Du er her: danmarkshistorien » Materiale » Vis

Frederik 2. 1534-1588

Artikler

Frederik 2., 1.7.1534-4.4.1588, konge af Danmark og Norge fra 1559, søn af kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg, gift 1572 med Sophie af Mecklenburg; far til Christian 4. Frederik fik en grundig uddannelse hos bl.a. historikeren Hans Svaning, men han blev aldrig boglærd som sin far. Han var stærkt ordblind og kviede sig ved at skrive breve til andre end en snæver kreds af slægtninge og betroede. Livet igennem styrede han gennem mundtlige ordrer og diktater til sekretærer. Fra 1554 blev der oprettet et særligt hof for Frederik på Malmøhus, hvor han førte et muntert ungdomsliv. Under faderens hyppige sygdomsanfald blev han i stigende grad inddraget i statsstyrelsen. Et stærkt behov for fysisk udfoldelse blev opfyldt gennem bl.a. jagt.

Frederik 2.s første regeringsår var præget af et voksende modsætningsforhold til Sverige. Han søgte at løse krisen mellem de to lande ved at foreslå et forsoningsægteskab mellem broderen hertug Magnus (1540-83) og en svensk prinsesse. Tilbuddet blev ikke modtaget, og fra 1563-70 rasede Den Nordiske Syvårskrig, der kastede Frederik 2.s styre ud i rystelser, ikke mindst forårsaget af en omfattende låntagning til lejetropper. Krigen endte uafgjort med freden i Stettin i 1570, men den efterlod Danmark-Norge som dominerende magt i Østersøområdet.

Frederik 2.s regering efter 1570 var præget af bestræbelserne på at opretholde den danske magtposition i Østersøen og modarbejde en til tider stærkt følt trussel fra de katolske magter. Bartholomæusnatten i Frankrig i 1572 og formodede katolske kupplaner mod Danmark fik ham således til at bygge den stærke fæstning Kronborg. Samtidig moderniseredes den danske flåde, så den blev en af Europas største og mest avancerede. Konkret modarbejdede Frederik 2. den katolskorienterede svenske konge, Johan 3., og hindrede Polens forsøg på dels at skabe en egen flåde, dels at erobre Danzig (1577).

I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det danske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst Frederik 2.s generøse støtte til Tycho Brahes projekter viste. I sine sidste leveår blev Frederik en af førerskikkelserne i den protestantiske verden. Hans forsøg på at bygge bro mellem lutheranere og reformerte og samle de protestantiske fyrster i en union til kamp mod den fremtrængende katolicisme førte imidlertid ikke til varige resultater.

Frederik 2.s indenrigspolitik blev i høj grad bestemt af sikkerhedspolitiske overvejelser mht. behovet for at øge kronens resurser. Lenene blev gennem reformer gjort mere indbringende, og ved talrige mageskifter med adelen blev kronens besiddelser koncentreret og gjort mere rentable. Efter Syvårskrigen konsolideredes internationalt den i 1567 indførte og meget givende "lastetold" i Øresund.

 

 

Læs mere om Frederik 2 på denstoredanske.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 26.05.2015