Frederik Borgbjerg (S) i Folketinget 18. oktober 1907 om P. A. Alberti

Kilder

Kildeintroduktion:

Peter Adler Alberti var justitsminister i J. C. Christensens Venstreregering fra systemskiftet i 1901 til sin afskedigelse i juli 1908. Både politisk og personligt var Alberti en kontroversiel person. I efteråret 1907 var kritikken af Alberti voksende, særligt hos Socialdemokratiet og De Radikale. Politisk vakte især vedtagelsen af prygleloven, der lovliggjorde korporlig afstraffelse for visse forbrydelser, kritik.

Personligt kritiseredes han for at sammenblande politik og private økonomiske interesser, særligt på grund af hans tillidsposter i ”Den Sjællandske Bondestands Sparekasse” og ”Danske Landmænds Smøreksportforening”. Kritikken af Albertis embedsførelse blev endnu mere pågående i foråret 1908, særligt da Mogens Frijs, lederen af regeringens frikonservative støtteparti, også udtrykte mistillid til Alberti.

J. C. Christensen overhørte dog længe beskyldningerne mod Alberti, og på hans anbefaling blev Alberti tildelt titlen gehejmekonferensråd og modtog tilmed et statslån på 1,5 mio. kr., inden J. C. Christensen som led i en nødvendig regeringsudskiftning i juli 1908 afskedigede Alberti. Den moderate Niels Neergaard, der blev udnævnt til finansminister, var vigtig for regeringens beståen og ville ikke sidde i regering med Alberti.

Da J. C. Christensen den 8. september 1908 krævede statslånet indfriet, meldte Alberti sig selv til politiet. Udover det uindfriede statslån havde Alberti bedraget Bondestandens Sparekasse, og det samlede tab nærmede sig 17 mio. kr., hvilket svarede til ca. 20 pct. af statens årlige indtægter. Han blev idømt 8 års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk, og affæren førte endvidere til regeringens afgang. I den efterfølgende rigsretssag i 1909-10 frikendtes konseilspræsident J. C. Christensen for ansvar i bedrageriet på grund af undskyldende omstændigheder, trods kritiske bemærkninger om hans alt for tillidsfulde tilgang til Alberti.

Den tidligere indenrigsminister, Sigurd Berg, blev derimod idømt bøde for utilfredsstillende tilsyn med Bondestandens Sparekasse. Rigsretssagen var den fjerde rigsretssag af de i alt fem rigsretssager, der har været i Danmark. Albertiaffæren svækkede Venstre markant og illustrerer indgangen til en periode, hvor Socialdemokratiet i stigende grad brød Venstres hidtidige dominans.

Nedenstående indlæg i Folketinget illustrerer, hvorledes den førende taler for Socialdemokratiet, F. J. Borgbjerg, i skarpe vendinger kritiserede Albertis embedsførelse i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret 1907. Borgbjergs overordnede kritikpunkter var politisk censur, nepotisme og vilkårlig embedsførelse fra Albertis side. I talen kom han senere ind på socialisme, andelsbevægelsen/kooperationen, militærudgifter, udenrigspolitik og neutralitet. Talen giver et godt indtryk af tidens politiske debatter.

Konseilspræsidenten tak­kede i Gaar Socialdemokratiet for det Til­sagn, det ærede Medlem for Københavns Amts 2den Valgkreds (K. M. Klausen) un­der Forhandlingerne den første Dag havde givet om Støtte fra vor Side, hvis Rege­ringen skred til en alvorlig demokratisk Politik overfor Landstinget. Den højt­ærede Konseilspræsident tilføjede, at saa maatte vi ogsaa støtte ham og hans Mini­sterium under Arbejdet for Reformerne. Men Sagen er netop den, at det, som den højtærede Konseilspræsident kalder Arbejde for disse Reformer, efter vor Mening netop er af den Art, at det svækker Ministeriet selv, svækker dets egen Mulighed til even­tuelt at optage en Kamp med det andet Ting. Derfor maa vi selvfølgelig forbe­holde os fortsat Kritik og fortsat Oppo­sition overalt, hvor vi mene, at Ministeriet ved sin Stilling til Reformerne, ved hele sin Politik, ved sin Administration svæk­ker Demokratiet og derved gør os langt mindre gunstigt stillede, hvis det Øjeblik alligevel skulde komme, da Kampen med det andet Ting om de store Mærkesager er nødvendig.

For det kan ikke nægtes, at Ministe­riet ved hele sin Politik og Administration og paa mange, mange andre Maader har svækket sig selv og derigennem hele det Demokrati, som Ministeriet efter sin Op­rindelse og Fortid skulde repræsentere. Den højtærede Konseilspræsident indrøm­mede selv i Gaar, at der var sket nogle Uheld i Slutningen af Sommeren, og han var saa tapper at paatage sig Ansvaret for disse Uheld, nemlig Uheldene med Ud­nævnelsen af de kongevalgte. Den højt­ærede Konseilspræsident vilde have været endnu mere tapper, hvis han ikke samtidig med, at han paatog sig Ansvaret, havde reduceret det, der her foreligger, til nogle ”Uheld”. Der foreligger nemlig betydeligt mere. Konseilspræsidenten er ikke uan­svarlig, er ikke uden Skyld i disse Uheld.

Jeg skal ikke komme stærkere ind paa det sidste Kongevalg, og hvad dermed skete. Jeg skal kun sige, at man kan mene om denne Mand personlig, hvad man vil, og jeg er efter alt, hvad der foreligger i Sa­gen – jeg har fulgt den temmelig nøje­ – tilbøjelig til at mene, at der er gjort denne Mand Uret. Jeg haaber derfor, at han vil faa Oprejsning ved den retslige Undersøgelse, der nu er i Gang. Men det er en Side af Sagen, der endnu ikke foreligger fuldt opklaret. Den anden Side af Sagen er den rent politiske. Der synes jeg, at man med Rette kan bebrejde Konseilspræ­sidenten, at han, naar han søgte efter Mænd til disse Pladser oppe i Landstinget, som eventuelt kunne faa saa stor Betyd­ning i vor hele forfatningsmæssige Udvik­ling, at han da søgte en Mand, som af selve hans øverste kirkelige foresatte, Kultusministeren, er stemplet som en Konfus­mager, der i Regeringspressen gøres til et Menneske, der er oprevet af Nervøsitet, næsten utilregnelig. Det er jo sikkert nok, at denne Mand har vist sig i høj Grad naiv, forfjamsket, konfus, men det var ær­lig talt noget, som alle vi, der have siddet her sammen med ham, vidste i Forvejen. Hans Naivetet [sic] var grænseløs. Jeg husker, at da vi fra vor Side for nogle Aar siden vare inde paa at gøre al den Modstand, vi formaaede, mod Prygleloven og derfor talte meget kraftigt mod et lille Lovforslag, der stod først paa Dagsordenen, et Forslag om Præste-, Degne- og Klokkerpenge her i København, talte længe og talte energisk ... (Sabroe: og godt) ... og godt tror jeg og­saa, ikke mindst fra det ærede Medlems Side, mod denne Lov, men da unægtelig Smilene begyndte at brede sig paa alle Ansigter, eftersom denne Forhandling trak ud, var det daværende ærede Medlem for Nykøbing Falster (K. Bjerre) den eneste, som rejste sig op og tog denne Forhand­ling fuldt alvorligt, ikke blot i den Betyd­ning, vi lagde deri, men ganske naivt, og gav sig til at holde en stor Tale mod en Ud­vikling, jeg havde givet af Forholdet mel­lem Kirke og Stat.

Men det andet Kongevalg var jo langt alvorligere. For dette bærer Ministeriet i endnu højere Grad det politiske Ansvar, ogsaa naar der senere indtraf Uheld. Dér var Forholdet nemlig det, at Regeringen var advaret. Det er kommet frem, og jeg antager, at der er et Medlem – eller ret­tere jeg er sikker paa, at der er et Med­lem i denne Sal, som vil kunne bekræfte det, at under det forrige Ministerium var denne Mands Udnævnelse til kongevalgt paa Tale, men efter en Samtale mellem Ministeriets Chef og nogle Mænd eller i alt Fald een Mand, der kendte vedkommende Mand godt, opgav man det. Vi ville maaske under den kommende Forhandling kunne faa nogle Oplysninger derom. Jeg ser, at den højtærede Konseilspræsident smiler. Maaske har han i sin Besiddelse en lille Bog, en Protokol, af hvis Indhold vi tid­ligere have haft den Glæde at faa nogle interessante Oplysninger. Der er for Re­sten det mærkelige, saa vidt jeg ved, ved denne Protokol, at skønt den efter min Mening retmæssig maa tilhøre Chefen for det foregaaende Ministerium, skal den endnu den Dag i Dag være i Besiddelse hos Che­fen for det nuværende Ministerium. Men det faar være en Ting for sig, hvordan Ministeriet omgaas Ejendomsretten, det kommer i denne Sammenhæng ikke mig ved. Men i hvert Fald var der paa et tid­ligere tidspunkt fremkommet saa meget om denne Mand, at Ministeriet burde have været noget varsomt. Jeg bebrejder Rege­ringen, at man, da der fremkom Klager over ham, i Stedet for at undersøge dem fra Justitsministerens Side skred ind imod disse Klager. Jeg bebrejder Konseilspræ­sidenten, at han her i Tinget gik i moralsk Kaution for denne Mand og mente, at havde Rigsdagen mange af den Slags, var den vel holden. Det har nu senere vist sig, at havde Rigsdagen mange af den Slags, var den vel rejst.

Se, disse Kongevalg ere ikke rent til­fældige Uheld. Nej, de bunde dybere. Overhovedet, et Ministerium og enhver, der sidder i saadanne Uheld, kan vistnok, naar han gaar til Bunds i Sagen, tilskrive sig selv langt dyberegaaende Aarsager der­til. Mig forekommer det, at disse kede­lige Uheld ere Udslag af det personlige Vennehensyn, af det Kammeraderi [sic], som vi desværre have set alt for meget af, hvor der har været Tale om Embedsbesættelser, om Valg fra Ministeriets Side osv. De ere Udslag af et Regeringssystem, som dette Ministerium desværre er ved at komme mere og mere ind paa.

Jeg vil her dvæle en lille Smule ved den højtærede Justitsministers Administra­tion. Jeg synes, at hele det Bevillings­system, han er kommet ind paa, er af den Art, at det ikke kan bidrage til at fremme en sund offentlig Moral her i Landet. Der væves fra den Side Privatøkonomi og offentlige ministerielle Handlinger sammen paa en Maade, der efter min Mening er højst uheldig. Det begyndte allerede den Gang, da den højtærede Justitsminister modtog sit nuværende Embede uden at have givet Afkald paa visse Stillinger, der i hvert Fald tidligere, selv under Højres Regering, ikke ansaas forenelige med en saadan offentlig Virksomhed. Ærede Med­lemmer huske alle, at den højtærede Ju­stitsminister blev forespurgt, hvorvidt han vilde give Afkald paa sin Stilling som Formand for den sjællandske Bondestands Sparekasse, men offentlig gav det højst mærkværdige Svar, at han ikke havde Raad dertil, han kunde ikke leve af Mini­stergagen alene. Det var det første Tegn paa, at vi vare ved at komme ind i Til­stande, som jeg tror, mange finde højst uheldige.

Allerede under denne Forhandling har baade Socialdemokratiets Ordfører og se­nere det ærede Medlem for Ringsted (Zahle) fremdraget denne mærkværdige Praksis, der er i Færd med at udvikle sig med Hensyn til Bevillinger, og de have her nævnt Biografteaterbevillinger. Biografteatre ere jo ved at blive de fattiges Teatre. Det kan godt være, at der klæber forskellige uheldige Forhold ved dem, men jeg tror, at det gaar med dem som med meget af det, man kalder den mindre gode Litteratur: Folk vænne sig til at læse, og saa komme de nok til at læse bedre Ting, Folk vænne sig til at se Biografteatrene og opdrages maaske derigennem netop til at sætte Pris paa de virkelige Teatre. Meget af det kan ogsaa være meget morsomt og interessant. Jeg har ikke set meget af det, men det, jeg har set, har for Resten været godt og i alle Hen­seender uskyldigt. Nu benytter den højt­ærede Justitsminister den mærkværdige Magt, han paa Trods af Grundlovens Ord om, at Censur aldrig kan indføres mere, har til at uddele Bevillinger og tage dem igen, ikke blot til en Censur, men til langt mere, til Udfoldelse af en højst ejendom­melig personlig Magt. Ved dette Biograf­teater i Vimmelskaftet fratager han Inde­haveren Bevillingen, fordi han har over­traadt et Politiforbud – det er Begrun­delsen. Jeg mener, den rigtige Vej at gaa var at anlægge Sag mod denne Mand, lade Domstolene afgøre, hvilken Straf han skulde have, hvis han har overtraadt dette Politiforbud men i Stedet berøver den højtærede Minister ham Bevillingen og ud­deler den til andre, og det for Resten til Trods for, at det var to andre Mænd, han væsentligt kom til at ramme, idet en Del af denne Forretnings Aktier – den var nemlig sat paa Aktier – var gaaet over til to andre Mænd. Den højtærede Mini­ster berøver disse helt uskyldige deres Be­villing og giver den til sin personlige af­døde Vens Enke og til en ung Mand, der ikke har det fjerneste med Biografteatre at gøre, der ikke forstaar sig paa det, der ikke har været med at opdyrke denne Forretning, men er en Slægtning og god Ven af en anset københavnsk Bankmand, og det gør han under saadanne Forhold, at den ny Kontrakt har denne unge Hen­nings, som der er Tale om, ikke selv no­gen Anelse om. Han har selv offentlig i et Interview udtalt, at Kontrakten laa paa Konferensraad Heides Kontor. Det, synes jeg, er en højst mærkværdig Fremgangs­maade.

Ærede Medlemmer vide, hvorledes Censurudøvelsen fra dette Ministeriums Side begynder med Revuerne. Man be­gyndte ganske lempeligt med at forbyde Revuerne at omtale Ministrenes Personer. Følgen var, at Revuerne fra at være væ­sentligst politiske bleve, som jeg en Gang havde Lejlighed til at sige i denne Sal, mere erotiske. De maatte ikke give sig af med det offentlige Liv, derfor gik de over til at give sig mere og mere af med det private. Saa rejste der sig i visse Kredse en Stemning imod dem, og saa gik Mini­steren videre og har forbudt Revuer over­hovedet. Hvor ende vi? Vi have nu set – det er allerede fremdraget her under Forhandlingerne – den Maade, hvorpaa Justitsministeren gaar frem overfor et virkelig dygtigt og fuldt alvorligt Teater­stykke.

Jeg maa her nævne, at den Censor, som Justitsministeren benytter, Hr. Levin, gør i alle Maader Indtryk af at være ganske blottet for litterære Forudsætnin­ger, ganske blottet for Kultur. Sammen­ligner man ham med den tidligere Censor, saa maa man dog sige, at Censursystemet fra Højreministeriernes Side blev udøvet med et vist Maadehold, og at den Mand, der var sat til at udøve denne Censur, var en litterært gennemdannet Mand. Jeg tror, at Hr. Levin netop er et Udtryk for det kulturelle Niveau, hvorpaa Justitsministeren og for Resten hele Regeringen desværre staar. Og jeg beklager det i høj Grad, fordi man fra Højres Side – jeg ser Højre­mændene le – betragter det som et Ud­tryk for Demokratiet. Men det er jo hel­digvis en grundig Misforstaaelse. Nej, Demokratiets Mænd kunne godt være til­gængelige og modtagelige for Kultur og ere det netop i ganske anderledes Grad end de udlevede Overklassers Mænd. Det, at et nyt Lag som Bønderne kommer op og frem, det, at et nyt Lag som Arbej­derne organiserer og højner sig, betyder netop, at der i disse ny Lag – det ved enhver, som kender noget dertil og har haft med det at gøre – er ganske ander­ledes Modtagelighed for Kultur og Dan­nelse end hos de gamle, som sidde og kun skulle bevare det fra Fædrene nedarvede. Netop fordi Bønderne ere komne op, og Arbejderne efterhaanden rykke frem, skulde vi ogsaa have Mænd i Spidsen for Statens Styrelse og ind i det offentlige Liv, som vare gennemtrængte af moderne Kultur.

Det er ikke i den offentlige Morals Interesse, saa vidt jeg skønner, at Mini­steriet er inde paa denne personlige Ud­deling af Bevillinger, paa denne personlige Magtudøvelse, det er saamænd ikke for den offentlige Morals Skyld, man skrider saa stærkt ind. Den Maade, hvorpaa Cen­sor Levin f. Eks. censurerer Varieteerne, er ingenlunde saa streng. Det er ikke saa­dan, at den højtærede Justitsminister sidder som en streng republikansk Cato, som en Mand, der betragter det som sin mo­ralske Opgave at vaage over den sunde Moral her i Landet. Nej, Skørterne maa saamænd gerne være ret korte paa Va­rieteerne, der er ikke noget i Vejen, men alvorlige, dygtige Skuespil forbydes. Den Maade, hvorpaa Censuren udøves, er ved at blive ganske latterlig. Censor skrider ind overfor bestaaende Teatre og paalæg­ger dem, hvornaar de maa opføre visse Skuespil, og hvornaar de ikke maa, om de før Jul maa opføre Forbryder-Skuespil, eller om de ikke hellere skulle vente til efter Jul.

Jeg nævnede før, at den Maade, paa hvilken Ministeriet og særlig Justitsmini­steren udøver denne Bevillings- og Censur­myndighed, som han desværre efterhaanden ved Forholdenes Ugunst har faaet, ikke just er Udtryk for Hævdelsen af den strenge offentlige Moral – nej, det er Synd at sige; den ene Lotteribevilling efter den anden uddeles i Flæng og Spræng: Landbrugs­lotteriet sidste Vinter, der skulde ophjælpe den ædle Hesteavl og det mindre Landbrug, et Lotteri til Opførelse af en Rytterstatue af Christian IX ovre paa Fyn, det vestindi­ske Lotteri – Lotteri, Lotteri, Lotteri. Jeg ser paa det forelagte Finanslovforslag, at de dansk-vestindiske Øer ere anslaaede at give et Overskud paa 17,000 Frcs. Den samlede Indtægt anslaas til 634,000 Frcs., hvoraf 560.000 skulle komme fra Lotteriet. Jeg synes, Danmark er godt i Færd med at blive et nyt Monaco, og jeg synes paa den Maade at gøre vort Land til en Spille­bule baade her og der skal ikke ophjælpe den offentlige Moral.

Og saa føjer jeg til, at det efterhaan­den er blevet saadan, at Folk rundt om­kring spørge om Grundene til enhver saa­dan Handling, som Ministeriet og særlig den højtærede Justitsminister foretager sig. Naar f. Eks. Justitsministeren uddeler Be­villing til et Landbrugslotteri, der skal ophjælpe den ædle Hesteavl og det mindre Landbrug og fremme Væddeløbsbanen ved Ordrup Krat, spørge Folk om Grundene, og Grundene findes for øvrigt ogsaa, de ere ganske nærliggende. Der findes Grunde i Justitsministerens eller hans Slægtninges Besiddelse, som ganske sikkert ville stige betydeligt i Værdi ved den ny Væddeløbsbane; det er ikke heldigt for den offent­lige Moral, ikke heldigt for den sunde de­mokratiske Politik, at Folk saadan ved enhver Handling, som en Minister fore­tager sig, spørge om de personlige Grunde dertil.

Nu ser jeg i disse Dage, at den højt­ærede Justitsminister har givet Bevilling til et Apotek ude paa Gl. Kongevej, og i Modsætning til, hvad der tidligere har været tilfældet, at man kun fastsætter Zonen, hvori et Apotek skal ligge, fastsættes nu selve Husnummeret, hvor det skal være. Man spørger om Grunden dertil. Den højtærede Justitsminister holder ellers meget af at holde sin Haand over Grund­ejerinteresser; i dette Tilfælde synes det ikke at være saaledes, idet den højt­ærede Justitsminister overordentlig fader­ligt har forhandlet med Værten i Forvejen for at sikre den Farmaceut, der skal rykke ind der, en passende og rimelig Husleje. Saaledes gaar den højtærede Justitsminister omkring som en Harun al Rasehid – det er tidligere sagt – eller som en tyrkisk Pasha og søger at gøre godt og ondt, hvor han kan komme til, og navnlig det sidste kom­mer han desværre tidt til.

Naar man læser om det, jeg her har fremdraget, kommer man til at tænke paa hans store Forbillede Hakon Jarl. De hu­ske Trællen Karkers Ord om Hakon Jarl, som havde saa travlt med Mændene – og for Resten ogsaa med Konerne –, og som efter Oehlenschlægers Ord havde saa mange Ting i Hovedet og skulde ”passe paa os alle sammen” og altid være, hvor det kneb. Den højtærede Justitsminister er ogsaa altid til Stede, hvor der er noget at knibe.

Den højtærede Konseilspræsident var inde paa Socialismen – jeg skal om et Øjeblik komme tilbage dertil –, men jeg vil bede ham, naar han taler om det ny kommende Samfund, da ikke at glemme det bestaaende Samfund, det kapitalistiske Samfund. Havde man sociale Røntgen­straaler, hvormed man kunde se ind deri, vilde man faa slemme Ting at se. Jeg har straks efter Systemskiftet, ved Finans­lovens lste Behandling, lyst efter en Aktie­lov, og der blev fra Ministeriet svaret, at en saadan skulde komme, der forelaa alle­rede en Kommissionsbetænkning fra In­denrigsminister Bramsen. Men den er stadig ikke kommen, og jeg gentager nu mit Spørgsmaal: Kunne vi i en nær Fremtid vente en Aktielov? Den er højst paatrængende; thi for hvert Aar der gaar, bliver Aktiesvindelen mere og mere om sig gribende. Det lider hele Samfunds­livet under, og det lide i højeste Grad ogsaa Arbejderne under. Den gode Presse, Pressen i det hele taget, søger at gøre sin Pligt der for at komme til Bunds i disse Forhold. Men jeg forudskikker her nogle Bemærkninger, fordi jeg om et Øjeblik vil komme til at fremdrage, hvorledes Pres­sens Virksomhed paa dette Omraade for at afsløre Aktiesvindelen og komme til Bunds deri og derved frembringe bedre Tilstande ogsaa er ved at komme ind un­der Censur. Der er ved at opstaa en ny Censur overfor Pressen af en ganske ejen­dommelig Art, som ikke hidtil har været offentlig fremdraget, men som jeg vil frem­drage her i Dag.

Jeg forudskikker her den Bemærk­ning, at der for nylig døde en Mand, der for øvrigt stod i nært Venskab til den højtærede Justitsminister, Oscar Køhler, hvis Forretning var omdannet til et Aktie­selskab. Jeg har her liggende for mig et Regnskab for dette Aktieselskab pr. 1 September 1907. Jeg skal ikke trætte ærede Medlemmer med at gennemgaa det her, men De kunne bag efter alle sammen faa det at se. Enhver der f. Fks. er kendt med Andelsforetagender paa Landet eller med Forbrugsforeninger, eller enhver Ar­bejder, der er kendt med kooperative Foretagender, enhver, der kender sunde Forretninger, vil ved at gennemlæse dette Regnskab finde det horribelt. Det ender med et Overskud af Aktiver over Passiver af 103,000 Kr. Kort Tid efter døde Inde­haveren, og det viste sig, at han efterlod sig en Gæld paa 1 Mill. Kr., hvoraf Aktie­selskabet skylder de 600,000 Kr. bort og Personen de 400,000 Kr. Der er nemlig Personen Oscar Køhler og Aktieselskabet Oscar Køhler. Jeg gør opmærksom paa, at efter Oplysninger, jeg har fra god Kilde, er der blandt andet foregaaet det, at Personen Oscar Køhler garanterer Ak­tieselskabet Oscar Køhler for 100,000 Kr.

Nu er der et Blad, der tager fat paa at paavise disse Misbrug, og det bringer den 5. Oktober en Artikel med Overskrift: ”Aarhundredets største danske Svindler­affære afsløret”. Det gør de indledende Skridt og bebuder, at der om Mandagen skal følge en Artikel, der gaar nærmere ind derpaa. Hvad sker saa? Saa træder Censuren i Virksomhed. Saa kommer Censuren fra den højtærede Justitsminister i en ny, ganske ejendommelig og højst mærkværdig Form. Den gaar ud paa at forbyde Pressen at omtale saadanne Ting, som jeg dog mener, det er i hele Sam­fundets velforstaaede Interesse blive om­talte. Dette Blads Redaktør er i den interessante og for ham meget beklagelige Stilling, at han for nogle Aar siden er ble­ven idømt 4 Maaneders Fængsel. Han søgte om betinget Benaadning, men blev ikke benaadet. Derimod blev Straffen udsat, og den er endnu ikke eksekveret, under Hensyn til Mandens skrøbelige Helbred. Men derved hænger der jo et truende Sværd over denne Mands Hoved, thi Ju­stitsministeren kan, hvad Dag han vil, lade denne Straf blive eksekveret. Redaktions­sekretæren ved Bladet er ogsaa betinget benaadet – ogsaa det gør naturligvis Bla­det til en vis Grad afhængigt.

Jeg maa i denne Forbindelse sige, at vi fra vor Side, naar der har været Tale om betinget Benaadning og lignende Ting, jo altid have hævdet – og det har ogsaa været Folketingets gamle Standpunkt –, at det skulde Domstolene og ikke Justits­ministeren afgøre, vi vilde have betingede Straffedomme. Jeg erkender, at der er gjort adskilligt godt ved de betingede Benaadninger, men paa den anden Side kan man ikke være blind for, at naar det er Justitsministeren, altsaa en enkelt Person og ikke Domstolene, der træffer Afgørelsen, giver det denne Minister Anledning til megen personlig Magt og personlig Vil­kaarlighed.

Altsaa, denne Aktiesvindel skal af­sløres, og den første Artikel er bragt af dette Blad.  – Jeg maa i denne Sammen­hæng bemærke, at jeg har set i de sidste Dage rundt omkring i Regeringsbladene meget forargede Artikler om ”Smudspres­sen” i Anledning af Pastor Bjerre Affæren. Man har stemplet en hel Række Blade som Smudsblade. Jeg skal slet ikke komme nærmere ind derpaa – jeg tror, der er megen dum og uvidende Forargelse i disse Udtalelser – , men jeg vil gerne bede ærede Medlemmer holde sig denne almindelige Forargelse for øje ved det, jeg nu kommer til, og se, hvad de saa mene derom. Da nu denne Artikel om Aarhundredets største danske Svindelaffære var bragt, sendte den højtærede Justitsminister Bladets Redaktør følgende Brev:

”Hr. Redaktør Johannes Hansen!

Jeg vilde sætte megen – Ordet ”megen” er dobbelt understreget – ”Pris paa, at der intet mere skrives i Middagsposten om min gamle Ven, Oscar Køhler, og til, at den til i Morgen, Mandag bebudede Artikel ikke fremkommer. Lad de Døde hvile i Fred – særligt da de ikke kan forsvare sig.

Ærbødigst A. Alberti.”

Brevet er adresseret til: ”Johannes Hansen. ”Middagsposten”. Privat. Haster.”

Og Artiklen udeblev ogsaa, Fortsættel­sen af disse Artikler er ikke fremkommen. Jeg finder, det er en Form for Udøvelse af Censur, som er meget uheldig. Jeg finder det meget uheldigt, at Landets Ju­stitsminister overfor et Blad, hvis Redak­tør og Redaktionssekretær ere stillede paa den omtalte Maade, benytter sin Myndig­hed til at standse en Artikelrække, der dog har det almennyttige Formaal at afsløre Aktiesvindelen her i Landet. Jeg tror ikke, den Slags Ting pynter paa den of­fentlige Moral. Den højtærede Justits­minister har jo sit eget Blad til Raadig­hed, sit legitime Organ ”paa Tro og Love", det ærbare, men maaske i Længden lidt kedelige ”Dannebrog”; hvorfor vil han holde andre Blade, hvorfor vil han paa denne Maade, hemmeligt og lønligt, skaffe sig Indflydelse paa andre Blade? Jeg husker, at en Højreminister blev meget stærkt angreben fra Venstres Side, fordi der var Mistanke fremme om, at han skulde eje en Aktie eller nogle Aktier i et Blad, der for øvrigt var det her omhandlede Blads Forgænger. Der blev fra Venstres Side rettet ganske overordentlig skarpe Angreb paa denne Højreminister. Jeg hu­sker, at der endnu længere tilbage i Tiden var en Højrepolitiker, som blev meget stærkt kompromitteret, fordi han stod i Forhold til et Blad, der hed ”Den ny Socialist”. Hvis man har fulgt det Blad, jeg her har nævnt, kan man ikke have været blind for, at i den Tid, disse Straffe­domme have hængt over Hovedet paa det, har det angrebet det radikale Venstre og en vis Fløj af Højre, men aldrig Regerin­gen eller Ministrene. Det har støttet se­paratistiske Tendenser indenfor Arbejder­bevægelsen, det har støttet halvt anarkistiske Tendenser, hvad Justitsministeren jo overhovedet heller ikke synes fremmed for. Jeg erindrer om, at under den anti­socialistiske Valgbevægelse her i Køben­havn optraadte en Agent Jensen paa den Maade, at han holdt Brandtaler paa de socialdemokratiske Møder og optraadte som moderat Arbejder paa de antisocialistiske Møder, og han blev tagen stærkt under Vingerne af den højtærede Justitsministers Organ og omtalt overordentlig velvilligt.

Men naar jeg har fremdraget denne Sag, er det, fordi vi her staa i Fare for at komme ind paa et Skraaplan. Hvis Justitsministeren vil benytte den Omstæn­dighed, at han kan faa en Strafs Udførelse udsat, eller vil benytte den betingede Be­naadning paa den Maade, at han derved skaffer sig Indflydelse paa et Blads Re­daktion, hvor ere vi saa henne? Det kan jo hænde mange Redaktioner rundt om­kring i Landet, at der kan overgaa dem en Straffedom – Redaktørstillingen er en udsat Post –, og da der er Mennesker - saaledes er nu en Gang den menneske­lige Natur, og der kan være mange be­grundede Aarsager derfor –, som ere meget bange for at gaa i Fængsel – det kan, som vort Fængselsvæsen er, ogsaa tidt være nedbrydende for deres Helbred, maaske ganske ødelæggende –, kunde Ju­stitsministeren paa den Maade faa en Magt over en Del af den danske Presse, som efter min Mening var meget farlig.

Det personlige Regimente, der udøves fra Justitsministerens Side, er en Blanding af Landsfaderlighed og tyrkisk Pasharegi­mente, men vi ville ikke være undergivne et saadant Vilkaarlighedens Regimente.

Ministeriets Administration med Hen­syn til det kommunale Selvstyre er ogsaa af den Art, at den ikke styrker Ministe­riet, hvis det bliver nødvendigt at skride til en Kamp med Landstinget om de store Mærkesager. Ogsaa der griber Justits­ministeren ind i stort og smaat for at faa sin personlige Villie frem. Byraadene i Kalundborg og Slagelse have for nylig gennemført en ny Politivedtægt. Den blev indsendt til Justitsministerens Sanktion, men Justitsministeren nægtede at godkende den, medmindre der i den blev indført følgende Bestemmelse: ”Politiet kan, naar dertil findes Anledning, forbyde Personer at staa stille paa offentlig Gade, Vej eller Plads eller at færdes frem og tilbage paa kortere Strækninger, og enhver er pligtig til at efterkomme Politiets Forbud i saa Henseende. Et saadant Paabud skal dog støtte sig til en Ordre, given for det en­kelte Tilfælde af Politimesteren”. Det er den gamle Nellemannske Paragraf, der skulde forhindre det, man kalder Strejke­vagter. Nu er det en ganske lovlig Ting. Ovre i England faldt der for nogle Aar siden en Overhusdom, der forbød de saa­kaldte Strejkevagter, altsaa Arbejdernes Bestræbelser for at oplyse de Folk, der eventuelt maatte blive tilkaldte som Skruebrækkere, om de virkelige For­hold, men det ny liberale Ministerium har fornylig gennemført en ny Arbejderlovgivning, hvorved saadanne Strejkevagter tillades. Men den Bestemmelse, som Justitsministeren forlanger indsat i Politivedtægterne for Kalundborg og Slagelse, gaar jo meget videre, idet den giver Politiet Myndighed til, naar det finder Anled­ning dertil, at forbyde Personer at staa stille paa offenlig Gade, Vej eller Plads og færdes frem og tilbage paa en kortere Strækning. Det er Venstres Regering, der paa den Maade skrider ind imod, hvad selve Kommunalbestyrelsen ønsker, paa den Maade vil tvinge en Kommunal­bestyrelse til at gennemføre reaktionære Bestemmelser i sin Politivedtægt.

Ogsaa her i Københavns Kommunal­bestyrelse have vi bemærket noget saa­dant. Jeg skal erindre om, at Kommu­nalbestyrelsen her havde vedtaget en Sundhedsvedtægt, der vilde de værste Snasker til Livs, Forbryderkælderne og Bondefangerbeværtningerne. Men Justitsministeren foretog en Del Rettelser i denne Sundhedsvedtægt som Betingelse for at godkende den, og de gik alle mere eller mindre ud paa at varetage Grund­ejernes Interesser.

Jeg nævner til sidst i denne Sam­menhæng den Maade, hvorpaa Ministeriet stillede sig til det kommunale Selvstyre, da Københavns Borgerrepræsentation i Sommer appellerede til Ministeriet i Spor­vejssagen. Sagen forelaa tydelig og klar. Et Flertal af Borgerrepræsentationen, et Udtryk for Vælgernes Flertal, forlangte Sporvejenes Overgang til kommunal Drift. Et Mindretal, der ikke udtrykte Flertallet i Befolkningen, modsatte sig det. Borger­repræsentationen benyttede saa sin forfat­ningsmæssige Ret til at appellere Sagen til Ministeriet, og Ministeriet gik imod Flertallet og med Mindretallet. Da vi fik den nuværende københavnske Forfatnings­lov, udtalte Venstres Forgængere, I. A. Hansen og Tscherning og de Folk, der den Gang sade i Rigsdagen som Venstre­mænd, at Borgerrepræsentationens Ønsker i alle saadanne Tilfælde, hvor det var Tale om en Konflikt mellem Borgerrepræ­sentation og Magistrat, skulde være afgø­rende. Dette kunde ikke gennemføres, da de nationalliberale modsatte sig det. Man enedes da om at indsætte en Bestemmelse om, at Borgerrepræsentationen skulde have Appelret til Ministeren. Vi have benyttet denne Appelret i Sommer, men Ministeriet gik imod Flertallet og med Mindretallet. Paa den Maade styrker Ministeriet sig ikke til den eventuelle Kamp med Landstinget for Flertalsstyre-Princippet, for de demo­kratiske Sager her i Landet, og den ærede Konseilspræsident maa finde sig i, naar han er med til et saadant Arbejde, at han mødes med Kritik og Opposition fra Socialdemokratiets Side.

Jeg har talt om Justitsministerens Administration. Men den Administration, der særlig sorterer under Forsvarsministe­ren, den militære Administration, kan heller ingenlunde siges at have været til­fredsstillende. Paa det forelagte Finans­lovforslag ere Militærudgifterne for næste Aars Finansaar jo budgetterede 1 Million Kr. højere end paa indeværende Aars Bud­get. Nu har den ærede Ordfører for Fler­tallet, det ærede Medlem for Løvel (An­ders Nielsen) .... (Slengerik: Nej, Ord­føreren er det ærede Medlem for Æbeltoft [N. Neergaard]) .... Ja, det er maaske rigtigt nok, men dette Punkt kom den virkelige Ordfører ikke ind paa, men den formelle Ordfører, det ærede Medlem for Løvel, erklærede, at denne Stigning af 1 Mill. Kr. var en naturnødvendig Ting, for der var vedtaget saadanne ny Love, saa­danne Foranstaltninger, at Udgiften maa gaa op. Dertil er imidlertid at indvende, hvad den nuværende højtærede Forsvars­minister selv, da han kun var Folketings­mand for Ringkøbing-Kredsen, hævdede overfor de moderate, at naar der var saadanne særlige Udgifter, til ny Kaserner f. Eks., saa burde der finde Besparelser Sted paa andre Punkter. Mig forbavser det i høj Grad at finde denne ene Milli­ons Stigning. Vi ere nu. som allerede nævnt, komne op paa et Militærbudget, der omfatter ca. 25 Mill. Kr., regnet ud paa den Maade, som er den rigtige, til Trods for, hvad det ærede Medlem for Løvel ind­vender derimod, nemlig saaledes, at vi undlade at medtage de civile Udgifter, der findes paa de militære Budgetter, men til Gengæld medtage de militære Udgifter, der findes paa de civile Budgetter. Det er den rigtige Beregningsmaade, som ogsaa den højtærede Forsvarsminister i sin be­rømte eller bekendte Samfundslære har gjort gældende som den rigtige, og som man bør bruge, og det er ogsaa den Be­regningsmaade, han har gjort gældende tidligere, naar han stod overfor de mode­rate og bekæmpede dem. Vi ere altsaa komne op fra en samlet Militærudgift paa 191/2 Mill. Kr., som den var under det sid­ste Højreministerium, til 25 Mill. Kr., som den vil blive i næste Finansaar. En Stig­ning af 51/2 Mill. Kr. til Militærudgifter! Man vilde med større Glæde have modtaget et Finanslovforslag, der paa en eller anden Maade havde faaet fuld Kompensa­tion for denne Million og saa havde und­ladt Takstforhøjelse paa Jernbanerne med l Million. Det vilde sikkert have vakt større Glæde her i Tinget og ude i Be­folkningen.

Med Hensyn til den militære Admini­stration var det ærede Medlem for Løvel jo allerede inde paa Aalborg Affæren. Men naar jeg sammenligner hans Udtalel­ser forleden Dag, saa milde, saa matte, saa overbærende og undskyldende, med den Tale, han i sin tid holdt i Anledning af Mislighederne i Viborg, naar jeg sam­menligner hans Tone nu med den kraftige antimilitaristiske Tone, som den Gang gik igennem hans Tale, saa faar jeg rigtignok Indtrykket af, hvilken moderat Bane det er, det regerende Venstre er kommet ind paa. Det ærede Medlem drog ikke Kon­klusionen af sine Udtalelser. Men den ærede Konseilspræsident kom noget ind derpaa og sagde, at den Konklusion, som aabenbart maatte drages, var kravet om den militære Retsreform, og denne var under Udarbejdelse. Det gør mig i høj Grad ondt, at den kun er under Udarbej­delse. Man skulde tro, den maatte være færdig. Allerede i 1903 forelaa der et fuldt færdigt Kommissionsforslag, og hvis Ministeriet ikke var tilfreds dermed, saa forelaa der et endnu mere frisindet For­slag fra Højesteretsassessor Nyholm. I Efteraaret 1905 vedtog dette Ting en Dagsorden i Anledning af Husardommen, en Dagsorden, der krævede den militære Retsreform fremmet. Nu har denne Re­gering siddet ved Roret i 3 Aar, og jeg synes da, at Tiden kunde være kommen til at faa den militære Retsreform frem.

Hele Ministeriets Militæradministration kan paa ingen Maade siges at være til­fredsstillende. Den almindelige jævne Mand kommer til at sammenligne Officers­frifindelserne i Odense og Dommene i Aalborg. Han kommer til at tænke paa en saadan Ting, som at Sekondløjtnant Foss i Odense misbrugte en menig Soldat paa den Maade, at Løjtnanten cyklede gennem Odense Gader og saa lod den menige Soldat løbe 3 Skridt bagefter Cyklen. Denne haanlige, nedværdigende Maade at behandle en menig Soldat paa vakte almindelig Opsigt. Nogen Tid efter blev Løjtnanten afskediget og fik de 600 Kr., en Sekondløjtnant under de Forhold faar, og man troede saa, at han var sat ud af Hæren, og det vilde jo have været overordentlig glædeligt, men saa erfarer man til sin store Overraskelse, at denne Mand antages som Premierløjtnant! Jeg kommer til at tænke paa, hvad den højt­ærede Konseilpræsident har sagt, da han var …. (Slengerik : Venstremand) … ja, da han var Venstremand ... da han kun var Medlem for Ringkøbing Kredsen. Den 10. Oktober 1893 talte han her i Salen om den Bevægelse, der havde været i Løbet af Sommeren, og han siger der: ”Der har været talt en Del om den Bevægelse, der har vist sig i denne Sommer, men der er en Bevægelse ude i vort Folk, som har været til Stede i mange Aar, og som viser sig kraftigere og kraftigere Aar for Aar, Sommer for Sommer, og det er en Bevæ­gelse imod de urimelig store militære Udgifter og den Maade, hvorpaa Militæret saa at sige regerer her til Lands”, og saa nævner han Dommene ved Ingeniørregi­mentet og gennemgaar dem og viser, hvor forkasteligt hele det militære Retspleje­system er, og han siger: Det forstaar den jævne almindelige Mand slet ikke, han spørger: Dømmes da de Soldater uden Forsvar? Ja de dømmes uden Forsvar. Er der da ingen Appel for dem? Nej, der er ingen Appel for dem. Og saa fortsætter Ministeren: Det kan den almin­delige Mand ikke forstaa, og det bidrager ikke til at udbrede Sympati for Militær­væsenet her i Landet.

Nej, det er sikkert nok, det forstaar den almindelige Mand ikke, men det for­staar han heller ikke den Dag i Dag, det forstaar han ikke under den Administra­tion, som den højtærede Forsvarsminister har Ansvaret for, den almindelige Mand forstaar ikke, at den Officer, som det ærede Medlem for Løvel i sin Tid angreb paa det kraftigste og med Rette, Oberst Sønderøxe, nu har faaet et flot Avance­ment, at han er bleven udnævnt til Kom­mandant i København. Den Mand, der saa berettiget blev skarpt kritiseret fra Venstres Side, han ophøjes nu til en meget indflydelsesrig og anset Stilling under den nuværende Venstreregering. Jeg skal ellers ikke komme nærmere ind paa Avance­mentsforholdene i Hæren. Jeg ved, det er det ærede Medlem for Odense Amts 2den Valgkreds (Madsen Halsteds ) Speciale, men jeg kunde dog i den Sammenhæng have Lyst til at nævne et Par Avance­menter, som jeg ikke er aldeles sikker paa, at det ærede Medlem for Odense denne Gang vil omtale. Jeg er ikke aldeles sik­ker paa, at denne Ting ikke vil blive glemt af ham. Det er de mærkværdige Springavancementer, der have fundet Sted i det sidste Aar, idet en Kaptajn Lewald og en Kaptajn Ibsen – ærede Medlemmer kende det vist – have oversprunget ikke mindre end 20-30 af deres Kammerater. Jeg vilde ikke fremdrage denne Sag, hvis der ikke var den Mærkværdighed derved, at Aarsagen synes at være temmelig nær­liggende. Man opdager nemlig, at den ene af disse Kaptajner har været den nuvæ­rende Kronprins’ Adjudant, og den anden af disse Kaptajner, der har gjort dette overordentlige Springavancement, har været Kongens Adjudant. Man synes at mærke, at der her gør sig et Hensyn gældende opadtil overfor Hoffet, som ikke skulde finde Sted ved saadanne Lejligheder, og jeg vilde gerne bede den højtærede Kon­seilspræsident om at udtale sig lidt nær­mere derom.

Det er jo nemlig den anden Side ved hele Ministeriets Holdning, ved hele Mi­nisteriets Politik, at man mærker en Afhængighed opadtil, en Underdanighed overfor Hoffet, som heller ikke gør denne Regering synderlig velskikket til eventuelt, hvis det skulde komme saadan, at tage en kraftig Kamp op paa de store demokrati­ske Mærkesager, og den højtærede Konseilspræsident har selv indrømmet det. Den højtærede Konseilspræsident holdt i Sommer oppe paa Færøerne en Tale, der vakte pinlig Opsigt, pinlig Opsigt – det kan jeg sige – Landet over i demokrati­ske Kredse, en Tale, der priste Konge­magten som det faste Punkt i dansk Stats­liv, men omtalte Ministeriet og Repræsen­tationen som det vigende. Ja, med mere bedsk Selvironi kunde den højtærede Mini­ster – det er ganske vist sket ubevidst, det tvivler jeg ikke om – ikke skildre hele sit eget Regeringssystem, som netop har været vigende i Stedet for at være fast i demokratisk Henseende.

Jeg har den Opfattelse af Sommerens Politik, at Ministeriets Position ude i Befolkningen ingenlunde er, som Konseils­præsidenten sagde, urokket; der er sket en Forskydning, saaledes at Ministeriet maa­ske for saa vidt staar fast endnu; vi faa se, hvor længe det varer; men det ligger saa i, at ny Lag ere dragne ind, Mini­steriet har flyttet sig, har faaet sin Basis i ny Lag, hvor det ikke tidligere havde sit Fodfæste. For saa vidt staar det fast; det er ikke urokkeligt, men det har for­skudt sin Stilling; det er veget, og Grund­laget for Ministeriets hele Holdning har forskudt sig. Det er mit Indtryk af denne Sommers Politik, at der særlig ovre i Jyl­land staar Tusinder og atter Tusinder af Vælgere langt mere afventende og langt nærmere til at springe fra end for et Aar siden ved Valgene. Sidste Aar var det særlig Øernes Befolkning, der forlod Mi­nisteriet, men Ribevalget og meget andet bærer Vidnesbyrd om, hvordan der ogsaa ovre i Jylland er ved at foregaa en Bevæ­gelse. Jeg talte forleden Dag med en an­set Husmand, Formand for en jydsk Hus­mandsforening. Jeg talte meget indgaaende med ham om Situationen og forstod paa ham, at han stod lige paa Springet til at forlade Regeringspartiet og gaa over i So­cialdemokratiet, og saaledes ville De kunne træffe den ene efter den anden, der stil­ler sig paa den Maade. Ja, man siger til Forklaring af Ribevalget, at det var kun misfornøjede Reformvenstremænd, der gik over – og saaledes bragte Regeringspar­tiet et saa stort Tab. Ja, men jeg gad vide, hvor ellers det radikale Venstre skulde faa sine ny Tilhængere fra, uden gennem misfornøjede Reformmænd, der gaa fra Regeringspartiet og ville have en mere de­mokratisk Politik ført. Det er netop en farlig Sag for Regeringen, hvis Misfor­nøjelsen paa den Maade breder sig inden­for Venstrereformpartiet.

Nede i Holbæk klarede Regeringen sig kun derved, at nu ogsaa en Del af Højre begynder at afgive Grundlag for denne Re­gerings saakaldte urokkelige Position. Nu har Regeringspartiet efterhaanden opslugt de moderate, først deres Blade, saa deres Væl­gere, nu til sidst efterhaanden ogsaa deres Rigsdagsmænd. Nu er det Højre, der staar for Tur. Det er den sidste Reserve, og det er ganske vist et ikke saa ringe Antal Medlemmer, der nu skal inddrages under Ministeriet for at holde det urokket.

Hvis man kender de lokale Forhold ude omkring i Landets Valgkredse, vil man i en hel Række Valgkredse se den højst mærkværdige Ting, at det Vælgerlag, der i sin Tid sendte Reformpartiets Mænd i Kamp f. Eks. mod Højre eller de gam­melmoderate, nu er i Færd med at for­lade Ministeriet og har i stort Antal for­ladt det, medens de Vælgerlag, der den Gang bekæmpede Reformpartiets Kandi­dater, nu ere dets ivrigste Støtter og Til­hængere. Det er en mærkværdig Forskyd­ning, som man vil lægge Mærke til om­kring i mange af Landets Valgkredse.

Og det viser sig ogsaa, at da de Moderates Ordfører her forleden optraadte som Regeringspartiets virkelige Ordfører, var han heller ikke i Stand til at gøre det, uden selv at foretage en Forskydning. Det højtærede Medlem for Æbeltoft (N. Neergaard) er jo Nuancens Mester som Taler, det erkender jeg, han forstaar at nuancere, og han gjorde det ogsaa saadan denne Gang, at han kom saa tæt op til Regeringen som muligt for at kunne være den en fuldtro Støtte. Jeg kommer til at tænke paa Taler, som bleve holdte af det ærede Medlem for Æbeltoft og for Resten ogsaa det ærede Medlem for Assens (Bernt­sen), der sidder ved hans Side, i Sommeren 1905, altsaa for to Aar tilbage, da Ven­strereformpartiet var sprængt, og da man maaske fra forskellig Side mente, at det vilde gaa noget hurtigere tilbage end det gjorde. Det ærede Medlem for Æbeltoft holdt da en Tale i sin Valgkreds og fastslog udtrykkelig, at Militærudgifterne skulde sættes ned, og sluttede sig i alt væsentligt til det radikale Ven­stres Odense-Program i saglig Henseende – han kunde være uenig med det radikale Venstre om Marchens Tempo, men om Marchens Maal var han i alt væsentligt enig med dette Parti. Han forlangte ud­trykkelig Militærudgifterne nedsatte. Det var samme Sommer, da det ærede Medlem for Assens rundt omkring ved de offentlige Møder fastslog, at de moderate ikke ved Forliget i 1894 havde godkendt Fæstnin­gen, det slog han fast Gang paa Gang. (Berntsen: Det fastholder jeg endnu). Ja, det ærede Medlem er, i hvert Fald paa offentlige Møder, blevet tavs om den Ting. Men da det ærede Medlem for Æbeltoft talte forleden, var der ikke længere nogen skarp Betoning af Militærudgifternes Ned­sættelse, tværtimod! Han glemte den Side af Sagen, nu var det økonomiske af min­dre Betydning! Altsaa, det ærede Medlem for Æbeltoft maa foretage en lille Nuan­cering til Højre for at komme med som trofast Støtte for Ministeriet, som han nu staar som Ordfører for.

Den højtærede Konseilspræsident kom i sin Tale i Gaar ind paa Socialismen. Han begyndte med et stærkt Angreb paa selve Socialismens Princip, Socialismens Ide. Jeg forstod meget godt hans Mening dermed, den ærede Ordfører for Flertallet, det ærede Medlem for Løvel (Anders Nielsen) var ogsaa inde derpaa i Begyndel­sen af sin Tale. Jeg forstaar meget godt, hvad Meningen er med, at der rettes et kraftigt Angreb mod Socialismen. Det er Optakten til den antisocialistiske Politik, som forberedes. Men jeg tror, at den højtærede Konseilspræsident, naar han særlig retter sit Angreb paa Socialismen, gør det for at maskere, at han i Virkeligheden og­saa angriber Demokratiet. Hans Taktik er letforstaaelig. Det gælder nu om, at det radikale Venstre isoleres, gøres til ingen Ting, derfor er han i sin Tone langt skarpere overfor det radikale Venstre end overfor Socialdemokratiet, for det gælder om først og fremmest at slaa den Ting fast, at der overhovedet ikke her i Landet findes Venstremænd, som ere de gamle, demokratiske Tanker tro, og saa vide vi jo meget godt, at naar dette er lykkedes ud fra den gamle Grundregel, som hedder: del og hersk, en Taktik, der allerede var kendt af de gamle romerske Cæsarer, saa skulle alle, Venstre og Højre, samle sig til den store, konservative Samlingspolitik mod Socialismen og Socialdemokraterne. Det er Meningen, det er Konturerne til den kommende Politik her i Landet. Men os Socialdemokrater kan det naturligvis kun glæde, at Socialismen skydes stærkere i Forgrunden.

Den højtærede Konseilspræsident søgte at bekæmpe Socialismen med den gamle, tarvelige Talemaade, at under Socialismen bleve vi jo alle Tjenestemænd, og saa vilde det private Initiativ og Energien forsvinde. Jeg vil dertil for det første sige, at det at blive Tjenestemænd er jo at faa en økonomisk betrygget Stilling, hvad der ikke i og for sig plejer at skræmme Folk stærkt. Hver Gang en saadan Stilling, der giver en vis økonomisk Betryggelse, er ledig, strømmer der Hundreder og atter Hundre­der til for at søge den. Jeg synes heller ikke, den højtærede Konseilspræsident har Ret i at udslynge den Anklage mod Tje­nestemænd og Embedsmænd, at de mangle privat Initiativ og Energi. Selv Ministrene ere Tjenestemænd, de øverste, vi have her i Staten. Jeg saa forleden Dag udtalt, at skulde Ordet Funktionær afløses af Ordet Tjenestemand, saa burde Ordet Minister ogsaa fordanskes og gøres til Tjener, og det kan der være noget i, det vilde i og for sig ikke være nogen daarlig Titel for Ministre, naar man forklarer den ret, at de ikke skulle være Hoffets Tjenere, hvad de nu alt for ofte ere, men Folkets Tjenere.

Men naar den højtærede Konseilspræ­sident taler om, at Tjenestemænd ikke vilde kunne være i Besiddelse af Initiativ og Energi, saa synes jeg, han udslynger en Anklage mod den danske Funktionær­stand, Embedsstand, som er ganske ube­rettiget. Den højtærede Konseilspræsident er ellers ikke saa bange for, hvad der smager af Staten, og det ere de øvrige Ministre heller ikke. Der ligger for os et Kort over de foreslaaede Jernbaner, og der vil man finde, at Ministrene i høj Grad søge at sikre deres Valgkredse Statsbaner, medens de andre kun faa Privatbaner. Baade Køge, Ringkøbing, Storeheddinge osv. søges forsynede med Statsbaner. Mini­strene selv ere ganske klare over, at Stats­drift slet ikke er saa daarlig; naar det drejer sig om deres egne Valgkredse, ere de parate til at sikre deres Vælgere denne Fordel. Jeg vil endvidere sige, at vi have jo et mærkeligt Eksempel paa, at ved Statsdrift – naar Staten interesserer sig tilstrækkeligt for Fremskridt – udøves der en umaadelig Energi, og der virker Initiativet i høj Grad. Jeg tænker her paa den militære Industri. Der er intet Omraade, hvor Energien og Initiativet gør sig gældende i den Grad, og det er endda et Statsmonopol. Ja, hvis Staten kun vil interessere sig en Tiendedel af, hvad den nu interesserer sig for Militærvæsenet, for det økonomiske Livs Fremgang, for at skaffe Brød alle de Steder, hvor det nu mangler, ja, saa vilde den ogsaa paa disse Omraader kunne udfolde en ganske ander­ledes Energi og Initiativ, end den gør.

Men hertil kommer, og det er Hoved­sagen, at Konseilspræsidenten ganske mis­forstaar Socialismen, naar han fremstiller den paa den Maade, at gennem den skulde alle blive Tjenestemænd eller Embeds­mænd. Ja, man kan jo sige det, men naar alle blive Tjenestemænd, saa er ingen Tjenestemænd længere. Socialismens For­maal er, at selve det arbejdende Folk over­tager Produktionsmidlerne, Socialismen er selve Folkets økonomiske Selvstyre, og til denne ny Samfundstilstand, der vokser or­ganisk ud af det Nuværende Samfund, ligesom det nuværende Samfund voksede organisk ud af det, der gik forud, til dette ny Samfund opstaa Organerne, Produk­tions- og Omsætningsorganerne, for vore øjne. I Fagforeningerne, i de kooperative Sammenslutninger, i Andelsforetagenderne og Forbrugsforeningerne vil Konseilspræsi­denten da ikke paastaa, at der er min­dre Energi og Initiativ til Fremskridt end i private Foreninger. Bønderne ude paa Landet have forstaaet, at de be­høve ikke at overlade til den enkelte Mælkeopkøber at danne et Fællesmejeri og benytte Tidens moderne Teknik og derved skumme Fløden og tage hele Udbyttet, nej, de forstode, at de ved Sammenslutnin­ger, Organisationer, Kooperationer vare i Stand til at skaffe sig selv Fordele. An­delsforetagenderne ere ingenlunde stag­nerende, hele den kooperative Virksomhed, som f. Eks. Trafikministeren er Tilhænger af, er ingenlunde stagnerende, men viser uhyre Fremskridt. Det viser, at netop en saadan social Organisation, hvor Folket slutter sig sammen for selv at tage Pro­duktionen og Omsætningen i sin Haand, paa ingen Maade svækker Fremskridtet, men tværtimod i allerhøjeste Grad vil fremme det.

Den højtærede Konseilspræsident talte om, at Husmændene og de smaa Bønder ikke vilde være tilgængelige for Socialis­mens Tanker, de vilde, mente han, fast­holde den private Ejendomsret til Jorden, som de nu kende den. Maa jeg da minde om en lille Bog, som Konseilspræsidentens nuværende Kollega, den højtærede Finans­minister, udgav for nogle Aar siden om offentligt Fæste. Der viste han, hvorledes den private Ejendomsret til Jorden havde spillet Fallit, han viste, at den saakaldte Frase: Fri Jord i fri Mands Haand, havde vendt sig til sin egen Karikatur, idet Ar­bejderne nu ere ufri Mænd under Kapi­talens Aag. Det var Redaktør Vilhelm Lassens Mening den Gang, og han saa sikkert rigtigt paa Forholdene. Saadan som den private Ejendomsret, ogsaa til Jorden, virker, virker den paa den Maade, at Kapitalen griber mere og mere om sig og bringer det arbejdende Folk under sit Aag. Vi have haft en overmaade rig Høst dette Aar. Men naar nu Landmanden, baade Husmændene og Bønderne, tager Kor­net hjem, er det ikke saadan som for 100 Aar siden eller noget mere, at der kom­mer en Ladefoged og tager hvert tiende Neg ud, men de maa dog betale Tiende. Nu kommer der en usynlig Ladefoged, og det er Kapitalen, og den tager ikke hvert tiende, men hvert femte, fjerde eller hvert andet Neg. Nu maa Husmanden og Gaard­manden svare Rente til Kapitalen og af­levere en meget stor Part af Udbyttet for det Arbejde, de have gjort. Saadan er Forholdet, og den danske Husmandsstand vil forstaa, at vi Socialdemokrater, der ville give Jorden i deres Haand, som dyrke den, saaledes at de, der dyrke Jorden og gøre Arbejdet, kunne faa det fulde Ud­bytte af Arbejdet, ere netop dem, der ville det arbejdende Folks Vel; og de ville i højere og højere Grad slutte sig til Socia­lismen og til Socialdemokratiet.

Jeg skal ikke gøre mange Bemærk­ninger til den Udtalelse, der i Gaar fremkom fra den højtærede Udenrigsminister. Det ærede Medlem for Kalundborg (Krabbe) har jo allerede været inde derpaa. Jeg skal ligesom han beklage dette højst uhel­dige Udtryk om, at Danmark maatte føre en Politik, hvorunder vor Handlefrihed kunde bevares. Nu hørte jeg, at Konseilspræsidenten søgte at fortolke det bort, men derfor er Udtrykket alligevel højst uheldigt. Jeg tror desværre ikke, at Kon­seilspræsidentens Bortfortolkning er fyl­destgørende. Ordet: ”fuld Bevarelse af Handlefriheden” har en traditionel og hi­storisk Klang her i Landet. Det var det Udtryk, som Højres daværende Udenrigs­minister, Rosenørn-Lehn, benyttede overfor Frederik Bajers Interpellation af 23. Ja­nuar 1885, og baade Frederik Bajer og Bjørnbak, der talte paa, Venstres Vegne, protesterede derimod. Bjørnbak sluttede med at sige, at den højtærede Udenrigs­minister ved sit Svar havde givet ”et yderligere Bevis paa” at den nuværende Regering savner al Forstaaelse af det, der bevæger den største Del af det danske Folk”.

Men endvidere har selve Konseilspræ­sidenten, da han var Repræsentant for Ringkøbing og Oppositionens Fører her i Tinget, yderligere taget Afstand fra denne Tale om at bevare Handlefriheden. Den 17. Januar 1899 holdt Folketingsmanden for Ringkøbing-Kredsen en Tale, hvori han sagde følgende: ”For en Del Aar siden hørte vi endnu – særlig fra Højres Side –, at Danmark bør bevare sin Handlefri­hed, og herved forstod Højre, at vi burde stille os saaledes, at vi skulde slutte os til en eller anden Magt i et vist givet øje­blik, slutte Alliancer eller noget saadant”. Denne Opfattelse tager Folketingsmanden for Ringkøbing meget bestemt Afstand fra (Afbrydelse: Det gjorde han ogsaa i Dag!) Ja, det gjorde han ogsaa i Dag, men han gjorde det rigtignok ikke paa saa klar en Maade, som han burde have gjort. Men da han saa kom til Neutraliteten, fortolkede han den alligevel paa en helt anden Maade, end han gjorde den 17. Ja­nuar 1899, ”men” – føjede han nemlig den Gang til – ”endnu høres der fra flere Sider og navnlig fra Højres saadanne Ud­talelser som, at vi dog maatte kunne ind­rette os saaledes, at vi maatte kunne værne vor Neutralitet. Jeg tror, at der i en saadan Udtalelse fra Højres Side endnu ligger et Fejlsyn. Jeg tror, at der her er noget, som Højre maa se paa paa en an­den Maade, inden vi komme til en sund Opfattelse af vort Lands hele Stilling”. Og Folketingsmanden for Ringkøbing slut­tede med: ”Nej, hvad vi kunne gøre og ogsaa bør gøre, er, at vi have vore Sager saaledes indrettede, at vi maa kunne kon­statere vor Neutralitet, at vi alvorligt maa kunne konstatere det Retsbrud, som finder Sted, naar en fremmed Magt krænker vor Neutralitet. I øvrigt er der intet andet for os som et lille Land at gøre end at appellere til de øvrige Magter, som dog til syvende og sidst ikke kunne staa sig ved, at Uretten skal gaa for Ret overfor et lille Land”. Det, som den højtærede Kon­seilspræsident den Gang vagt ridsede op, det trække vi Socialdemokrater nu op i faste og tydelige Linier.

Der er talt om Haager Konferencen. Jeg bebrejder det højtærede Ministerium, at det har lagt saa ringe Vægt paa denne Konference, som det har gjort og vist ved den Delegation, det sendte derned. Mini­steriet sendte nemlig en Delegation til Haag, som bestod af den danske Gesandt i Amerika, vor Gesandt i Washington, en Admiral, en Kammerherre fra Udenrigsministeriet og en Kammerjunker fra Uden­rigsministeriet. Det var ikke Mænd, der havde virket i Fredssagen, det var ikke Mænd, der havde virket hverken i Hjem­landets eller den internationale Fredsbe­vægelses Tjeneste. Der havde været ad­skillige Mænd – der sidder saaledes en Mand i denne Sal, maaske flere –, der havde været ganske anderledes skikkede til at optræde paa den danske Befolknings Vegne dernede. Jeg hører ikke til dem, der overvurdere Betydningen af Haag’er Konferencen, men jeg vil heller ikke under­vurdere den, jeg ved, at den i den inter­nationale Fredsbevægelse, som den er et Udtryk for, er vokset op, dels under Frygt for de Følger, som de moderne Krige ville faa, dels under Trykket af den internatio­nale Arbejderbevægelse, som er oppe i alle Lande, og som mere og mere underbygger Fredsbevægelsen. Det ærede Medlem for Thisted (N. Andersen) henvendte nogle Ord til os Socialdemokrater og talte om Forsvars­sagen og nævnte den gamle Kejser dernede i Østerrig som en af Støtterne for Freden, og det ærede Medlem forudsatte, at hvis han skulde dø, kunde der ske store Om­væltninger, og Freden kunde staa paa Spil. Jeg sagde til mig selv, da jeg hørte denne Udtalelse: Er det den Støtte, som Forsva­rerne af det nuværende Samfund bygge paa, en saadan enkelt Mand? Jeg tror ikke, det vil have stort at sige, om en saadan enkelt Mand lever eller gaar bort, nej, vi Socialdemokrater bygge paa noget ganske andet, paa Arbejdernes internationale Sammenslutninger. Det er en reel Magt, som vokser Aar for Aar; paa den bygge vi vort Arbejde for Freden og vor Kamp mod Militarismen.

Vi fastholde, hvad det ærede Medlem for Ringkøbing sagde den 17. Januar 1899, at til syvende og sidst er der dog for et lille Land som vort intet andet at gøre end at haabe paa, at Uretten ikke skal gaa for Ret; til syvende og sidst er der intet andet at gøre end at appellere til den internationale Retfærdighed. Den Gang kunde man ikke se nær saa tydeligt og klart som nu, for nu er der vokset et in­ternationalt Arbejdersamfund op, som af­giver en reel Garanti for Freden. Jeg husker, hvordan man i 20-30 Aar har malet Krigsfaren paa Væggen; i 1885 – 88 – 98 – 1904, hver Gang Militærskruen skulde drejes endnu en Omgang rundt, hver Gang der skulde kræves ny militære Udgifter, malede man den europæiske Krigsfare paa Væggen, men Krigen brød ikke ud. Vi have i 36 Aar ikke kendt nogen Krig mel­lem civiliserede Stater i Europa; det er en Ting, som det er værd at lægge Mærke til. Alligevel vokse ganske vist Rustningsud­gifterne i alle Lande, og hvorfor gøre de det? Fordi – det er nu min Forklaring, og jeg tror, det er den eneste Forklaring, der er – fordi Rustningerne ikke længere blot tjene udadtil, men fordi Militærvæse­net rundt om i de forskellige Lande er Overklassernes Værn mod det arbejdende Folk. At Rustningerne stadig vokse, skyl­des Frygten for, at Arbejderne, Folket selv, skulle tage Styret. Men det arbejdende Folk rundt omkring i de forskellige Lande er ved at vaagne. Der holdtes i Stuttgart i Sommer en Kongres, hvor 900 Repræ­sentanter for 10 Millioner fagligt og poli­tisk organiserede Arbejdere erklærede, at de ikke vilde Krig. Der er vokset et Værn op af betydelig Værdi for Freden og Selv­stændigheden ogsaa i et lille Land som vort. Vor Internationalisme er uløselig sammenkædet med vor nationale Følelse, og vi tro netop, at vi gavne vort Land og bygge det op og sikre dets Fred ved denne internationale Sammenslutning.

Men jeg forstaar meget godt, hvad den ny militaristiske Bevægelse, som nu er i Færd med at komme op, skal bruges til. Konseilspræsidenten har jo i Gaar skitseret den kommende Politik: i Vinter skal Valgrets- og Toldforliget gøres i Stand, og først i næste Samling skal Forsvars­sagen komme frem. Ja, de store Spørgsmaal, som hidtil have skilt Højre og Ven­stre, Valgretten, Toldspørgsmaalet og de andre, skulle ud af Verden, og saa skulle Venstre og Højre samle sig under den ny Militarismes Fane. Militarismen skal bru­ges mod det arbejdende Folks Frigørelses­kamp, som Militarismen blev brugt af Højre i sin Tid mod Bøndernes Frigørelses kamp. Det forstaar jeg meget godt, de[t]­er Meningen. Den antisocialistiske Poli­tik, der forberedes, denne Sammenslutning af de besiddende mod de besiddelsesløse, er saa grim i al sin Nøgenhed, at det ikke gaar an at fremstille den nøgen overfor Befolkningen. Nej, den skal tilsløres, den skal have en Ide, og da den ikke har den store demokratiske Ide, som Bønderne tid­ligere samledes om, som Arbejderne nu samles om, maa den have en anden Ide, og saa hejser den den militaristiske Idés Fane og skal gaa til Kamp derunder mod alle os andre, mod Socialdemokrater og alle ærlige Demokrater. Saadan er Stil­lingen, men det vil Befolkningen forstaa, og vi ville drage de Udtalelser frem, som de nuværende Ministre have fremsat, og vi staa fremdeles fast paa dem.

Vi mene endnu, hvad Redaktør Vil­helm Lassen skrev i 1886, og var det ikke fædrelandsløst af ham at sige det den Gang – og det hævdede han, at det ikke var -, er det heller ikke fædrelandsløst af os fremdeles at hævde, som Redaktør Vilhelm Lassen skrev i 1886: ”Vort Mili­tærvæsen hviler paa en kolossal Løgn. Den Løgn nemlig, at vi kunne forsvare os med Vaaben. Vi ville gøre vort til at lære Folket, at Militærvæsenet er Danmarks Ulykke. De forsikre, alle de, der ruste, at det er for at bevare Freden. Men Rustninger, selv for at forsvare Freden, ere Fredens værste Fjende”. Ja, det danske Militærvæsen hviler paa en Løgn, og Folke­tingsmanden for Ringkøbing saa det den 17de Januar 1899, at vi kunne ikke værne Neutraliteten, vi kunne kun konstatere den, mere mægte vi ikke, og saa maa vi til syvende og sidst appellere til Retfærdig­heden. Nu findes der en international Domstol i Haag, og nu staar der Arbej­dere i Millionvis sammensluttede over hele Verden, der i Stuttgart have erklæret, at de ikke ville Krig.

Den højtærede Konseilspræsident talte om gamle Bebel, talte saa fortroligt om ham, som om det var hans Ungdomsven, og talte om, hvad gamle Bebel havde sagt, men den højtærede Konseilspræsident viste ved denne Udtalelse, at han ikke har Be­greb om, hvad Bebel har sagt, og hvad Bebel mener. Hvad Bebel sagde, var, at hvis det russiske Czardømme vil krænke Tysklands fri Institutioner, som Tyskland dog til en vis Grad har i Sammenligning med Czardømmet, Pressefriheden og For­eningsfriheden, vilde han være med til at gribe til Vaaben, og saa skulde det tyske Folk befri det russiske Folk for Czarvæl­det. Det sagde han. Men samtidig har han sagt, og han gentog det i Stuttgart, at overfor enhver Angrebskrig vilde det tyske arbejdende Folk rejse sig med sin yderste Kraft. Bebel og hans Partifæller stemme i den tyske Rigsdag mod enhver Groschen og enhver Mand til det nuvæ­rende Militærvæsen, og de have erklæret, at de ville rejse sig med den yderste Kraft mod enhver Angrebskrig. Der have vi Haabet, det eneste, men ogsaa fuldt be­tryggende Haab for et lille Land som vort: en Angrebskrig fra en Stormagts Side er i vore Dage efter vor fulde og faste Over­bevisning bleven en Umulighed, thi nu staar den socialdemokratiske, organiserede Arbejderklasse der, som vil lade det komme til det yderste - det lovede Repræsen­tanterne for Arbejderpartiet hinanden i Stuttgart, at de vilde lade det komme til det yderste for at forhindre en saadan Krig. Jeg hævder da, at Socialdemokratiet, som bygger paa den internationale Sam­menslutning, i Virkeligheden er med til at skabe et virkeligt Værn for vor nationale Frihed, for vor nationale Selvstændighed.

 

 

Om kilden

Forfatter(e)
Frederik Borgbjerg
Dateret
18.10.1907
Oprindelse
Rigsdagstidende 1907-1908, Folketingets Forhandlinger, sp. 283-309
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Frederik Borgbjerg
Dateret
18.10.1907
Oprindelse
Rigsdagstidende 1907-1908, Folketingets Forhandlinger, sp. 283-309
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk