Freden i Prag, 23. august 1866

Kilder

Kildeintroduktion:

Freden i Prag af 23. august 1866 afsluttede Den preussisk-østrigske Krig. I dansk kontekst var fredsaftalens § 5 central, idet den gav dansksindede slesvigere håb om endnu engang at komme under dansk styre.

Baggrunden for Den preussisk-østrigske Krig var dels uenigheder om, hvorvidt en fremtidig tysk nationalstat også skulle omfatte Østrig, dels stridigheder om styret af de tidligere danske hertugdømmer Slesvig og Holsten, som de to stormagter havde forvaltet i fællesskab siden Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864. Den 9. juni 1866 sendte Preussen således tropper ind i det østrigsk kontrollerede Holsten, hvormed krigen brød ud. Ved krigens afslutning få uger senere stod Preussen som den sejrende magt.

I Pragfredens § 5 blev det bestemt, at Slesvig og Holsten som udgangspunkt skulle forvaltes af Preussen, men at de nordlige distrikter af Slesvig skulle genforenes med Danmark, hvis befolkningen i disse områder tilkendegav et ønske herom i en fri afstemning. Forhandlingerne om en sådan afstemning strandede imidlertid allerede i 1868 og i 1878 ophævede Tyskland paragraffen.

Fredstraktatens § 5 blev imidlertid også herefter set som et symbol på retten til at blive genforenet med Danmark af dansksindede i Slesvig. Grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland fra 1864 blev ændret i 1920, hvor Nordslesvig blev indlemmet i Danmark efter en folkeafstemning i de berørte områder.    

FREDEN I PRAG, 23. AUGUST 1866
FREDSTRAKTAT


I DEN ALLERHELLIGSTE OG UDELELIGE TREENIGHEDS NAVN!

HANS Majestæt Kongen af Preussen[1] og Hans Majestæt Kejseren af Østerrig[2] have, besjælede af Ønsket om at gjengive deres Lande Fredens Velsignelser, besluttet at omdanne de i Nikolsburg 26. Juli 1866 undertegnede Fredspræliminærer[3] til en endelig Fredstraktat.

Til den Ende have Deres Majestæter udnævnt til deres Befuldmægtigede:

Hans Majestæt Kongen af Preussen: Sin Kammerherre, virkelig Gehejmeraad og befuldmægtiget Minister, Friherre CARL v. WERTHER[4],

og Hans Majestæt Kejseren af Østerrig: Sin virkelige Geheimeraad og Kammerherre, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Friherre ADOLF MARIA v. BRENNER FELSACH[5],

hvilke ere traadt sammen i Prag[6] til en Konference, og efter Udveksling af deres Fuldmagter, som fandtes i god og rigtig Form, ere de komne overens om nedenstaaende Artikler:

ARTIKEL I. Der skal i Fremtiden og for bestandig være Fred og Venskab mellem Hs. Maj. Kongen af Preussen og Hs. Maj. Kejseren af Østerrig, saavel som mellem deres Arvinger og Efterfølgere og mellem deres Stater og Undersaatter paa begge Sider.

ARTIKEL II. Med Hensyn til Udførelsen af Artikel VI af de i Nikolsburg 26. Juli d. A.[7] sluttede Fredspræliminærer, og efterat Hs. Maj. de Franskes Kejser[8] ved sin hos Hs. Maj. Kongen af Preussen beskikkede Sendemand officielt har ladet erklære i Nikolsburg den 29. samme Maaned, ”at forsaavidt det vedrører Kejserens Regering, er Venetien erhvervet til Italien[9], for at overgives det ved Freden” – tiltræder Hs. Maj. Kejseren af Østerrig ogsaa fra sin Side denne Eklæring og giver sit Samtykke til det Lombardisk-Venetianske Kongeriges Forening med Kongeriget Italien, uden andet tyngende Vilkaar end Afgjørelsen af den Gjæld, der maatte blive godkjendt som hæftende paa de afstaaede Landsdele i Overensstemmelse med Freden i Zürich[i][10].

ARTIKEL III. Krigsfangerne ville straks blive frigivne.

ARTIKEL IV. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig godkjender Opløsningen af det hidtilværende Tyske Forbund[11] og giver sit Samtykke til en ny Ordning af Tyskland, uden at den østerrigske Kejsterstat faar Del deri. Ligeledes lover Hs. Majestæt at godkjende det snævrere Forbundsforhold, som Hs. Maj. Kongen af Preussen vil grundlægge nord for Mainlinjen[12], og erklærer sig enig i, at de sønden for denne Linje liggende tyske Stater træde sammen i en Forening, hvis nationale Forbindelse med det Nordtyske Forbund forbliver forbeholdt den nærmere Overenskomst mellem begge Parter, og som skal have en international uafhængig Tilværelse.

ARTIKEL V. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig overdrager Hs. Maj. Kongen af Preussen alle sine i Freden i Wien af 30. Oktbr. 1864[13] erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holstein og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningerne i de nordlige Distrikter af Slesvig skulle afstaaes til Danmark, naar de ved fri Afstemning tilkjendegive Ønsket om at blive forenede med Danmark.

[Samme ARTIKEL V i tysk Tekst: Seine Majestät der Kaiser von Oesterreich überträgt auf Seine Majestät den König von Preussen alle Seine im Wiener-Frieden vom 30. Oktober 1864 erworbenen Rechte auf die Herzogthümer Holstein und Schleswig, mit der Maasgabe, dass die Bevölkerungen der nördlichen Distrikte von Schleswig, wenn sie durch freie Abstimmung den Wunsch zu erkennen geben, mit Dänemark vereinigt zu werden, an Dänemark abgetreten werden sollen.]

Artiekl VI. Efter Hs. Maj. Kejseren af Østerrigs Ønske erklærer Hs. Maj. Kongen af Preussen sig rede til ved de forestaaende Forandringer i Tyskland, at lade Kongeriget Sachsens[14] nuværende territoriale Omraade bestaa i dets tidligere Udstrækning, medens han derimod forbeholder sig nærmere af fastsætte Sachsens Tilskud til Krigsomkostningerne og Kongeriget Sachsens fremtidige Stilling indenfor det Nordtyske Forbund ved en særlig Fredstraktat, der skal afsluttes med Hs. Maj. Kongen af Sachsen[15].

Derimod lover Hs. Maj. Kejseren af Østerrig at godkjende de nye Indretninger, som skulle iværksættes i Nordtyskland af Hs. Maj. Kongen af Preussen, derunder ogsaa medregnet de territoriale Forandringer.

ARTIKEL VII omhandler den Opgjørelse, der skal finde Sted over den tidligere Forbundsejendom ved en Kommission, som inden 6 Uger skal komme sammen i Frankfurt a. M.[16], og hvortil Preussen og Østerrig ville udnævne Medlemmer, ligesom det skal staa de andre tyske Regeringer frit for at gjøre det Samme.

ARTIKEL VIII tilsteder Østerrig Ret til at bortføre fra Forbundsfæstningerne eller paa anden Maade raade over baade dets egne Ejendele og den Del af den rørlige Forbundsejendom, der tilkommer det i Henhold til dets tidligere Tilskud til Forbundsudgifterne.

ARTIKEL IX tilsikrer det tidligere Forbunds Embedsmænd, Betjente og Pensionister de dem tilkommende Pensioner; dog skal Preussen overtage de hidtil udredede Pensioner og Understøttelser til Officerer i den tidligere slesvigholsteinske Hær og deres Efterladte.

ARTIKEL X stadfæster de Pensioner, som det østerrigske Statholderskab i Holstein (1865-66) har tilstaaet, samt paalægger Østerrig at tilbagebetale en Sum af 449.500 Rdlr. Dansk Rigsmønt i 4-Procents danske Statsobligationer, som tilhører de holsteinske Finanser, og som endnu er i den østerrigske Regerings Varetægt, (d. v. s. som den østerrigske Statholder tog med sig, da han kort før Krigens Udbrud rømmede Holstein). Endelig loves der, at ingen, som hører hjemme i Hertugdømmerne Holstein og Slesvig, ej heller nogen østerrigsk eller preussisk Undersaat skal blive forfulgt eller forulæmpet paa Person eller Ejendom paa Grund af sit politiske Forhold under de sidste Tildragelser og under Krigen.

ARTIKEL XI. Hs. Maj. Kejseren af Østerrig forpligter sig til at udrede til Hs. Maj. Kongen af Preussen en Sum af 40 Millioner preussiske Dalare til Dækning af en Del af de Omkostninger, som ere opstaaede for Preussen af Krigen. Af denne Sum skal dog det Beløb af Krigsomkostningerne, som Hs. Maj. Kejseren af Østerrig i Henhold til Art. XII af den ovennævnte Fredstraktat i Wien af 30. Oktbr. 1864 endnu har at kræve hos Hertugdømmerne Slesvig og Holstein, føres i Afdrag med 15. Mill. preussiske Dalare, og som Vederlag for den frie Forplejning, som den preussiske Hær indtil Fredsslutningen vil faa i de af den besatte østerrigske Landsdele, yderligere 5 Mill. preussiske Dalere, saa at kun 20 Mill. preussiske Dalere forblive at udbetale i rede Penge.

Halvdelen af denne Sum skal udredes samtidig med Udvekslingen af Ratifikationerne af den nærværende Traktat; den anden Halvdel 3 Uger senere i Oppeln[17].

ARTIKEL XII fastsætter de preussiske Troppers Rømning af de østerrigske Landsdele indenfor 3 Uger efter Ratifikationernes Udveksling.

ARTIKEL XIII fastsætter, at alle de Traktater eller Overenskomster, som før Krigen have været afsluttede imellem de tvende fredsluttende Parter, herved paany sættes i Kraft, saafremt de ikke efter deres Natur maa tabe deres Virkning ved det Tyske Forbunds Opløsning. Den østerrigske Regering erklærer dog, at Møntoverenskomsten af 24. Januar 1857 har tabt sit væsenligste Værd for Østerrig ved det Tyske Forbunds-Forholds Opløsning, og den preussiske Regering erklærer sig rede til at indtræde i Forhandlinger med Østerrig og de andre Deltagere om dens Ophævelse. Ligeledes forbeholde de tvende Parter sig snarest muligt at træde i Underhandlinger om et Gjennemsyn af Handels- og Toldtraktaten af 11. April 1865 i Retning af en større Lettelse for det gjensidige Samkvem.

ARTIKEL XIV. Ratifikationerne af nærværende Traktat skulle udveksles i Prag inden en Frist af 8 Dage og om muligt tidligere.

Til Stadfæstelse herpaa have de vedkommende Befuldmægtigede undertegnet nærværende Traktat[ii] og forsynet den med deres Vaabensegl.

Saaledes sket i Prag den 23de Dag i August Maaned i Herrens Aar atten hundrede og seks og tresindstyve.

(L. S.[18]) undert.:  WERTHER. (L. S.) undert.: BRENNER.

 


[1] William 1. (1797-1888): konge af Preussen (1861-1888), præsident af Det nordtyske forbund (1867-1871) og tysk kejser (1871-1888).

[2] Franz Joseph 1. (1830-1916): kejser af Østrig (1848-1916), fra 1867 kejser af Østrig og konge af Ungarn.

[3] Foreløbige fredsbestemmelser indgået i byen Nikolsburg i Kejserriget Østrig (i dag byen Mikulov i Tjekkiet).

[4] Carl Anton Philipp von Werther (1809-1894): preussisk diplomat.

[5] Adolph Maria Freiherr von Brenner-Felsach (1814-1883): østrigsk diplomat.

[6] Prag var i 1866 en del af Kejserriget Østrig (i dag er Prag hovedstaden i Tjekkiet).

[7] d. A.: dette år, altså 1866.

[8] Louis Napoléon Bonaparte 3. af Frankrig (født 1808, regent 1852-1870, død 1873): den franske kejser var fredsmægler mellem Preussen og Østrig i forhandlingerne op til Freden i Prag (1866).

[9] Veneto (i dag en region i Italien): regionen udgjorde fra 1815 den ene halvdel af Kongeriget Lombardiet-Venetien underlagt det Østrigske Kejserrige; Kongeriget Italien (1861-1946) støttede Preussen i Den preussisk-østrigske Krig (1866) mod lovning på, at det ville modtage Veneto til gengæld for støtten; Veneto blev en del af Kongeriget Italien 20. oktober 1866.

[10] Freden i Zürich af 10. november 1859 afsluttede Den fransk-østrigske Krig (1859).

[11] Det Tyske Forbund blev dannet på Wienerkongressen 8. juni 1815 og afløste Det tysk-romerske Rige (opløst i 1806); dets to vigtigste medlemsstater var Preussen og Østrig. Det Tyske Forbund blev opløst i 1866 efter den Preussisk-østrigske Krig (1866) og blev afløst af Det nordtyske forbund (1867-1871).

[12] Mainlinjen: floden Main udgjorde i Det Tyske Forbund (1815-1866) skillelinjen mellem den preussiske og den østrigske indflydelsessfære, og efter Den østrigsk-preussiske Krig og Freden i Prag (1866) Det nordtyske forbunds sydlige grænse frem til Tysklands samling i 1871.

[13] Freden i Wien eller Wienertraktaten af 30. oktober 1864 afsluttede 2. Slesvigske Krig (1864) mellem på den ene side Danmark og på den anden side Østrig og Preussen. Fredsaftalen indebar, at Danmark måtte afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, som Preussen og Østrig herefter skulle forvalte i fællesskab.

[14] Kongeriget Sachsen (1806-1918): selvstændigt kongedømme, en del af Det Tyske Forbund (oprettet i 1815), støttede Østrig i Den preussisk-østrigske Krig (1866), en del af Det nordtyske forbund (1867-1871) og siden af Det tyske Kejserrige (1871-1918).

[15] Johan 1. af Sachsen (født 1801, regent 1854-1873).

[16] Frankfurt am Main (Frankfurt): fra 1815-1866 en del af Det Tyske Forbund som selvstændig by; byen var neutral under Den preussisk-østrigske Krig (1866), men blev under krigen på trods heraf invaderet af og siden inkorporeret i Preussen.

[17] Oppeln: administrativt distrikt i Preussen fra 1814-1945 med hovedstaden Opole (i dag en by i det sydlige Polen).

[18] L.S.: loco sigilli (lat.); sættes på kopier af dokumenter på seglets plads.

 


[i] Af 10. Novbr. 1859 om Lombardiets Afstaaelse til Kongeriget Sardinien, som overtog tre Femtedele af den særlig lombardisk-venetianske Gjæld.

[ii] Nouveau Recueil général de Traités. XVIII. Gottingue 1873. S. 344-48.

Om kilden

Dateret
23.08.1866
Oprindelse
v. Jessen, Franz (red.): Haandbog I det Nordslesvigske Spørgsmaals Historie – Dokumenter Aktstykker Kort og statistiske Oplysninger vedrørende Sønderjylland (1901), s. 269-271
Kildetype
Traktat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. oktober 2017
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk