Fredstraktat med Preussen/Det Tyske Forbund 2. juli 1850

Kilder

Kildeintroduktion:

Fredstraktaten mellem Danmark og Preussen markerede reelt afslutningen på Treårskrigen (1848-50). Treårskrigen (1. Slesvigske Krig) var en borgerkrig, som drejede sig om hertugdømmet Slesvigs fremtidige status. Den provisoriske slesvig-holstenske regering kæmpede for et uafhængigt Slesvig-Holsten. Regeringen fik støtte af Det Tyske Forbund i sin kamp for at sikre hertugdømmernes uafhængighed fra den danske konge. Heroverfor stod den danske regering, som kæmpede for et forfatningsmæssigt fællesskab mellem Slesvig og Danmark, som ville resultere i, at junigrundloven (1849) skulle indføres i Slesvig.

2. juli 1850 sluttede Danmark fred med Preussen og Det Tyske Forbund. Fredstraktaten anerkendte den danske konges ret til at udøve sin magt i Holsten. Det betød i praksis, at man vendte tilbage til situationen før krigsudbruddet. Slesvig-holstenerne havde imidlertid ikke opgivet kampen for et uafhængigt Slesvig-Holsten. Denne kamp kulminerede i slaget ved Isted 25. juli 1850, hvor slesvig-holstenerne led et stort nederlag.

Kampene ebbede ud i løbet af efteråret 1850, og krigen endte således med, at Slesvig-Holsten tabte, dog uden at Danmark reelt vandt krigen, da Slesvig ikke var blevet knyttet nærmere til Danmark. Derved fik problemet om Slesvigs fremtidige status i riget ikke en løsning, og det blev et meget omdiskuteret politisk emne i de følgende år.

Hans Majestæt Kongen af Danmark, paa den ene Side, og Hans Majestæt Kongen af Preussen, i Sit Eget og i det Tydske Forbunds Navn, paa den anden Side, besjælede af Ønsket om mellem Danmark og det nævnte Forbund at gjenoprette den Fred og gode Forstaaelse, der ere blevne afbrudte ved Stridighederne angaaende Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, have i dette Øiemed udnævnt og beskikket til Befuldmægtigede, nemlig:

Hans Majestæt Kongen af Danmark:

Herr Frederik Baron v. Pechlin, Hans Kammerherre og Geheimekonferentsraad, Storkors af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand, Stor­kors af Leopoldsordenen og Ridder af Jernkroneordenens 1ste Klasse, Rid­der af St. Annaordenens 1ste Klasse, Storkors af den Hessiske gyldne Løve- og af den Zähringer Løve-Orden;

Hr. Holger Christian v. Reedtz, Hans Kammerherre, Comman­deur af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand, Commandeur af den svenske Nordstjerneorden, af den franske Æreslegions- og af den belgiske Leopolds-Orden; og

Hr. Anton Wilhelm v. Scheel, Dr. juris, Hans General-Auditeur for Landmilitæretaten, Ridder af Dannebrogsordenen og Dannebrogs mand, Ridder af den norske St. Olafsorden;

og Hans Majestæt Kongen af Preussen:

Hr. Carl Georg Ludvig Guido v. Usedom, Hans overordent­lige Gesandt og befuldmægtigede Minister ved den Hellige Stol, samt ved Hofferne i Toscana, Parma og Modena, Johanniter-Ridder og Ridder af den røde Ørns 3die Klasse med Sløifen.

Under Medvirkning af Greven af Westmorland, Pair[1] af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland, Hendes britiske Majestæts Generallieutenant, Oberst for det 56de Linieregiment, Storkors af den meget hæderlige Bathorden og Commandeur af samme Ordens militære Afdeling, Storkors af den preussiske røde Ørn og af den militære Guelfe-Qrden, Stor­kors af den neapolitanske St. Ferdinandsorden, af den toscanske St. Iosephs- og af den brunsvigske Henrik Løves-Orden, Ridder af den Keiserlige og militære Maria Theresia-Orden, decoreret med den britiske Militærmedaille for Peninsularkrigen og med den russisie Medaille for Felttoget af 1814, Hendes britiske Majestæts Geheimeraad samt overordentlige Gesandt og befuldmægti­gede Minister hos Hans Majestæt Kongen af Preussen, — som den mæg­lende Magts Repræsentant, — ere ovennævnte Befuldmægtigede, efter at have udvexlet deres gjensidige Fuldmagter, som fandtes i god og behørig Form, komne overens om følgende Artikler:

Artikel I.

Der skal herefter være Fred, Venskab og god Forstaaelse mellem Dan­mark og det Tydske Forbund. Man skal fra begge Sider have den størst mulige Opmærksomhed henvendt paa at vedligeholde den saa lykkeligen gjenoprettede Enighed og omhyggeligt undgaae Alt hvad der kunde for­styrre den.

