Fredrik Bajer i Folketinget, 9. november 1886

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 6. november 1886 fremsatte venstrepolitikeren Fredrik Bajer (1837 - 1922) et lovforslag om at give kvinder over 35 år valgret og valgbarhed til Københavns Kommunes Borgerrepræsentation. Det var første gang, der blev fremsat lovforslag om at give valgret til kvinder.

I dette uddrag af Bajers indlæg i forbindelse med lovforslagsdebatten i Folketinget den 9. november 1886 fremhævede han det kritisable i, at det kun var kvinder, der ud over børn og forbrydere ikke havde stemmeret, ligesom han afviste, at kvinder ville misbruge deres stemmeret, hvis de fik den tildelt.

Forslagstilleren (Bajer): […] Jeg gaar over til det næste, som handler om Kvindens Valgret. […] Hvorfor skulle Kvinder udelukkes fra Valgretten? Hvem er det, der ere udelukkede fra Valgretten foruden Kvinder? Det er Børn og Forbrydere.

[…]

At man udelukker Børn, er jo ganske naturligt, fordi de ikke have Forstand paa Valgretten, ikke ere i Stand til at bruge den, og det er ligeledes naturligt at udelukke Forbrydere, dels som et Tillæg til Straffen, dels fordi der er Sandsynlighed for, at de vilde misbruge Valgretten, men er der nogen Sandsynlighed for, at Kvinder ikke ere i Stand til at bruge Valgretten, eller at de vilde misbruge den? Det fordrer jeg Bevis for.

[…]

Jeg tror ikke, at der er nogen Fare for, at Kvinden vil misbruge hverken Valgretten eller Valgbarheden. Jeg tror ikke, at Nogen vil opstille det Skræmmebillede, at Kvinderne, dersom de fik Valgret og tillige bleve valgbare til Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, vilde udelukke alle Mænd; de ere jo Flertallet og kunde altsaa gjøre det, hvis de holdt sammen, og det vilde ganske vist kun være Gjengjæld, fordi Mændene have udelukket dem i umindelige Tider, men vi vide jo, at Kvinderne ere lige saa delte med Hensyn til Meninger som Mændene og ligesaa godt tage Parti til den ene eller anden Side, saa at der ingen Fare er i den Henseende. Jeg tror nu, at Valgretten og ligeledes Valgbarheden, især i Begyndelsen, vil blive benyttet meget lidt af Kvinderne, men alene det, at der var enkelte Kvinder, som vilde benytte den, vilde jeg anse for godt og gavnligt og et virkeligt sandt Fremskridt, men overfor det Skræmmebillede, jeg berørte, er der heller ingen Fare for, at Kvinderne, hvis de fik Valgret, skulde udelukke Mændene, naar vi fik Forholdstalsvalgmaaden, thi saa kunde Mændene, som jo ere næsten Halvdelen, være i Stand til at sikre sig næsten Halvdelen af Valgene, saa at det Skræmmebillede kunne vi vistnok fuldstændig lade gaa ud af vor Betragtning.

Om kilden

Forfatter(e)
Fredrik Bajer
Dateret
09.10.1886
Oprindelse
Rigsdagstidende 1886-1887, Landstingets Forhandlinger, sp. 540-42, 561-62, 564-65, 574-76
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. januar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Fredrik Bajer
Dateret
09.10.1886
Oprindelse
Rigsdagstidende 1886-1887, Landstingets Forhandlinger, sp. 540-42, 561-62, 564-65, 574-76
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
3. januar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk