været mange benådninger af dømte kvinder.

I 1930’erne skete der igen ændringer i svangerskabslovgivningen. Strafferammen blev i 1930 nedsat til højst 2 års fængsel, og der blev indført en såkaldt ’nødretsregel’: hvis en kvindes liv eller helbred var i overhængende fare på grund af graviditeten, kunne hun efter ansøgning få udført en legal abort. Der blev desuden nedsat en Svangerskabskommission, hvis betænkning i 1937 førte til den første lov om svangerskabsafbrydelse, der tillod legal abort på medicinsk, etisk og eugenisk indikation. Eugenik – eller arvehygiejne – handlede om at ændre eller forbedre befolkningens sundhed ved at begrænse sygdomme og tilstande, der blev set som arvelige. Loven betød, at psykisk og fysisk helbred, incest, voldtægt og arvelighed blev faktorer, der kunne inddrages i sagsbehandlingen.

Fronterne i 1930’ernes debat om spørgsmålet var trukket meget hårdt op. Mange kulturpersonligheder deltog i debatten som repræsentanter for seksualreformbevægelsen, der fra begyndelsen af 1920’erne satte emner som frivilligt moderskab, seksualoplysning og en mere fri seksualmoral på dagsordenen. Tilhængere af en mere liberal lovgivning talte for udvidelse af kriterierne med indførelse af en social indikation, hvor også økonomiske forhold, boligforhold og familiesituationen skulle tages i betragtning. Andre tilhængere talte – med inspiration fra de unge kommunistiske lande – om indførelse af fri adgang til abort inden for den første del af svangerskabet. Modstanderne satte det ufødte barns rettigheder i fokus og talte om ’fosterdrab’ og ’fosterfordrivelse’ ud fra religiøse og/eller juridiske argumenter.

Den socialt bevidste læge Jonathan Høegh Leunbach (1884-1955) havde siden begyndelsen af 1920’erne været engageret i at udbrede viden om prævention, især blandt arbejderklassens kvinder. Han var også fortaler for udvidet legal adgang til svangerskabsafbrydelse. Han blev af modstandere kaldt for ’fosterslagter’ og mødt med nazistisk inspireret chikane pga. sin jødiske herkomst. I 1936 blev han idømt tre måneders fængsel for at have medvirket til ulovlige svangerskabsafbrydelser på 650 kvinder. På billedet hyldes han ved løsladelsen den 11. april 1937 af venner og klienter uden for Vestre Fængsel i København. På skiltene på barnevognene stod der blandt andet: ”Jeg er et Ønskebarn”, ”Jeg er intet Uheld!”, ”Leunbach eller Kaos”. Den 18. maj 1937 vedtog Folketinget en lov, der gjorde det muligt at få legal svangerskabsafbrydelse af autoriserede læger, hvis visse helbredsmæssige, etiske og arvelighedsmæssige kriterier var opfyldt. Fra: Det Kongelige Bibliotek

Lovgivningen i 1950’erne og 1960’erne blev præget af velfærdspolitik. Den anden svangerskabslov fra 1956 tilføjede den såkaldte ’defektindikation’, der tillod legal abort, hvis kvinden led af "fysiske eller psykiske defekter". Samtidig blev det indføjet, at der skulle tages hensyn til ”de forhold, hvorunder kvinden må leve” i vurderingen af ansøgninger. I 1967 nedsattes endnu en svangerskabskommission, der i 1969 kom med sin betænkning. Den medførte i 1970 indførelse af en social indikation i svangerskabslovgivningen, der nu udover medicinske, helbredsmæssige og arvelighedsmæssige forhold også skulle tage hensyn til kvindens sociale og økonomiske situation. Kvinder under 18 og over 38 år fik med den nye lov reelt adgang til fri abort, i lighed med kvinder med fire hjemmeboende børn eller derover.

Kendetegnende for hele perioden op til 1973 var, at illegale aborter var et udbredt fænomen, der blev udført i et ’undergrundsnetværk’, ofte mod betaling. Det involverede dels læger og sygeplejersker, der også af ideologiske grunde udførte indgrebene, dels af privatpersoner, der skabte sig en indtægt ved at udføre de såkaldte ’køkkenbordsaborter’. Endvidere florerede der i folkemunde mere eller mindre tvivlsomme metoder, som den uønsket gravide kvinde kunne ty til, blandt andet slag i underlivet, høje spring og hop, stærke afføringsmidler, strikkepinde, salt- og sæbeopløsninger og giftige kemikalier som bly og kviksølv. Tusinder af danskere – gravide kvinder og deres hjælpere – udøvede derfor hvert år kriminelle indgreb, der ikke sjældent medførte alvorlige læsioner, infektioner, blodtab og også dødsfald.

Årene op til 1973: ungdomsoprør, p-piller og rødstrømper

I begyndelsen af 1970’erne stod man med en lovgivning i et vadested. Mødrehjælpskontorerne skulle behandle ansøgningerne om tilladelse til abort. Flere og flere ansøgte, og flere og flere fik tilladelse – i 1972/73 ansøgte 12.052 kvinder, og der blev givet tilladelse til 10.540. Samtidig blev det skønnet, at der årligt blev foretaget 15-25.000 illegale aborter hos læger, kvaksalvere eller efter gør-det-selv-metoder. Loven blev altså en fortolkningslov, og der var igennem flere årtier opstået et åbenlyst misforhold mellem på den ene side lovens intentioner og på den anden side befolkningens opførsel, Mødrehjælpens sagsbehandling og lovens håndhævelse.

Fra midten af 1960’erne opstod der et betydeligt pres fra flere interessegrupper for at få gennemført en mere liberal lovgivning. Der blev arrangeret høringer og demonstrationer for fri abort, og der blev udgivet bøger og pjecer med personlige fortællinger og abortvejledninger. Aktivister arrangerede såkaldte abortrejser til Polen, der som mange andre kommunistiske lande havde fri abort, og til England og Sverige, hvor abortlovgivningen blev fortolket mere liberalt end i Danmark.

Dansk Kvindesamfund var i 1960’erne meget splittet i forhold til spørgsmålet om liberalisering af abortlovgivningen. Det førte i 1968 til, at en gruppe unge medlemmer forlod foreningen og stiftede en selvstændig forening, Individ og Samfund. Den blev meget aktiv i kampagnen for indførelse af fri abort. På denne plakat fra 1969 gør foreningen – med ironi - opmærksom på, at hvis man bliver smittet med røde hunde under graviditeten, er man berettiget til lovligt at få en abort. Individ og Samfund udsendte samme år pjecen Abortvejledning, der beskrev, hvordan man selv sammen med en hjælper kunne fremprovokere en abort. Illustration: Individ og Samfund

Debatten og argumenterne blev påvirket af studenteroprøret og tekst- og billedpornografiens frigivelse i hhv. 1967 og 1969. I løbet af 1960’erne kom der øget adgang til prævention og seksualoplysning. I 1965 lempedes reglerne for handel med præservativer, og aldersgrænsen for udlevering af pessar hos en læge blev nedsat fra 18 til 15 år. Fra 1966 kunne danske kvinder få recept på den nye prævention p-piller. Seksualoplysning blev obligatorisk i folkeskolen i 1971. Den nye kvindebevægelse – rødstrømperne – satte fra omkring 1970 en ny dagsorden for diskussionen om kvindens rolle i familien og samfundet, herunder hendes ret til selv at bestemme, hvorvidt, hvornår og hvordan hun ville være mor. Forestillingen om ønskebørn blev mere dominerende, og samtidig medførte kvindernes stærkt øgede erhvervsfrekvens andre idealer om familieliv og levestandard. Abortlovgivningen må derfor ses som udtryk for store ændringer i sociale, økonomiske, kulturelle og seksuelle normer.