Artikel II.

Alle mellem Danmark og det Tydske Forbund afsluttede Tractater og Overenskomster ere ved nærværende Tractat paany satte i fuld Kraft.

Artikel III.

De høie contraherende Parter forbeholde sig alle de Rettigheder, der gjensidigen tilkom dem før Krigen.

Artikel IV.

Efter Afslutningen af nærværende Tractat skal Hans Majestæt Kongen af Danmark, Hertug af Holsten, overensstemmende med Forbundsretten, kunne forlange det Tydske Forbunds Mellemkomst, for at gjenoprette [Udøvelsen] af sin legitime Autoritet i Holsten, idet Han til samme Tid meddeler Sine Hensigter med Hensyn til Landets Pacification.

Hvis Forbundet, paa dette Forlangende, ikke skulde troe at burde inter­venere, for Øieblikket, eller hvis dets Mellemkomst skulde forfeile sin Virkning, skal det staae Hans Danske Majestæt frit for at udstrække de militære Forholdsregler til Holsten og i dette Øiemed at gjøre Brug af Sin bevæbnede Styrke.

Artikel V.

I Løbet af 6 Maaneder efter at nærværende Tractat er undertegnet, skulle Hans Majestæt Kongen af Danmark og det Tydske Forbund udnævne Kommissærer for, efter de Dokumenter og andre Beviisligheder, der ved­komme denne Sag, at fastsætte Grændsen mellem de af Hans Danske Majestæts Stater, som ikke indbefattes i det Tydske Forbund, og dem, som høre dertil.

Artikel VI.

Nærværende Tractat skal ratificeres og dens Ratificationer udvexles i Berlin inden tre Uger, eller før, om skee kan.

Til Bekræftelse heraf have den mæglende Magts Minister og de gjensidige Befuldmægtigede undertegnet nærværende Tractat og hostrykt deres Vaabensegl.

Skeet i Berlin den 2den Juli 1850.
(Undertegnet)       Westmorland (L.S.)

F. v. Pechlin (L.S.)
Reedz (L.S.)                                         Usedom (L.S.)                   
A. W. Scheel (L.S.)

Den ovenfor meddeelte Protokol mellem Danmark og Preussen lyder i Oversættelse saaledes:

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Hans Majestæt Kongen af Preussen ere, efterat de ved den idag af deres Befuldmægtigede undertegnede Tractat have sluttet Fred mellem Danmark og det Tydske Forbund, endvidere komme overens om følgende Stipulationer[2]:

Artikel I.

Umiddelbart efter Udvexlingen af den Danske og Preussiske Ratification af nærværende Protokol, vil Hans Majestæt Kongen af Preussen trække de Preussiske Tropper, som, i Kraft af Vaabenstilstand-Conventionen af 10de Juli 1849, Art. IV, ere stationerede i det sydlige Slesvig, ganske ud af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. De nordfor Demarcationslinien stationerede neutrale Tropper ville forlade Slesvig til samme Tid som de Preussiske Tropper.

Hans Preussiske Majestæt forpligter Sig til ikke at lægge nogen Hin­dring iveien for de militære Forholdsregler, som, efter Hertugdømmet Slesvigs Rømning, maatte blive tagne i dette Hertugdømme af den danske Regjering.

Førend de Preussiske Tropper have fuldført deres Tilbagetog fra Her­tugdømmet Slesvig, vil Danmark ikke lade nogen militær Styrke betræde dette Hertugdømmes Fastland, medmindre de holstenske Tropper rykke derind. Dog skulle de Danske Tropper ikke kunne overskride Demarcationslinien, førend de Preussiske Tropper, i Overensstemmelse med den følgende Artikel, ganske have rømmet Slesvig.

Artikel II.

Elleve Dage efter Udvexlingen af den Danske og Preussiske Ratification af nærværende Protokol skulle de Preussiske Tropper have overskredet den Grændse, som skiller Slesvig fra Holsten. Elleve Dage efter sidstnævnte Tidspunkt skulle de have rømmet Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg.

Artikel III.

De høie contraherende Parter forpligte sig til at ratificere nærværende Protokol og til at lade Ratificationerne af samme udvexle i Berlin inden otte Dage, eller tidligere, om skee kan.

Skeet i Berlin den 2den Juli 1830.              Westmorland (L. S.)
(Undertegnet)                             

F. v. Pechlin (L. S.)
Reedtz (L. S.)                                             Usedom (L.S.)
A. W. Scheel (L.S.)


Om kilden

Dateret
02.07.1850
Oprindelse
Departementstidende 1859, s.1057-65.
Kildetype
Traktat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk