Fremvæksten af en blandingsbefolkning i Grønland

Film

I denne film kan du høre Ole Marquardt, lektor emeritus i historie fra Grønlands Universitet og Aarhus Universitet, fortælle, hvordan de danske kolonimyndigheder fra omkring midten af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet håndterede ægteskaber imellem grønlandske kvinder og danske mænd. 

Efter nogle årtier med en liberal holdning over for indgåelsen af blandede ægteskaber indførte den danske kolonimyndighed i 1776 et forbud. Trods forbuddets intention om at forhindre dannelsen af blandingsægteskaber blev konsekvensen blot en tilvækst af udenomsægteskabelige forbindelser og fødsler af flere uægte børn. Derfor udstedte Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) en instruks i 1782, som betød at danske mænd på baggrund af en ansøgning og en række tilhørende forpligtelser måtte indgå ægteskaber med grønlandske kvinder. Selvom de danske mænd fik tilladelse til at gifte sig med indfødte kvinder, var det i princippet kun blandingskvinder og ikke de såkaldte virkelige grønlænderkvinder, dvs. af racen inuit, som tilladelsen omfattede. Denne begrænsning i de danske mænds valg af ægtefælle blev der dog fra tid til anden dispenseret for. I filmen kan du høre mere om, hvordan blandingsbefolkningen udviklede sig, og hvorfor der forholdsmæssigt blev indgået flere blandingsægteskaber i Nordgrønland end i Sydgrønland.

Filmen er udarbejdet af danmarkshistorien.dk med støtte fra Den Grønlandske Fond. 

Du kan se flere film i vores filmarkiv.