Det politiske forløb og folketingsdebatten

Med start i 1967 fremsatte Socialistisk Folkeparti i alt fem gange uden held et lovforslag om fri adgang til svangerskabsafbrydelse. I oktober 1972 fremsatte den socialdemokratiske regering et lovforslag, der var stort set enslydende med SF’s, og det blev vedtaget med et lille flertal (96 stemmer) den 13. juni 1973. Loven fastslog i § 1, at ”En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge”. Dermed var der med ikrafttræden den 1. oktober 1973 indført fri abort i Danmark. På grund af lovforslagets moralsk-etiske karakter var der stemmefrihed, så der fandtes ja- og nej-stemmer i mange partier – dog var tendensen, at centrum-venstre-partierne stemte ja, mens højrefløjen stemte nej. Loven blev i 1975 også gældende i Grønland, mens svangerskabsloven fra 1956 fortsat er den gældende på Færøerne.

De politiske debatter om abortlovgivning har traditionelt været voldsomme – det var tilfældet i 1930’erne, 1950’erne og 1960’erne. Debatten i 1972-73 blev ingen undtagelse og var kendetegnet af skarpt optrukne fronter mellem tilhængere og modstandere. Tilhængerne af fri abort lagde vægt på vilkårlighed og formynderi i den hidtidige lovgivning, kvindens ret til selvbestemmelse, ligeret for mænd og kvinder, og et ideal om ønskebørn. Modstanderne fremhævede, at adgang til fri abort kunne risikere at lægge pres på kvinden og få hende til at vælge en abort af bekvemmelighedshensyn. Desuden blev der lagt vægt på fostrets rettigheder frem for kvindens, og det blev frygtet at en liberal abortlovgivning ville påvirke seksualmoralen og føre til øget promiskuitet.

Den relative hyppighed af ordene ’fosterdrab’, ’fosterfordrivelse’, ’svangerskabsafbrydelse’ og ’abort’ i danske aviser cirka 1910-2010. Årtierne op til gennemførelsen af loven om fri abort i 1973 blev også præget af ændret terminologi. Hvor man før 1930’erne hyppigt anvendte følelsesbetonede og moralske ord som ’fosterdrab’ og ’fosterfordrivelse’, gik man over til at anvende det mere neutrale udtryk ’svangerskabsafbrydelse’ og endelig det medicinske/kliniske ’abort’. Kilde: Smurf, SB Labs/Mediestream, Det Kongelige Bibliotek

Efterspil

Ved vedtagelsen af loven i 1973 var der profetier om en voldsom stigning i abortantallet, men det har siden indførelsen ligget ret stabilt på 15.–20.000 indgreb om året. De sidste par årtier har antallet vist en nedadgående tendens, formodentlig som konsekvens af, at nødprævention ('fortrydelsespiller') blev tilladt på recept i Danmark i 1995 og fra 2001 har kunnet købes i håndkøb på apoteket. Aborttallet i Grønland har dog været væsentlig højere, idet cirka 50 % af alle graviditeter her ender med en provokeret abort.

Abortlovgivningen har også efterfølgende været til debat. Centralt i diskussionen står fortsat, om kvinders frihed og rettigheder eller beskyttelse af fosteret skal vægtes mest, og om gravide kvinder får den nødvendige hjælp til at træffe et valg. Forskellige foreninger, især med udspring i kirkelige miljøer, har agiteret for lovens afskaffelse. Senere diskussioner har især handlet om udskydelse af abortgrænsen til 18. eller 24. uge, og om selektiv abort, hvor et foster ved flerbørnsgraviditet fravælges. Kristeligt Folkeparti, i dag Kristendemokraterne, dannedes i 1970 som reaktion på blandt andet liberalisering af abortlovgivningen, men er nu splittet om spørgsmålet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Tidsafgrænsning
1866 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. oktober 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Nexø, Sniff Andersen. Det rette valg. Dansk abortpolitik i 1930’erne. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet (2005).

Petersson, Birgit; Knudsen, Lisbeth B .; Helweg-Larsen, Karin (red.): Abort i 25 år (1998).

Reunert, Willy: Den bitre vej: abortproblemet i nærbilleder (1967).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Tidsafgrænsning
1866 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. oktober 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Nexø, Sniff Andersen. Det rette valg. Dansk abortpolitik i 1930’erne. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet (2005).

Petersson, Birgit; Knudsen, Lisbeth B .; Helweg-Larsen, Karin (red.): Abort i 25 år (1998).

Reunert, Willy: Den bitre vej: abortproblemet i nærbilleder (1967).

Udgiver
danmarkshistorien.dk