Frederik 2.s ordinans om ægteskabssager, 19. juni 1582

Kilder

Kildeintroduktion:

Fra omkring 1200-tallet og frem til reformation i Danmark i år 1536 var lovgivningen om ægteskabsager en del af kanonisk ret. Det hørte dermed under den kirkelige ret, og sager om ægteskaber blev afgjort ved de kirkelige domstole. Reformationen betød, at den lutherske kirke afløste den katolske og kanonisk ret forsvandt sammen med den katolske kirke

Ved kirkeordinansen, som Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) udstedte på latin i 1537 og i en dansk version i 1539, blev der fastlagt regler om indgåelsen af et lovformeligt ægteskab efter Luthers retningslinjer.

Alligevel var det først med Frederik 2.s (født 1534, regent 1559-1588) ordninans om ægteskabssager fra 1582, at der for alvor blev skabt ensartethed på ægteskabsområdet. Loven gav regler om blandt andet trolovelse, ægteskabshindringer og hvilke forhold, der kunne opløse et ægteskab. Det var medlemmer fra rigsrådet og teologer, der udformede et koncept, som senere blev til ordinansen, i forsøget på at ændre de uensartede forhold for ægteskabets retstilstand. I dette arbejde var de inspireret af lignende love i Tyskland og Frankrig. Referencer til lighedspunkter mellem ordninansen og lovene i Tyskland og Frankrig findes i lovsamlingen "Forordninger, recesser og andre kongelige breve, Danmarks lovgivning vedkommende 1558 - 1660", men er i gengivelsen her på siden udeladt for overskuelighedens skyld. Lovtekst i den hele version med referencer kan ses via linket i højre side. 

Bestemmelserne i ordinansen om ægteskabssager fra 1582 blev suppleret i Christian 4.s store reces 27. februar 1643, hvilket i 1683 blev optaget i Danske Lov. 

 

Indhold:

I. Om trolofvelse.

II. Saa skal nu holdis med troloufvelse epter ordinantzen.

III. Nogle besynderlige orsager, hvorfore de, som ere trolofvede, maa atskillis.

IV. Om jomfrukrenkere.

V. Orsage, hvorfore echtefolk maa atskillis.

VI. Om adskillige tilfald udi echteskab.


[til top]
I. Om trolofvelse.

Vi Frederik dend anden . . . giøre alle vitterligt, at eptersom vi ere komne udi forfaringe, hvorledis med en part hves echteskabssager, som for capitlerne indstefnis och der skulle ordellis, skal gaa fast uskickeligen til, saa at under tiden udi lige och ens sager icke dømmis paa ded enne capittel som udi det andet, men adskillige domme tvert emod hver andre udgifvis, hvor udaf stoer urichtighed fororsagis, da paa det med saadanne echteskabssager at forhøre och ordelle maa skickeligen och tilbørligen forholdis och dermed kand gange des ordentliger och ret til, hafve vi med vore Danmarkis rigis raad och nogen de høiglerde her udi riget dend leilighed ofverveiget och ladit forfatte och udgaa naagen visse puncter och artikler, hvorepter udi alle echteskabssager, som epter denne dag indstefnis for capitler eller anden steds, der de skulle forhøris, skal dømmis och ordellis, der epter sig och hver skal vide at rette, liudendis som epter følger.

 1. Epterdi at echteskab er guds egen ordning och indskickelse, hvilken derfore bør at begyndis med ald alfvorlighed och gudfryctighed, da hafve de vise och gudfryctige forfedre uden ald tvifl ville saa skicke det, at de personer, som achtede at indgaa det hellige echteskabs stat, skulle først trolofvis och siden for brølluppit lade liuse tre gange for denum paa tre søndager, hver epter hin anden, obenbare af predickestollen i dend christen kirkis forsambling, paa det at dersom nogen vore, der kunde lougligen forhindre saadant echteskab, at det medellertid kunde grandskis och forfaris før, end echteskab blef fuldkommit.

2. Derfore om nogen hafver noget der i at sige, da skulle de ded giøre før, end der liusis tredie gang; hves de det icke giøre, da skal det intet achtis, hvad de derepter giøre ville.

3. Disligiste hver der vil giøre nogit forbud paa echteskab, da skal dend gifve sognepresten det til kiende udi tvo eller tre dannemends nerverelse och skal vere forplichted strax at tage stefning, hvorfore hand eller hun samme echteskab forhindre ville; hves det icke giøris, da skal samme forbud heller intet gielde.

4. Och dersom nogen findis at giøre forbud eller stefne nogen i rette for slig sag och icke hafver der skiellig orsage til, dend straffis af øfrigheden och oprette gienparten sin skade och omkostninge.

5. Och paa det ald tingest kand gaa des ordentliger och skickeliger til, skal epter denne dag ingen trolofvelse skie, foruden at presten och fem andre vindisbyrd i det mindste ere der ofververendis.

6. Skal och icke heller tilstedis denum, som ere rettelige trolofvit, at søge seng med hver andre, før de ere vied och gifne sammen udi kierken. Hver der fordrister sig deremod at giøre, skulle straffis af deris øfrighed, naar de af sognepresten blifve paaminte, och dersom de, der saaledis ere trolofvit sammen, ligge udi et ont lefnid och forholder at lade dennom vie sammen for kirkedøren, skal sognepresten sette saadanne en vis tid fore, inden hvilke de skulle komme til kirken och lade sig christeligen vie och gifve sammen; hves de det icke giøre, skal hand obenbare forbiude saadanne sacramentid; och dersom de icke end da ville rette sig, da skulle de for saadan deris forargelses skyld obenbarligen settis i band.

7. Icke skal helder nogen prest understaa sig at trolofve nogen sammen, uden de ere hans egne sognefolk eller och, om de komme anden steds fra, at de hafve deris vindisbyrd, at deris vilkaar ere saa, at de mue lade sig troloufve med hvilken person, de begiere.

8. Skier ochsaa, at nogen vil giøre forbud hos presten, før troloufvelsen skier, da skal presten holde sig der fra, och dend, som saadant forbud giør, skal vere forplicht til strax at tage stefning, lige som tilforn sagt er, om nogen vil giøre forbud før brølluppit.

 [til top]

II. Saa skal nu holdis med troloufvelse epter ordinantzen.

 

1. Først at der skal ingen troloufvis tilsammen i de forbudene led, som ere første, andit och tredie led, som ere sødskenne, sødskennebørn och nestsødskennebørn.

2. Dette forbud er fornøden at holdis for merkelige sager skyld, men dog førstelige personer undertagen, hvilke maa vel tilstedis at komme tilsammen, om de end bode ere i tredie eller andit led, fordi ded er icke mod guds loug och sker icke heller foruden synderlige aarsager.

3. De andre maa ded tilstedis i fierde led at komme sammen; disligiste om dend enne person er i tredie och dend anden person i fierde led, da maa de och komme tilsammen, men om dend ene person er udi andit led och dend anden udi fierde led, da maa denum icke tilstedis at komme sammen.

4. Hos denne artickel er at achte, at ligesom mand maa icke hafve sin egen slegt i første, andit eller tredje led, saa maa icke heller hosbonden hafve sin hustrues slegt eller hustruen hindis hosbondis slegt i samme led, epter at hosbonden eller hustruen døer fra hin anden, men fierde led maa det skie Udi lige maade skal och holdis, om nogen beligger nogit kvindfolk, end dog de ere icke echtefolk; dersom nogen af denum vilde siden gifte sig, da motte hverken hand hafve hindis, icke heller hun hafve hans slegt udi tredie led.

5. Der nest skal och himmelig trolofvelse intet holdis, som er sket foruden deris vilge, hvilke de ere undergifne, som ere foreldre eller andre, som ere udi foreidernis sted, fordi dend ere och lydighed udkrefver gud udi det fierde budord. Dog dersom der findis slig vilkor paa ferde, at forelderne icke hafve nogen skiellig eller louglig aarsage det at forhindre, da skal deris forbud eller hves forhindring de der udinden ville giøre, intet hafve paa sig.

6. Sammeledis skal icke heller holdis troloufvelse, som sker udi druckenskab eller udi nogens umyndige aar; icke heller om en er icke ved sin rette fornuft och forstand. Saa skulle icke heller achtis eller for fulde anses, hves himmelig beplichtelse eller trolofvelsebrefve, som nogen gifve hver andre indhyrdis.

 [til top]

III. Nogle besynderlige orsager, hvorfore de, som ere trolofvede, maa atskillis.

 

1. Trolofvelse, som nogen nødis til, bør icke at holdis, saa frambt det gifvis til kiende, før brølluppit sker, men derepter at ville sige sig at vere nødt til, skal intet gielde.

2. Om nogen fester en pige, och hun blifver derepter befunden at vere krenket af en anden, da maa hand skillie sig ved hinde, om hand icke vil tage hinde til naade. Och dersom dend første, der hafde krenked hinde, vil tage hinde til hustru, da maa det ochsaa tilstedis, dog at begge deris forseelse afbedis af sognepresten paa predickestollen.

3. Om de personner, som ere trolofvede, forser sig paa enten sider, saa at enten hand bevarer sig med nogen anden kvindfolk eller hun bevarer sig med nogen anden mandsperson, da maa de och vere hver anden kvit, uden dend person, som uskyldig er, vil benaade dend skyldige; men dersom de forser sig paa begge sider, da skulle denum icke tilstedis at blifve ved dend person, de hafde forset sig med, paa enten sider, for forargelse, der ville følge epter, men derfore at straffis, som vid bør.

4. Dersom och nogen trolofver sig en och icke ligevel bevarer sig med hinde och hand derepter trolofver sig en anden och beligger hinde, och end dog icke nogen slig trolofvelse epter denne dag vel kand ske epter dend skik och ordning, som om trolofvelse tilforn formeldit er, da dersom nogen slig hendelse skede, skal hand straffis af øfrigheden, som ved bør, och ingen af dennom beholde, och dend prest, som hafver verit ofver dend sidste trolofvelse och icke hafver anset, hves tilforn om trolofvelse sagt er, skal och straffis derofver, som ved bør. Men dersom nogen, epter at hand hafver trolofvit sig med en, beligger hindis søster eller hindis neste slegt, da skal hand skillis ved denum baade, och tilbørligen straffis paa begge sider, som det sig bør.

5. Dersom nogen, epter trolofvelsen er sked, drager hen fra sin festemø och blifver lenge fra hinde emod hindis villie och sambtycke, da maa hun epter tre aar gifte sig med en anden, om festemanden icke er udi louglig forfald forhindrit.

6. Om nogen af parterne, epter trolofvelsen er sked, forser sig med tiufveri eller anden saadan uerlig gierning, hvilken dog icke følger lifsstraf epter, da maa dend uskyldige befries fraa dend skyldige, om dend det begierer.

7. Om nogen for troloufvelsen hafde nogen hiemmelig sygdom som spedalsk, dend fallende sot[1] eller nogen anden slig besmittelig och vederstyggelig syge och icke dend obenbarede, da maa hand eller hun och blifve hver anden kvit, om de det begiere. Men dersom saadan sygdom eller anden krankhed kommer epter troloufvelsen, da skal der settis nogen tid, udi hvilken mand skal søge raad,om dend siuge meddellertid kand hielpis; kand dend icke, da maa dend trolofvelse vel opslaes, om det begieris.

8. Om det sig saa kand tildrage, at herepter nogen trolofver hverandre, och dend enne icke findis epter trolofvelsen saa rig, som dend hafde sig angifvit, och dend anden for slig aarsage skyld vil saadan trolofvelse omkaste och icke holde, da skulle de dog derfore icke maa skillis at, epterdi det siunnis en møgen stor letferdighed, at nogen skulle sig udi dend vichtig handel med hver andre indlade, før end de vel kiende hin anden.

 [til top]

IV. Om jomfrukrenkere.

 

1. Hvad jomfrukrenkelse belanger, skal holdis dermed epter lougen, recessen och handfestningen.

2. Men dersom nogen enten self eller ved andre beder om en dannemands datter och derofver beligger hinde før trolofvelsen skier eller hand faar endelig svar, da skal hand endeligen tage hinde til echte, om hindis foreldre eller formyndere ville det samtycke.

3. Dersom nogen beligger nogen møe eller pige och siger nei derfore, da verge sig derfore epter lougen eller bøde derfore epter lougen och recessen.

4. Sichtis och nogen at hafve beliggit nogen enke, som tilforn hafver verit uberøchted, da och at verge sig derfore epter lougen eller bøde udi lige maade.

5. Och epterdi det tit er blefvit befundit, at der er blefvit stefnit udi rette saadanne jomfrukrenkere, som ublueligen hafve skiendit dend enne uberøctede møe eller enke epter dend anden, undertiden tre, fire eller flere, och en gudfrøchtig øfrighed icke bør saadanne grofve synder och forargelse at lade blifve ustraffit, da skulle dend eller de, som herepter udi slige grofve laster och forargelse blifve befundit, icke allenniste bøde epter lougen och recessen, men och dømmis udi øfrighedens naade och unaade och enten straffis paa lifvit eller udi andre maade med tilbørlig, alfvorlig, høigiste straf, andre til exempel och forskreckelse.

6. Dersom och nogen voldtager en erlig møe eller enke, och det bevisis, da at straffis derfore epter lougen, men om hanum benaadis lifvit, tage sig hinde til hustru, om hun och hindis formyndere ville, men ville de icke ded tilstede, gifve hinde af sinne pendinge och gods epter fellie venners raad och sambtycke.

7. Blifver och nogen befunden at hafve voltagen dend enne epter dend anden, och ingen hand tager til echte, hand bør epter guds och naturlig loug at straffis paa lifvit.

[til top]

V. Orsage, hvorfore echtefolk maa atskillis.

 

1. Dend første orsage er horreri; dog skal dend person, som anklager, lougligen stefne dend, der anklagis, i rette och skielligen bevise det, och er ded icke nok, at dend person, som anklages, ded self bekiender, fordi mand tit befinder, at mange liuge paa sig self, paa det dend enne kand blifve afve med dend anden eller och komme dend i skade, som hand eller hun siger sig at hafve syndet med, eller for andre sager.

Her hos skal dommerne forfare:

1. For det første, om dend person, som anklager, er uskyldig, fordi dersom dends skyld och findis udi lige maade, da bør denum icke at skillis ad, epterdi hverken af denum, som hinanden i saa maade ville beskylle, bør self for dend sag skyldige at vere. Men dersom dend enne person retter och bedrer sig, och dend anden icke, saa det findis beviseligt, da maa dend, som retter sig, vel at skillis fraa dend anden, som blifver varaftig i sit syndige ledned.

2. For ded andit skal och fiitteligen forfaris, om nogen af denum hafver gifvit dend anden merkelig orsage til saadan forseelse med rufferi, tiranni eller i andre maade, som dommeren kand kiende at vere ret aarsage til saadan fald; da bør denum icke heller saa letteligen at skillis ad.

3. For ded tredie om en dannemands kvinde blifver voldtagen, da bør hinde icke for saadan voldtegt at skillies fra hindis hosbonde, fordi dend bør icke at straffis, som lider uret, men dend, som giør uret.

4. For det fierde dersom en mand, epter hand hafver befundit sin hustru udi hoer, søger seng med hinde, da hafver hand dermed forbrut sin tiltalle til hinde, men dersom hun anden gang forser sig, och hand da holder sig fra hinde, da maa hand klage hinde an och skillis ved hinde. Men dend person, som blifver saa adskilt fra dend anden for hor sag, skal icke maa gifte sig egien uden konningens synderlige bevillinge och tilladelse, och dog skal det icke maa skie, før end tre aar ere forlobne; da skal dend person føre nøigachtig vindisbyrd, at dend medellertid siden hafver skicket sig erligen och christeligen, om dend skal benaadis at gifte sig egien. Dog skal dend skyldige person, som udi saa maade skillis fra dend uskyllige, icke mue gifte sig eller blifve boendis udi dend sogen, herrit eller bye, som dend uskyllige er besidendis.

 

2. Dend anden orsage, hvorfore echtefolk maa skillis at, er desertio, som er, nar dend enne echteperson for uden nogen skiellig orsage eller dend andens sambtycke forlader dend anden och drager bort. Och skal hermed saa holdis:

1. at dend person, som forlat er, skal tøfve dend anden epter i tre aar i det mindste, uden saa er, at det kand skiellien bevisis, at dend person, som er bortdragen, beligger sig med nogen anden; da maa dend person, som forlat er, tilstedis til echteskab strax saadant bevist er. Men naar de tre aar ere forlobne, da skal dend person, som forlat er, stefne dend anden først til herritsting och siden til landsting och føre det bevist til consistorium[2]. Der nest skal dend hafve sit vindisbyrd beskrefvit af sin sogneprest; disligiste och sit skudsmaal af sine sognefolk som skal tagis til tinge, at dend anden person hafver verit borte udi tre aar, och at dend forlatte person hafver medellertid lefvit och holdit sig erligen och vel och icke gifvit dend person, som er bortrømt, skiellig orsage dertil, och naar dette saa altsammen lougligen bevist er, da maa dend person, som forlat er, tilstedis at gifte sig egien.

2. Skier det ochsaa, at dend forlatte person forser sig, før end de tre aar ere at ende, da skal dend

person vere under tilbørlig straf af sit herskab, dog icke at forbiudis echteskab uden med dend person, som dend hafver forset sig med.

3. Men dersom en mand drager hen i krig eller paa sin kiøbmandsskab och af saadanne orsage blifver lenge borte, hand skal icke holdis pro desertore, och skal fordi hans hustru fortøfve hanum epter i det mindste udi siuf aar.

4. Dersom och er vis kundskab, at hand er fangen eller udi andre maade forhindrit emod hans vilge, da skal hun endeligen fortøfve hanum epter och icke gifte sig med nogen anden.

5. Disligiste nar der er vindisbyrd, at en mand er blefven enten i krig eller i andre maade omkommen, da skulle de vindisbyrd ofverhøris af deris tilbørlige dommere, om de ere nøigachtige, och der tagis beskrefne, och siden skal dend person, som vil gifte sig, indføre samme vindisbyrd for consistorio och da der at hafve beviseligt, at dend hafver skicket sig vel, och siden maa dend tilstedis andit echteskaf. Men dersom nogen fordrister sig til at søge seng med hver andre, før end saadan dom er lougligen sked udi consistorio, da skulle de straffis af deris øfrighed, som ved bør.

6. Sker det ochsaa, at nar en kvinde hafver saa gift sig med en anden mand, epter dom er gangen, at dend første hindis mand kommer egien och begierer sin hustru til sig udi gien, da bør hanum at hafve nøigachtig vindisbyrd med sig, at hand hafver medeler tid sig tilbørligen forholdit och med nogen anden icke forset, eller forvises at søge saadanne vindisbyrd af denum, hand hafver verit hos, och naar hand det hafver giort bevisligt, bør hans hustru at forlade dend anden mand och komme til dend første egien.

 

3. Dend tredie orsage, hvorfore echtefolk maa skillis at, er, om nogen er impotens, det er uskickelig til echteskab; dog skal dend person, hvis brøst[3] saa findis, stedis tre aars tid at søge raad, om hand medeller tid kand hielpis, om hand hafde dend brøst for brølluppit, och dersom hand icke da blifver hiolpen, da maa der blifve skilsmøsse emellum denum, men dersom dend brøst kom epter brølluppit, da skulle de berre det som et andit kors, echtefolk kand tilkomme.

 [til top]

VI. Om adskillige tilfald udi echteskab.

 

1. Om en mand eller kvinde, som ere echtegifte, forser sig med hans eller hindis broder, søster eller neste slegt, som er emod guds loug, och hanum eller hinde af synderlig orsage naadeligen benaadis lifvit, da maa de icke skillis fra hinanden, men ligevel blifve tilsammen som echtefolk, undtagen at dend, som uskyldig er, begierer at skillis fraa dend, seg udi saa maade forset hafver, da bør det at vere dend frit fore.

2. Om dend, der hafver sin festemø, tager sig en anden til echte, da dersom hand hafver haft noget ydermere at skaffe med same sin trolofvede, bør hanum at forlade dend anden och beholde dend første, om hun vil; men dersom hand i saa maade er uskyldig med dend første, da skal hand blifve hos dend anden, besynderlig om hun icke viste, at hand var trolofvit med dend første, der hun gaf sig udi echteskab med hanum; men dersom hun viste det, da bør hand at gifve dend anden ofver och blifve hos dend første, om hun det begierer. Begierer hun det icke, saa skal hand dog icke beholde dend anden, epterdi hun viste, at hand tilforn vor trolofvit, och hand, som sig udi saa maade forser, at straffis derfore af øfrigheden med høigiste straf, som ded sig bør.

3. Dersom hustru eller hosbonde falde udi nogen besmittelig siuge som spedalsk eller frandzoser[4], da bør denum icke derfore at skillis ad, men lide det tolmodeligen som det kors, gud denum hafver paalagt. Dog er det udi sig self christeligt, at dend, som med slig siugdom er belat, icke begierer at besmitte dend anden.

4. Dersom och er beviseligt, at enten hustruen eller hosbonden hafve verit besmitted med spedalsk siuge och icke hafver det obenbarit, før de komme sammen i echteskab, men at dend enne derepter hafver forderfvit dend anden, da maa dend, der saadan er bedragen, vel skillis af med hin anden.

5. Dersom och hender, at hosbonde eller hustru blifver afsindinge, da maa deris echteskab derfore icke atskillis, men dend ene at se dend anden til gode, och hielpe hin anden udi alle de maade, mueligt kand vere.

6. Om hosbonde eller hustru blifver befunden udi tiufveri eller nogen anden uerlig sag, som er halsløs[5] gierning, och blifver dog spart paa lifvit af øfrighed, da maa de derfore icke skillis ad, men blifve saadanne misdedere fredløse eller fluchtige och icke benaadis af øfrigheden inden tre aar, da maa dend uskyldige person tilstedis at gifte sig, om dend udi meddeller tid hafver holdit sig erligen och vel och det skielligen kand bevise.

7. Dersom nogen blifver fredløs dog for erlig gierning, da bør hustruen at fortøfve udi siuf aar, om hand medellertid kand stille øfrigheden til frids och komme til sin fred egien. Skier det icke, da maa hinde epter de siuf aar tilstedis at gifte sig med en anden.

8. Om en echtemand farer anden steds heden och der gifter sig med en anden hustru, som icke ved af det første hans giftermaal, da holdis hun uskyldig, saa lenge hun ved der inted af, och bør derfore hverken hun eller hindis børn, som de hafve avfled sammen, at lide nogen skade enten paa ere eller gods; men om hun kommer udi vis forfaring, at hand hafver en anden hustru, da bedrifver hun hoer, om hun lenger hafver samkvem med hanum, och naar saadant blifver obenbarit, at hand (maaskie) blifver benaadit lifvit af øfrighed for nogen merkelig orsage skyld, da skal hand komme til dend første egien, om hun vil tage hanum til naade; vil hun icke, da maa hand dog icke beholde dend anden, men hinde skal det vere frit fore at gifte sig med en anden mand. Sammneledis skal och holdis, om en echtekvinde hindis forseelse i saa maade findis.

9. Dersom nogen enten til tinge eller emellum sig self gifver hver andre skilsmøsebrefve, da skulle saadanne brefve intet achtis, men denum, samme brefve udgifve och sambtycke, at straffis af deris herskab, som ved bør.

10. Om nogen blifver lougligen stefnit til echteskabsdom och sider stefningen ofverhørig och icke vil møde, da skal dend, som udi saa maade stefnit vorder, gifve dend anden sin kost och tering egien.

11. Tager och nogen stefninge och icke self vil møde at gifve dend sag, som stefnit er, da bør hans gienpart at dømmis kvit for samme stefning, til saa lenge hand egien vil stefne och vere udi rette, och egien oprette dend anden hans beviselig kost och tering. Hvilke forskrefne punkter och artikler vi udi alle maade epter, som forskrefvit staar, ville hafve holdit och epterkommit; bedendis och biudendis vore lensmend, superintendenter[6], prelater[7], cannicker[8] och alle andre, som enten paa, capitteller[9], udi consistoriis eller anden steds skulle side ret, forhøre och dømme udi echteskabssager, at i retter eder epter, epter forskrefne punkter och artikler retferdeligen at dømme och forhielpe hver udi hvis echteskabssager, lougligen for eder indstefnis, saa møgit christeligt och ret er, och emod forskrefne artikler aldelis intet at dømme eller giøre udi nogre maade, under vor hyldiste och naade. Gifvit paa vort slot Kiøpnehafn dend

19. junii aar 1582 under vort signet.

Friderich.


[1] Fallende sot: Ældre betegnelse for sygdomme, hvoraf man pludselig falder om; ligfald; epilepsi.

[2] Konsistorium: navn på forskellige kollegier med tilsyns- og domsmyndighed inden for den lutherske og reformerte kirke.

[3] Brøst: ufuldkommenhed ved noget; fejl; mangel; skrøbelighed, jf. brist.

[4] Frandzoser: sygdom der havde blæner og stor smerte til følge.

[5] Halsløs gierning: handling der udløser dødstraf. 

[6] Superintendenter: brugt efter reformationen som betegnelse for de lutherske biskopper.

[7] Prelat: højtstaaende gejstlig person.

[8] Cannicker: gejstlige, som er medlem af et (dom)-kapitel; domherre.

[9] Capiteller: forsamlinger eller samfund af præster ved samme kirke. 

Om kilden

Dateret
19.06.1582
Oprindelse
Forordninger, recesser og andre kongelige breve, Danmarks lovgivning vedkommende, 1558-1660, 1889, s. 276-296. V. A. Secher
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. februar 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
19.06.1582
Oprindelse
Forordninger, recesser og andre kongelige breve, Danmarks lovgivning vedkommende, 1558-1660, 1889, s. 276-296. V. A. Secher
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. februar 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk