Frederik 2. som evangelisk-luthersk konge

Artikler

Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) støttede som sin far ivrigt den evangelisk-lutherske kirke i Danmark og tillod ikke afvigende trosretninger i sine riger. Inden for den danske kirke søgte han at opretholde tanken om et fællesskab uden teologiske stridigheder. Udenrigspolitisk var han den ledende kraft i et forsøg på at samle en protestantisk front af både lutheranske og reformerte fyrster og lande imod pavekirkens bestræbelser på at genvinde tabte områder.

Frederik 2.s personlige tro

Frederik 2. blev født i 1534 som søn af den lutherske hertug Christian i Haderslev, den senere danske konge Christian 3. Han var således den første danske konge, som blev døbt ind i en luthersk menighed, og hans opvækst bar præg af forældrenes fromhed. Han holdt fast i sin barnetro og læste som konge, trods sin ordblindhed, flittigt i Bibelen, ligesom han i eget navn fik udgivet flere samlinger af udvalgte Bibelcitater.

Frederik 2. som troens og lovens vogter. Stik fra hofpræst Niels N. Kolding: De besynderligste historier, 1567.

Kongen og den danske kirke

Frederik 2. så det som sin opgave at forsvare den kirkeordning, som var indført ved reformationen i 1536. Han tillod ikke andre kirkelige retninger i sine riger, og i 1569 udstedte han de såkaldte fremmedartikler med 25 grundlæggende lutherske læresætninger, som alle fremmede, der ville bosætte sig i Danmark, skulle skrive under på. Til stor bekymring for kongen var der opstået teologiske uenigheder mellem lutherske teologer i Tyskland om den rette nadverforståelse og betydningen af gode gerninger. Denne form for debat og splittelse ønskede han ikke i den danske kirke, men det var vanskeligt at undgå, når den udenlandske strid vedrørte en dansk teolog, som det skete i sagen om den internationalt kendte professor Niels Hemmingsen. Niels Hemmingsen var vellidt af kongen, men det gav problemer, da Hemmingsens holdninger i udlandet blev anklaget for ikke at være tilstrækkeligt lutheranske, men snarere reformerte (”kryptocalvinistiske”).  Frederiks egen svoger, kurfyrst August af Sachsen, klagede gang på gang over ham til Frederik. Til sidst måtte kongen suspendere Niels Hemmingsen fra hans professorstilling ved Københavns Universitet, men det skete alene af udenrigspolitiske hensyn. Frederik forbød brugen i Danmark af den såkaldte konkordieformel, som var udarbejdet af saksiske teologer for at definere den rette evangelisk-lutherske lære i modsætning til det, de opfattede som katolsk eller reformert vranglære.

Titelbladet fra den såkaldte konkordiebog fra 1580, som Frederik 2. nægtede at acceptere og forbød at indføre i sine riger. Fra Wikimedia Commons.

Kongen som protestantisk leder

Frederik 2. var en indædt modstander af paven og pavekirken. I 1580'erne var han den førende evangelisk-lutherske fyrste i Europa. Han så det som sin opgave at samle en fælles front af både lutherske og reformerte fyrster og lande for at hindre forsøg fra pavekirken på atter at genvinde kontrol med de egne, hvor en reformation var slået igennem. Det lykkedes dog ikke trods en stor indsats, men ud fra samme overordnede mål gav kongen hemmeligt økonomisk støtte til reformerte kræfter i Europa, der bekæmpede katolske magter. Ved et møde i en jagthytte på Sydsjælland overrakte kongen således personligt 25.000 daler i kontanter til en udsending fra den franske reformerte leder Henrik af Navarra.

Portræt af Frederik 2. udført af Melchior Lorck i 1580. Fra Wikimedia Commons.

Om artiklen

Forfatter(e)
Poul Grinder-Hansen
Tidsafgrænsning
1534 - 1588
Sidst redigeret
17. januar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Grinder-Hansen, Poul: Frederik 2. - Danmarks renæssancekonge (2013).

Udgiver
danmarkshistorien.dk