"Fremtidens Danmark" - Socialdemokratiets valgprogram 1945

Kilder

Kildeintroduktion:

Efter afslutningen på 2. verdenskrig og dermed også Danmarks besættelse, vedtog Socialdemokratiet på sin kongres 19.-22. august 1945 valgmanifestet Fremtidens Danmark, der for størstedelens vedkommende var skrevet af Jens Otto Krag, der senere blev statsminister. Dette arbejdsprogram skulle vise vejen fremad for efterkrigstidens Danmark. I Fremtidens Danmark fremsatte socialdemokraterne flere nye idéer og teorier, til hvordan økonomiske kriser som de, der i 1930’erne skabte grobunden for nazismen i Tyskland og senere krigen, gennem planlægning kunne undgås.

I valgmanifestet blev der især lagt vægt på at opnå fuld beskæftigelse og på statens centrale rolle som koordinator i opbygningen og styringen af både industri og handel. Programmet var dels inspireret af erfaringer med statslig regulering af økonomien under mellemkrigstidens kriser og under besættelsen, dels af den engelske økonom John Maynard Keynes, ifølge hvem staten skulle støtte og regulere samfundsøkonomien, bl.a. med iværksættelse af store offentlige arbejder i tilfælde af økonomiske kriser.

Disse idéer (keynesianisme) pegede fremad imod den velfærdsstat, som i 1960’ernes Danmark begyndte at tage form med en højkonjunktur, der bl.a. var årsag til store reallønsstigninger. Her begyndte staten at gå aktivt ind i samfundsøkonomien, bl.a. med en udjævning og omfordeling af indkomsterne, som til gengæld betalte for en udvidelse af offentlige institutioner som sygehus-, skole- og socialvæsen.

Forord
I. Indledning
- Socialdemokratiet har baade Viljen og Planerne 
- Hvilke Maal stiller vi op?
- Hvilke Midler vil vi anvende?
- Kampen mod Kriserne
II. Økonomisk Demokrati og Effektivitet
- Nye Organer, der skal bringe Demokrati og Plan i Nationens Økonomi
- Administrative Reformer
III. Industrien i Samfundets Tjeneste
IV. Udenrigshandelen og Samfundet
- Nye Veje for Importreguleringen - Den lille Industri og Haandværket skal med i Eksporten
- Valutacentralen
- Et nyt System
- Eksporten maa fremmes
V. Højfinansen under Folkestyrets Kontrol
- Bankerne
- Forsikringsvæsenet
VI. Ulykkes- og Sygeforsikringen
- Socialisering af den lovpligtige Ulykkesforsikring
- Sygeforsikringen
(…)
XII. Fremtidens Danmark
Tillæg: Socialdemokratiets politiske, sociale og kulturelle krav (Vedtaget af Partikongressen 19.-22. August 1945)

- Socialdemokratiets politiske, sociale og kulturelle Krav 
- Valg og Forfatningsændring
- Udenrigspolitik og Forsvar
- Beskæftigelsespolitik, Handelspolitik, Løn, Priser og Hjemmenes Forsyning
- Arbejder-, Tjenestemands- og Funktionærspørgsmaal
- Socialdemokratiets kulturelle Krav
- Socialdemokratiet og Ungdommen
- Sociallovgivningen
- Alders- og Invaliderenten
- Sikring i Tilfælde af Sygdom og Ulykker
- Familien, Moder og Barn
- Arbejderbeskyttelse m. m.
- Arbejdskort, Karenstid m. m.
- Anden Forsorg
- Oprettelse af Socialinstitut
- Skattepolitikken

 


 

 

[til top]

 

FREMTIDENS DANMARK

Socialdemokratiets Politik

I Efteraaret 1944 nedsatte Socialdemokratiet tre Udvalg bestaaende af sagkyndige Personer til Undersøgelse af Spørgsmaal om den almin­delige økonomiske Politik, Landbrugets Problemer og Fiskeriets For­hold.

Udvalgenes Betænkninger blev forelagt Socialdemokratiets Kongres i August 1945, som tiltraadte Betænkningerne med et Par uvæsentlige Ændringer og Tilføjelser. Disse Betænkninger bringes i det følgende tillige med det Program for den nærmeste Fremtids politiske, sociale og kulturelle Arbejde, som Kongressen ligeledes enstemmigt har til­traadt.

Vi har optrykt dette Materiale i nærværende Bog i Haabet om, at Bogen vil kunne være en værdifuld Hjælp i Drøftelserne af Arbejderbevægelsens Stilling til Fremtidens Problemer

Socialdemokratisk Forbund

[til top]

I. Indledning

 

Et Mareridt er endt.

Danmark er frit.

Over hele Verden har Freden holdt sit Indtog.

Hvorledes bliver denne Fred? Vi ønsker, at det maa blive en lykkelig Tid - men vi er ikke sikre paa, at Ønsket op­fyldes. Tværtimod ved vi, at store politiske og økonomiske Vanskeligheder truer Fremtiden, maaske Freden selv.

Danmark har en bedre Udgangsposition end noget andet europæisk Land, der har været inddraget i Krigen. Intet Folk er materielt kommet saa godt gennem Sværdtiden som vi. Det tyske Angreb paa Europas Frihed er druknet i Blod, og Tysklands Byer er delvis lagt i Ruiner. Men desværre var det ikke alene i Angriberlandet, at Lysene sluktes, Husene knustes og Folket decimeredes. Ogsaa andre Nationer ramtes. Vi derimod har det væsentligste i Behold: Byerne, Transport­nettet, Produktionsapparatet, Mændenes og Kvindernes Liv og Førlighed.

Dette giver Danmark alle Betingelser for en god Start.

Alligevel er det ikke uden Bekymring vi retter Blikket og Tankerne fremad. Adskillige Farer truer Verdens Velstand og Lykke, ogsaa Danmarks.

Krige kan vælte Tyranner fra Tronen eller sætte dem paa Tronen; Krige kan ændre Landegrænser, give nogle Folk Frihed og andre Undertrykkelse. Krige kan være imperialisti­ske Magters Kamp om økonomiske Privilegier - det kan ogsaa være en Række Nationers forenede Kamp om at slaa et Voldssystem til Jorden. Krige knuser Magt, skaber ny Magt, flytter og omfordeler Magten - men Krigen i sig selv løser ingen Problemer.

Verden er siden 1939 blevet en nazistisk Trusel kvit, men tilbage staar et økonomisk System, der ikke formaaede at løse Førkrigstidens Problemer. Dette økonomiske System har i samme Grad som Krigen bragt Sved og Taarer over Menne­skeheden, naar Kriserne, Nøden og Arbejdsløsheden for Al­vor svang Pisken. Disse tilbagevendende Kriser havde en ikke uvæsentlig Andel i de politiske Rystelser, der igennem Tre­diverne truede Demokratierne og Freden for til sidst at føre til Nazismen og Krigen. Før vi har ændret dette System, har vi ikke renset ud hverken til Bunds eller til Tops. Krigen og Krigsøkonomien har rokket alvorligt ved dette System. Nu maa det aldrig vende tilbage. Det formaaede ikke at løse Før­krigstidens Problemer - og det vil endnu mindre kunne løse Efterkrigstidens. Det vil blive en Kilde til nye Kriser, mere Arbejdsløshed - maaske til nye Nazismer og nye Krige.

Det er ligegyldigt, hvad man kalder dette økonomiske Sy­stem. Vi Socialdemokrater plejer at kalde det Privatkapitalis­men. Maaske kunde man i moderne Tid med større Ret kalde det Monopolkapitalismen, fordi det domineres af monopol­agtige Sammenslutninger (Karteller, Truster, Syndikater, Prisaftaler), der ikke er dannet med det Formaal at forbedre og billiggøre Produktionen, men tværtimod for at skabe større Gevinst til Virksomhedernes Ejere.

Karakteristisk for det nuværende System er:

- de urimelige Uligheder i Indkomst- og Formuefordeling,

- de stadig tilbagevendende Kriser,

- de Skel, der sættes i Befolkningen økonomisk, uddan­nelsesmæssigt og kulturelt.

Mest iøjnefaldende er Kriserne. Med uregelmæssige Mel­lemrum bliver Samfundet sygt. Produktionen og Samhandelen gaar tilbage med rivende Fart. Hele Verden bliver fattigere. Fabrikker og Miner gaar i Staa eller kører paa delvis Drift. Jord ligger udyrket hen. Prisfald rammer Producenterne med Fattigdom og Afgrøderne tilintetgøres for at standse Faldet. Alle taber i Indkomst, men værst rammes de smaa i Samfun­det. Arbejderne af Arbejdsløshed, Haandværkere, Fiskere, smaa Landbrugere og Industridrivende af Afsætningsvanske­ligheder og Prisfald. Det kapitalistiske Samfunds Fejl rammer ikke Arbejderne alene, men hele den brede Befolkning.

At disse Kriser i Mellemkrigsaarene blev stedse haardere og mere langvarige beror ikke paa nogen Tilfældighed. Tek­nikkens Vækst gav Produktionsevnen et umaadeligt Stød fremad. Specialisering og Arbejdsdeling gjorde Nationer og Verdensdele mere og mere afhængige af hverandre. Men Sam­fundenes økonomiske Organisation holdt ikke Trit hermed. Produktionsevnen steg hastigere end Afsætningsmulighederne.

En af Hovedaarsagerne hertil er netop at finde i Indkomst­uligheden. Befolkningens Indkomst og Forbrug var ikke stor nok til at sikre den enormt voksende Produktions Afsæt­ning. For at hindre Kriserne maa Befolkningens Forbrug brin­ges i Vejret og holdes fast paa et højt Niveau. Den brede Befolknings Leveniveau maa sættes i Vejret i mindst samme Takt som den, hvori Produktionen stiger.

Gribes der ikke ind fra Samfundets Side, vil der imidlertid ske det modsatte. I Stedet for at sætte Forbruget i Vejret, saa Produktionsmulighederne kan udnyttes fuldt ud, vil Erhvervs­livet søge at tilpasse Produktionen til det lavere Forbrug. Dette sker gennem Aftaler om Produktionsbegrænsning og Priser, Forhindring af tekniske Fremskridt og Udelukkelse af Konkurrence for at fastholde Profitten. Men denne private Monopolisme maa hindres ved Samfundets Indgreb.

Kriserne og Arbejdsløsheden er Udtryk for et Spild af Vær­dier, et Sløseri som det moderne Samfund ikke kan være be­kendt, og som den forarmede Efterkrigsverden ikke har Raad til. Den Kritik, som Socialdemokratiet gennem Aartier har rettet mod Kapitalismen, maa nu vinde Tilslutning hos Be­folkningens Flertal.

Ogsaa for Demokratiets Sag er en Ændring i Systemet vig­tig. Det danske Folk er kommet til at elske de demokratiske Friheder som aldrig før. Men rammes store Dele af Befolk­ningen af de Lidelser, en permanent Arbejdsløshed medfører - og kan Demokratiet ikke løse de sociale Problemer, da maa man være forberedt paa, at haardt ramte Medborgere føler Fristelse til at prøve andre Veje. Men den Situation bør aldrig opstaa. Demokratierne maa vise, at de ikke alene kan vinde Krige, men at de ogsaa kan skabe social Tryghed.

Kapitalismens Selvmodsigelse er, at der er Perioder, hvor der er ”Overproduktion”, d. v. s. hvor Varerne ikke kan afsæt­tes til Trods for, at der samtidig er store Befolkningslag, der mangler disse Varer, savner Klæder og Sko, Møbler og Hus­geraad, rummelige Boliger, vitaminrig Føde o. s. v. Dette maa fælde Dommen over Førkrigstidens Økonomi.

Den liberalistiske Kapitalisme var medvirkende til at bane Vejen for Fremskridtet. Nu er Kapitalismen blevet monopo­listisk, den er blevet en Lænke for Udviklingen, en Barrière for Vejen fremad.

Men Menneskeheden kan - i sin Stræben mod bedre Til­stande - ikke standse her. Vi maa videre frem. Derfor maa Lænkerne hugges over, Hindringerne knuses.

*

Der er andre Vanskeligheder i Sigte for det danske Sam­fund end dem, der affødes af den monopol-kapitalistiske Øko­nomis Kriser.

Raastoflagrene er tømt og nye Tilførsler usikre.

Det danske Produktionsapparat er nogenlunde uskadt, hvilket er en Lykke for os. Men er det fuldt moderne? Krigen har givet store tekniske Fremskridt, som vi ikke kender. Nye Stoffer er blevet opfundet, Textilvarer af Nylon; Biler, Møbler og Huse af pressede Materialer; syntetiske Raastoffer, der kan konkurrere med de naturlige, og meget mere, som vi ikke producerer. De krigsførende Landes Industrier er blevet gennemorganiserede, saa de arbejder med den højst opnaae­lige Effektivitet.

Hos os har en saadan Rationalisering eller Effektivisering ikke været mulig. Tværtimod er alle vore Krigsreguleringer bygget op efter det konservative Princip, at Produktion og Handel skal følge de gamle Baner. Enhver Erhvervsvirksom­hed, der bestod før Krigen, har kunnet eksistere videre, uan­set om den var god eller daarlig.

Dette har intet med Socialisme eller Planøkonomi at gøre. Det er en Form for Statsregulering, der i Førkrigstiden var nødvendig for at komme Krisen til Livs og sikre Produktions­fremgang og Arbejde til de ledige Hænder. Men nye Tider vil kræve nye Veje. Danmarks Økonomi maa i Effektivitet ikke staa tilbage for Udlandets. Danmark bør i Stedet - trods sin Lidenhed - ligge et Hestehoved foran andre Nationer i Kraft af Befolkningens Dygtighed og Initiativ.

I Øjeblikket er der god Brug for danske Produkter i Ud­landet, saavel Landbrugs- som Industrivarer. Men Verdens­handelen er desorganiseret, og det vil tage Tid at faa den genrejst. Det er at forudse, at Afsætningen af danske Pro­dukter vil blive sværere. Og Danmarks Kaar er mere end noget andet Lands afhængig af Udlandet. Vi er derfor klare over, at Overgangsvanskelighederne bliver overordentlig store, og at en ny stor Arbejdsløshed truer.

Af alle disse Grunde maa der lægges Planer for dansk økonomisk Politik i den Tid, der kommer. Ved de enkeltes Initiativ alene eller ved tilfældige Kompromiser og forhastede, slet forberedte Ordninger genrejses dansk Velstand ikke. Der­for har det danske Socialdemokrati udarbejdet dette Program.

Alle er enige om, at en ny og bedre Verden - et nyt og bedre Danmark - maa bygges op. Men det nye og bedre kommer ikke af sig selv - ikke automatisk. Nogen maa have Vilje til at skabe det - nogen maa have gennemarbejdede Planer om, hvordan det skal gøres.

 

Socialdemokratiet har baade Viljen og Planerne

Danmark er blevet fattigere under Krigen.

Det maa genrejses!

Nye Verdenskriser truer.

Deres Virkning paa vort Land maa afbødes!

Produktiviteten i dansk Økonomi sakker agterud.

Erhvervslivet maa effektiviseres!

Det er ikke nok at genvinde, hvad der tabtes under Krig og Besættelse. Vi maa videre frem. De sociale Problemer maa løses. Dette kræver en planøkonomisk Samfunds- og Erhvervs­politik. Den Politik vil det danske Socialdemokrati føre.

 

Hvilke Maal stiller vi op?

De tre Punkter, der rummer Hovedlinierne i Socialdemo­kratiets Efterkrigspolitik, er:

1. Fuld Beskæftigelse.

Alle arbejdsdygtige danske Borgere skal have Arbejde paa menneskeværdige Vilkaar.

2. Social Tryghed.

Naar hele Folket er i Arbejde, bliver Produktionen større. Der maa sikres en ligelig Fordeling af dette større Sam­fundsudbytte.
Social Utryghed, svigtende Stabilitet i Erhvervslivet, snav­sede og usunde Boliger, Fattigdom, Nød som Følge af Sygdom, Uvidenhed og utilstrækkelig Uddannelse paa Grund af smaa Kaar - er de Onder, der skal bekæmpes. Reallønnen skal hæves, og de sociale Ydelser højnes. Ogsaa det lille Landbrug, Haandværkerne og de smaa Næ­ringsdrivende skal have en rimelig Arbejdsfortjeneste.

3. Effektivitet og Demokrati i Erhvervslivet.

Fuld Beskæftigelse og social Tryghed er ikke nok. Der maa banes Vej for videre Fremskridt i det økonomiske Liv. Den danske Produktionsevne maa øges og ingen Produktions­kræfter være uudnyttede. Produktionen maa effektiviseres. Dette skal naas ved at bringe Plan og Orden i det økono­miske Liv. Samtidig skal Arbejdere, Funktionærer og For­brugere sikres Medindflydelse paa Produktionens Ledelse. Gennem et industrielt Demokrati skal Kræfter frigøres, som kan virke ikke alene for Arbejdernes og Funktionæ­rernes Interesser, men ogsaa for Produktionens Forbedring.

Alle Kræfter i det danske Folk maa samvirke, for at disse Maal kan naas.

 

Hvilke Midler vil vi anvende?

Det er blevet sagt, at den moderne Krigsøkonomi i de store Demokratier, der vandt Krigen, viser Eksemplet paa en effek­tiv og planmæssig Økonomi.

Det er blevet paavist, at store Dele af Befolkningen i Amerikas Forenede Stater og endog Dele af det krigsan­strengte Storbritanniens Folk lever bedre end før Krigen. At Arbejderne har fuld Beskæftigelse og højere Realløn.

Heri ligger der en besk Sandhed. Det er bittert at konsta­tere, at Forholdene under den nuværende Samfundsorden kan være bedre for de daarligst stillede under Krig end under Fred. At en ulykkelig Krig er nødvendig for at gennemtvinge en fornuftig Organisation af Samfundets Kræfter.

Men vi tror paa, at det kan lade sig gøre under Fredens Vilkaar.

Vi ønsker nemlig ikke et Krigsøkonomiens Danmark. Vi vil alt andet end et totalitært Danmark. Vi vil aldrig Indgre­bet for Indgrebets egen Skyld - men kun hvor det er nød­vendigt for Nationens Skyld, for at naa de Maal, Nationen har sat sig. Og vi vil altid vælge det Middel, der fører til Maalet med de færreste Indgreb.

Ej heller vil vi et bureaukratisk Danmark. De nødvendige Planer og Ordninger skal skabes ved et demokratisk Samar­bejde mellem alle Erhvervslivets Kræfter og under Rigsda­gens aarvaagne Medvirken.

Friheden er vort første Krav. Gennem Tyvernes og Tredi­vernes politiske Kriser stod Socialdemokratiet altid som Fri­hedens og Demokratiets faste og aldrig svigtende Forkæmper. I dansk Politik stod vi som en Blok, ingen antidemokratiske eller frihedsfjendtlige Bevægelser formaaede at rokke. Saa­ledes vil det ogsaa fortsat være.

Den økonomiske Politik, vi agter at føre, kan forenes med Friheden.

 

Hvad er Frihed?

Ved Frihed forstaar vi det nordiske Frihedsbegreb. Det giver Individet Rettigheder over for Samfundet. De vigtigste af disse Rettigheder er:

Trosfrihed,
Talefrihed,
Frihed til at skrive, læse og undervise,
Frihed for Kunst og Videnskab,
Forsamlingsfrihed og Foreningsfrihed,
Frihed til at kritisere Rigsdag, Regering og Myndig­heder,
Frihed til at arbejde for politiske Tanker - nye som gamle (det vil sige Frihed til at danne Opposition),
Frit Valg af Beskæftigelse,
Frit Valg af Forbrug.

Friheden til at danne private Monopoler og Friheden til at udbytte Forbrugerne og Arbejderne vil derimod gaa tabt. Men det vil ikke svække hverken Demokratiet eller det en­kelte Menneskes virkelige Frihed - tværtimod.

Demokratiet giver imidlertid ikke Rettigheder alene. Det giver ogsaa det enkelte Individ Ansvar og Forpligtelser over for Samfundet. Det demokratiske System kan i det lange Løb kun fungere, hvis Medborgerne er sig Medansvaret og Plig­terne bevidst.

 

Kampen mod Kriserne

En moderne Konjunkturpolitik maa føres.

Dette maa ikke mindst præge Statens Finanspolitik.

Statens Budget og Finanspolitikken har ikke alene Betydning, naar det gælder om at skaffe Staten Penge eller om at paavirke Indkomstfordelingen. Finanspolitikken har ogsaa en fremtrædende Plads blandt Midlerne til at modvirke de hef­tige Omskiftelser i de økonomiske Konjunkturer og til at fremskaffe fuld Beskæftigelse.

Det er almindelig anerkendt, at Krisernes og Depressio­nernes haarde Virkning paa Beskæftigelsen fremkommer ved, at Investeringerne og Indkomsterne falder, hvorved ogsaa Forbruget gaar tilbage. Skal en Nedgang i Efterspørgslen ef­ter Arbejdskraft undgaas, maa baade Forbrug og Investerin­ger holdes oppe. Dette kan Finanspolitikken bidrage til, der­ved at det offentlige ved sine Foranstaltninger erstatter det Bortfald i Produktion og Indkomster, som Nedgangen i pri­vat Foretagsomhed medfører.

Heraf følger, at Kravet om en sund Finanspolitik ikke er fuldt tilfredsstillet ved en Finanspolitik, der ser det som sit fornemste Maal, at hvert Aars Statsregnskab skal balan­cere, saaledes at Statens Gæld ikke øges. Det kan i visse Peri­oder være nødvendigt at underbalancere Budgettet. Samtidig er man dog klar over, at det ogsaa er nødvendigt, at der paa længere Sigt føres en Budgetbalanceringspolitik, der kan op­retholde den Tillid, som er nødvendig for et sundt og fore­tagsomt Erhvervsliv.

Dette bliver imidlertid ikke vanskeligt under de Forhold, den aktive Konjunkturpolitik vil skabe. Høj Nationalindkomst og fuld Beskæftigelse betyder gode Indkomster hos Borgerne og vil automatisk formindske Statens Udgifter og forhøje dens Indtægter - helt i Modsætning til de finansielle Vanskelig­heder, langvarige Depressioner trods traditionel Sparsomme­lighed uvægerligt fører til.

I Finanspolitikken maa man derfor stræbe henimod, at de private Udgifter plus de offentlige Udgifter tilsammen skaber en tilstrækkelig Totalkøbekraft, til at fuld Beskæf­tigelse kan opnaas.

Herved bliver Statsbudgettet forvandlet til et Samfunds­budget. Menneskene og ikke Pengene er det afgørende.

Renten maa holdes lav.

Priskontrollen maa støtte denne Politik med en effektiv Regulering ikke blot af Avancerne, men ogsaa af Omkost­ningerne. Dette kræver en Udvidelse af Prislovens Bemyn­digelser. Beskæftigelsespolitikken maa aldrig føre til Inflation.

Lønpolitik o g Prispolitik maa iøvrigt altid gaa Haand i Haand. Lønningerne maa altid vurderes i Forhold til Pri­serne. Det er ikke Lønnens Beløb, der betyder noget, men det der kan købes for den. Genoprettelse af Reallønnen fra før Krigen er dansk Arbejderbevægelses foreløbige Maal. Dette kan naas saavel ved Lønstigning som ved Prisfald.

Arbejdere og Tjenestemænd fik aldrig Kompensation for Varernes Kvalitetsforringelse under Krigen. Fredens Kvali­tetsforbedringer kan derfor ikke blive et Argument for Løn­sænkning.

Arbejdsfred er en vigtig Forudsætning for, at den demo­kratiske Planøkonomi kan lykkes. Dette staar ikke i Modsæt­ning til, at Loven om Arbejdsforhold kræves hævet - men det forudsætter:

- at Arbejdere og Funktionærer faar øget Indflydelse paa det økonomiske Liv,

- at alle Arbejdslønforhandlinger baseres paa et udtøm­mende Kendskab til Virksomhedernes Evne til at be­tale Løn,

- at Arbejdernes Aflønning kommer til at udgøre en vok­sende Andel af det fælles Samfundsprodukt.

[til top]

II. Økonomisk Demokrati og Effektivitet

 

Ingen kan tro, at Demokratiet vil standse ved det Trin, Udviklingen havde naaet ved Krigens Udbrud.

Det politiske Demokrati i Danmark havde paa dette Tids­punkt fundet en Form, der uden at være ideel var brugbar. Væsentlige Krav om Forfatningsreformer staar dog stadig paa Socialdemokratiets Program.

Det er imidlertid paa det økonomiske Omraade, at Demo­kratiets vigtigste Udviklingsmuligheder ligger. Demokratise­ringen maa føres til Bunds. Samtidig med at det politiske De­mokrati gøres mere fuldkomment, maa et økonomisk Demo­krati virkeliggøres.

Økonomisk Demokrati kræver, at Arbejdere og Forbrugere sikres større Indflydelse paa det økonomiske Liv.

Økonomisk Demokrati kræver endvidere, at der skabes Kontakt mellem Befolkningen i dens daglige Arbejde og den økonomiske Politik. Retningslinierne for den økonomiske Po­litik maa fastlægges gennem et planmæssigt Forarbejde. Denne Planlægning maa imidlertid ikke ske paa bureaukratisk Vis. Rigsdag og Regering er den højeste besluttende Myndighed - ­men i det Arbejde, der skal gøres for at øge Produktionen og højne Nationens Levestandard, maa alle Samfundskræfter medvirke. At inddrage alle i dette Arbejde fra Virksomhedens Ejer til Arbejderen er en af det økonomiske Demokratis Hovedopgaver.

Staten maa ikke virke som en blot og bar Kontrolinstans. Erhvervssammenslutninger maa ikke virke ene og alene som Varetagere af Særinteresser. Alle Parter maa bringes ind i et mere organisk Samarbejde end tidligere om de samfunds­mæssige Funktioner.

Til disse Formaals Opnaaelse vil visse Nydannelser i Er­hvervslivets organisatoriske Bygning kræves.

 

Nye Organer, der skal bringe Demokrati og Plan i Nationens Økonomi

Følgende Organer er nødvendige for at demokratisere, vej­lede, samordne og stimulere Erhvervslivet:

1. Bedriftsraad paa de enkelte Virksomheder over en vis Størrelse.

2. Sektionsraad for de enkelte Erhvervsgrene og større Brancher.

3. Et samfundsøkonomisk Raad for hele Landets Økonomi.

Bedriftsraadene skal ved Lov oprettes ved alle Erhvervs­virksomheder over en nærmere fastlagt Størrelse. Ved offent­lige Institutioner oprettes ifølge Lov eller Overenskomst til­svarende Organer. Raadene vælges af de paa Virksomheden beskæftigede organiserede Arbejdere og Funktionærer.

Bedriftsraadene skal virke som Produktionskomiteer, gen­nem hvilke Arbejdere og Funktionærer kan fremsætte Forslag og Ideer af teknisk og organisatorisk Art, som kan øge Produktionens Effektivitet og medvirke til stadig Forbedring af Nationens Økonomi.

Det er endvidere Bedriftsraadenes Opgave at varetage og fremme de i Bedriften beskæftigede Arbejderes og Funktio­nærers økonomiske, sociale og kulturelle Interesser.

I deres daglige Arbejde skal Bedriftsraadene i Samraad med de faglige Organisationer vaage over de kollektive Over­enskomsters Gennemførelse og Overholdelse; hvor saadanne ikke findes, skal de under Organisationernes Medvirken ar­bejde for, at de kommer i Stand. De skal i Samarbejde med Organisationerne medvirke ved lokale Akkordprisers Fastsæt­telse, ligesom de medvirker ved Udfærdigelsen af Virksom­heders Arbejdsordning med Hensyn til Arbejdstid, Over­arbejde, Holddrift, Ferie m. v. Bedriftsraadene skal overvaage, at Forskrifterne vedrørende Arbejderbeskyttelse, Fabriks­hygiejne o. lign. overholdes. Principperne ved Afskedigelser aftales mellem Bedriftsraadet og Arbejdsgiveren. Indehaveren af Bedriften er forpligtet til paa Bedriftsraadets Forlangende at afholde Fællesforhandlinger om Forbedringer af Driftens Indretning samt om de almindelige Grundsætninger for Drifts­ledelsen. Ved Overgang til en anden Teknik skal Bedrifts­raadets Udtalelse indhentes.

Hvor Virksomheden er et Aktieselskab, skal Bedriftsraadet have Adgang til at sende Repræsentanter til Selskabets Gene­ralforsamling.

Bedriftsraadet udpeger en Revisor til at gennemgaa Virk­somhedens Regnskaber.

Arbejdsgiveren deltager i Bedriftsraadets Møder, naar der behandles Sager, der skal afgøres af Parterne i Forening. Ar­bejdsgiveren kan iøvrigt selv foranledige Raadet sammenkaldt og deltager da i dets Møde.

Sektionsraad oprettes for alle Erhvervsgrene og større Brancher inden for dansk Erhvervsliv, f. Eks. Tekstil- og Beklædningsindustri, Læder- og Skotøjsindustri, Papirindustri, Hoteller og Restaurationer.

Sektionsraadet sammensættes af Repræsentanter for Staten, Arbejdsgiverne, de paagældende Fagforbund samt for For­brugerne. Paa Omraader hvor Kooperation og Andelsbevæ­gelse har betydelig Indflydelse bliver ogsaa disse Bevæ­gelser repræsenteret. Medlemmerne udpeges delvis af Staten delvis af de paagældende Organisationer.

Sektionsraadets Opgaver er at trække Retningslinier op for den økonomiske Virksomhed i den Del af Erhvervslivet, Raa­det dækker. For den enkelte Sektion kan Raadet opridse Pla­ner for Produktionens Størrelse, Afsætning og Priser; for Be­hovet for Raastoffer og Import, Arbejdskraft, Maskiner og Kraft; for Omraadets fremtidige Udvikling med Hensyn til Udvidelser og Indskrænkninger, tekniske Rationaliseringer, Sammenlægning, Nedlægning eller Nyanlæg af Virksomhe­der, Produktionens Fordeling og Art paa de enkelte Virksom­heder inden for Sektionen.

Sektionsraadet kan tage sig af Varernes Prisprøvning og Kvalitetsprøvning.

Sektionsraadet kan tage sig af Spørgsmaalet om teknisk og videnskabeligt Forskningsarbejde.

Sektionsraadet skal staa i Kontakt med Bedriftsraadene og bl.a. modtage Rapporter fra de af Bedriftsraadene udpegede Revisorer vedrørende Virksomhedernes Regnskaber. Disse Rapporter kan af Sektionsraadet benyttes som Vejledning ved Bedømmelse af Pris- og Lønpolitikken. Oplysningerne kan gives videre til de Organer, der arbejder med disse Problemer f. Eks. Arbejdsgiverforeningen, Fagforbund, Forligsinstitution og Voldgiftsretter.

Det samfundsøkonomiske Raad staar øverst i denne Op­bygning. Dets Medlemmer udpeges af Regeringen. Det sam­mensættes af Repræsentanter for Administrationens økono­miske Grene, for Erhvervslivets Hovedorganisationer, for Ar­bejderne, for Kooperation og Andelsbevægelse, for Forbru­gerne, for den økonomiske Sagkundskab. Formanden bør være en Politiker fra Regeringspartiet.

Det samfundsøkonomiske Raads Opgaver er, at modtage Forslag og Indberetninger fra Sektionsraadene, at følge den økonomiske Udvikling og foretage Undersøgelser herover samt at afgive regelmæssige Indberetninger og stille Forslag om Love og Ordninger til Statsministeren, under hvem Raa­det sorterer. Enten et Udvalg inden for Raadet eller et selv­stændigt Investeringsraad skal have Bemyndigelse til at kon­trollere alle Investeringer over en vis betydelig Størrelse. .

Raadets Opgave bliver altsaa i Samarbejde med Sektions­raadene at koordinere hele Landets økonomiske Liv, saaledes at Produktion, Udenrigshandel, Investeringer, Priser, Lønnin­ger, Rente-, Valuta- og Finanspolitik m. v. kommer til at ind­gaa som Led i en samlet Plan.

Det samfundsøkonomiske Raad skal arbejde i nær Kontakt med Beskæftigelsesraadet og Beskæftigelsesudvalget, der i Forvejen fungerer under Statsministeriet. Til fælles Raadig­hed for disse to Sæt Organer skal staa et Sekretariat, der bør udgøre et selvstændigt Departement. Endvidere maa oprettes et Konjunkturforskningsinstitut, f. Eks. i Forbindelse med Det statistiske Departement.

Raadet skal ikke paa noget Punkt tage Arbejde fra de be­staaende Grene af Administrationen, men blot varetage Plan­lægnings- og Koordinationsfunktioner.

Der bør snarest efter disse Retningslinier udarbejdes Lovforslag om Oprettelse af Bedriftsraad, Sektionsraad og det samfundsøkonomiske Raad med alle nødvendige Bestemmel­ser om Raadenes Sammensætning og Beføjelser.

Den Tid, hvor der ofte kunde synes at være et Modsæt­ningsforhold mellem Statens Organer og Erhvervslivets Orga­nisationer, maa være forbi. I Arbejdet for at øge Produktionens Effektivitet og hæve Levestandarden maa alle Kræfter staa solidariske. Danmarks Forarmelse efter fem Aars Krig, Be­sættelse og Udplyndring gør en fælles Indsats med gennem­gribende Foranstaltninger nødvendig.

 

Administrative Reformer

For at de stillede Opgaver kan løses, er det vigtigt, at saa­vel Arbejdet med Lovenes Tilblivelse som med Administratio­nen af dem fungerer saa effektivt som muligt. Det bør derfor overvejes, hvilke Reformer der kan gennemføres paa disse Omraader. Saaledes vil det muligvis være hensigtsmæssigt, at det til Støtte for Rigsdagens kontrollerende og initiativta­gende Virksomhed paalægges de enkelte Ministerier, at de re­gelmæssigt skal afgive Beretninger fra de forskellige Styrel­sesgrene til Rigsdagen med Redegørelse for de økonomiske, sociale og kulturelle Virkninger, de trufne Foranstaltninger har haft. Ogsaa med Hensyn til det overvældende Arbejde, der i de stærkest udvidede Ministerier paalægges Ministrene, bør Reformer overvejes. Muligvis bør man aabne Adgang for po­litisk udnævnte Statssekretærer, der kan bistaa Ministrene i den daglige Administration.

 

I selve Administrationen maa friere Ansættelsesforhold gennemføres. Det er nødvendigt, at Staten er i Stand til at byde de kvalificerede Arbejdskræfter lige saa gode Vilkaar som det private Erhvervsliv. Overhovedet bør Princippet om Avancement efter Anciennitet ikke følges slavisk. Ej heller Kravet om en Embedseksamen som Betingelse for Adgang til højere Tjenestemandsstillinger bør være uden Undtagelser. Sagkyndige bør kunne drages ind i Arbejdet saavel fra det praktiske som fra det videnskabelige Liv.

For Embedsmændene bør der skabes større Mulighed for Overflytning mellem de forskellige Ministerier og Institutio­ner. En Forvaltningsuddannelse bør tages under Overvejelse.

Skal en demokratisk Rekrutering til de overordnede Tjene­stemandsstillinger opnaas, er det nødvendigt, at det af D.s.U. [Danmarks socialdemokratiske Ungdom] stillede Forslag om offentlig Støtte til højere Uddannelse for ubemidlede gennemføres.

Ingen Klasse eller Gruppe i Danmark skal have Monopol paa videregaaende Uddannelse eller paa Embedsstillingerne. Vejen frem ad skal staa aaben for hele den danske Ungdom. Der skal være lige Muligheder for alle. At sørge for det er en af det demokratiske Samfunds vigtigste Opgaver. Uden det intet økonomisk Demokrati.

 

[til top]

III. Industrien i Samfundets Tjeneste

De nødvendige Rammer for Industriens Medvirken i en planmæssig Samfundsøkonomi vil i det væsentlige være skabt ved Oprettelse af de i Afsnit II nævnte Organer.

Gennem Sektionsraadenes og Det samfundsøkonomiske Raads Virksomhed vil alle de samfundsmæssige Problemer, der kan rejse sig inden for den enkelte industrielle Gruppe eller for Industrien som Helhed, kunne tages op til Undersøgelse og Behandling under de Sagkyndiges og de Interes­seredes direkte Medvirken. Herunder ikke alene Spørgs­maalene om Tilvejebringelsen af Planer for Produktion, Im­port og Afsætning, men ogsaa om Priskontrol, Rationalisering og Standardisering, om Fjernelse af unødvendigt fordyrende Led i Produktions- og Fordelingsprocessen og eventuelt Pro­blemet om visse Industrivirksomheders hele eller delvise Over­gang til Samfundseje.

De Industrier, der bør tages op til særlig Behandling, maa fortrinsvis være saadanne Omraader, hvor det er muligt at omordne Produktionen af Varerne med det Resultat, at disse i væsentlig Grad billiggøres for Forbrugerne. Dette kan enten opnaas ved en teknisk eller organisatorisk Rationalisering af den paagældende Industris Forhold eller måske blot ved at bryde en monopolistisk Prispolitik. Enhver Omkostningssænkning vil naturligvis ogsaa være af Betydning for danske Varers Mulighed for at konkurrere med udenlandske Produkter.

Nogle Industrier kan behandles isoleret, f. Eks. Brygge­rierne, Brødfabrikkerne, Tændstikfabrikkerne, Papirindustrien eller Svovlsyrefabrikkerne. Andre kan kun behandles som Led i en større Helhed, f. Eks. Tekstil- og Beklædningsindustrien eller Læder- og Skotøjsindustrien.

Som Mønstre for de Ordninger, man kan tilstræbe, kan nævnes Spritordningen eller de kommunale Mælkeordninger. Det skal dog bemærkes, at begge disse Ordninger bør for­bedres. Dette gælder især Mælkeordningerne. Den Centralise­ring af Mælkebehandlingen, der er sket i Kraft af denne Foranstaltning, burde have været organiseret under Ledelse af et for hele Landet fælles Centraliseringsudvalg. Specielt for den storkøbenhavnske Ordning maa tilstræbes en yderli­gere Centralisering. Ved Ordningen af 1940 reduceredes Antallet af Mælkerier fra 108 til 16, og Mælkeprisen er blevet sænket med ca. 20 pCt. Ved at koncentrere hele Produktionen paa kun 3 Mælkerier og ved at skærpe Avancebestemmelserne yderligere vil endnu en betydelig Besparelse kunne indvindes.

Sprit- og Mælkeordning vil især kunne anvendes som Møn­stre ved Omorganisation af Hjemmemarkedsindustrier som Brødfabrikkerne, Bryggerierne og Kaffesurrogatfabrikkerne. Specielt for Brødfabrikkernes Vedkommende bør der tilstræ­bes en bymæssig Centralisering i Lighed med Mælkeordnin­gen i København med Pris-, Kvalitets- og Udbyttekontrol for de af Myndighederne koncessionerede Virksomheder.

Den for Sukkerfabrikkerne gældende Ordning er af alt for løs Karakter.

Her synes Fordelene ved en Statsovertagelse at være meget store. Sukkeret er et af Befolkningens vigtigste Nærings­midler og har spillet en stor Rolle i den politiske Agitation ud fra den Grundsætning, at dette vigtige Produkt ikke bør være Genstand for kapitalistisk Udbytning. Naar Staten allerede under den nuværende Ordning har paataget sig Ansvaret for Virksomhedernes Opretholdelse, synes der ikke at være virke­ligt Grundlag for Privatkapitalens Enebeherskelse af Produk­tionen. Som en Overgangsform indtil Statens endelige Over­tagelse kan finde Sted, bør man maaske tilstræbe en Ordning i Lighed med den for Spritfabrikkerne gældende.

Fremstillingen af Margarine bør, hvis dette Næringsmiddel paany skal indtage sin gamle Plads i den brede Befolknings Forbrug, underkastes indgaaende Undersøgelse. I denne In­dustri beherskes Markedet af nogle faa store Fabrikker. I Ly af deres monopolistiske Prispolitik findes imidlertid et meget stort Antal smaa Virksomheder med langt højere Omkostninger. Efter sikre Beregninger vil en Koncentration af hele Landets Margarineproduktion paa 4 Fabrikker af samme Størrelse som F. D. B.'s Virksomhed i Viby kunne medføre en Besparelse for Forbrugerne paa ca. 20 Øre pr. kg. Margarine (beregnet paa Førkrigspriserne ). Dette betyder en Besparelse for For­brugerne paa ca. 10 Mill. Kr. aarlig. Staten bør gennemføre dette ved en Koncessionsordning i Samarbejde med Brugsfor­eningsbevægelsen. - Ved Gennemførelsen af denne og lig­nende Ordninger maa man have Opmærksomheden henledt paa Beskæftigelsesspørgsmaalet.

For Mejerierne paa Landet skal der her, som det allerede er sket andre Steder, peges paa, at Driftsomkostningerne kunde nedsættes betydeligt ved en Sammenlægning af flere smaa Mejerier til eet stort. Den eneste Udgiftspost, der ved en saa­dan Sammenlægning vilde stige, beregnet pr. indvejet kg. Mælk, er Udgiften til Mælkekørslen, men denne opvejes langt af Besparelser og Fordele paa andre Omraader. Endvidere modvirker de hurtige Transportmidler Ulempen ved lang Transport for Sødmælkens Vedkommende, og for en velsyrnet Skummetmælk er Spørgsmaalet ret underordnet.

Om en Række Industrier gælder det, at de er saa nær knyt­tet til offentlige Virksomheder, at det vil være naturligt at lade en Samfundsovertagelse finde Sted. Herunder falder for­uden Fabrikation af Krigsmateriel, der allerede i vidt Om­fang drives af Staten, Fremstillingen af Telefonapparater, Kabler og Ledninger, Jernbane- og Sporvognsmateriel, Asfalt og andet Vejmateriale. Hermed er intet foregrebet om Drifts­formen, der godt kan blive Aktieselskabets. Paa Linie hermed bør Forholdene undersøges i Medicinalindustrien, der fortrins­vis har Sygekasserne og offentlige Institutioner som Aftagere.

Tændstikindustri og Papirindustri, Tapetfremstilling og Svovlsyrefabrikation er i den Grad monopoliserede Virksomheder, at en Samfundsovertagelse maa anses for en Foranstalt­ning, der vil kunne bringe Forbrugerne af disse Industriers Produkter betydelige Fordele.

Kompliceret sammensatte Industrier bestaaende af en Kæde af lagdelte Processer som

1. Textil- og Beklædningsindustri
2. Læder- og Skotøjsindustri
3. Jern- og Metalindustri
4. Papirvareindustri
5. Industrien for Radiomateriel og Cykler

er bedst egnet til indgaaende Behandling inden for Rammerne af de foran omtalte Sektionsraad og det samfundsøkonomiske Raad. Det er imidlertid uden Tvivl, at man netop ved Gen­nemførelse af samfundsmæssige Ordninger for disse Grupper vil kunne opnaa Resultater af virkelig afgørende Betydning for Højnelsen af det brede Publikums Levefod. Dette gælder saavel Virkningerne af en Rationalisering og Specialisering af Produktionen, som af en mere effektiv Priskontrol og Kvali­tetskontrol. Rationalisering, Priskontrol og Kvalitetskontrol er iøvrigt tre Ting, der i langt højere Grad bør være knyttet sam­men, end det hidtil har været Tilfældet.

De forannævnte Mønstre paa saadanne samfundsmæssige Ordninger bør naturligvis i intet Tilfælde følges slavisk. Ved de Nyordninger, der er nødvendige, vil der være Mulighed for at anvende alle tænkelige Former for Samfundsindflydelse og Samfundskontrol. Den direkte statsledede Driftsform bør dog kun anvendes undtagelsesvis. Hyppigere bør Aktiesel­skabsformen anvendes. Her er den største Elasticitet til Stede med Hensyn til, hvilket Omfang Statens Medejerskab og Ind­flydelse skal have. Samarbejde med Kooperation og Andels­bevægelse bør optages i videst muligt Omfang. Ved alle Ordninger bør der lægges stærkt Vægt paa, at der for Virksom­hedernes Ledelse tilvejebringes et effektivt virkende Incita­ment til uafladeligt at bestræbe sig for at indføre alle mulige Forbedringer i Driften.

Ved Siden af de Ordninger, der træffes for de enkelte In­dustrier eller Industrigrupper, bør en Række generelle For­anstaltninger gennemføres.

Staten bør saaledes støtte de Standardiseringsbestræbelser, der udfoldes gennem »Dansk Standardiseringsraad«. Even­tuelt bør Staten støtte Fremstillingen af billige kontrollerede Standardvarer i Masseproduktion. Ved at sørge for, at en saa­dan Vare kommer paa Markedet i tilstrækkelig Mængde, f. Eks. inden for Cyklebranchen, Radiobranchen eller Skotøjs­branchen vil Konkurrencen inden for de paagældende Bran­cher stimuleres, og monopolistisk Udnyttelse af Forbrugerne vanskeliggøres.

Videre bør Patentlovgivningen ændres, saaledes at ind­vundne tekniske Fremskridt bliver hele Nationens Eje. Den økonomiske Fordel ved at gøre Opfindelsen bør ikke af den Grund falde bort, men snarere forbedres gennem et offentligt reguleret Licenssystem.

Staten bør støtte fælles industrielle Forskningsinstitutter. Herved vil Begrebet »Fabrikshemmeligheder« efterhaanden falde bort.

Aktieselskabsloven bør underkastes en Revision, hvorved ogsaa de saakaldte Familieaktieselskaber, d. v. s. Selskaber med under 10 Aktionærer, forpligtes til at offentliggøre deres Regnskaber. Samtidig bør der fastsættes saadanne Regler for Aflæggelse af Regnskaber, at disse saa vidt muligt bliver ens­artede, og at de Regnskaber, som en enkelt Virksomhed af­lægger, bliver de samme uanset til hvem de afgives.

Overhovedet maa det anses for et vigtigt Middel i Kampen mod de private Monopoler og Monopolpriser, at alle For­hold, som er nødvendige for at bedømme et Foretagendes Prispolitik, bliver offentlig tilgængelige.

I Fortsættelse af Bestræbelserne for at billiggøre Vare­produktionen maa Opmærksomheden henledes paa Varefor­delingen, der bør rationaliseres. Ved den Skærpelse af Pris­kontrollen, der flere Gange er nævnt i det foregaaende, vil det være vigtigt, at man for Fremtiden i videst muligt Om­fang anvender de bedst arbejdende Virksomheder som Be­dømmelsesgrundlag ved offentlige Prisfastsættelser.

Hele den fremtidige Politik over for Produktion og For­deling vil, naar den udvikles efter de ovenfor skitserede Ret­ningslinier, forme sig som en naturlig Fortsættelse af den Udvikling, der allerede i Aartier har staaet paa i Forbindelse med Landbrugernes Andelsbevægelse, Bykooperationen, Sam­fundsdrift af vigtige Anlæg og Statens stigende Indsigt med hele det økonomiske Liv.

 

[til top]

IV. Udenrigshandelen og Samfundet

Nye Veje for Importreguleringen - Den lille Industri og Haandværket skal med i Eksporten

Betingelsen for, at det kan lykkes at skabe fuld Beskæf­tigelse og en stigende Levestandard i Danmark er, at Landet faar en stor Udenrigshandel.

Gennem Udenrigshandelen opnaas det, at dansk Produk­tion specialiserer sig paa de Varer, Danmark fremstiller bil­ligst. Herved fremkommer et større samlet Produktionsresultat og en højere Velstand end under et System med aftagende Udenrigshandel og stigende Selvforsyning. Socialdemokratiet er derfor Tilhænger af, at Handelen mellem Landene frem­mes mest muligt.

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at Samfundets Kontrol med Udenrigshandelen kan svækkes. Det maa anta­ges, at Verdenshandelen endnu længe efter Krigens Afslut­ning vil blive reguleret ved Aftaler mellem Nationerne, to og to eller sammensluttet i Blokke. For at kunne føre en aktiv Handelspolitik inden for disse Rammer og presse dansk Eksport og Import mest muligt i Vejret vil det være nødven­digt, at Regeringen har afgørende Indflydelse paa Udenrigs­handelen. Staten maa være i Stand til at afslutte Handelsaf­taler med Udlandet og have de nødvendige administrative Midler til at kunne garantere disse Aftalers Overholdelse. Man maa bestræbe sig for, at vor Eksport dirigeres til de Lan­de, hvor Danmark har størst samfundsmæssig Fordel af at sælge, og at Importen aftages fra de Lande, hvor Danmark har størst samfundsmæssig Fordel af at købe. Hertil kræves en effektiv Im- og Eksportregulering.

Samtidig med, at der paa denne Maade søges opnaaet de størst mulige Fordele for Nationen under de givne Vilkaar bør den danske Regering om muligt i Samarbejde med de Øvrige nordiske Lande i den internationale Handelspolitik bi­drage til Bekæmpelse af Tendensen til, at Verdenshandelen udelukkende sammensættes af et System af tosidede Handels­aftaler. Et saadant System kan i det lange Løb kun gøre Ver­den fattigere, thi herved begrænses Indkøbsmulighederne, saa Landene ikke altid faar Adgang til at købe sine Importvarer, hvor de faas billigst. - Ganske særligt maa Opmærksomhe­den være henledt paa Mulighederne for en fælles nordisk Indsats, dels med Henblik paa en udvidet nordisk Samhandel, dels paa at skabe bedre Afsætning for nordiske Produkter i andre Lande.

Vilkaarene for dansk Udenrigshandel efter Krigen kendes endnu ikke med Sikkerhed. Men meget taler for, at vi gaar en ny kapitalistisk Verdenskrise i Møde. Meget tyder paa, at Danmark fremover maa regne med Knaphed paa udenlandsk Valuta.

De, der stillet overfor denne Situation, kun vil lægge slappe Hænder paa Statens Ror og ud fra misforstaaet Libera­lisme vil lade Profitmotivet være afgørende for, hvordan denne knappe Valuta skal bruges, er mere end letsindige, ­de vil fremkalde en Gentagelse af de Ulykker, der ramte vort Folk i Aarene efter 1920. Hvad man har Knaphed paa, maa man holde Hus med. En statslig Importregulering maa sørge for, at det Importbehov, der er nødvendigt for Befolkningens Beskæftigelse og Forsyning dækkes først.

En Regulering af Importen og af Kapitalbevægelserne over Landets Grænser maa fastholdes, saaledes at Kurserne er un­der Samfundets Kontrol og uden for Spekulationens Række­vidde.

At denne Importregulering ogsaa maa se det som sin Op­gave at skaffe Beskæftigelse til danske Hænder er en Selv­følgelighed, saa længe Arbejdsløsheden eksisterer som et vig­tigt samfundsøkonomisk Problem i Danmark. Denne Opgave kan faa særlig Betydning i den første Periode efter Krigen, hvor det gælder om at forme Krigsøkonomiens Overgang til Fredsøkonomien saa smertefrit som muligt.

 

Valutacentralen

Før Krigen varetoges de ovennævnte Opgaver af Valutacentralen. De Resultater, der opnaaedes gennem denne Form for Importregulering, maatte i Kriseaarene vurderes saa højt, at man dengang helt saa bort fra Valutacentralens mindre gunstige Sider. Danmark oplevede i disse Aar en næsten ene­staaende Produktionsfremgang inden for Industrien. Danmark var det Land i Verden, der i denne Periode havde den stær­keste Beskæftigelsesfremgang. Saavel Tyskland som U. S. A. og England laa langt bag efter. Foran laa kun Lande som Japan og Estland, hvis Forhold daarligt kan sammenlignes med Danmarks, og maaske Sverige, der var ganske særlig begunstiget af de internationale Konjunkturforhold. At vi alligevel kun delvis havde faaet Bugt med Arbejdsløsheden, da Krigen kom, skyldes, at Landbruget under Krisen for­mindskede sin Efterspørgsel efter Arbejdskraft samt, at Be­folkningstilvæksten i Aldersklasserne af arbejdsdygtig Ung­dom var enormt kraftig.

Paa Baggrund af disse gunstige Resultater og stillet i den Tvangssituation, Verdenskrisen medførte for Danmark, var man i Trediverne tilbøjelig til at betragte de Skyggevirkninger, Valutacentralen havde som Bimomenter, der er uundgaa­elige for et i Hast improviseret midlertidigt System.

Nu da vi paany skal tilrettelægge en Importregulering; og nu da vi ved, at der bliver Tale om en Ordning af mere lang­varig maaske paa visse Omraader af permanent Karakter, maa vi imidlertid søge at drage Lære af Fortidens Erfaringer.

Valutacentralens uheldige Virkninger bestod for det før­ste i, at den ikke formaaede at hindre, at den Knaphed, der opstod paa visse importerede Varer gav sig Udslag i en Pris­forhøjelse, hvorved anselige Beløb er indtjent af Privathan­delen paa Forbrugernes Bekostning.

For det andet lagde Valutacentralens Fordelingsprincip sig paa mange Omraader i Vejen for en effektivitetsfremmende Konkurrence. Enhver Importør havde Ret til en vis Andel af den samlede Import fastlagt paa Grundlag af hans Import i 1931. Denne Ret bevarede han, og den sikrede ham hans Indtægt, uanset om han drev sin Forretning godt eller daar­ligt. Det er indlysende, at de uheldige Virkninger af denne Ordning maatte blive jo større des længere man fjernede sig fra Basis-Aaret 1931. Efterhaanden opstod en Kreds af saa­kaldte Sofaimportører - der aldrig importerede for en Krone, men levede af at sælge de Importbevillinger, som de­res Importgrundlag gav dem Ret til. Det er uden Tvivl, at visse Dele af baade Handel og Industri misbrugte den Beskyt­telse, Valutacentralen gav, til at skabe sig store Monopolgevin­ster paa Samfundets Bekostning. Samtidig fik Ungdommen i stigende Grad svært ved at gøre sig gældende og de dygtigst ledede Firmaer, heriblandt ogsaa Brugsforeningsbevægelsen, der havde en stigende Tilslutning i Befolkningen, fik ikke den Fremgang, de fortjente. Omvendt blev Forretninger, der for­længst burde være afgaaet ved en naturlig Død, holdt kun­stigt i Live.

Sammenholdt med Valutacentralens glimrende Virkninger paa Produktion og Beskæftigelse betød disse Forhold kun lidt, hvis de kun skulde gælde over en kortere Aarrække. Men skal de gælde længe vil en farlig Stivhed og Konservatisme snige sig ind i vort Erhvervsliv.

Det maa derfor være en af Regeringens vigtigste Opgaver i den første Efterkrigstid at finde nye Former for Importens og Importreguleringens Organisation, der bevarer Valutacen­tralens uundværlige gode Virkninger, men fjerner eller for­mindsker dens Ulemper.

 

Et nyt System

Til Opnaaelse heraf skal der peges paa tre Muligheder:

1. At der gives den frie Konkurrence større Spillerum.
2. At Importen af visse Varer samles i Fællesindkøb.
3. At Importen af visse dertil egnede Varer overtages af Staten.

For nogle Varers Vedkommende kan Udvej Nr. 1 følges - for andre Nr. 2 eller Nr. 3. Endelig maa for enkelte Varer det gamle System foreløbig bibeholdes, men suppleret med en kraftig Priskontrol.

 

Første Mulighed: Friere Konkurrence.

Den mest effektive Metode til Genindførelse af den frie Konkurrence har man, hvor det er muligt at give Importen fri, saaledes at enhver, der kan, har Lov til at importere. Af de Grunde, der er nævnt i det foregaaende, vil det dog kun være muligt paa de færreste Omraader, indtil videre maaske paa slet ingen.

En anden Metode fremkommer i Forbindelse med en Ra­tionering af Varen. I de Tilfælde, hvor Varen er rationeret ved Statens Foranstaltning, saaledes at hver Forbruger faar sine Rationeringsmærker, paa hvilke han kan købe, hvor han vil, kan den frie Konkurrence genoplives. Alle Fordelings­ordninger ophæves. Den Detailhandler, der betjener Forbru­geren mest tilfredsstillende, vil automatisk faa den største Omsætning. I næste Omsætningsled vil de fleste Mærker sam­les hos de bedst arbejdende Grossistfirmaer o. s. v. helt til­bage til Importøren. Varerne følger Mærkerne og det kon­servative, effektivitetsforringende Princip, at Varen passerer de sædvanlige Kanaler, er brudt.

Denne Ordning, der helt igennem tjener Forbrugernes Interesser, og som hindrer, at Varerne gaar bag om Disken til de »store Kunder« bør i Overgangstiden, og saalænge det er nødvendigt, indføres for Kaffe, The, Kakao, Chokolade, To­bak og sidst men ikke mindst for Beklædningsvarer. - Men den kan ogsaa indføres for andet end Konsumartikler, f. Eks. for Træ og Automobiler. Her skal der blot i Stedet for Ra­tioneringsmærker udstedes Indkøbstilladelser af Direktoratet for Vareforsyning.

En tredie Vej til at stimulere Konkurrencen er at give Ung­dommen inden for Handel, Haandværk og Industri langt større Adgang til Importhandel samt ved at give kooperative Fællesindkøb større Importmuligheder. Ved saadanne For­anstaltninger kan et frit Initiativ eller en særlig samfunds­betonet Indkøbs- og Salgspolitik skærpe Konkurrencen og hin­dre, at Systemet stivner. Især efter Krigens lange Aar, hvor nye Virksomheder er holdt nede, vil det være nødvendigt at give Ungdommen og den voksende Kooperations- og Andels­bevægelse en øget Chance.

 

Anden Mulighed: Fællesindkøb.

Fordelene ved paa visse Omraader at samle Indførselen i Fællesindkøb findes dels i, at større Partier ofte kan opnaas paa gunstigere Betingelser i Udlandet og giver lavere Om­kostninger til Emballage, Fragt og Forsikring. Dels i Mu­ligheden for at udøve en mere effektiv Priskontrol og skabe et mere rationelt Fordelingssystem.

Hvad det første Punkt angaar, er en lang Række Forhold at tage i Betragtning saasom, om der fra Udlandets Side har fundet en Centralisering Sted af Eksporten, og hvorvidt saavel Importpriser som Importmængder aftales direkte med Udlan­dets Regeringer ved Handelsaftalernes Fastlæggelse. I jo højere Grad disse Forhold gør sig gældende des stærkere Grunde vil der være til at centralisere dansk Udenrigshandel.

Det er bedre at hindre Monopolgevinster i at opstaa end at skulle fjerne dem bagefter gennem Beskatning. Derfor maa Priskontrollen gøres effektiv. Og at Priskontrollen er lettest at gennemføre, hvor Importen sker gennem samfunds­mæssigt kontrollerede Fællesindkøb er let at indse. Kun et vigtigt Eksempel skal nævnes: det sker ofte, at samme Slags Vare maa indkøbes fra forskellige Lande til forskellige Priser. Hvilke af disse Indkøbspriser bliver nu den Salgspris, For­brugeren skal betale, baseret paa? Ja, under en Situation med Vareknaphed er der næppe Tvivl om, at det dyrest indkøbte Parti bliver bestemmende for Prisen paa samtlige Varer. Dette maa hindres ved, at Fællesindkøb videresælger Varerne til kontrollerede Gennemsnitspriser, samler Pengene i een Pulje og betaler hver Importør, hvad der tilkommer ham.

Overhovedet er det ikke nok, at man gennem Importregu­leringen sikrer, at det er de samfundsmæssigt set rigtige Va­rer, der først kommer over Landets Grænse.

Varernes Skæbne maa følges videre frem.

Valutacentralen kontrollerede kun Varernes Import og Fordeling. Længere strakte dens Indflydelse sig ikke. Tit og ofte er det imidlertid for Forbrugerne og Arbejderne mindre betydningsfuldt, hvem der foretager Importen. Langt større Rolle spiller det, hvad Varen bliver anvendt til, og hvad den kommer til at koste. Det kræver altsaa en videregaaende Sam­fundsregulering, som i visse Tilfælde følger Varen helt frem til Forbrugernes Dørtærskel. Muligheden herfor forøges gen­nem kontrollerede Fællesindkøb.

Under Krigen er en lang Række Fællesindkøb dannet. Nogle paa Statens Initiativ og under Kontrol, andre paa privat Initiativ og næsten uden Kontrol. Blandt de vigtigste Varer, der indkøbes paa denne Maade kan nævnes:

Korn og Foderstoffer
Kul og Koks
Benzin, Petroleum og Brændselsolier
Tobak
Avispapir
Papirmasse.

Disse Fællesindkøb bør efter Krigen udvides til at gælde endnu flere Omraader (f. Eks. Spindestoffer, Garner, Gum­mi, Jern og Metal) og bør formidles ved et Samarbejde mel­lem Stat og Erhvervsliv, som gør Kontrollen effektiv. De tidligere omtalte Sektionsraad, hvorigennem Befolkningens Interesser kommer til Orde, bør have en væsentlig Indflydelse paa Retningslinierne for Fællesindkøbenes Virksomhed.

Det er endvidere vigtigt, at Opmærksomheden henledes paa Muligheden for at rationalisere Fordelingsapparatet, saa overflødige Mellemled og unødvendige Avancer skæres bort.

 

Tredie Mulighed: Statsovertagelse af Importen af visse Varer.

For nogle Varer har den private Importhandel ikke læn­gere nogen samfundsmæssig Funktion. Staten ordner i Hoved­sagen Indførselen gennem sine Aftaler med Udlandet og gen­nem sine Bestemmelser over Varens Transport, dens Forde­ling og dens Priser. Paa disse Omraader er Importører fra at være et levende initiativtrigt Element i Danmarks driftige Handelsstand blevet en mekanisk Udøver af Statens Forskrif­ter med statsgaranterede Indtægter. Dette er ikke holdbart. Paa disse Omraader vil Staten kunne formidle Importen bil­ligere og bedre og de virkelige Dygtigheder fra Handelsver­denen maa gaa direkte i Samfundets Tjeneste. Endnu er maaske kun faa Omraader modne til Samfundsovertagelse, men til Gengæld er de vigtige. Uden Tvivl bør Importen af Kul og Koks overtages af Staten. Det samme gælder ogsaa Indførselen af Benzin og Brændselsolier. Her maa en Under­søgelse af de internationale Monopol- og Kartelaftaler finde Sted. Ogsaa Indførselen af Vin og Spiritus vil falde i denne Kategori. De udenlandske Erfaringer maa her underkastes en Undersøgelse. Maaske vil enkelte af disse Omraader f. Eks. Benzin- og Brændselsolier lige saa godt kunne ordnes ved en Koncession til Andelsbevægelsen, der i Samarbejde med Nor­disk Andelsforbund paa andre Omraader har formaaet at fri­gøre sig fra de internationale Monopoler.

*

Regeringen bør snarest muligt nedsætte en Kommission med fyldig Repræsentation for det private Erhvervsliv, Ar­bejderne, Forbrugerne, Kooperationen, Andelsbevægelsen og med handelsmæssigt og økonomisk sagkyndige til at gennem­arbejde disse Problemer og stille Forslag til Løsning efter de anførte Retningslinier.

Det er vigtigt, at de trufne Løsninger bliver af en saadan Art, at den Transithandel, formidlet ved dansk Initiativ, der har bidraget sit til Nationens Velstand, kan fortsætte uhindret.

 

Eksporten maa fremmes

Danmarks Eksport maa stadig udvikles. Hertil kan Staten bidrage paa mange Maader.

Staten maa saaledes stille Laan til Raadighed, hvorved Eksport kan finansieres, hvor det er nødvendigt for at bringe en Samhandel paa Fode. Dette gælder krigshærgede Lande, men ogsaa oversøiske Lande, der er inde i en Industrialiseringsproces. Saadanne Lande vil fremover udvikle sig til vig­tige Markeder. Her maa der brydes en Vej for dansk Eksport især af Maskiner og Konserves.

Staten maa medvirke til nye Markeders Opdyrkning, saa­ledes at en Forøgelse og en Spredning af Eksporten opnaas. Hertil kræves et Institut for Markedsundersøgelser i Udlandet. Det vil ogsaa være nødvendigt, at danske Repræsentationer i Udlandet udbygges med økonomisk og handelsmæssigt Sag­kyndige. Endvidere maa et Samarbejde mellem de nordiske Lande ogsaa tilstræbes paa dette Omraade.

Endelig maa Staten, hvor det skønnes nødvendigt, med­virke til Dannelsen af effektive Salgsorganisationer. Danske Eksportører maa ikke forringe hinandens Muligheder ved ind­byrdes Konkurrence. Tværtimod maa de, for Varer, der egner sig hertil, sælge i Fællesskab. De maa producere Varer af ensartet, god Kvalitet tilpasset fremmede Forbrugeres Krav. De maa benytte fælles Varemærke, fælles Emballage og fæl­les Reklame. Herved vil ogsaa dansk Haandværk og Smaa­industri faa en øget Chance.

 

[til top]

V. Højfinansen under Folkestyrets Kontrol

Bankerne

Bankvæsenet i Danmark samler Størsteparten af Landets Kapital- og Pengeomsætning paa ganske faa Bankers Hænder. I 1943 fandtes der ialt 163 Banker i Danmark med 289 Fi­lialer og 497 Kontorsteder eller ialt 949 Banksteder.

Af disse 163 Banker har imidlertid de tre største (Privatbanken, Landmandsbanken og Handelsbanken) og de fem mellemstore Banker (Andelsbanken, Fyens Diskontokasse, Aarhus Privatbank, Arbejdernes Landsbank og Varde Bank) tilsammen ca. 2/3 af den samlede Balance.

Denne Koncentration af stor økonomisk Magt paa faa Hænder maa antages at fortsætte og blive stadig kraftigere i Fremtiden.

Trods denne Udvikling har Bankvæsenet i Danmark imid­lertid ikke det Herredømme over Landets Økonomi, som det tidligere har haft. Bankernes Magt begrænses fra to Sider. Den ene er de store Firmaers, især Aktieselskabernes, Kon­solideringspolitik, der i voksende Grad har gjort Virksom­hederne selvfinansierende og dermed mere uafhængige af Bankkredit. Den anden er Statens Dirigering af Økonomien f. Eks. gennem Importreguleringen, Priskontrollen og Finans­politiken, der i voksende Omfang lægger Rammerne for den økonomiske Udvikling. Ved Gennemførelse af de Foranstalt­ninger, der iøvrigt omtales i dette Program specielt i Afsnittet om »Økonomisk Demokrati og Effektivisering«, vil Banker­nes Magt i Samfundet i alt væsentligt være reduceret til Re­guleringen af Kredittens Omfang, der næsten helt beherskes af Nationalbanken, samt til Kredittens Fordeling mellem de laansøgende.

Naar den planøkonomiske Regulering paa denne Maade varetages af andre Organer, og naar Bankernes Magtomraade er stærkt begrænset og under Kontrol, vil en Statsovertagelse af alle Landets Banker ikke være umiddelbart paakrævet. Derimod er andre vigtige Reformer nødvendige. Disse ved­rører Danmarks Nationalbank, Landmandsbanken, Banktil­synet og en Kontrol med Bankernes Oprettelse af Filialer.

Nationalbanken er for saa vidt socialiseret, som enhver privat Interesse i Banken er fjernet, efter at denne ved Ny­ordningen i 1936 blev en selvejende Institution. En Rest fra Nationalbankens Tid som privatkapitalistisk Bank er imidlertid tilbage deri, at Bankens Kreditpolitik i nogen Grad kan føres selvstændigt uden umiddelbar Afhængighed af Rege­ringen. Dette kan i en given Situation føre til uheldige Til­stande, hvis Regeringen og Danmarks Nationalbank ud fra hver sin Bedømmelse af Forholdene driver en forskellig Penge- og Kreditpolitik. Dette er uforeneligt med fuld Ef­fektivitet i den økonomiske Politik. For at sikre fælles Ret­ningslinier maa en Nyordning træffes, evt. ved at de Beføjel­ser, der tillægges Regeringens Repræsentant i Nationalban­kens Bestyrelse udvides.

I vor største private Bank, Landmandsbanken, ejer Staten 75 % af Aktiekapitalen, men Bankens Politik har hidtil ikke været præget heraf. Det maa anses for hensigtsmæssigt, at der i Bankens Ledelse foretages saadanne Ændringer, at den dels kan udvikle sig til at blive en Statens Forretningsbank i egentlig Forstand, og dels kan virke i snæver Tilknytning til Nationalbanken. Ved en saadan Ordning vil Nationalban­kens Mulighed for at beherske den økonomiske Aktivitet i Samfundet (Konjunkturbevægelserne) blive forbedret.

For de Øvrige private Banker anbefales det, at Samfundets Indflydelse paa Bankernes Virksomhed udvides. Hidtil har Banklovgivningen og dermed Tilsynets Opgaver i Hovedsa­gen været bestemt ud fra Hensynet til Sikkerheden for Ind­skyderne, og Tilsynet har paa tilfredsstillende Maade udført denne Funktion, men det bør overvejes, om Opgaverne ogsaa i Fremtiden alene skal være af restriktiv Karakter, eller om det offentlige skal kunne anvise generelle Retningslinier for Udlaanspolitikken af mere positiv Karakter.

I et andet Plan end de oven for behandlede Problemer ligger Spørgsmaalet om Bankernes Administrationsomkost­ninger. Ogsaa dette Spørgsmaal er imidlertid vigtigt, idet Reformer, der kan medføre lavere Omkostninger, kan mulig­gøre billigere Kreditter d. v. s. lavere Rente.

En Statistik over Bankernes Administrationsomkostninger viser, at de største Banker arbejder dyrere end de middel­store. Aarsagen maa findes i det til Overmaal udviklede Fi­lialsystem. En fortsat Udvikling i denne Retning, hvorefter stadig flere luksuøst udstyrede Bankfilialer dukker frem paa Gadehjørnerne, maa derfor bremses. Med det Formaal for øje bør der gennemføres Bestemmelser, der sikrer, at Opret­telsen af nye Banker og Bankfilialer (og Kontorsteder) be­tinges af en Godkendelse fra Handelsministeriet, paa samme Maade som dette kræves, naar allerede bestaaende Banker overtages af andre. Tilsvarende maa gælde for Sparekasser og Oprettelse af Sparekassefilialer under Hensyn til Konkur­renceforholdet mellem Banker og Sparekasser.

 

Forsikringsvæsenet

To Omstændigheder nødvendiggør, at hele Forsikrings­spørgsmaalet tages op til offentlig Behandling. Den ene er, at alle hidtidige Undersøgelser synes at godtgøre, at en Ra­tionalisering af Forsikringsvirksomheden vil kunne medføre en betydelig Sænkning af de »Præmier«, de forsikrede betaler. Den anden er, at de private Forsikringsselskaber tilsammen bestyrer en Kapital paa ca. 2 Milliarder Kroner, som det er ønskeligt, at det offentlige faar større Kontrol med. Den bed­ste Løsning paa disse Problemer vil opnaas ved at al Forsik­ringsvirksomhed - med Undtagelse af visse nærmere an­givne Omraader - overlades til et Faatal af statslige eller kooperative Virksomheder.

Livsforsikringen er det Omraade, hvor det nuværende For­sikringssystems Mangel paa Rationalitet træder tydeligst frem. Til Trods for at der er store Forskelle mellem de Præmier, de enkelte Selskaber forlanger for samme Forsikring, slaar Konkurrencen ikke igennem. Aarsagen er, at de fleste Selska­ber (Statsanstalten for Livsforsikring er en Undtagelse) ikke offentliggør samlede Prislister og tilslører Forholdene ved uensartede og svært gennemskuelige Bonusbestemmelser. Kon­kurrencen føres ved Hjælp af Agenter, der under det nuvæ­rende System i høj Grad fordyrer Forsikringsvirksomheden bl. a. ved at tegne et meget stort Antal Forsikringer, der hurtigt opgives igen af de forsikrede med store Tab for disse. Agent- og Incassovirksomhed er en Nødvendighed for Livs­forsikringsbranchen, men store Omkostninger kan spares ved en Rationalisering. Dette gælder ikke mindst den saakaldte Folkeforsikring, d. v. s. Livsforsikring med ugentlig Præmie­betaling.

Socialdemokratiet anser det for nødvendigt for at opnaa en Rationalisering, at al Livsforsikring koncessioneres af Sta­ten, saaledes at den enten overlades til en Statsvirksomhed, eller, hvis det er nødvendigt for at sikre en ønskelig Tilpas­ningsevne over for individuelle Behov, til to Virksomheder, hvoraf den ene er statslig, den anden kooperativ under Kon­trol af Staten og Repræsentanter for de forsikrede i Forening.

For Skadesforsikringen kan de samme Synspunkter gøres gældende med mindst samme Vægt. Paa dette Omraade findes over 300 Selskaber. Alene ved en Reduktion af dette Antal kan væsentlige Besparelser i Administrationsomkostninger opnaas. Den Del af Omkostningerne, der hidrører fra, at de forsikrede overtales til at skifte fra et Selskab til et andet, maa samfundsmæssigt betragtes som helt spildt. Det samme gælder Agentomkostningerne i Forbindelse med de lovplig­tige Forsikringer.

Socialdemokratiet erkender, at der inden for Skadesforsik­ringen findes Brancher (f. Eks. Søforsikringen) og smaa lo­kale gensidige Selskaber, der ikke egner sig for Socialisering. Det samme gælder en Del af Genforsikringsvirksomheden, der i høj Grad er internationalt orienteret. Bortset herfra maa man imidlertid for Skadesforsikringen anse en lignende Ord­ning for paakrævet som foran skitseret for Livsforsikringens Vedkommende. Det skal understreges, at Formaa1et med de her nævnte Foranstaltninger ikke paa nogen Maade er at skaffe Staten nye Indtægtskilder, men udelukkende at skaffe Fordele for det forsikringssøgende Publikum samt hvor det er nødvendigt at forbedre Arbejdsvi1kaarene for det i Forsik­ringsbranchen beskæftigede Personale.

Der bør snarest nedsættes en Kommission til Behandling af disse Spørgsmaa1. I Tiden, medens denne Kommission ar­bejder, maa der træffes Lovbestemmelser, der forhindrer, at nye Selskaber oprettes, og skaber fuld Offentlighed omkring Forsikringsvæsenets Forhold.

 

[til top]

VI. Ulykkes- og Sygeforsikringen

Socialisering af den lovpligtige Ulykkesforsikring

Den lovpligtige Ulykkesforsikring i Danmark varetages i Øjeblikket af ikke mindre end 33 Selskaber. Denne stærke Decentralisering maa af de Grunde, der nævnes i det følgende, betragtes som en aldeles uholdbar og utidssvarende Ordning af denne socialt betydningsfulde Del af Forsikringsvirksomheden. Det maa derfor anses for paakrævet, at der sker en Centralisering, f. Eks. ved at al lovpligtig Ulykkesforsikring samles i en Statsanstalt.

1. Den nuværende Ordning medfører højere Præmier end nødvendigt og dermed højere Produktionsomkostninger, der ofte væltes over paa Varepriserne, d. v. s. paa For­brugerne. Dette viser, at Ulykkesforsikringsspørgsmaa­let ikke blot berører Arbejdsgiverne, hvem det paahviler at foretage Forsikringen, men hele Befolkningen.

2. Den nuværende Ordning medfører en uensartet og tungt virkende Administration, der vanskeliggør et Samarbej­de med den sociale Forsikrings og Forsørgelses andre Grene.

3. Konkurrencen mellem Selskaberne bevirker erfaringsmæssigt, at der tages for lidt Hensyn til Forskellen i Risiko mellem de forskellige Virksomheder. Dette be­tyder, at den nuværende Ordning ikke virker tilstrække­lig ulykkesforebyggende.

4. Ved at gøre Ulykkesforsikringen til en offentlig Funk­tion kan der sikres Arbejderne en hurtigere og mere effektiv Hjælp.

Sygeforsikringen

Der er her i Landet ialt ca. 1600 anerkendte Sygekasser med ialt 2.364.000 nydende Medlemmer, hvortil kommer disses ca. 850.000 Børn.

De Indtægtsgrænser, der er fastsat for at kunne være ny­dende Medlem af en statsanerkendt Sygekasse, er forholdsvis høje, idet ca. 92 % af det samlede Antal Forsørgere her i Landet har Indtægter, der ligger under disse Grænser.

Det bør undersøges, om der ikke er væsentlige sundhedsmæssige og administrative Fordele at opnaa ved at gennem­føre en offentlig og gratis Syge- og Sundhedspleje for hele Befolkningen. Herved vil Mulighederne for at gennemføre en forebyggende Sundhedsforsorg blive stærkt forøget, idet det hidtil ikke har været muligt at føre en saadan sygdomsfore­byggende Politik i tilstrækkeligt Omfang inden for Sygekas­sernes Rammer. Kun naar en saadan sygdomsforebyggende Politik kommer til at omfatte hele Befolkningen vil det blive muligt at gennemføre en fuldt ud rationel Ordning af Ho­spitals- og Sanatorievæsenet, Lægevæsenet, Epidemibekæm­pelser, offentlige hygiejniske Foranstaltninger m. m.

 

[herefter følger en gennemgang af Socialdemokratiets bolig-, energi-, trafik- landbrugs- og fiskeripolitik]

 

 

[til top]

XIII. Fremtidens Danmark

Efter disse Retningslinier vil Socialdemokratiet bygge Fremtidens Danmark.

Det bliver et storstilet Bygningsværk. Og som alt, hvad der er stort, vil det kræve Anstrengelser og Arbejde, Mod og Beslutsomhed.

Først og fremmest vil det kræve en vældig politisk Ind­sats - ikke alene af en enig Arbejderklasse, men af hele den brede Befolkning i By som paa Land: Tjenestemænd, Land­brugere, Handlende og Haandværkere.

Lykkes denne nationale Opgave, vil Lønnen ikke udeblive. Det danske Folk vil ikke alene opnaa materielle Ting som Mad i Gryden, Tøj paa Kroppen og Værktøj i Haanden. Men en social Højnelse, en aandelig, kulturel og moralsk Rejsning vil følge i en velordnet Økonomis Spor - i Takt med den voksende Velstand.

Paa Krigens mørke Baggrund vil et helt nyt Folk vokse op. Et Folk, der føler, at det selvejer det Land, det kalder sit, som vil elske det og værne om det, og som i et vok­sende Samvirke med andre Nationer kan give Eksemplet fra et Demokratiets og Humanitetens Foregangsland, fra et

Danmark for Folket

 

[til top]

TILLÆG

Socialdemokratiets politiske, sociale og kulturelle Krav

Vedtaget af Parti kongressen 19.-22. August 1945

 

Valg og Forfatningsændring

Socialdemokratiet udtaler Ønsket om, at der snarest gen­nem et Folketingsvalg skabes fuldt ud parlamentariske Til­stande, samt at der, saa snart det er praktisk gørligt, afholdes Nyvalg til alle kommunale Raad. Kongressen fastslaar sam­tidig det socialdemokratiske Partis Vilje til at medvirke til en Grundlovsændring, der bl. a. gennemfører Socialdemokratiets gamle Programpunkter om Landstingets Afskaffelse samt ­om muligt inden første Folketingsvalg - Gennemførelse af Forslag paa Rigsdagen til Grundlovsændring om Valgret og Valgbarhed til Folketinget fra 21 Aars Alderen. Samme Al­dersbestemmelser gennemføres ligeledes ved kommunale Valg. Skatte- og Opholdsbestemmelserne som Betingelse for kom­munal Valgret bør ophæves. - Der maa gennemføres et ri­meligt Vederlag til Medlemmerne af de kommunale Raad, for at ingen af økonomiske Grunde skal være hindret i at mod­tage Valg.

 

Udenrigspolitik og Forsvar

Til Sikringen af Verdensfreden og Genopbygningen gaar Danmark ind i det internationale Samarbejde, som maa ud­bygges paa baade det politiske, økonomiske, sociale og kul­turelle Omraade. Særlig søges vore Forbindelser med de nor­diske Lande og de allierede Nationer i øst og Vest udviklet.

Danmarks Forsvar ordnes i Overensstemmelse med de For­pligtelser, der paahviler os som Medlem af De forenede Na­tioner, og ud fra en fordomsfri Bedømmelse af, hvad der er fornødent for at værne om Landets Selvstændighed.

En virkelig Demokratisering af Forsvarsmagten gennem­føres. De indkaldtes økonomiske Forhold ordnes paa betryg­gende Maade, og Genantagelse til Arbejde eller Anvisning af andet Arbejde søges sikret ved Hjemsendelsen. Gennem valgte Tillidsmænd gives der Soldaterne Adgang til at frem­føre Ønsker om Mandskabets Forhold, derunder til at med­virke ved Tilrettelæggelsen af Foredrag, Underholdning o. l. i Mandskabets Fritid. Soldaterhjemmene drives i Samarbejde med det offentlige og ledes af lokale Udvalg med Repræsen­tanter for Menige, Befalingsmænd, Ungdomsorganisationer og Kommunen.

 

Beskæftigelsespolitik, Handelspolitik, Løn, Priser og Hjemmenes Forsyning

Idet Kongressen iøvrigt henviser til Programudtalelsen om Socialdemokratiets økonomiske Politik fremhæves følgende Retningslinier:

Problemerne om at skabe Beskæftigelse for Befolkningen paa tilfredsstillende Vilkaar kan hverken i Overgangstiden mellem Krigsproduktion og Fredsproduktion eller under mere normale Forhold løses ud fra private Profithensyn. For at alle produktive Kræfter kan blive taget i Brug paa den samfunds­mæssig mest forsvarlige Maade, maa der finde et intimt Sam­arbejde Sted mellem de private Erhverv og Staten og Kom­munerne.

For at hindre Spekulationsforretninger og i første Række sikre Fremskaffelsen af Raastoffer og de mest nødvendige For­brugsvarer maa der opretholdes en effektiv Import- og Valuta­kontrol.

Renten maa holdes lav.

Under Krigen er Pengemidlerne steget med mange Milli­arder, samtidig med at Varemængden er skrumpet ind. Hvis denne kunstigt skabte Pengemængde skal forrentes og amor­tiseres, betyder det, at Værdien dertil forlods tages af Ar­bejdsudbyttet, hvilket igen betyder lavere Arbejdsløn og ned­sat Beskæftigelse. Socialdemokratiet maa derfor kræve, at der gennem en dybtgaaende Formuebeskatning - først og frem­mest af de ekstraordinære Formuestigninger - gennemføres en Sanering af vort Pengevæsen.

Maalet maa i øvrigt være at hindre inflatorisk Prisstigning og fremme naturlige Prisfaldsmuligheder. Pris- og Avance-kontrollen fortsættes og forstærkes. Forbrugernes Indflydelse herpaa bør forøges.

Arbejdernes og Tjenestemændenes Realløn maa snarest bringes op paa Niveauet før Krigens Begyndelse.

I Forbindelse hermed maa der gennem en Rationering sik­res Hjemmene en retfærdig Fordeling af bI. a. Beklædnings­varer og Husholdningslinned. Arbejdstøj og Cykledæk maa først og fremmest sikres for dem, der i deres Erhverv har mest Brug derfor. - Levnedsmiddelproduktionen underkastes ef­fektiv Kontrol, ligesom der træffes Foranstaltninger til Be­folkningens Beskyttelse mod Forringelser og Forfalskninger af de almindelige Forbrugsvarer, eventuelt ved Indførelse af obligatoriske Vareanalyser og Kvalitetsangivelser.

De forberedte offentlige og private Beredskabsarbejder maa snarest sættes i Værk og nye Arbejder forberedes. Om for­nødent bør en Fornyelse af Reparationslovene finde Sted. Ar­bejdet maa udføres til tarifmæssig Betaling og saaledes at nor­mal Fortjeneste opnaas ogsaa ved det saakaldte »Nødhjælps­arbejde«.

Der bør kunne ydes Støtte ogsaa til Arbejder, der iværk­sættes af Enkeltpersoner, naar det drejer sig om Arbejder af særlig beskæftigelsesmæssig, produktiv eller anden samfunds­mæssig Betydning.

Ved Regeringens Initiativ maa nye Muligheder for dansk Haandværk og Industri undersøges. Som Hjælp hertil oprettes et teknisk-økonomisk Forskningsinstitut.

- For at demokratisere, samordne og stimulere Erhvervs­livet anser Kongressen det iøvrigt for nødvendigt at der i Hen­hold til den derom afgivne Betænkning oprettes følgende Organer:

1)Bedriftsraad paa de enkelte Virksomheder over en· vis Størrelse.

2)Sektionsraad for de enkelte Erhvervsgrene og større Brancher.

3)Et samfundsøkonomisk Raad for hele Landets Økonomi.

Arbejder-, Tjenestemands- og Funktionærspørgsmaal

Med Hensyn til Forholdet mellem Arbejdere og Arbejds­givere maa Lov om Arbejdsforhold ophæves, saaledes at de faglige Spørgsmaal kan behandles som forudsat i Overens­komsterne og den tidligere Lovgivning, dog at der bør ske Revision af Lov om Mægling i Arbejdsstridigheder, hvorved der skabes Muligheder for en tilstrækkelig dybtgaaende Be­handling af Overenskomststoffet med Hensyntagen til samt­lige Fag.

Funktionærspørgsmaalet maa løses paa Linie med Spørgs­maalene for de øvrige Arbejdere; idet den langt overvejende Del af denne store Gruppe, der omfatter mere end 100.000 Lønarbejdere, ofte har urimelige økonomiske Vilkaar. Social­demokratiet vil yde Fagbevægelsen den fornødne Støtte, for at denne Befolkningsgruppe kan komme paa Højde med den øvrige arbejdende Befolkning.

Staten maa i sin Tjenestemandspolitik vise Eksemplet som en retfærdig og human Arbejdsgiver. Ved den kommende Lønrevision maa Tjenestemændenes sociale Levevilkaar for­bedres og bringes i Harmoni med det Samfund, de tjener.

For Landarbejderne maa gennemføres afgørende Forbed­ringer af Arbejds- og Boligforholdene:

l) Der bør oprettes organisationsmæssige Løn. og Arbejds­overenskomster.

2) Regulering ved Lov af Arbejdstiden til gennemsnitlig 48 Timer ugentlig.

3) Selvstændig Kontrakt ang. gifte Landarbejderes Tjene­stebolig.

4) Modernisering af Medhjælperloven, saa at der tilveje­bringes en moderne Beskyttelses- og Uddannelseslovgiv­ning.

5) Ferielovens Særbestemmelser for Landarbejdere afskaffes.

6) Boligforholdene forbedres ved øget Anvendelse af Lov­givningen herom.

Husassistentproblemet løses ad Lovgivningens Vej, bI. a. ved Sikring af Ferie, Forkortelse af Arbejdstiden, forbedret Uddannelse og bedre Arbejdsforhold.

 

Socialdemokratiets kulturelle Krav

Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Mulig­heder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv.

Det er Socialdemokratiets Ønske paa alle Omraader at fremme det kulturelle Arbejde og at give det saadanne For­mer, at det virker til personlig Udvikling og Berigelse og til Dygtiggørelse til Løsningen af Fremtidens Opgaver.

De offentlige Myndigheder bør støtte Videnskab og Kunst og fremme det rigest mulige Vekselspil mellem disse Om­raader og den store Befolkning. Der bør tilstræbes en Udvi­delse af Universitetsundervisningen til Gavn for kommunale og faglige Tillidsmænd og for alle, som - uden akademisk Uddannelse - forvalter de nødvendige Funktioner i det de­mokratiske Samfundsliv.

De sidste Aars tiltagende Interesse for videnskabeligt Ar­bejde, for Kunst, Musik og Litteratur, berettiger til øget of­fentlig Støtte. Aandsarbejdernes Kaar bør forbedres.

For et demokratisk Samfund har de frie, folkelige Bevæ­gelser og deres Kulturarbejde den allerstørste Betydning. I de senere Aar har det frie kulturelle Arbejde gennemgaaet en rig Udvikling, og de folkelige Kulturorganisationer, herunder AOF, fortjener øget Støtte fra saavel Stat som Kommune.

Det offentlige maa medvirke til, at der overalt i Landet findes egnede Forsamlings- og Studiekredslokaler. Det maa tilstræbes, at Landsbybefolkningen faar samme Adgang til de kulturelle Goder som Bybefolkningen.

Det er af Betydning, at Biblioteksvæsenet fremmes, og at der ligeledes fra det offentliges Side ydes Støtte til Spredning af gode Bøger i billige Masseoplag.

Gennem en mere metodisk Indsats maa det tilstræbes, at Kunst i gode Gengivelser bliver almentilgængelig, og at of­fentlige Bygninger og Lokaler udsmykkes med lødig Kunst.

Socialdemokratiet vil medvirke til, at Teater, Musik, Film og Radio bliver organiske Led i Folkeopdragelsen. Partiet ud­taler sin Tilslutning til de Bestræbelser, der er i Gang for Op­rettelse af en Teater- og Publikumsorganisation paa bred Ba­sis. For Filmens Vedkommende bør der tilstræbes en Orga­nisering af Produktion og Fremførelse, der tillader Filmens kunstneriske og demokratiske Egenskaber at komme fuldt til deres Ret. Partiet anbefaler Tilslutning til Arbejdernes Radio­forbund, der har udført et betydningsfuldt Arbejde for at gøre Statsradiofonien til en Folkets Radio. Den øgede Musikinter­esse, som Radioen har skabt, bør videreudvikles ved Støtte til Oprettelse af Koncertforeninger og Byorkestre Landet over.

Paa Naturfredningens, Sportens, Friluftslivets og Folke­rejsernes Omraade ønsker Partiet at støtte alle Bestræbelser for at give den brede Befolkning Adgang til sund Rekreation og befriende Friluftsbeskæftigelse.

 

Socialdemokratiet og Ungdommen

Socialdemokratiet er af den Opfattelse, at Ungdommens Dygtiggørelse og Sikringen af dens fysiske og aandelige Sund­hed og Styrke gennem fornuftige Arbejdsvilkaar og Fritids­betingelser er vigtige Samfundsspørgsmaal,der ikke maa over­lades til en tilfældig Udvikling. Tværtimod maa det demokra­tiske Samfund forstaa, hvor vigtigt det er, at en Række Pro­blemer af Betydning for Ungdommen tages op til samfunds­mæssig Løsning. Ungdommen paa sin Side maa erkende, hvil­ken Betydning det har for den selv, at den ved Deltagelse i Samfundets Anliggender styrker Demokratiet og derved sikrer Folkets Selvstyre.

Idet Kongressen henviser til det Ungdomsprogram, som er opstillet af »Danmarks socialdemokratiske Ungdom«, frem­hæves følgende:

1) Der bør ikke tolereres Arbejdsløshed blandt Ungdom­men; denne bør beskæftiges ved normalt Arbejde eller ved faglig, teknisk og almen Uddannelse.

2) Ungdomsskolen for ufaglærte bør være obligatorisk.

3) Større Mulighed for frivillig Uddannelse paa Fagskoler, Folkehøjskoler m. v.

4) Adgangen til højere Uddannelse maa gøres lettere til­gængelig for mindrebemidlede.

5) For den Ungdom, der mangler Evner til at gøre sig gæl­dende ved normalt Arbejde, gennemføres en særlig Ud­dannelse.

6) Gennemførelse af obligatorisk Erhvervsvejledning bør overvejes.

7) Beskyttelseslovgivningen for de Unge tages op til Revi­sion. Weekend og 3 Ugers Sommerferie for Unge under 18 Aar.

8) Fritidens Anvendelse støttes ved Laan eller Tilskud til Lo­kaler, Støtte til Lærerkræfter og Lederuddannelse, Støtte til Anlæg af Idrætspladser, Svømmehaller m. m., Anlæg af Lejrpladser, Oprettelse af Ungdomsherberger o. 1.

9) Der bør nedsættes kommunale Ungdomsudvalg.

10) Gennem Bosættelseslaan lettes Ungdommen Adgang til at stifte Hjem.

11) Regeringen nedsætter en særlig Ungdomskommision i Henhold til det af »Dansk Ungdomssamvirke« fremførte Ønske.

12) Bestræbelserne maa fortsættes for at udforme Folkesko­len til en virkelig Enhedsskole.

Sociallovgivningen

Den økonomiske og sociale Politik maa bidrage til at skabe en bedre social Balance i Befolkningen. Den sociale Solidaritet maa sidestilles med den nationale Solidaritet. Den sociale Po­litik maa have det dobbelte Maal at søge uforskyldt Nød og Trang forebygget og afhjulpet og at bidrage til Udjævning af de sociale Uretfærdigheder. De forskellige sociale Sikrings­ordninger bør udbygges saaledes, at offentlig Forsorg kun bli­ver nødvendig i særlige Undtagelsestilfælde. Der maa sikres alle, som er i Trang, en rimelig Levestandard.

 

Alders- og Invaliderenten

Socialdemokratiet har altid betragtet Aldersrenten som et særlig vigtigt Omraade af den sociale Lovgivning. Her er ikke blot Tale om at afhjælpe Trang paa en rimelig Maade, men om en naturlig Retfærdighedshandling over for de Medbor­gere, der har givet Samfundet et Livs nyttigt Arbejde. Maalet for Socialdemokratiet vil derfor fortsat være at skabe saadanne Livsvilkaar for Samfundets gamle Medborgere, at de kan til­bringe en betrygget Livsaften, hvad enten de har været i det offentliges Tjeneste eller arbejdet i det private Erhvervsliv. Alders- og Invaliderenten bør omfatte alle, som har Behov derfor. Socialdemokratiet mener derimod ikke, at det bør gen­nemføres en Folkepensionering omfattende alle, saavel rige som fattige, uden Hensyn til Behov og tager Afstand fra Tan­ken om en Finansiering af Aldersrenten gennem Præmiebeta­ling, der vil virke som Kopskat.

Følgende Forbedringer kommer umiddelbart i Betragtning:

1) Alders- og Invaliderentens Grundbeløb forhøjes.

2) Renten gøres lige for K vinder og Mænd.

3) Bygningen af billige Aldersrenteboliger fremmes.

4) Gruppeinddelingen mellem Hovedstad, Købstæder og Landdistrikter revideres.

5) De nugældende Regler om Nedsættelse eller Bortfald af Renten paa Grund af Indtægt bør lettes.

6) Lempelse i Alders- og Invaliderentenydernes Skat gennem­føres ved Forhøjelse af de skattefri Fradrag.

7) Spørgsmaalet om en Overbygning med frivillig Forsik­ring tages op til Overvejelse.

8) Børnetillæggene forhøjes.

Sikring i Tilfælde af Sygdom og Ulykker

Den forhaandenværende Sikring mod Indkomstbortfald paa Grund af Sygdom er ganske utilstrækkelig, og der bør gennemføres en Ordning, hvorved der ydes en Dagpenge­hjælp, som sikrer en rimelig Standard og giver Mulighed for en frivillig Forsikring til højere Beløb herudover.

Det bør undersøges, om der ikke er væsentlige sundheds­mæssige og administrative Fordele ved at gennemføre en offentlig og gratis Syge- og Sundhedspleje for hele Befolk­ningen med Vægt paa en betryggende Sundhedsforsorg.

Ved Ulykkestilfælde bør Ydelserne forhøjes saaledes, at de sikrer en rimelig Levestandard for de ulykkesramte.

Det offentlige maa i højere Grad end tidligere bistaa de Mennesker, der bliver slaaet ud paa Grund af Sygdom eller Invaliditet, saaledes at de paany kan indpasses i Arbejdslivet, og Arbejdsgiverne maa tilpligtes at bistaa herved.

 

Familien, Moder og Barn

En af de Ting, der efter Socialdemokratiets Opfattelse maa sættes øverst paa den politiske Dagsorden i den kom­mende Tid, er Samfundets Interesse for Familiens Velfærd, for Moder og Barn.

Spørgsmaalet om Lettelse af Udgifterne for Familier med Børn maa tages op baade med Henblik paa Ydelse af særlige Børnetillæg som foreslaaet i England, og gennem Ordninger, hvorved Udgifterne ved Børnene mindskes.

Kongressen skal i denne Forbindelse nævne følgende Spørgsmaal:

1) Udvidelse af Huslejehjælpen for børnerige Familier.

2) Det paabydes ved Lov, at der i nye større Boligkom­plekser sørges for Vuggestuer, Børnehaver og Fritids­hjem.

3) Gennemførelse af Moderskabsydelse, Udvidelse af Bar­selhvile og Svangerskabshvile med Dagpenge og Forbud mod Afskedigelse som Følge af Graviditet eller Ægteskab.

4) Mødrehjælpsinstitutionerne udbygges.

5) Skolebespisning gennemføres overalt, hvor det er muligt.

6) Normalbidraget for Børn født i og udenfor Ægteskabet forhøjes.

7) Husmoderafløserne gøres til en fast Institution.

8) Hjælp til ældre enligtstillede Kvinder bør ydes som Særhjælp uden Retsvirkninger.

9) Udgifterne til Særforsorg, Særundervisning m. v. for Børn, der lider af legemlige eller sjælelige Mangler (Døvhed, Blindhed, Talelidelse e. l.), bør bæres af det offentlige.

10) Tilsynet af Skolelæger og Skoletandlæger gøres obliga­torisk i alle Kommuner.

Arbejderbeskyttelse m. m.

Der bør gennemføres Forbedringer i den almindelige Lov om Arbejderbeskyttelse. Bageriloven forbedres. Tre-Skifte­Vagten for Søfolk sikres, ligesom der i det hele maa skabes tidssvarende Arbejdsforhold til Søs. 40 Timers Arbejdsuge og tre Ugers Ferie maa søges naaet bl. a. gennem det inter­nationale Samarbejde.

 

Arbejdskort, Karenstid m. m.

De Forringelser i den sociale Lovgivning, som mod Social­demokratiets Advarsler blev gennemført under Besættelsen, har vist sig baade skadelige og uretfærdige. Socialdemokratiet kræver derfor, at disse Ændringer ophæves. Dette gælder bl. a. Arbejdskortordningen, den forlængede Karenstid i Ar­bejdsløshedskasserne, de skærpede Regler for Tilbagebetaling af ydet Kommunehjælp og de ligeledes skærpede Retsvirk­ninger af Kommunehjælp. Tab af Valgret i denne Forbin­delse er ukendt i de fleste andre Lande. Ej heller Danmark bør derfor opretholde saadanne Bestemmelser.

 

Anden Forsorg

l) Reformer maa gennemføres paa Opdragelseshjemmene, saa der bydes baade Elever og Lærere tidssvarende Vilkaar.

2) Forbedringer gennemføres i Forsorgen for Aandssvage, Epileptikere, Talelidende, Blinde, Døve og i Lov om offentlig Forsorg til Fordel for visse Gigtsygdomme.

 

Oprettelse af Socialinstitut

Det er paakrævet, at der gennemføres en virkelig Uddan­nelse af de Personer, som i Kommuner, paa Hospitaler, i Børneforsorgen og i andre sociale Institutioner skal være Befolkningens Raadgivere og Hjælpere paa den sociale Lov­givnings Omraade. Samtidig bør det sociale Livs Problemer gøres til Genstand for en systematisk videnskabelig Under­søgelse. Denne dobbelte Opgave bør løses gennem Oprettelse af et Socialinstitut i Lighed med det i Sverige oprettede.

 

Skattepolitikken

En rationel Reform af Skattelovgivningen maa gennem­føres efter følgende Linjer:

1) Udskrivningen af Skatterne maa ske paa et saadant Grund­lag, at Uligheden i Indkomstfordelingen kraftigt regu­leres. Tyngdepunktet i Beskatningen maa i højere Grad flyttes over til Indkomst- og Formueskatten.

2) Ekstraordinære Formuestigninger under Krigen maa undergives en særdeles skærpet Beskatning. De særlige Krigsgevinster konfiskeres.

3) Kontrollen med Selvangivelser forstærkes. For grove Skattebesvigelser indføres Frihedsstraf.

4) De skattefri Fradrag for Børn forhøjes. Fradrag for Unge indrømmes, saa længe Uddannelsen varer.

5) Fradraget for Forsikringer forhøjes.

6) Den indirekte Beskatning maa søges nøjere afstemt efter sociale og samfundsmæssige Hensyn. Bl. a. maa der tages Sigte paa en Nedsættelse eller Afvikling af de Afgifter, der virker hæmmende paa Beskæftigelsen.

7) En Reform af Grundbeskatningen gennemføres med Hen­blik paa Grundrentens Overførelse til det offentlige.

8) Arveafgiften forhøjes, navnlig hvor det drejer sig om større Arvelodder, eller hvor Arvingerne ikke hører til Arveladerens nærmeste Slægt.

Idet Kongressen iøvrigt henviser til de Særbetænkninger, der foreligger om Socialdemokratiets økonomiske Politik baade paa Byerhvervenes, Landbrugets og Fiskeriets Omraade, op­fordrer Kongressen alle Arbejdets og Frisindets Kvinder og Mænd i By og paa Land til at slutte op om dette Grundlag for

Fremtidens Danmark

Om kilden

Forfatter(e)
Socialdemokratiet, Jens Otto Krag
Dateret
08.1945
Oprindelse
Fremtidens Danmark – Socialdemokratiets Politik, (1945).
Kildetype
Valgprogram
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk